Fugleobservation i Grønland

Den gode ting ved at være fuglekigger – eller ”birder” – er, at aktiviteten kan dyrkes på alle niveauer – og i princippet, til alle tider. Fugle er allestedsværende, og til rådighed uanset om man er ”hardcore twitchter”, eller bare er en glad amatør, der finder fornøjelse ved at kunne kende navnet på de fugle man møder på sin vej. Man kan kigge på fugle under et krydstogt, på vandreturen eller simpelthen ved bare at kigge ud ad vinduet. Er man lidt mere dedikeret, kan man vælge at planlægge sin rejse i Grønland, så man aktivt opsøger fuglelokaliteter, hvor der er en høj koncentration af fugle, stor diversitet eller måske en helt speciel fugleart, som ikke træffes mange andre steder i verden.

Uanset hvilket niveau du befinder dig på inden for fugleobservation, giver kendskabet til fuglearterne en ekstra dimension til den samlede naturoplevelse! For mange er det spændende at kunne genkende de fuglearter, man ser på sin rejse til Grønland. Hvis man dykker dybere ned i fuglenes adfærd, tilpasningsevne og biologi, kan det også give en bedre forståelse af det lokale miljø og de økologiske forhold, hvilket beriger din naturoplevelse.

Fuglelivet i Grønland er kendetegnet ved, at der findes få forskellige arter. Det betyder til gengæld, at man med en relativ lille indsats kan lære de mest almindelige fuglearter at kende, og på den måde hurtigt er klar til at begynde sit fugleeventyr i Grønland.

I princippet kan man kigge på fugle uden en kikkert, og få en god oplevelse ud af det! Skal man artsbestemme fuglene, finde dem på længere afstand og nyde detaljerne i udseende og adfærd, er en kikkert et ”must” for at fuldende naturoplevelsen. Kikkerter fås i alle størrelser og priskategorier, og her er det vigtigt at finde en, der passer til ens niveau som fuglekigger. Alle erfaringer siger dog, at man som regel ender med at fortryde ens køb, når man handler i den helt billige ende af prisniveauet!

Carsten Egevang er forsker i biologi og prisvindende naturfotograf, samt forfatter til flere bøger om Grønland. Carsten har gennem de seneste 25 år rejst overalt i Grønland – også til de mest øde egne – og altid med kikkert og kamera om halsen. Som forsker på Grønlands Naturinstitut i Nuuk, har han været ansvarlig for det videnskabelige arbejde med havfugle i Grønland. Carstens kandidatgrad (Ms) omhandlede hans favorit-art blandt de grønlandske fuglearter: Søkongen. Under hans forskeruddannelse (PhD.) var han leder for en forskergruppe, der som de første i verdenen kortlagde verdens længste fugletræk: Havternens utrolige årlige rejse fra Grønland til Antarktis tur/retur.

I dag arbejder Carsten mest som fotograf, hvor han kombinerer sin videnskabelige baggrund med visuel formidling. Særligt det unikke forhold mellem fangstdyr og traditionel grønlandsk fangstkultur, har fokus i hans professionelle arbejde. Senest har han arbejdet med Den Grønlandske Slædehund, og dens betydning i dagens Grønland.

Oplev lokale ophold, ture og smagsoplevelser!

Fuglekiggeri i Grønland

Som fugleinteresseret på besøg i Grønland skal man ikke forvente at se mange forskellige fuglearter på sin rejse. Til gengæld byder fugleobservation i Grønland på nogle helt unikke fugleoplevelser, som man ikke finder andre steder i verden. For det første er fugleobservation en helhedsoplevelse, hvor fuglene udgør et element i det storslåede, spektakulære grønlandske landskab. For det andet er det interessant at se, hvordan de grønlandske arter er tilpasset det arktiske miljø, og i Grønland findes der en række særlige fuglearter eller -racer, der kun forekommer i Grønland eller meget få andre steder i Arktis.

Nyttig information

Der findes en række nyttige informationer, man kan benytte til at planlægge sin tur til Grønland.

Tidspunkt:

Det bedste tidspunkt at besøge Grønland for fuglekiggeri, er uden tvivl sommerperioden. Næsten samtlige af de grønlandske ynglefugle forlader Grønland uden for ynglesæsonen, og kun ganske få arter, som eksempelvis Fjeldrype, Ravn og Skarv, bliver igennem vinteren. De fleste arter ankommer omkring april/maj og forsvinder igen i september, hvor de mest interessante måneder rent fuglemæssigt er juni og juli. Her er diversiteten og antallet af fugle størst, og fuglene befinder sig på deres ynglepladser (som kolonier), hvilket gør deres tilstedeværelse forudsigelig, så man ved hvor man kan finde fuglene.

Det betyder dog ikke, at det kun er interessant at gå på fugleture i juni/juli! Især august/september er en rigtig dejlig tid på året i Grønland, hvor landskabet skifter til efterårsfarver, og myggesæsonen er ved at være forbi. På denne tid er der stadig fugle, men de forekommer mere spredt, da de ikke er bundet til ynglepladser. Vinteren er også interessant, da det på denne tid er muligt at se nogle af de arter (som f.eks. kongeænder og alker), der normalt kun forekommer i det høje nord.

Fuglebog:

Anskaf en fuglebog eller god naturguide noget tid før afrejse til Grønland, og start med at træne hvilke fuglearter, der er relevante. Ved på forhånd at sætte sig ind i, hvilke fuglearter der forekommer i Grønland, på hvilket tidspunkt og i hvilke dele af landet, er man allerede ved ankomsten godt forberedt og klar til at se på fugle. Det er samtidig en god ide at træne fuglestemmerne på de mest almindelige arter, såsom Snespurv, Laplandsværling og Gråsisken, allerede før sin ankomst til Grønland. Her findes der masser af muligheder på Internettet, hvor man kan lytte til fuglenes stemmer.

Fugle under sejlads:

Hvis du skal på krydstogt eller en anden form for sejltur, er det en god idé at sætte dig på dækket med din kikkert. Når man sejler, tilbagelægger man typisk større afstande, hvilket giver mulighed for at støde på fuglearter, der ellers er svære at få øje på. I sommermånederne kan du for eksempel støde på arter som langhalet skua og pomarinskua i Vestgrønland (især i Disko-bugten), og i august/september besøger storlunden (en ynglefugl fra den sydlige halvkugle) farvandet mellem Sydgrønland og Sisimiut.

Der er en række fællestræk, der kendetegner fuglelivet i Grønland:

Få forskellige arter – mange trækfugle:

Klimaet i Grønland er ekstremt, og kun de fuglearter der har forstået at tilpasse sig de fysiske udfordringer, kan trives her. Det betyder, at antallet af forskellige fuglearter i Grønland er det relativt lavt, sammenlignet med mere sydligt beliggende områder. Ganske vist, er der registreret over 230 forskellige fuglearter inden for landets grænser, men kun omkring 60 arter er ynglefugle i Grønland. Det barske klima betyder samtidigt, at en meget høj andel af Grønlands fuglearter er trækfugle, der forlader landet når vinteren nærmer sig, for så at vende tilbage med forårets komme.

Få spurve-arter:

Spurvefuglene er den mest talrige orden af fugle, og tæller mere end halvdelen af verdens omkring 10.000 fuglearter. I Grønland er der, sammenlignet med andre steder i verden, overraskende få spurvearter. Kun fem arter, nemlig Gråsisken, Stenpikker, Laplandsværling, Snespurv og Ravn, kan siges at være almindelige. Grønland er geografisk isoleret placeret, og kunne de spurvefugle der kunne tilpasse sig den korte, hektiske sommer i Grønland, har formået at etablere sig ned som ynglefugle.

Mange havfugle-arter:

Grønland huser til gengæld en meget høj andel af den nordlige halvkugles havfuglearter. I Arktis er det ikke landjorden, men det marine miljø, der står for størstedelen af den biologiske produktion. Det er i havet naturens rigdomme findes, og det er der en lang række havfuglearter der udnytter. Størstedelen af havfuglene yngler i kolonier, hvilket skaber en meget ”klumpet” fordeling af fuglene i Grønland. Man kan sejle i timevis uden at se særlig meget fugleliv, for så at ankomme til en fuglekoloni, hvor der er fugle og lyde overalt i luften. Havfuglene forekommer med andre ord ikke jævnt fordelt over hele landet, men er koncentreret i ”hotspots”.

Sådan kommer du rundt

Man kan altid dyrke fuglekiggeri til fods med udgangspunkt fra det sted man er indlogeret, men skal man længere væk, kræver det ofte en båd i Grønland.

I Grønland rejser vi for det meste mellem byer og landsbyer med fly, helikoptere og i nogle tilfælde passagerbåde. Nogle steder kan det være svært at finde alternative transportmuligheder. I de fleste større byer er det dog muligt at leje både, der sejler dig til din ønskede destination på time- eller dagsbasis. Nogle krydstogtskibe og udbydere af bådture har inddraget besøg på fuglepladser i deres programmer. Bortset fra disse er turistaktiviteter, der involverer fugleobservation, ikke så udbredte i Grønland som f.eks. på Island og Færøerne. Nuuk Water Taxi tilbyder en bådtur kaldet "Puffin Express", som inkluderer et besøg i en lundefuglekoloni nær Nuuk. Fra Maniitsoq sejler Maniitsoq Tour Boat til Eternity Fjord for at besøge områdets fuglekolonier.

Det kan med andre ord være lidt besværligt at besøge de gode fuglelokaliteter i Grønland, men til gengæld giver det følelsen af eventyr, hvor man oplever naturoplevelser, som kun de færreste andre mennesker opnår.

”Lær fra fuglene”

Ved at iagttage fuglene og lære deres adfærd, kan man få adgang til yderligere naturoplevelser, som eksempelvis:

Hvis man ser mange måger og terner samlet i flokke over havoverflader, kan der være en god chance for, at der også findes hvaler det samme sted, da hvalerne jager småfisk og krebsdyr til overfladen, når de fouragerer.
Snespurven (især hannen) har et bestemt kald, som den bruger, når der er et rovdyr på landjorden – det betyder ofte, at der er en polarræv i nærheden.
Hvis man befinder sig i nærheden af en havternekoloni, og pludselig iagttager ternerne først blive helt stille, for dernæst at gå på vingerne og benytte et bestemt kald, er det en god indikator for, at der er en falk i nærheden. Ternernes adfærd er anderledes, hvis eksempelvis en måge eller en ravn, nærmer sig kolonien.

Fugleområder

Grønland er et enormt land med bjergtagende landskaber, hvor fuglene indgår som en naturlig del. At liste alle de spændende steder er ikke muligt, men nedenstående er et forslag til fuglelokaliteter, fordelt på de enkelte distrikter i Grønland. Bemærk at flere af disse lokaliteter er omfattet af færdsels-begrænsning i fuglenes yngletid (se også afsnittet ”Fuglebeskyttelse i Grønland”).

Thule area (Qaanaaq)

Områdets største attraktion er de mange store kolonier af dværgalk, som findes i den nordlige og sydlige (men ikke den midterste) del af området. Her findes der også 5 store kolonier af Brünnichs lom, og Saundersøen (76,545, -69,873) er den største i Grønland.

Upernavik

Dette område rummer mange små øer med et rigt fugleliv og store kolonier af edderfugle – såsom den lille øgruppe Nunanguit (73.043, -57.773) umiddelbart vest for bebyggelsen Upernavik. I den nordlige ende af området findes store lomvikkolonier – herunder Apparsuit (73.794, – 56.816), som er Grønlands næststørste koloni.

Uummannaq

Dette område rummer nogle af de største kolonier af nordlig stormmåge i Grønland samt Grønlands næststørste koloni af havterne, Qeqertat/Schades-øerne (71.383, -53.841), hvor der også yngler en række andre fuglearter.

Bay Area-diskotek

Øgruppen Kitsissunnguit/Grønne Ejland (68.842, -51.947) er en af Grønlands vigtigste fuglekolonier og rummer Grønlands største koloni af havterner. Tæt på den forladte bebyggelse Ritenbenk/Appat (69.887, -51.067) ligger områdets eneste lomvikkoloni.

Sisimiut

Havområdet ud for Sisimiuts kyst er af afgørende betydning for vinterfugle, med store bestande af blandt andet kongeænder.

Maniitsoq

Dette område rummer mange fuglekolonier, og Eternity Fjord (65.896, -52.881) byder ikke blot på mange klipper, hvor fuglene bygger rede, men er også et spektakulært naturskønt område med høje bjerge og gletsjere.

Nuuk

Man kan se havørne tæt på byen året rundt, og syd for Nuuk ligger Qilanngarsuit/Ravneøerne (63.968, -51.884) med en lille koloni af lundefugle og edderfugle. Inde i den mægtige Nuukfjord ligger der en lille yngleklippe (64.605, -51.136) med ynglende islandmåger og trefingret måge. Om vinteren ses overvintrende havfuglearter, såsom Brünnichs lom, dværgalk og kongeænder, i farvandet vest for Nuuk.

Sydgrønland

Sydgrønland har et mildere klima end resten af landet og er især kendt for sine mange ynglende havørne og vandrefalke. Her yngler også fuglearter som rødvinget sangdrossel, som ikke findes andre steder i Grønland. Ved bebyggelsen Arsuk findes der en række yngleklipper med både brünnich- og atlantisk lom, og i øgruppen kan man være heldig at møde en harlekinand.

Tasiilaq

Dette område rummer en række mindre kolonier af trefingret måge, havterne og edderfugl, men her findes ikke de store fuglekolonier, som man kender fra resten af landet.

Ittorqortoormiit

Dette område rummer mange kolonier af dværgalker, hvoraf den mest tilgængelige ligger ved Kap Høegh (70.712, -21.588) ca. 35 km nord for bebyggelsen. Ved mundingen af den mægtige Scoresbyfjord ligger Cape Brewster (70.153, -22.123), som er en af de eneste kolonier af Brünnichs lom på østkysten.

Fuglebeskyttelse i Grønland

Grønland er et land, hvor fangst har stor betydning, og især flere af havfuglearter, specielt Polarlomvie og Ederfugl, er eftertragtet spise. Fælles for alle fuglearterne er dog,at de ikke må jages i yngleperioden, hvor de har brug for fred til at sikre næste generation.

Det er vigtigt, at fuglene er sikret ro i yngletiden, og at man viser hensyn, og ikke skaber unødig forstyrrelse ved et besøg ved en fuglekoloni. I den grønlandske lovgivning, findes en generel beskyttelse af fuglekolonier. Det er således ikke tilladt at skabe forstyrrelse (herunder sejlads over 3 knob) i en afstand af 1000 meter fra et fuglefjeld, eller 200 meter fra en ø med ynglende havfugle som eksempelvis Ederfugl, Havterne, Lunde og Tejst.

Desuden er udpeget en række fuglebeskyttelsesområder i Grønland, med et særligt rigt fugleliv, hvor færdsel og landgangikke er tilladt i yngletiden. Disse inkluderer landets største fuglefjelde, samt nogle af de vigtigste øer med større kolonier af jordrugende havfugle.

Grønland er også medlem af den internationale Ramsar-konvention, hvor landene forpligter sig til at beskytte vigtige vådområder af international betydning. I den forbindelse er der udpeget 12 områder i både Øst- og Vestgrønland på grund af forekomsten af vandfugle – især gæs. På Ramsar-områderne er der begrænset adgang, regulering af trafikken og regulering af arealanvendelsen.

Endelig findes verdens største nationalpark i Grønland. Hele Nord- og Nordøstgrønland er udlagt som en knap 1.000.000 km2 stor nationalpark, hvor dyrelivet kan trives. I nationalparken findes ikke oprindelige bosætninger, men kun forsknings-, vejr- og militærstationer.

Grønlands Naturinstitut

Hjemmeside

Grønlands Naturinstitut er et forskningsinstitut, der udfører biologiske undersøgelser af landets dyrebestande, med det primære formål at rådgive det grønlandske selvstyre om en bæredygtig udnyttelse. Naturinstituttet hører hjemme i Nuuk, men udfører overvågningsarbejde i hele landet på Grønlands fiske- og dyrebestande.

Naturinstituttets forskningsarbejde koncentrerer sig næsten udelukkende om Grønlands havfugle, da disse er de vigtige jagtbare arter i Grønland. De to mest høstede arter er Polarlomvie og Ederfugl, og for disse arter er etableret et overvågningsprogram, hvor udvalgte kolonier optælles med det formål at følge udviklingen i bestandene.

Tips til fuglefotografering

Fuglefotografering er en aktivitet, der ofte går hånd i hånd med fuglekiggeri. Her kommer et par tips omkring fuglefotografering i Grønland:

Tøj

De første og vigtigste råd handler ikke om teknik eller udstyr, men om påklædning. Fuglefotografering kræver næsten altid stor tålmodighed, da man skal vente på det perfekte motiv. Det er overraskende koldt at sidde stille i lang tid i Grønland – selv om sommeren! Det samme gælder for sejlads – hvor det meget hurtigt bliver koldt, når man er uden for kabinen. Her er det nødvendigt at have det rigtige tøj på, for: ”Hvis du ikke har det varmt – kan du ikke præstere”.
Det er altid en god idé at medbringe mere tøj, end du tror, du får brug for på din fotorejse. Husk en hue og handsker, og brug flere lag tøj, så du løbende kan regulere varmen ved at tage et lag af eller på. De bedste materialer er naturens egne – uld og dun er uovertrufne – og det er nødvendigt at have vindtæt materiale på det yderste lag for at beskytte mod den kolde vind.

Myg

Et andet godt råd er altid at have et myggenet og myggespray med sig, når man er ude i naturen. Myggesæsonen i den grønlandske sommer kan være en plage, der ødelægger naturoplevelsen, hvis man ikke er forberedt. Men vær forsigtig med myggespray! Visse mærker indeholder kemikalier, der kan beskadige »belægningen« på kikkertenes og kameralinsernes glas!

Batterier

Alle kamerabatterier er følsomme over for kulde og kan aflade sig i koldt vejr, så de holder op med at virke. Generelt gælder det, at jo mindre batteriet er, jo mere følsomt er det over for kulde. Dette er dog kun et problem om vinteren, hvor temperaturerne i Grønland kan være ekstreme! Om sommeren bliver det ikke så koldt, at det giver problemer med batterierne. Hvis du besøger Grønland om vinteren, er det en god idé at medbringe ekstra kamerabatterier og holde dem varme ved at have dem tæt på kroppen inde i tøjet.

Udstyr

Der findes kameraer i alle former og prisklasser – og i dag er selv mobiltelefoner udstyret med overraskende gode indbyggede kameraer. Hvis du tager (fugle)fotografering mere alvorligt, er et kamera med udskiftelige objektiver en nødvendighed. Til landskabsbilleder, hvor fugle indgår, er det fint at bruge objektiver fra vidvinkel til ca. 200 mm. Hvis du er interesseret i at tage egentlige fuglebilleder, hvor dyret er det centrale motiv i billedet, er du afhængig af brændvidder på over 300 mm. Det er en fordel, hvis dit kamera skyder med en høj ”billedhastighed” – det vil sige, at det er i stand til at tage billeder med mange billeder pr. sekund.

Lær dit kamera at kende

Det er ikke en god idé at tage til Grønland med et helt nyt og uprøvet kamera. Et godt tip er at øve sig med det nye kamera inden afrejsen, så man bliver fortrolig med kameraets funktioner. Moderne kameraer har ofte så mange funktioner, at de kan virke helt overvældende. Lær derhjemme, hvordan de mest grundlæggende indstillinger fungerer – f.eks. hvordan man vælger en kort lukkertid. Grønland byder på så mange motiver, der kun opstår én gang i livet, og det ville være en skam at gå glip af dit livs foto på grund af manglende teknik.

Tag billeder om morgenen og om aftenen

Det gode ved sommeren i Grønland er, at der er masser af lys – man kan ofte tage billeder døgnet rundt. Midt på dagen er lyset dog så »hårdt«, at fotografiske resultaterne ikke bliver særlig gode. Det er derimod bedre at planlægge sin tur til om morgenen eller om aftenen, hvor lyset er mere »blødt«.

Kom i øjenhøjde

Et godt tip er altid at huske at placere kameraet i øjenhøjde med motivet! Fotos taget i en vinkel nedefra (f.eks. en måge eller en ravn, der sidder på en lygtepæl) eller ovenfra (f.eks. fugle på vandet taget fra en høj båd) forvrænger fuglenes proportioner og bliver som regel ikke særlig gode. Hvis du vil have et godt fuglebillede, er det ofte nødvendigt at kravle lidt rundt på klipperne eller lægge sig på maven og kravle rundt.

Polarlomvie

Appa (GRL), Brünnich’s guillemot (ENG), Uria lomvia (LAT)

Udbredelse: Hele Vestgrønland, på østkysten kun ved Scoresbysund
Vægt: 800–1100 gram / Længde: 39–43 cm / Vingefang: 65–73 cm
Føde: Fisk (f.eks. polartorsk, arktisk torsk, lodde) og krebsdyr

Beskrivelse

Brünnichs lom tilhører alkefuglefamilien, og denne sort-hvide havfugl er nok det tætteste, man kommer på en pingvin på den nordlige halvkugle. Med sit spidse næb, fødderne placeret langt tilbage på kroppen og sin oprejste kropsholdning ligner lommen en pingvin i miniformat. Ligesom pingvinen er Brünnichs lom en rigtig fiskespiser, og polartorsk på op til 20 cm er favoritterne på menuen. Brünnichs lom er også en mesterdykker! Dens korte, kraftfulde vinger bruges til at u0026quot;flyveu0026quot; under vandet, og undersøgelser viser, at Brünnichs lom kan dykke helt ned til dybder på 200 meter.Brünnichs lom hekker i store, tætte kolonier på stejle klippesider. Den lægger kun ét æg om året, som har en konisk form, så risikoen for, at ægget ruller ned over den smalle klippehylde, mindskes. Der er i alt 18 kolonier af Brünnichs lom i Grønland, og de fleste og største ligger i Thule- og Upernavik-området. Brünnichs lomvi er den mest efterspurgte jagtbare fugleart i Grønland, og for folk i det sydvestlige Grønland har lomvier en status som vintermad, der næsten svarer til det, som kalkun har for englænderne juleaften.

Der findes en anden lomvieart, der også yngler i Grønland, nemlig atlantisk lomvi. Disse er dog fåtallige og findes kun syd for Nuuk.

Søkonge

Appaliarsuk (GRL), Little Auk (ENG), Alle alle (LAT)

Udbredelse: Hovedsageligt i Thule- og Scoresbysund-området, spredte, mindre kolonier i Vestgrønland
Vægt: 140–190 gram / Længde: 17–21 cm / Vingefang: 34–48 cm
Føde: Krebsdyr (vandlopper

Beskrivelse

Hvis der skulle være en »ægte grønlandsk« art, er den lille alke en stærk kandidat: Over 85 % af verdensbestanden findes inden for Grønlands grænser! Alken er en fascinerende fugleart. Og ikke på grund af et broget, farvestrålende fjerdragt – den er sort og hvid, ligesom de andre alke. Men alken imponerer på andre måder – nemlig ved de mængder, den forekommer i. Alken yngler i kolonier, og disse kan rumme utrolige mængder af fugle. Det er ikke usædvanligt, at kolonierne rummer hundreder af tusinder – og nogle steder endda millioner – af ynglepar. I modsætning til de fleste andre alkearter yngler den lille alke ikke på lodrette klippesider, men på skråninger med løse sten.

At opholde sig i en lille alke-koloni er en totaloplevelse: fuglenes lyde, lugten af fugleekskrementer og antallet af fugle er simpelthen overvældende.Alken er en sand specialist, når det gælder føde! Mens de andre alke er fiskespisere, udnytter alken en anden niche, nemlig de små vandlopper, der i sommermånederne forekommer i enorme mængder i det arktiske hav. Alken henter sin føde fra havet, men gennem sin ekskrementer tilfører den næring til jorden omkring kolonien. Det betyder, at vegetationen omkring en alke-koloni er særligt rig og fremstår strålende grøn i forhold til omgivelserne, der typisk er brune eller grå.

Alken har en meget spredt udbredelse i Grønland. De store kolonier med millioner af fugle findes kun i Thule- og Scoresbysund-områderne, mens der findes nogle få små kolonier med et par hundrede fugle i Upernavik- og Diskobugt-områderne.

Tejst

Serfaq (GRL), Black Guillemot (ENG), Cepphus grylle (LAT)

Udbredelse: Langs hele Grønlands kyst
Vægt: 330–550 gram / Længde: 30–38 cm / Vingefang: 49–58 cm
Føde: Bundlevende fisk (især stenbider) og i mindre grad krebsdyr

Beskrivelse

Sortlunden er den alkeart, som besøgende i Grønland har størst chance for at se. Ligesom de andre alkearter yngler sortlunden i kolonier, men disse er mere spredte, langstrakte og tæller betydeligt færre fugle. Sortlunden findes stort set overalt i Grønland – fra de dybe fjorde i Sydgrønland til Grønlands nordligste kyster. Faktisk er sortlunden den fugleart, der forekommer længst mod nord i verden.

Sortlunden finder sin føde i relativt lavt vand, og den lille, åleagtige, bundlevende fisk, stenbideren, er en særlig vigtig fødekilde. Sortlunden har helt sort fjerdragt med store, ovale hvide pletter på vingerne. Når sortlunden dykker ned under vandet, bliver den næsten usynlig, men i klart vand kan man tydeligt se de hvide pletter blinke under overfladen, mens den ”flyver” under vandet. Kommer man tæt på arten, ser man tydeligt dens røde ben, og indersiden af sortlundens næb og mund er også helt rød. Reden, som normalt indeholder 1-2 æg, placeres mellem store klipper tæt på kysten.

Lunde

Qilanngaq (GRL), Puffin (ENG), Fratercula arctica (LAT)

Udbredelse: Arten findes spredt i kolonier på vestkysten, med enkelte ynglefugle ved Scoresbysund
Vægt: 380–550 gram / Længde: 26–36 cm / Vingefang: 47–63 cm
Føde: Små fisk, såsom sandål og lodde

Beskrivelse

Lundefuglen indtager en helt særlig plads i hjerterne hos både børn og voksne, der elsker naturen. De fleste kender denne lille alke, og arten har nærmest ikonstatus, idet den er blevet et symbol på havfuglene i Nordatlanten. Lundefuglens ’venlige ansigtsudtryk’, det farvestrålende stribede næb og den vrikkende gangart, når den bevæger sig på land, gør den til en karismatisk fugleart, som selv folk, der ikke er særligt interesserede i fugle, har lyst til at se i naturen.Det er dog ikke så let at se en lunde i Grønland.

Arten yngler i små antal, og den samlede grønlandske bestand er på under 5000 fugle. Lundefuglen yngler på små øer tæt på Nuuk, i Disko-bugten, i Thule-området, og der er desuden nogle få enkelte ynglepar ved Scoresbysund. Dette står i skarp kontrast til for eksempel Færøerne og Island, hvor der findes lundefugle i millionvis. Det grønlandske klima er efter al sandsynlighed lidt for barskt for lunden, som er bedre tilpasset et lidt mildere klima.

Lundens store, farvestrålende næb spiller en vigtig adfærdsmæssig rolle i yngletiden, hvor næbet bruges til at kommunikere med potentielle partnere. Uden for yngletiden mister lunden farven på næbet og ser anderledes ud. Næbbet bruges også til at transportere fisk tilbage til ungerne i kolonien, og lunden er verdensrekordholder i at bære fisk i næbbet – der er registreret op til 62 små fisk i ét næb!

Ride

Taateraaq (GRL), Black-legged Kittiwake (ENG), Rissa tridactyla (LAT)

Udbredelse: Yngler i kolonier i både Vest- og Østgrønland
Vægt: 300–500 gram / Længde: 37–42 cm / Vingefang: 91–120 cm
Føde: Havlevende hvirvelløse dyr (krebsdyr, børsteorm m.m.) og småfisk (lodde, sandål)

Beskrivelse

Den sortbenede ride er en ret almindelig fugleart i Grønland og kan i princippet ses i kystområder overalt i landet. Denne lille, elegante mågeart er let at genkende på sin størrelse og sine sorte vingespidser. Den sortbenede ride optræder normalt i flokke og har for vane at hvile på isbjerge. Den sortbenede måge kan tilbagelægge lange afstande og kan ses så langt nordpå som den geografiske nordpol. Dens føde består hovedsageligt af små krebsdyr, som den fanger på vandoverfladen. Det er ikke ualmindeligt at se store flokke af sortbenede måger foran gletsjere, hvor gletsjerfronten når havet. Her smelter isen, og der er en stor mængde ferskvand i havvandet.

Ferskvandet u0026quot;lammeru0026quot; eller dræber de små krebsdyr, som derefter flyder op til overfladen og skaber et kæmpe smørrebrødsbord for den sortbenede ride.Den sortbenede måge yngler på stejle klippesider, hvor de 1-3 æg lægges i et rede bygget af mos eller direkte på en klippehylde. Det er imponerende at se, hvor lidt plads den sortbenede måge har brug for til at etablere sit rede: bare en lille fremspring eller en sprække i klippen er nok til, at den sortbenede ride har plads til at bygge sin rede.

Den sortbenede ride yngler ofte de samme steder som Brünnichs lomvie, og som regel forekommer de to havfuglearter i blandede kolonier. Her er der stor konkurrence om de bedste redepladser – en konkurrence, som den sortbenede måge dog altid taber til den meget større og stærkere Brünnichs lomvie. Den sortbenede måge er meget lydig på ynglepladsen. Med en høj, u0026quot;mjavendeu0026quot; katteagtig lyd skaber store kolonier af sortbenede måger et kor, der kan høres langt væk.

Havterne

Imeqqutaalaq (GRL), Arctic tern (ENG), Sterna paradisaea (LAT)

Udbredelse: Bestande spredt på små øer over hele Grønland
Vægt: 90–125 gram / Længde: 33–39 cm / Vingefang: 66–85 cm
Føde: Især små fisk (f.eks. lodde), fiskelarver og i mindre grad krebsdyr

Beskrivelse

Havternen er verdensmester i langdistancetræk! Det er den dyreart, der foretager verdens længste årlige rejse mellem sine yngle- og overvintringsområder. Om sommeren yngler havternen i Grønland og resten af Arktis, mens vinteren tilbringes på den anden side af jorden, i havområderne ud for Antarktis.

Det betyder, at havternen sandsynligvis er den dyreart, der oplever flest solskinstimer! I Grønland nyder den midnatssolen og dagslys døgnet rundt om sommeren, og når den ankommer til Antarktis, er situationen den samme i den sydlige halvkugles sommersæson. Den samlede afstand, som havternen tilbagelægger i løbet af et kalenderår, er mere end 70.000 km. Gennem fugleringmærkning vides det, at havterner kan blive mere end 30 år gamle. Det betyder, at arten i løbet af sin levetid tilbagelægger en afstand, der svarer til at flyve til månen og tilbage tre gange.

En imponerende præstation af en lille fugl, der vejer omkring 100 gram.Havternen er på alle måder skabt til et liv i luften og ikke til at leve på land. I luften er den utrolig elegant, manøvredygtig og udstyret med lange vinger og halefjer. På land er det dog en anden historie: dens korte, små ben betyder, at den knap nok kan gå, hvilket giver fuglen et klodset indtryk.

Havternen yngler i kolonier på små øer, hvor reden med sine 1-3 æg placeres direkte på jorden. De mange fugle samlet på ét sted udgør et yderst effektivt forsvar mod rovdyr. Hvis en måge eller en ravn vover sig tæt på kolonien, vil den straks blive mødt med luftangreb fra de mange skrigende fugle. Det samme gælder, hvis mennesker går i land i havternekolonier. I dette tilfælde vil fuglene komme flyvende bagfra og med stor præcision placere deres spidse næb i indtrængernes hovedbund – en overraskende smertefuld naturoplevelse!

Mallemuk

Qaqulluk (GRL), Northern Fulmar (ENG), Fulmarus glacialis (LAT)

Udbredelse: Yder sig over hele Grønland – de største kolonier findes i Vestgrønland – fra Diskobugten og nordpå til Thule
Vægt: 600–850 g / Længde: 43–52 cm / Vingefang: 100–115 cm
Føde: Fisk, blæksprutter og krebsdyr, der findes ved vandoverfladen. Kan også æde ådsel.

Beskrivelse

Selvom nordfulmaren for den uerfarne fugleinteresserede kan ligne en måge, er det langt fra tilfældet. Nordfulmaren tilhører ordenen stormfugle og er nærmere beslægtet med albatrossen. Dette ses tydeligt i dens flyvestil; i modsætning til mågen flyver den med helt stive vinger tæt på havoverfladen.

Nordfulmaren er en mester i at udnytte vinden og svæve over lange afstande uden et eneste vingeslag. Fjerdragt varierer meget blandt nordfulmare – fra mørkegrå til helt hvid. Hvis man ser nøje efter, opdager man en helt unik tilpasning til livet på havet. Øverst på næbbet er nordfulmaren udstyret med et lille rør. Dette er forbundet med en stor kirtel i fuglens pande, som kan adskille ferskvand fra saltvand. Røret fungerer som et afløbsrør, der gør det muligt for den nordlige stormfugl at skille sig af med et affaldsprodukt: vand med ekstremt højt saltindhold.

Den nordlige stormfugl er meget almindelig i grønlandske farvande, især i Diskobugten og omkring Uummannaq. Arten yngler i store kolonier, hvor reden placeres øverst på den stejle klippeside. Hvis en uvelkommen gæst kommer for tæt på reden, har nordfulmaren et effektivt forsvar: den kan spytte en lang stråle af et ildelugtende, klæbrigt stof, der rammer målet med stor præcision. Nordfulmaren spejder over store områder for at finde sin hovedføde, som er ådsel, og det er ikke ualmindeligt, at den flyver flere hundrede kilometer fra sin redeplads på jagt efter føde.

Nordfulmaren har gjort store fremskridt i Grønland, da den har lært at udnytte det affald, som fiskeriindustrien efterlader. Typisk er alt fra store trawlere til små joller omgivet af store flokke af nordfulmarer, der venter på det, fiskerne efterlader.

Hvidvinget måge

Naajaannaq (GRL), Iceland Gull (ENG), Larus glaucoides (LAT)

Udbredelse: Yngler i kolonier langs hele vestkysten, i mindre grad i Østgrønland
Vægt: 1000–1500 gram / Længde: 52–62 cm / Vingefang: 123–150 cm
Føde: Hovedsageligt fisk, krebsdyr og bløddyr – samt æg og unger

Beskrivelse

Islandsmågen er en ægte grønlandsk art – over 95 % af verdensbestanden findes inden for landets grænser. Arten yngler i kolonier, hvor rederne anlægges på stejle klippesider. Islandsmågen er en af de mest almindelige mågearter og er hovedsageligt udbredt i Syd- og Vestgrønland. Den lever hovedsageligt af fisk – herunder fiskeaffald – samt krebsdyr og bløddyr, og i mindre grad af fugleæg og unger. Ismågen er sammen med gråmågen og havmågen en af de ”store måger”, der forekommer i Grønland, og som besøgende fugleinteresserede højst sandsynligt vil støde på under deres ophold.

Den store sorthalede måge er verdens største mågeart og er let genkendelig i felten på grund af sin helt mørke ryg og vingenes overside. Gråmågen og islandmågen er derimod ikke så lette at skelne fra hinanden – selv for erfarne fugleinteresserede. Islandsmågen er dog noget mindre end gråmågen, og Islandsmågens hoved er mindre og smallere – med et mere ”venligt” udtryk.

Ismåge

Naajavaarsuk (GRL), Ivory Gull (ENG), Pagophila eburnea (LAT)

Udbredelse: Yngler i kolonier i Østgrønland og i mindre grad i Thule-området
Vægt: 500–700 gram / Længde: 40–48 cm / Vingefang: 100–120 cm
Føde: Hovedsageligt ådsel, men også insekter, krebsdyr, bløddyr og småfisk

Beskrivelse

Elfenbensmågen tilhører sammen med sabinemågen og rossemågen en eksklusiv gruppe af »højarktiske måger«, der både er kendetegnet ved at være sjældne og ved kun at forekomme i de nordligste egne. Alle tre mågearter findes i Grønland og er meget eftertragtede blandt fugleinteresserede, men de er svære at få øje på for den almindelige besøgende. Elfenbensmågen er en ekstrem fugl på alle måder! Ikke alene er dens udbredelse begrænset til de koldeste og barskeste områder i det høje Arktis, men dens ynglepladser findes også på nogle af de mest ugæstfri steder på jorden. Elfenbensmågen yngler, ligesom så mange andre havfugle, i kolonier, og kolonierne etableres enten direkte på jorden på små, klippefyldte øer eller på nunataks – klipper, der rager op af den mægtige indlandsis. Der er endda fundet elfenbensmågekolonier på en lille grusbunke oven på en gletscher.Uden for ynglesæsonen lever ismågen på pakisen, hvor den primært overlever ved at spise ådsel. Den er en trofast ledsager til isbjørnen og kan finde bjørnen over store afstande for at nyde resterne af isbjørnens bytte. Ismågen kan krydse indlandsisen under sin træk, og satellitmærkning har vist, at den kan udnytte kraftige vinde og rejse fra Vestgrønland til Østgrønland med rekordhastigheder.

SJÆLDEN: Ross’ måge

Naajannguaq (GRL), Ross’ Gull (ENG), Rhodostethia rosea (LAT)

Udbredelse: Meget sjælden i Grønland – få ynglefugle i både Vest- og Østgrønland
Vægt: 120–250 gram / Længde: 29–32 cm / Vingefang: 73–100 cm
Føde: I yngletiden hovedsageligt insekter, om vinteren krebsdyr, zooplankton og småfisk

Beskrivelse

Rossmågen har altid været omgivet af mystik! Fuglen observeres over det meste af Arktis, men det har i mange år været et mysterium, hvor Rossu0026#x27; måge præcist yngler. Det er kun lidt over hundrede år siden, man opdagede, at Rossu0026#x27; måges hovedudbredelse findes i det centrale Sibirien. I Grønland yngler Rossu0026#x27; måge uregelmæssigt, og der er kun kendskab til omkring 10 tilfælde, hvor den har etableret en rede. Uden for yngletiden kan Rossmågen ses i grønlandske farvande, hvor den kan tilbagelægge store afstande og ses helt oppe i nord.

Den lille, elegante måge er let at genkende i felten med sin karakteristiske halsring og kileformede hale. I Grønland dukker den altid op i yngletiden sammen med havternekolonier, hvor den nyder godt af den beskyttelse mod rovdyr, som livet blandt havterne tilbyder. Selvom der er meget få ynglefugle, synes Rossmågen at være koncentreret i to områder i Grønland: nemlig Diskobugten og Nordøstgrønland.
Rossmågen er meget eftertragtet blandt fugleinteresserede og betragtes som en af de bedste oplevelser for arktiske fugleinteresserede.

Sabinemåge

Taateraarnaq (GRL), Sabine’s Gull (ENG), Xema sabini (LAT)

Udbredelse: Primært det nordøstlige Grønland samt mindre kolonier i det vestlige Grønland fra Uummannaq til Thule
Vægt: Krebsdyr og små fisk – i yngletiden også insekter
Føde: Bundlevende fisk (især stenbider) og i mindre grad krebsdyr

Beskrivelse

Sabinemågen er en af verdens mindste mågearter og har en flyveform, der minder om en tærns. Den har et karakteristisk sort-hvid-gråt mønster på oversiden af vingerne og en gul næbspids. Ungfugle af trebenet måge kan forveksles med sabinemågen, især på afstand. Bestanden af sabinemåger i Grønland er ikke stor, og i alt er der sandsynligvis færre end 500 ynglepar. Der kendes 26 sabinemågekolonier, hvoraf 5 ligger i Vestgrønland, og resten i Nordøstgrønland. Næsten alle disse grønlandske kolonier ligger i øvrigt sammen med kolonier af havterne.

Sabinemågen er en af kun to fuglearter, der blev ”opdaget” i Grønland, og den blev beskrevet for den videnskabelige verden for første gang i 1818. Efter ynglesæsonen foretager sabinemågen en langdistance-træk, der er uden sidestykke blandt verdens andre mågearter. Fuglene flyver hurtigt sydpå fra deres grønlandske ynglepladser. Efter et stop i farvandet ud for Portugal om efteråret krydser sabinemågen ækvator for at tilbringe vinteren i havet ud for det sydlige Afrika. Om foråret vender fuglene tilbage til Grønland efter en rundrejse på 30-40.000 km.

Ederfugl

Miteq siorartooq (GRL), Common Eider (ENG), Somateria mollissima (LAT)

Udbredelse: Yngler på små øer i det meste af landet, især i det nordlige Vestgrønland
Vægt: 1800–2800 gram / Længde: 50–70 cm / Vingefang: 85–110 cm
Føde: Især bundlevende hvirvelløse dyr såsom muslinger, krabber, snegle og søpindsvin

Beskrivelse

Eideranden er en almindelig art i Grønland og en art, som fugleinteresserede har stor chance for at se under et besøg i Grønland. Reden anlægges direkte på jorden, hvor den isoleres med hunnenes dun, som hun plukker fra sit eget bryst. Eideranden yngler gerne i kolonier på øde øer tæt på kysten – i sikkerhed for polarræve. Der er stor forskel på fjerdragten mellem hanner og hunner, og de to køn har også meget forskellige, veldefinerede roller. Hannens hvide fjerdragt er meget synlig i landskabet og bruges hovedsageligt til at tiltrække hunnernes opmærksomhed. Efter parring og æglægning forsvinder hannerne hurtigt fra ynglepladserne og overlader rugeopgaven til de helt brune og godt camouflerede hunner. I hele rugetiden ligger hunnen helt stille på æggene og spiser intet. Hun forlader kun reden i nogle få minutter hver nat for at drikke lidt vand og pudse sin fjerdragt. Når æggene er klækket, forlader ungerne kolonien sammen med hunnen efter blot et par dage. De etablerer derefter store ”børnehaver” sammen, hvor hunnerne deler ansvaret for at passe de mange små ænder.

Eideranden er velsmagende og blandt de mest eftertragtede jagtbare fuglearter i Grønland. Måske som følge heraf var bestanden af edderfugle tidligere i tilbagegang, men denne tendens er i dag vendt, og arten vokser i antal de fleste steder i Grønland. Om vinteren samles edderfuglene i store flokke i Sydgrønland.

Kongeænder

Miteq sioraki (GRL), King Eider (ENG), Somateria spectabilis (LAT)

Udbredelse: Nord- og Nordøstgrønland
Vægt: 1400–2000 gram / Længde: 43–65 cm / Vingefang: 85–100 cm
Føde: Søger føde i havmiljøet, men yngler i små søer inde i landet

Beskrivelse

Kongeænder er nære slægtninge til ærænder, men der er forskelle mellem de to arter. Hunnen er brun, ligesom sin slægtning, men hanen har en stor orange knop på næbbet, der giver ham et smukt og karakteristisk udseende.

At møde en kongeænderhan i sit naturlige, arktiske element er noget, der står højt på de fleste fugleinteresseredes ønskeliste. Selvom de to ænderarter ligner hinanden i udseende, har de helt forskellig yngleadfærd. Mens den almindelige edderfugl findes i det meste af Grønland, findes kongeænderne udelukkende i de højarktiske områder i Nordøstgrønland og Thule-området. Arten yngler ikke i kolonier, men individuelt i ferskvandssøer, som kan ligge langt inde i landet. Den henter dog sin føde i havmiljøet – selv i yngletiden.

Om sommeren kan man støde på flokke af kongeænder i Grønland, som ikke yngler, men er samlet for at fælde deres vingefjer, hvorefter de i en periode ikke er i stand til at flyve. Af samme grund kommer kongeænder til Grønland om vinteren fra de canadiske bestande. De samles i enorme flokke på bredderne ud for Vestgrønlands kyst.

Vandrefalk

Kiinnaaleeraq (GRL), Peregrine Falcon (ENG) Falco peregrinus (LAT)

Udbredelse: Hele landet – primær udbredelse: det sydvestlige Grønland
Vægt: 550–1500 g – hunnen er op til 20 % større end hannen / Længde: 34–51 cm / Vingefang: 80–120 cm
Føde: Hovedføden består af småfugle, men arten kan også æde ryper, ænder, måger og havfugle

Beskrivelse

I Grønland findes der tre arter af rovfugle, og to af dem er falker. Falker hører til blandt de dygtigste flyvere i fugleverdenen, og vandrefalken er kendt som verdens hurtigste fugl og kan, når den dykker, nå en hastighed på 200–300 km/t. Vandrefalken findes hovedsageligt i den sydvestlige del af landet. Når efteråret nærmer sig, og vandrefalkens hovedføde, små fugle som snefinker, begynder at forlade Grønland mod sydlige himmel, gør vandrefalken det samme. Arten er en langdistance-trækfugl, der tilbringer vintermånederne i Mellem- og Sydamerika, mens sne og is indhyller det grønlandske landskab.

Vandrefalken placerer sin rede på stejle klippesider, hvor den lægger 3-4 æg. Når æggene er klækket, er det hunnen, der bliver tilbage og passer ungerne, mens hannen er ude for at finde føde til sine konstant sultne afkom. Hvis man nærmer sig en klippehylde med et falkerede på, vil man typisk blive opmærksom på dette ved de høje skrig fra falkene, som opstår, når hannen leverer føde, eller hvis en ravn eller en havørn flyver forbi.

Jagtfalk

Kissaviarsuk (GRL) Gyrfalcon (ENG) Falco rusticolus (LAT)

Udbredelse: Hele Grønland
Vægt: 960–2100 gram – hunnen er størst / Længde: 48–63 cm / Vingefang: 120–160 cm
Føde: Havfugle og småfugle, ryper, harer og i det nordøstlige Grønland: lemminger

Beskrivelse

Jagtfalken er større og mere kraftfuld end vandrefalken og er mere knyttet til de nordlige egne af Grønland. Jagtfalkens bytte er generelt større end vandrefalkens, og den er kendt for at fange bytte så stort som sneharer. Jagtfalkens udseende varierer noget: i de sydlige områder har jagtfalken typisk gråt fjerdragt, mens de nordlige jagtfalke kan være helt hvide.

At opleve en ægte hvid grønlandsk jagtfalk i sit rette element er en naturoplevelse, der står højt på de fleste fugleinteresseredes ønskeliste. Ligesom hos vandrefalken er der en tydelig størrelsesforskel mellem kønnene. Hunnen er mærkbart større end hannen. På denne måde kan disse rovfugle som par udnytte et bredere udvalg af byttedyr – hunnen fanger de største byttedyr, mens hannen koncentrerer sig om de mindre.

Mens jagtfalken jager mange af sine byttedyr inde i landet om sommeren, skifter den til føde baseret på havfugle om vinteren. I modsætning til vandrefalken er jagtfalken ikke en langdistance-trækfugl, men den grønlandske jagtfalk strejfer mere om vinteren, da den ikke har et velafgrænset vinterområde. Undersøgelser, hvor fuglene er blevet udstyret med satellitsendere, har vist, at jagtfalken kan tilbringe store dele af vinteren midt i drivisområdet, hvor den jager havfugle.

Havørn

Nattoralik (GRL), White-tailed Eagle (ENG), Haliaeetus albicilla (LAT)

Udbredelse: Sydvestgrønland med Diskobugten som det nordligste yngleområde
Vægt: 4000–7000 gram / Længde: 69–103 cm / Vingefang: 190–250 cm
Føde: Især fisk og fugle. Kan også jage unger og æg fra fuglekolonier samt pattedyr som harer og polarrev

Beskrivelse

Det første, du skal vide om havørnen, er, at den er stor – virkelig stor! Den underart af havørnen, der lever i Grønland, er den største af alle havørneunderarter i verden. Med et vingefang på op til 2,5 meter og en vægt på op til 7 kilo er denne art svær at forveksle med andre grønlandske fuglearter! Havørnen har også tilnavnet u0026quot;Den flyvende døru0026quot;, da den ikke kun har lange vinger, men også meget brede vinger. Derudover har den store, kraftige kløer og et kæmpe næb.Som dens danske navn antyder, lever havørnen i en konstant forbindelse med havmiljøet. Dens føde består hovedsageligt af fisk og havfugle.

Havørnen har sin primære udbredelse i det sydlige Grønland. Tidligere har det ikke gået så godt for havørnen i Grønland, delvis som følge af ulovlig jagt. I dag er holdningen til havørnen en anden, og bestanden vokser målt på antallet af ynglepar. Samtidig betyder et varmere klima, at havørnen udvider sit yngleområde mod nord, og den er i dag et almindeligt syn i Vestgrønland, fra Sydgrønland til Diskobugten.

Odinshane

Naluumasortoq (GRL), Red-necked Phalarope (ENG), Phalaropus lobatus (LAT)

Udbredelse: Yngler overalt i Vestgrønland
Vægt: 20–48 gram / Længde: 17–19 cm / Vingefang: 31–40 cm
Føde: Om sommeren ferskvandsinsekter og myggelarver. Om vinteren havlevende krebsdyr

Beskrivelse

Der findes et stort antal vadefuglearter, der enten yngler eller trækker gennem Grønland. To af disse er grå- og rødhalset vandløber. Begge arter har, i modsætning til andre vadefuglearter, for vane at svømme på vandoverfladen, når de søger føde. Rødhalset vandløber er en almindelig ynglefugl i Grønland og findes overalt i landet. I yngletiden findes den i små vandhuller inde i landet eller på større øer. Her lever den hele sommeren af insekter – især myg og myglarver, som den finder på vandoverfladen.

Hvis du under dit besøg i Grønland ser en lille fugl i et vandhul, der febrilsk drejer rundt igen og igen, har du med stor sandsynlighed stødt på en rødhalset svømmesnipe. Ved hurtigt at bevæge sig i små cirkler skabes der en vandstrøm fra bunden mod overfladen, og de små ferskvandsinsekter bliver på denne måde tilgængelige for rødhalset vandløber.
Uden for yngletiden tilbringer den lille rødhalsede vandløber vinteren midt på havet, langt fra land.

Thorshøne

Kajuaraq (GRL), Grey Phalarope (ENG), Phalaropus fulicarius (LAT)

Udbredelse: Hovedsageligt i det nordøstlige Grønland, men findes også på små øer i det nordvestlige Grønland
Vægt: 37–77 gram / Længde: 20–22 cm / Vingefang: 37–44 cm
Føde: I yngletiden hovedsageligt ferskvandsinsekter, om vinteren zooplankton

Beskrivelse

Den grå vandløber er en ægte højarktisk fugleart, der vil begejstre de fleste fugleinteresserede. Den grå vandløber er en lille arktisk perle, som kun få mennesker har set i dens yngleområder, der ligger højt oppe i nord. I yngletiden er både hannens og hunnens fjerdragt smukt mørkerød og let at skelne fra andre grønlandske fuglearter. Den grå vandløber har sit hovedudbredelsesområde i Nordøstgrønland, hvor den yngler i fugtige områder på tundraen.

Arten findes dog også nogle steder i Vestgrønland (Diskobugten, Uummannaq og Upernavik), hvor den altid vælger at yngle sammen med kolonierne af havterner. Hos både rød- og gråfalaropen er kønsrollerne byttet om i forhold til, hvad man normalt ser i dyreverdenen. Det er hunnerne, ikke hannerne, der har det smukkeste fjerdragt. Efter parring og æglægning forlader hunnerne hurtigt yngleområderne og overlader udklækningen af æggene samt opfostringen af ungerne til hannerne. Den grå vandløber tilbringer også vinteren langt ude på havet, når ynglesæsonen er forbi i Grønland.

Grønlandsk Blisgås

Nerleq (GRL), White-fronted Goose (ENG), Anser albifrons (LAT)

Udbredelse: Tundraområder i det centrale Vestgrønland
Vægt: 1700–3200 gram / Længde: 64–86 cm / Vingefang: 130–160 cm
Føde: Vegetation såsom græs, knolde, blade, frø, urter og bær

Beskrivelse

Der findes i alt seks forskellige gåsearter i Grønland: hvidbrystet gås og kortnæbbet gås i Østgrønland, bramgås og snegås i det nordvestlige Grønland samt canadagås og blisgås, som primært findes i det centrale Vestgrønland. Helt speciel er dog den grønlandske blisgås – en særlig underart, der kun findes i Grønland. Bestanden af grønlandske blisgæs er ikke stor, og i alt er der sandsynligvis færre end 25.000 af dem. Som med andre dyrearter, hvor bestanden er meget lille, er der grund til at være ekstra forsigtig i forvaltningen af arten.

Blisgåsen har derfor en særlig status, og der er udpeget vigtige beskyttede områder, hvor gæssene kan være fri for forstyrrelser. Blisgåsen yngler i tundraområder i det sydvestlige Grønland, hvor Uummannaq-regionen er den nordligste. Særligt vigtige områder findes i de indre områder syd for Diskobugten og omkring Kangerlussuaq. Om vinteren samles hele den grønlandske bestand af blisgæs i Skotland, og her foretages en optælling af antallet af fugle samt andelen af unge fugle for at følge blisgåsens status.

Blisgåsen har i de seneste årtier oplevet en tilbagegang, sandsynligvis som følge af, at den større og mere dominerende canadagås har været i kraftig vækst i Grønland.

Fjeldrype

Aqisseq (GRL), Rock Ptarmigan (ENG), Lagopus mutus (LAT)

Udbredelse: Bjergområder over hele Grønland
Vægt: 430–740 gram / Længde: 31–38 cm / Vingefang: 50–60 cm
Føde: Planteføde såsom knopper, bær, frø og urter.

Beskrivelse

Stenperlehønen er den eneste repræsentant for hønefamilien i Grønland. Den findes i indlandsområder overalt i Grønland og foretrækker klippeområder. Føden er overvejende vegetarisk, og plantens knopper er dens yndlingsret. Stenrypen skifter fjerdragt med årstiderne: om vinteren er den helt hvid (med sorte vingespidser), mens især hunnerne om sommeren bærer en bedre camoufleret grå dragt. Stenrypen er en af de få fuglearter, der ikke forlader Grønland, men holder sig inden for landets grænser hele året rundt. Især de ryper, der yngler i nord, foretager træk til mere sydlige områder. Antallet af fugle, der foretager denne sydlige migration, kan dog variere en del fra år til år. Siden oldtiden har man kendt til ”ryperår”, hvor særligt mange ryper kommer til Sydgrønland.
Det latinske navn for fjeldrypen betyder ”harefod” og henviser til dens fjerklædte fødder, som er en tilpasning til kolde områder.

Ravn

Tulugaq (GRL), Common Raven (ENG), Corvus corax (LAT)

Udbredelse: Hele Grønland
Vægt: 1000–1500 gram / Længde: 54–71 cm / Vingefang: 115–150 cm
Føde: Altædende, både vegetabilsk og animalsk føde, ådsel, fugleæg og unger

Beskrivelse

Der findes næppe en mere kendt og mytisk grønlandsk fugleart end ravnen! Ravnen er en mester i tilpasning og kan overleve i alle mulige levesteder. Den findes derfor overalt i landet, og alle i Grønland kender denne store, sorte fugl. Ravnen er også en af de mest intelligente fuglearter i verden, og det er måske derfor, den indtager en særlig plads i mytologien blandt alle oprindelige folk i de nordligste egne.Ravnen er altædende og bestemt ikke kræsen. Om vinteren lever den hovedsageligt af ådsel og andet affald og kan samles i store flokke på byens lossepladser. Om sommeren specialiserer ravnen sig i fugleæg og unger. For at synkronisere ravneungernes behov for føde er ravnen den eneste fugleart i Grønland, der yngler tidligst. Allerede i marts lægger ravnen sine æg, og når de andre fuglearter ankommer til Grønland og lægger deres æg, har ravnen allerede store unger i reden.

Gråsisken

Orpimmiutaq (GRL), Common Redpoll (ENG), Carduelis flammea (LAT)

Udbredelse: Især det centrale og sydvestlige Grønland
Vægt: 11–18 gram / Længde: 11–14 cm / Vingefang: 20–25 cm
Føde: Plantedele såsom frø – om sommeren også insekter

Beskrivelse

Rødspurven hører sammen med stenpikker, snespurv og lappespurv til ”de fire almindelige” spurvearter, som en fugleinteresseret besøgende i Grønland med stor sandsynlighed vil støde på under sit ophold. Disse fire arter er talrige og findes i det meste af Grønland i sommerperioden. Rødspurven er den mindste af spurvearterne i Grønland. Samtidig er den ret uanselig med sit gråbrune fjerdragt, og først når man ser nærmere efter, kan man opdage de smukke røde farver i panden og hannens lyserøde bryst.

Rødhalet spurv er en almindelig ynglefugl i Vestgrønland nordpå indtil Melville Bugt, og der findes også nogle få i Østgrønland. Den findes især i pilekrat og anden højere vegetation. Føden består af en blanding af insekter og plantedele, såsom frø, knopper og urter.
Rødhalet grønlandsk grønlandsk er en trækfugl, og størstedelen af dem i Grønland forlader landet om vinteren. Undtagelserne er dog Sydgrønland og Tasiilaq-området, hvor der kan overvintre varierende antal rødhalede sanger, afhængigt af vinterens hårdhed.

Hvidsisken

Orpimmiutaq qaqortaq (GRL), Arctic Redpoll (ENG), Carduelis hornemanni (LAT)

Udbredelse: Yngler i de nordligste egne af Grønland, men ses også om vinteren i de sydlige egne
Vægt: 11–16 gram / Længde: 12–16 cm / Vingefang: 21–28 cm
Føde: Plantedele såsom frø, men om sommeren også insekter

Beskrivelse

Den arktiske rødspurv er en nær slægtning til den almindelige rødspurv, men mens den almindelige rødspurv primært er almindelig i de sydlige områder, er den arktiske rødspurv en ægte højarktisk art. Arten er udbredt i det nordlige og nordøstlige Grønland, hvor den søger mod den sparsomme vegetation. Men mens den almindelige rødspurv er en trækfugl, der forlader Grønland om vinteren, forbliver størstedelen af den arktiske rødspurv inden for landets grænser.

Når vinteren kommer, bevæger den arktiske rødspurv sig mod de mere sydlige, mildere områder og kan ses i flokke omkring Ilulissat, Kangerlussuaq og sydpå. Det er ikke let for en lille spurv at finde tilstrækkelig føde gennem den grønlandske vinter, og den arktiske rødhalede spurv er derfor en fast gæst ved fuglefoderbrætterne. Den arktiske rødhalede spurv er overraskende svær at skelne fra den almindelige rødhalede spurv i felten.

De bedste kendetegn at kigge efter er en lidt større størrelse, en helt hvid gump og en mindre, sort u0026quot;hagesmæku0026quot; under næbbet sammenlignet med den almindelige rødspurv. Den bedste måde at finde ud af, om det er den ene eller den anden art, er faktisk at bruge lokaliteten og årstiden: hvis du ser en rødhalet sanger om sommeren, er det efter al sandsynlighed en almindelig rødhalet sanger, medmindre du befinder dig i de nordligste regioner. Hvis du ser en rødhalet sanger mellem november og april i Grønland, er det sandsynligvis en arktisk rødhalet sanger, da den almindelige rødhalede sanger har forladt landet på dette tidspunkt.

Stenpikker

Kussak (GRL), Northern Wheatear (ENG), Oenanthe oenanthe (LAT)

Udbredelse: Yngler i klippeområder i det meste af Grønland
Vægt: 20–28 gram / Længde: 14–16 cm / Vingefang: 26–32 cm
Føde: Hovedsageligt insekter, men spiser også bær

Beskrivelse

Stenpiberen, med sit spidse næb, er en sand insektsekspert, og den findes kun i Grønland om sommeren, når insekterne også er til stede. Arten er en langdistance-trækfugl, der overvintrer i Afrika. Når sommeren nærmer sig sin afslutning, begynder stenpiberen at trække mod Sydgrønland, og herfra fortsætter den sydpå over Atlanterhavet, hvor den først når land i Sydeuropa eller Nordafrika. Det er virkelig en imponerende præstation og en farlig rejse med barske vejrforhold og uden mulighed for hvile eller føde undervejs. Stenskvætten er den største af de grønlandske spurve. Hannen har grå overside, okkerfarvet bryst og en sort ”banditmaske”. Hunnen er en anelse mere ensfarvet lysebrun. Oftest hører man stenpikker, før man ser den! Et rasende ”tik-tik”, som lyden når man slår to sten mod hinanden. Stenpikker har for vane at vippe halen, og ser man den flyve, afslører den en stor, hvid plet på oversiden af halen, med et sort, omvendt ”T”.

Sneværling

Qupaloraarsuk (GRL), Snow Bunting (ENG), Plectrophenax nivalis (LAT)

Udbredelse: Hele Grønland
Vægt: 30–45 gram / Længde: 16–19 cm / Vingefang: 32–38 cm
Føde: Især frø, men i yngletiden også insekter, som ungerne fodres med

Beskrivelse

Sneværlingen er en karakteristisk fugl i Grønland, og alle kender denne lille spurv. Sneværlingen er en sand forårsbudbringer! Når den ankommer til Grønland omkring marts-april, har vinteren som regel stadig et fast greb om landet, men så ved folk, at foråret er på vej! Sneværlingen yngler typisk på let stenede steder og tæt på beboede områder og findes overalt i Grønland. Lyden af en snespurv, der sidder og synger fra gavlen på et tag, er for mange ”lyden af sommer i Grønland”.

Hannen er umiskendelig med sit sort-hvide fjerdragt, mens hunnen har en brun overside og en lys bug. Om vinteren forlader stort set alle snespurve Grønland. Det forekommer dog, at en mindre andel overvintrer i Sydgrønland, hvor de søger føde i store flokke. Nogle af de grønlandske snespurve trækker til Rusland om vinteren, mens andre bruger Nordamerika som vinterkvarter. Snespurvens kost består af både plantedele og insekter, som den fodrer ungerne med i reden.

Laplandsværling

Narsarmiutaq (GRL), Lapland Bunting (ENG), Calcarius lapponicus (LAT)

Udbredelse: Især Vest- og Sydvestgrønland
Vægt: 20–30 gram / Længde: 14–16 cm / Vingefang: 25–28 cm
Føde: Især insekter, men også plantedele såsom frø

Beskrivelse

Lapplandsværlingen er en mellemstor sangfugl, der foretrækker buskads og tæt bevoksning, helst i kombination med let fugtige områder som moser og sumpede heder. Den forekommer hovedsageligt i højlandet, men også i lavtliggende områder. Det er en almindelig ynglefugl, der er udbredt over hele Vestgrønland og på østkysten helt op til Jameson Land ved Scoresbysund. Hannen har et smukt sort hoved med en hvid øjenbrynsstribe; hunnen er lidt mere ensartet brun. Det mest karakteristiske træk er Laplandspipens kastanjebrune hals, som forekommer hos begge køn, både i sommer- og vinterdragt.

Reden, med 3-7 æg, placeres i en lille fordybning i jorden, helst under en busk. Arten forekommer i Grønland fra maj til september/oktober, og det sker kun sjældent, at Laplandspurven ses om vinteren. Dens føde består af en blanding af plantedele om vinteren og insekter om sommeren. Laplandspurven har en stemningsfuld sang, der normalt fremføres fra toppen af en busk, og som skaber lydkulissen for en vandretur i bjergene om sommeren.