Arctic Circle Race

Grønlands Arctic Circle Race er et 160 kilometer langt eventyrligt langrendsløb i Sisimiuts bagland. Løbet er kendt som verdens hårdeste langrendsløb

Målet var at skabe verdens hårdeste langrendsløb

Grønlands Arctic Circle Race er et 160 kilometer langt eventyrligt langrendsløb i Sisimiut. Løbet er kendt som verdens hårdeste langrendsløb.

Der er altid nogen derude, der er klar til at udfordre grænserne for, hvad der betragtes som normen.

Eventyrere og ildsjæle, der ikke er tilfredse med de etablerede muligheder, blander vision og handlekraft i en iværksættergryde og skaber nye ting fra bunden, der sprænger rammerne og forvandler en lokal aktivitet til en begivenhed med internationalt format.

Det var ønsket om at skabe verdens hårdeste skiløb, der førte til, at det første Arctic Circle Race blev afholdt i 1998. De lokale initiativtagere var netop den type pionerer, der var nødvendige for at lægge grundstenen til et løb, der i dag er blevet en vigtig kulturel og sportslig institution i lokalsamfundet i Sisimiut, hvor løbet har hjemme.

Om Arctic Circle Race

  • HVAD? Arctic Circle Race er et tredagesløb på 160 kilometer.
  • HVOR? Løbet starter og slutter i Sisimiut.
  • HISTORIE: Det allerførste løb blev afholdt i 1998, og løbet afholdes normalt i slutningen af marts eller begyndelsen af april.
  • DELTAGERE: Der er mere end 150 deltagere hvert år.
  • HVEM? Arctic Circle Race ledes af en bestyrelse og drives af frivillige.
  • TILMELDING: Tilmelding sker via hjemmesiden for Arctic Circle Race
  • BÅDE KULTUR OG UDFORDRING: Løbet er både en terrænløbsudfordring og en kulturel oplevelse
  • HVAD ELLERS? Mange deltagere benytter også opholdet her til at opleve andre eventyr i Grønland, såsom snescooterture, hundeslædeture, bådture og kulturelle arrangementer i Sisimiut, samt muligheden for at besøge indlandsisen i Kangerlussuaq.

Tre dages eventyrskiløb i Grønland

Konkurrencelangrendsløb rundt om i verden har ofte tilsvarende eller længere dagsetaper end Arctic Circle Racee. Det gælder både Vasa-løbet i Sverige og Birkebeiner-løbet i Norge.

Canadian Ski Marathon Race er omtrent lige så langt som Arctic Circle Race, men intet andet løb kombinerer konkurrenceelementet med et 160 kilometer stærkt kuperet adventure skiløb i øde fjeldterræn og overnatning i en teltlejr i baglandet.

Den slags langdistance pinsel for både krop og psyke er selvfølgelig ikke noget, vi alle synes er lige sjovt. Ikke nok med, at det er tre dage i fjeldet med overnatning i soveposer og pulvermad fra poser, det er i høj grad også et gør-det-selv løb, hvor man sørger for sig selv, sin madlavning til ruten og sit udstyr.

Alligevel er Arctic Circle Race et arrangement for langrendsløbere på alle niveauer, og hvert år deltager der løbere fra omkring tyve forskellige lande, herunder en stor del grønlændere. Løbet tiltrækker både amatører og professionelle langrendsløbere. Så helt slemt kan det vel ikke være.

Frivilligt arbejde og fællesskab er løbets byggesten og identitet

En stor gruppe frivillige og en dybt forankret lokal skikultur udgør grundlaget for Arctic Circle Race. Under løbet vil du møde mange mennesker fra Sisimiut, som er en del af en stor gruppe frivillige, der former løbet lige så meget som løberne selv.

Langs skiløjpen er der bemandede forplejningsstationer. Det tungeste campingudstyr køres til lejren med pistmaskiner. Hver nat vil pistemaskinerne præparere sporene til næste dags løb. Politiet og brandvæsenet er til stede for at sikre deltagernes sikkerhed på skibakken; snescootere står klar til at transportere syge eller tilskadekomne, og i lejrens madtelt sørger køkkenpersonalet for, at teltet er fyldt med snacks og drikkevarer.

Frivillighedskulturen er en integreret del af løbets identitet, og flere hundrede af Sisimiuts blot 5.600 indbyggere er involveret både i ugerne op til løbet og under selve løbet.  Som deltager er du på den måde hele tiden i tæt kontakt med lokalbefolkningen, og dette er med til at gøre en enestående begivenhed til mere end et skiløb.