Polarlomvien tilhører gruppen af alkefugle, og den sort-hvide havfugl er nok det tætteste man kommer på en pingvin på den nordlige halvkugle. Med et spidst næb, fødderne placeret langt tilbage på kroppen, og en oprejst kropsholdning, ligner lomvien en miniature pingvin. Ligesom pingvinen er Polarlomvien er rigtig fiskespiser, hvor især polartorsk på op til 20 cm er på menuen. Polarlomvien er en mesterdykker af dimensioner! De korte, kraftige vinger bruges til at ”flyve” under vandet, og undersøgelser viser at polarlomvien kan dykke helt ned til dybder på 200 meter.

Polarlomvien yngler i store, tætte kolonier på stejle klippesider. Den lægger kun et enkelt æg per år, hvor ægget har en konisk form, så risikoen for at ægget triller ud over den smalle klippehylde er formindsket. I alt findes der 18 polarlomvie-kolonier i Grønland, hvor de fleste og største er placeret i Thule- og Upernavikområdet. Polarlomvien er den mest efterspurgte jagtbare fugleart i Grønland, og for folk i Sydvestgrønland har lomvien en status som vintermad, der næsten er på højde med, hvad kalkun juleaften, har for englændere.

I Grønland yngler også en anden art lomvie, nemlig atlantisk lomvie, som imidlertid er fåtallig og kun forekommer fra Nuuk og sydpå.

Hvis der skal udpeges ”en sand grønlandsk” art, er søkongen et meget godt bud: Mere end 85% af verdensbestanden findes inden for Grønlands grænser! Søkongen er en fascinerende fugleart! Ikke så meget på grund af en spraglet, farverig fjerdragt – den er sort/hvid, som de andre alkefugle. Men søkongen imponerer på andre parametre – nemlig i kraft af de mængder den optræder i. Søkongen yngler i kolonier, og disse kan indeholde utrolige mængder fugle. Det er ikke usædvanligt at kolonierne kan indeholde 100.000-vis – nogle steder endda millionvis – af ynglepar. Modsat de fleste andre arter alkefugle, yngler søkongen ikke på lodrette klippesider, men på skråninger med løse sten. At opholde sig i en søkongekoloni er en total-oplevelse: lydene fra fuglene, lugten fra fuglenes ekskrementer og antallet af fugle er simpelthen overvældende.

Søkongen er en sand specialist når det kommer til dens føde! Hvor de andre alkefugle er fiske-spisere, udnytter søkongen en anden niche, nemlig de små vandlopper, der i sommermånederne forekommer i enorme antal i havet ved Arktis. Søkongen henter sin føde i havet, men gennem dens ekskrementer tilfører den næring til landjorden omkring kolonien. Det betyder at vegetationen omkring en søkongekoloni er særlig rig og fremstår skrigende grøn sammenlignet med omgivelserne, der typisk er brune eller grå.

Søkongen har en meget pletvis udbredelse i Grønland. De store kolonier med millionvis af fugle findes kun i Thule – og Scoresbysundområdet, mens enkelte små kolonier med få hundrede fugle findes i Upernavik og Disko Bugt området.

Tejsten er den alkefugle som besøgende i Grønland har allerstørst chance for at få at se. Ligesom de andre alkefuglearter yngler tejsten i kolonier, men disse er mere spredte, langstrakte og indeholder væsentligt færre fugle. Tejsten findes mere eller mindre i hele Grønland – fra Sydgrønlands dybe fjorde til de nordligste kyster af Grønland. Faktisk er tejsten den af alle verdens fuglearter, der forekommer allernordligst.    

Tejsten finder sin føde på relativt lavt vand, hvor især den lille åle-lignende bundlevende fisk tangspræl er en vigtig fødekilde. Tejsten er helt sort i fjerdragten med store ovale hvide felter på vingerne. Når tejsten dykker under vandet, bliver den næsten usynlig, men i klart vand kan man tydeligt se de hvide felter blinke under havoverfladen, mens den ”flyver” under vandet. Kommer man tæt på arten, ser man tydeligt de røde ben, og så er indersiden af tejstens næb og mund ligeledes helt røde. Reden med 1-2 æg placeres mellem store sten tæt på kysten.

Lunden – eller søpapegøjen, som den også kaldes – har en helt særlig plads blandt naturinteresserede børn og voksne. De fleste kender den lille alkefugl, og arten har en næsten ikon-agtig status, hvor den er blevet et symbol for havfugle i Nordatlanten. Lundens ”venlige ansigtsudtryk”, det farvestrålende næb og en vrikkende gang, når fuglen bevæger sig på land, gør lunden til en karismatisk fugleart, som også folk, der ikke er specielt interesseret i fugle, har et ønske om at se i den vilde natur.
Det er imidlertid ikke så let at få en lunde at se i Grønland. Arten yngler fåtalligt, og den samlede grønlandske bestand er på mindre end 5000 fugle. Lunden yngler på småøer tæt på Nuuk, i Disko Bugt-området, i Thule-området og så findes der enkelte ynglepar ved Scoresbysund. Denne forekomst står i skarp kontrast til eksempelvis Færøerne og Island, hvor lunden findes i millionvis. Det grønlandske klima er med al sandsynlighed lidt for barskt for lunden, som er bedre tilpasset til et lidt mildere klima.
Det store, farverige næb hos lunden spiller en vigtig adfærdsmæssig rolle i yngletiden, hvor næbbet bruges til at kommunikere med andre artsfæller. Udenfor yngletiden taber lunden farven på næbbet og får et anderledes udseende. Næbbet bruges også til at fragte fisk tilbage til ungerne i kolonien, og lunden er verdensrekord-indehaver i at bære fisk i næbbet – helt op til 62 småfisk er blevet registreret.

Riden er en ret almindelig fugleart i Grønland, og kan i princippet træffes ved kystområder i hele landet. Den lille elegante mågeart er let at kende på størrelsen og de sorte vingespidser. Riden optræder som regel i flokke, og har for vane at hvile på isbjerge. Riden kan vandre over store afstande og er truffet som højt mod Nord som den geografiske nordpol. Føden består mest af små krebsdyr som hentes i vandoverfladen. Det er ikke usædvanligt at se store flokke af rider foran gletsjere, hvor gletsjerfronten når havet. Her er der afsmeltning af isen, og et stort indhold af ferskvand i havvandet. Ferskvandet ”lammer” eller dræber de små krebsdyr, som flyder til overfladen, og skaber et stort tag-selv-bord for Riden.
Riden yngler på stejle klippesider, hvor de 1-3 æg lægges i en rede, bygget med mos eller direkte på en klippehylde. Det er imponerende at se hvor lidt plads, riden skal bruge for at etablere sin rede: Bare et lille fremspring eller en revne i klippen er nok til at riden kan få plads til at bygge sin rede. Riden yngler tit de samme steder som polarlomvien, og normalt optræder de to havfuglearter i blandede kolonier. Her er der stor konkurrence for at få fat i de bedste redepladser – en konkurrence som Riden dog altid taber til den meget større og stærkere Lomvie. Riden er meget vokal på ynglepladsen. Med en høj ”miavende” katteagtig lyd, skaber store ridekoloner et lydbillede, der kan høres langt væk.

Havternen er en verdensmester når det kommer til langdistancetræk! Den er den dyreart i verden, der foretager den længste, årlige vandring mellem ynglepladsen og vinterkvarteret. Om sommeren yngler havternen i Grønland og resten af Arktis, mens vinteren tilbringes på den anden side af jorden, nemlig ved havområder ud for Antarktis. Det betyder at havternen formodentlig er den dyreart, der oplever flest solskinstimer! I Grønland, nyder den om sommeren godt af midnatssolen og lys døgnet rundt, og når den ankommer til Antarktis, er situationen den samme under den sydlige halvkugles sommerperiode. Den samlede distance som havternen tilbagelægger under gennem et kalenderår, er mere end 70.000 km. Fra ringmærkning, ved man at havternen kan blive ældre end 30 år. Det betyder at arten gennem sin levetid tilbagelægger en distance, der svarer til hvis den fløj til månen og tilbage tre gange. En imponerende præstation af en lille fugl med en vægt på omkring 100 gram.

Havternen er på alle måder skabt til et liv i luften, og ikke et liv på landjorden. I luften er den utrolig elegant, manøvredygtig og udstyret med lange vinger og forlængede halefjer. På landjorden er det imidlertid en anden historie: Dens korte, små ben gør at den næsten ikke kan gå, og giver fuglen et klodset udtryk. Havternen yngler i kolonier på småøer, hvor reden med de 1-3 æg placeres direkte på jorden. De mange fugle samlet på ét sted, er et uhyre effektivt forsvar mod rovdyr. Hvis en måge eller en ravn våger sig i nærheden af kolonien, bliver de straks modtaget med luftangreb fra de mange skrigende fugle. Det samme gælder hvis mennesker går i land i havternekolonier. Her vil fuglene komme flyvende bagfra og med stor præcision placere det spidse næb i hovedbunden på de indtrængende – en overraskende smertefuld naturoplevelse!

Selv om mallemukken, for den knap så øvede fuglekikker, måske kan ligne en måge, er dette langt fra tilfældet. Mallemukken hører til ordenen af Stormfugle, og er nærmere beslægtet med albatrossen. Dette ses tydeligt på flyvestilen, der modsat mågerne, udføres med helt stive vinger tæt på havoverfladen. Mallemukken er mester i at udnytte vinden, og glide over lange distancer uden et eneste vingeslag. Fjerdragten varierer meget hos Mallemukken – fra mørkegrå til helt hvid. Ser man den tæt på, opdager man en helt unik tilpasning til livet til havs. Øverst på næbbet er mallemukken udstyret med et lille rør. Dette er forbundet med en stor kirtel i fuglens pande, som kan udskille ferskvand fra saltvand. Røret fungerer som udløbsrør, hvor mallemukken kommer af med restproduktet: vand med ekstremt højt saltindhold.
Mallemukken er meget almindelig i grønlandske farvande, især i Disko Bugt og ved Uummannaq. Arten yngler i store kolonier, hvor reden placeres øverst oppe på stejle klippesiden. Hvis en uvelkommen gæst kommer for tæt på reden, har mallemukken et effektivt forsvarsmiddel: Den kan spytte en lang stråle ildelugtende, klistret masse, der med stor præcision rammer målet. Mallemukken afsøger store områder for at finde sin hovedføde, der er ådsler, og det er ikke ualmindeligt at den flyver flere hundrede kilometer fra redestedet i jagten på mad. Mallemukken er gået meget frem i Grønland, da den har lært at udnytte affaldet efter fiskerierhvervet. Typisk er både store trawlere og mindre joller, omgivet af store flokke mallemukker, der venter på efterladenskaberne fra fiskerne.

Hvidvinget måge er en sand grønlandsk art – mere end 95% af verdensbestanden findes inden for landets grænser. Arten er koloni-rugende, hvor rederne placeres på stejle klippesider. Hvidvinget måge er en af de mest almindelige mågearter, med en hovedudbredelse i Syd- og Vestgrønland. Den lever især af fisk – herunder fiskeriaffald – og krebs- og bløddyr samt i mindre grad af fugleæg og -unger.

Hvidvinget måge hører, sammen med Gråmåge og Svartbag, til ”de store måger” der forekommer i Grønland, og som besøgende fuglekiggere meget sandsynligt vil støde på under deres ophold. Svartbagen er verdens største mågeart, og er let at kende i felten på sin helt mørke ryg og overside af vingerne. Gråmåge og Hvidvinget måge er derimod ikke så lette at kende fra hinanden – selv for garvet fuglekigger. Hvidvinget måge er dog noget mindre i størrelsen end Gråmåge, og så er hovedet på en Hvidvinget Måge mindre og smallere – med et mere ”venligt” udtryk.

Ismågen hører, sammen med Sabinemåge og Rosenmåge, til i et eksklusivt selskab af ”højarktiske måger”, der er kendetegnet ved både at være sjældne og ved kun at forekomme allerlængst mod nord. Alle tre mågearter forekommer i Grønland, og er yderst eftertragtet af fuglekiggere, men de er vanskelige at få at se for den almindelige besøgende.

Ismågen er på alle måder en ekstrem fugl! Ikke nok med at dens udbredelse er begrænset til de koldeste og mest barske områder i Højarktis, men redepladserne findes samtidig i noget af det mest ugæstfri habitat på jorden. Ismågen er, ligesom så mange andre havfugle, kolonirugende, og kolonierne etableres enten direkte på jorden på små, stenede øer eller på nunatakker – klipper der stikker op af den mægtige indlandsis. Man har endda fundet ismåge-kolonier placeret på en mindre grusbunke oven på en gletsjer.

Udenfor yngletiden holder Ismågen til i pakisen, hvor den primært overlever ved at spise ådsler. Den er en tro følgesvend til Isbjørnen, hvor den kan finde bjørnen over store afstande, og udnytte efterladenskaberne fra når isbjørnen har fanget et bytte. Ismågen kan under dens træk krydse indlandsisen, hvor satellit-mærkning har vist at den kan fange vinde med høj hastighed, og med rekordfart komme fra Vestgrønland til Østgrønland.

Rosenmågen har altid været omspundet af mystik! Fuglen er iagttaget over det meste af Arktis, men det har i mange år været et mysterium, hvor præcis at Rosenmågen yngler. Det er kun lidt over hundrede år siden, at man opdagede at hovedudbredelsen fandtes i det centrale Sibirien. I Grønland yngler rosenmågen uregelmæssigt, og man kender kun til omkring 10 gange, hvor den har etableret en rede. Udenfor yngletiden træffes Rosenmågen under tiden i grønlandske farvande, hvor den kan vandre over store afstande, og træffes højt mod nord.

Den lille, elegante måge er nem at kende i felten med sin karakteristiske halsring og kileformet hale. I Grønland, optræder den i yngletiden altid i forbindelse havternekolonier, hvor den nyder godt af de beskyttende rammer mod rovdyr, som livet blandt havterner tilbyder. Selv om der er tale om ganske få ynglefund, synes rosenmågen at koncentreres om to områder i Grønland: nemlig Disko Bugt og Nordøstgrønland.        

Rosenmågen er meget eftertragtet blandt fuglekiggere, og regnes som noget af det ypperste man som arktisk fuglekigger kan opleve.   

Sabinemågen hører til blandt verdens mindste mågearter og har en terne-lignende flugt. På oversiden af vingen har den et karakteristisk sort-hvid-gråt mønster, og en gul næbspids. Det kan ske, at Riden i sin ungfugle-dragt forveksles med Sabinemågen, særligt hvis afstanden er stor. Bestanden af Sabinemåge i Grønland er ikke stor, og samlet yngler der sandsynligt under 500 par. Man har kendskab til 26 Sabinemåge-kolonier, hvoraf 5 af disse er placeret i Vestgrønland, og resten i Nordøstgrønland. Praktisk taget alle disse grønlandske kolonier, er i øvrigt placeret i forbindelse med havternekolonier.

Sabinemågen er én af kun to fuglearter, der i 1818 blev ”opdaget” i Grønland, og for første gang beskrevet for den videnskabelige verden. Efter yngleperioden, foretager Sabinemågen et langdistance træk uden sidestykke blandt verdens andre mågearter. Fra de grønlandske ynglepladser flyver fuglene sydpå hurtigt. Efter et stop i farvandet ud for Portugal om efteråret, krydser Sabinemågen Ækvator, for at tilbringe vinteren i havet ud for det sydlige Afrika. Om foråret returnerer fuglene til Grønland, efter en rundtur på 30-40.000 km.

Ederfuglen er en almindelig art i Grønland, og en art som fuglekiggere med stor sandsynlighed får at se under et besøg i Grønland. Reden etableres direkte på jorden, hvor den isoleres med hunnens dun, som hun plukker fra sit bryst. Ederfuglen ynder at yngle i kolonier på isolerede øer nær kysten – i sikkerhed fra Polarræve. Der er stor forskel på fjerdragten mellem hanner og hunnerne, og de to køn har også forskellige, veldefinerede roller. Hannens hvide fjerdragt er meget synlig i landskabet, og bruges mest til at tiltrække hunnernes opmærksomhed. Efter parring og æglægning, forsvinder hannerne hurtigt fra ynglepladserne, og overlader udrugning af æggene til de helt brune og vel-kamuflerede hunner.

Under hele perioden med udrugning af æggene, ligger hunnen helt stille på æggene og indtager ikke føde. Hun forlader kun reden nogle få minutter hver nat, for at drikke lidt vand og pudse fjerdragten. Når æggene er klækket, forlader ungerne sammen med hunnen kolonien efter kun få dage. Her søger de sammen i store ”børnehaver”, hvor hunnerne deler ansvaret med at passe de mange små ællinger.

Ederfuglen er velsmagende og blandt de mest eftertragtede jagtbare fuglearter i Grønland. Måske derfor, var bestanden af ederfugl tidligere i tilbagegang, men denne udvikling er i dag vendt, og arten er i fremgang de fleste steder i Grønland. Om vinteren samles ederfugle i store flokke i det sydlige Grønland.

Kongeederfuglen er en nær slægtning til den almindelige Ederfugl, men der er forskelle på de to arter. Hunnen er brun, præcis som sin slægtning, men hannen hos kongeederfugl, har en stor orange knop på næbbet, der giver den smukt, særpræget udseende. At møde en kongeederfugl han i sit naturlige, arktiske element, er noget der står højt på de fleste fuglekiggeres ønskeliste.

Selv om de to ederfugle-arter ligner hinanden i udseende, har de en komplet forskellig yngleadfærd. Hvor ederfuglen findes i det meste af Grønland, er kongeederfuglen eksklusivt i de høj-arktiske områder i Nordøstgrønland og Thule-området. Arten yngler ikke i kolonier, men enkeltvis i ferskvandssøer, der kan ligge langt inde i landet. Føden hentes dog i det marine miljø – også i yngletiden.

Om sommeren kan man støde på flokke af kongeederfugle i Grønland, som ikke yngler, men samles for at fælde deres svingfjer, hvorefter de bliver ude af stand til at flyve i en periode. Ligeledes kommer kongeederfugle til Grønland om vinteren fra de canadiske bestande. Her samles de i enorme flokke på bankerne ud for Vestgrønlands kyst.

I Grønland findes der tre arter af rovfugle, og to af dem er falkearter. Falkene er blandt de ypperste flyvere i fugleverdenen, og Vandrefalken er kendt som verdens hurtigste fugl, og kan i styrtdyk opnår en hastighed på 200-300 km/t.

Vandrefalken findes mest i den sydvestlige del af landet. Når efteråret nærmer sig, og vandrefalkens hovedføde, småfugle som snespurv, om efteråret begynder at forlade Grønland mod sydligere himmelstrøg, så gør vandrefalken det samme. Arten er en langdistancetrækker, der tilbringer vintermånederne i Central- og Sydamerika, mens sne og is indhyller det grønlandske landskab.

Vandrefalken placerer sin rede på stejle klippesider, hvor den lægger 3-4 æg. Når æggene er klækket, er det hunnen der bliver tilbage og passer på ungerne, mens det er hannen der er ude og skaffe føde til det konstant sultne afkom. Hvis man nærmer sig en klippehylde med en falkerede på, vil man typisk blive opmærksom på dette gennem høje skrig fra falkene, som forekommer når hannen afleverer et bytte, eller hvis en ravn eller en havørn, flyver forbi.

Jagtfalken er større og kraftigere end vandrefalken, og mere tilknyttet til de nordlige egne af Grønland. Jagtfalkens bytte er generelt af større størrelse, sammenlignet med vandrefalkens, og er kendt for at kunne tage byttedyr så store som polarhare. Jagtfalkens udseende varierer noget: I de sydligere områder, er falken typisk grå i fjerdragten, mens de nordlige jagtfalke kan blive fuldstændig hvide. At opleve en ægte hvid grønlandsk Jagtfalk i dens rette element, er en naturoplevelse der står højt på de fleste fuglekikkeres ønskeliste.        

Som både Vandre- og Jagtfalken er der tydelig forskel på størrelsen mellem kønnene. Hunnen er mærkbart større end hannen. På den måde kan rovfugle-parret udnytte en bredere udvalg af byttedyr, hvor hunnen fanger de største fødeemner, mens hannen koncentrerer sig om de mindre.   

Hvor jagtfalken gennem sommeren henter mange af sine byttedyr i indlandet, skifter den over til en føde baseret på havfugle om vinteren. Modsat vandrefalken er jagtfalken ikke en langdistance-trækker, men de grønlandske jagtfalke strejfer mere omkring om vinteren uden et veldefineret vinterområde. Undersøgelser, hvor fugle blev udstyret med satellit-sendere, har vist at jagtfalken kan tilbringe store perioder af vinteren midt ude i drivisen, hvor den fouragerer på havfugle. 

Det første ting man skal vide om havørnen er at den er stor –rigtig stor! Den særlige race af havørn, der lever i Grønland, er endda den største af alle havørne-racerne i verden. Med et vingefang op til 2,5 meter og en kampvægt på op til 7 kilo, er arten ikke til at forveksle med andre grønlandske fuglearter! Havørnen har også kælenavnet ”Den Flyvende Dør”, da den ikke alene har lange vinger, men også meget brede vinger. Dertil kommer store kraftige kløer og et gigantisk næb.

Som navnet antyder, lever havørnen tilknyttet det marine miljø. Føden består mest af fisk og havfugle. Havørnen har sin hovedudbredelse i det sydlige Grønland. Tidligere gik det ikke så godt for havørnen i landet, blandt andet som følge af ulovlig jagt. I dag er stemningen mod havørnen vendt, og arten er i fremgang både med hensyn til antallet af ynglepar. Samtidigt betyder et varmere klima, at havørnen udvider sit yngleområde mod nord, og den er i dag et almindelig syn i Vestgrønland fra Sydgrønland til Disko Bugt.

Der findes en lang række vadefugle-arter, der enten yngler, eller trækker gennem, Grønland. To af disse er svømmesnepperne, Odins- og Thorshane. Begge arter har, modsat de andre vadefuglearter, for vane at svømme på vandoverfladen, når de finder deres føde.

Odinshanen er en almindelig ynglefugl i Grønland, og findes i hele landet. I yngletiden findes den i små vandhuller i indlandet, eller på større øer. Her lever den gennem sommeren af insekter – især myg og myggelarver, som den finder på vandoverfladen. Hvis man under sit besøg i Grønland, ser en lille fugl i et vandhul, der heftigt drejer rundt om sig selv igen og igen, er man med stor sandsynlighed stødt på en Odinshane. Ved hurtigt at bevæge sig selv i små cirkler, skabes der en vandstrøm fra bunden mod overfladen, og de små ferskvands-insekter bliver på denne måde tilgængelige for Odinshanen.

Udenfor yngletiden overvintrer den lille Odinshane midt ude på de store oceaner langt fra land.

Thorshanen er en sand høj-arktisk fugleart, der kan få pulsen op hos de fleste fuglekiggere. Thorshanen er en lille arktisk perle, som kun de færreste mennesker har set på ynglepladsen, som forekommer højt mod Nord. I yngletiden er både hannens og hunnens fjerdragt smukt mørkerøde, og let at kende fra andre grønlandske fuglearter.    

Thorshanen har sin hovedudbredelse i Nordøstgrønland, hvor den yngler i fugtige områder på tundraen. Men arten findes også på enkelte lokaliteter i Vestgrønland (Disko Bugt, Uummannaq og Upernavik), hvor den altid vælger at yngle i tilknytning med havterne-kolonier.

Hos både Thors- og Odinshanen er kønsrollerne byttet om, i forhold til hvad der normalt ses i dyreverden. Det er hunnerne, og ikke hannerne, der har de smukkeste fjerdragter. Efter parring og æglægning, forlader hunnerne hurtigt yngleområderne, og overlader udrugning af æg samt opfostring af ungerne, til hannen. Også Thorshanen tilbringer vinteren langt til havs, når ynglesæsonen er overstået i Grønland.     

Der forekommer i alt seks forskellige arter gæs i Grønland: Bramgås og Kortnæbbet gås i Østgrønland, Knorte- og Snegås i det nordlige Vestgrønland, samt Canada- og Blisgås, som primært findes i det centrale Vestgrønland. Helt speciel er dog Den Grønlandske Blisgås – som er en særlig race der kun findes i Grønland, som det eneste sted i Verden. Bestanden af Grønlandsk Blisgås er ikke stor, og samlet findes der sandsynligvis mindre end 25.000 individer. Som med andre dyrearter, hvor bestanden kun tæller relativt få individer, er der grund til at være ekstra påpasselig i forvaltningen af arten. Blisgåsen har derfor en særstatus, og vigtige fældeområder er udpeget, hvor gæssene kan finde fred fra forstyrrelser.

Blisgåsen yngler på tundraområder i det sydlige Vestgrønland, med Uummannaq-distrikt som det nordligste. Særlige vigtige områder findes i indlandsområder syd for Disko Bugt samt ved Kangerlussuaq-området. Om vinteren samles den samlede grønlandske bestand af Blisgås i Skotland, og her udføres optællinger af antallet af fugle, samt andelen af ungfugle, for at følge blisgåsens status. Blisgåsen har i de seneste årtier gennemgået en tilbagegang, sandsynligvis som et resultat af at den større, og mere dominerende Canadagås, har været i kraftig fremgang i Grønland.

Fjeldrypen er den eneste repræsentant af hønsefugle-familien i Grønland. Den findes i indlandet i hele Grønland, hvor den foretrækker stenede områder. Føden er overvejende vegetarisk med planteknopper som favorit-ret. Fjeldrypen skifter fjerdragt med årstiderne: om vinteren er den helt hvid (med sorte vingespidser) mens især hunnerne om sommeren anlægger en bedre kamufleret grå dragt.    

Fjeldrypen er én af de få fuglearter, der ikke forlader Grønland, men bliver indenfor landets grænser året rundt. Især de ryper der yngler langt mod nord, foretager vandringer mod sydligere områder. Antallet af fugle, der foretager dette sydgående træk, kan imidlertid variere temmelig meget fra år til år. Fra gammel tid kender man til ”rypeår”, hvor der forekommer særligt mange ryper i Sydgrønland.   

Rypens latinske navn betyder i øvrigt ”harefod”, og hentyder til de fjerklædte fødder, som er en tilpasning til kolde områder.

Der findes næppe en bedre kendt og mere mytisk grønlandsk fugleart end ravnen! Ravnen er en mester i at tilpasse sig og kan overleve i alle slags habitater. Den findes derfor overalt i landet, og alle mennesker i Grønland kender den store, sorte fugl. Ravnen er samtidigt blandt de mest intelligente fuglearter i Verden, og dette er måske grunden til, at den har en særlig plads i mytologien blandt samtlige oprindelige folk i de nordligste områder.     

Ravnen er praktisk taget altædende, og bestemt ikke kræsen. I vintersæsonen lever den især af ådsler og andet affald, og kan samles i store flokke ved byernes lossepladser. Om sommeren har ravnen specialiseret sig i fugleæg- og unger. For at synkronisere ravneungernes behov for mad, er ravnen den fugleart i Grønland, der yngler allertidligst. Allerede i marts måned lægger ravnen sine æg, og når de andre fuglearter ankommer til Grønland og lægger æg, har ravnen allerede store unger i reden.

Gråsisken, hører sammen med Stenpikker, Snespurv og Laplandsværling, til ”de fire almindelige” spurvefugle, som en besøgende fuglekikker i Grønland med al sandsynlighed, vil støde på under sit ophold. Disse fire arter er talrige i antal, og findes i det meste af Grønland under sommerperioden.   

Gråsisken er den mindste af spurvefuglene i Grønland. Den er samtidig ret uanseelig med sin grå-brune fjerdragt, og først når man ser den tæt på, opdager man de flotte røde farver i panden og hannens rosa bryst. Gråsisken er en almindelig ynglefugl i Vestgrønland mod nord til Melville Bugt, og findes også mere fåtalligt i Østgrønland. Den findes især i pilebuske og anden højere vegetation. Føden er en blanding af insekter og plantedele, som frø, knopper og urter.

Gråsisken er en trækfugl, hvor størstedelen af de grønlandske fugle forlader landet under vinteren. Undtaget er dog Sydgrønland og Tasiilaq-området, hvor gråsiskner i varierende antal, kan overvintre afhængig af vinterens hårdhed.

Hvidsisken er en nær slægtning til gråsisken, men hvor gråsisken primært er almindelig i sydligere områder, er hvidsisken er sand høj-arktisk art. Arten er udbredt i Nord- og Nordøstgrønland, hvor den opsøger den sparsomme vegetation. Men hvor gråsisken er en trækfugl der søger væk fra Grønland om vinteren, bliver størstedelen af Hvidsiskenerne indenfor landets grænser. Når vinteren ankommer, foretager Hvidsisken et træk mod de sydligere, mildere områder, og kan træffes i flokke ved Ilulissat, Kangerlussuaq og sydpå. Det er ikke let for en lille spurvefugl at finde tilstrækkelig føde gennem den grønlandske vinter, og Hvidsiskenen er derfor en almindelig gæst på foderbrætter.

Hvidsisken er overraskende svær at kende fra gråsisken i felten. Bedste kendetegn er en lidt større størrelse, en helt, hvid overgump samt en mindre sort ”hagesmæk” under næbbet sammenlignet med Gråsisken. Den bedste måde at finde ud af om det er den ene eller anden art, er faktisk at benytte lokalitet og sæson: Ser man en sisken om sommeren, er det med al sandsynlighed en Gråsisken, medmindre man altså befinder sig i de allernordligste egne. Ser man en sisken mellem november og april i Grønland er det sandsynligvis en Hvidsisken, da Gråsisken er trykket væk fra landet på dette tidspunkt.

Stenpikkeren, med sit spidse næb, er en sand insekt-ekspert, og den forekommer kun i Grønland om sommeren, når insekterne også er til stede. Arten er en langdistance-trækker, der overvintrer i Afrika. Når sommeren går på hæld, begynder Stenpikkeren at bevæge sig mod Sydgrønland, og herfra fortsætter den sydpå over Atlanterhavet, hvor den først møder land ved det sydlige Europa eller Nordafrika. Lidt af en kraftpræstation, og en farefuld færd med hårdt vejr, og uden mulighed for hvile eller føde undervejs.      

Stenpikkeren er den største af de grønlandske spurvefugle. Hannen har en grå overside, okkerfarvet bryst og en sort ”bandit-maske”. Hunnen er lidt mere ensfarvet lysebrun. Oftest hører man Stenpikkeren før man ser den! Et hidsigt ”tick-tick”, som lyden når man slår to sten mod hinanden. Stenpikkeren har for vane at vippe med halen, og ser man den flyve afslører den et stort, hvid felt på oversiden af halen, men et sort omvendt ”T”.

Snespurven er karakterfugl i Grønland, og alle mennesker kender den lille spurvefugl. Snespurven er en sand forårsbebuder! Når den ankommer til Grønland omkring marts-april, har vinteren typisk stadig godt fat i landet, men så ved folk at foråret er på vej! Snespurven yngler typisk på lidt stenede steder og i nærheden af beboede områder, og findes i hele Grønland. Lyden af en snespurv, der sidder og synger fra gavlen på et hustag, er for mange ”lyden af sommer i Grønland”.

Hannen er umiskendelig, med sin sort-hvide fjerdragt, mens hunnen har en brun overside og en lys bug. Om vinteren trækker praktisk taget alle snespurvene væk fra Grønland. Det forekommer dog at en mindre andel overvintrer i Sydgrønland, hvor de i store flokke søger efter føde. Nogle af de grønlandske snespurve trækker til Rusland om vinteren, mens andre bruger Nordamerika som vinterkvarter. Diæten hos snespurven er sammensat af både plantedele og insekter, som fodres til ungerne i reden.

Laplandsværlingen er en mellemstor værling, som foretrækker buske og tæt vegetation, gerne i forbindelse med lidt fugtige områder som moser og sumpede heder. Den forekommer mest i højlandet, men også ved lavtliggende områder. Den er en almindelig ynglefugl, udbredt i hele Vestgrønland, og på Østkysten til Jameson Land ved Scoresbysund. Hannen har et smukt sort hoved med en hvid øjenbrynsstribe, hunnen er lidt mere ensartet brun. Det bedste kendetegn er Laplandsværlingens kastanje-brune nakke, der forekommer hos begge køn, både i sommer- og vinterdragt.

Reden med de 3-7 æg placeres i en lille fordybning i jorden, gerne under en busk. Arten forekommer i Grønland fra maj til september/oktober, og det sker kun sjældent at Laplandsværlingen ses om vinteren. Føden er en blanding af plantedele om vinteren og insekter om sommeren. Laplandsværlingen har en stemningsfyldt sang som oftest udføres fra toppen af en busk, og som danner lydbilledet under en vandringstur i fjeldet om sommeren.