Fuglekiggeri i Grønland - Visit Greenland

Det gode ved at være fuglekigger - eller "birder" - er, at man kan gøre det på alle niveauer - og i princippet på alle tidspunkter. Fugle er allestedsnærværende og tilgængelige, uanset om du er en "hardcore twitcher" eller bare en glad amatør, der finder glæde i at kende navnet på de fugle, du møder på dine rejser. Du kan se på fugle under et krydstogt, på en vandretur eller bare ved at kigge ud af vinduet. Hvis du er lidt mere dedikeret, kan du vælge at planlægge din rejse til Grønland, så du aktivt opsøger steder, hvor der er en høj koncentration af fugle, en stor mangfoldighed eller måske en helt særlig fugleart, som ikke findes mange andre steder i verden.

Uanset hvilket niveau af fuglekiggeri du befinder dig på, giver kendskab til fuglearter en ekstra dimension til den samlede naturoplevelse! For mange mennesker er det spændende at kunne fortælle, hvilke fugle man ser på sin rejse til Grønland. Hvis man kigger nærmere på fuglenes adfærd, tilpasninger og biologi, kan det også åbne op for en bedre forståelse af det lokale miljø og den økologiske kontekst, hvilket beriger ens naturoplevelse.

Fuglelivet i Grønland er kendetegnet ved, at der kun findes få forskellige arter. Det betyder dog, at man med en forholdsvis lille indsats kan lære de mest almindelige fuglearter at kende og på den måde hurtigt være klar til at begynde sit fugleeventyr i Grønland.

I princippet kan man godt se på fugle uden kikkert og få en god oplevelse ud af det. Men hvis du vil identificere fuglearterne, se dem på længere afstand og sætte pris på detaljerne i deres udseende og adfærd, er en kikkert et must for at fuldende naturoplevelsen. Kikkerter fås i alle størrelser og prisklasser, og det er vigtigt at finde en kikkert, der passer til dit niveau som fuglekigger. Al erfaring peger dog på, at man ender med at fortryde sine køb, når man handler i det billigste prisniveau!

Carsten Egevang er forsker i biologi og prisbelønnet naturfotograf samt forfatter til flere bøger om Grønland. I løbet af de sidste 25 år har Carsten rejst over hele Grønland - selv til de mest afsidesliggende områder - og altid med en kikkert og et kamera om halsen. Som forsker ved Grønlands Naturinstitut i Nuuk har han været ansvarlig for det videnskabelige arbejde med havfugle i Grønland. Carstens kandidatgrad (MSc) handlede om hans yndlingsart blandt de grønlandske fugle: søkongen. Under sin forskeruddannelse (ph.d.) var han leder af en forskningsgruppe, som var den første i verden til at kortlægge verdens længste fugletræk: fjordternens utrolige årlige rundtur fra Grønland til Antarktis.

I dag arbejder Carsten primært som fotograf, hvor han kombinerer sin videnskabelige baggrund med visuel kommunikation. Det unikke forhold mellem byttedyr og den traditionelle grønlandske jagtkultur er et særligt fokus i hans professionelle arbejde. Senest har han arbejdet med den grønlandske slædehund og dens betydning i Grønland i dag.

Oplev lokale ophold, ture og smagsoplevelser!

Beklager, intet indhold fundet.

Fuglekiggeri

Som fuglekigger, der besøger Grønland, skal du ikke forvente at se mange forskellige fuglearter på din rejse. Til gengæld byder fuglekiggeri i Grønland på nogle helt unikke fugleoplevelser, som ikke findes andre steder i verden. For det første er fuglekiggeri en helhedsoplevelse, hvor fuglene udgør et element i det storslåede og spektakulære grønlandske landskab. For det andet er det interessant at se, hvordan de grønlandske arter er tilpasset det arktiske miljø, og i Grønland findes der en række særlige fuglearter eller racer, som kun forekommer i Grønland eller meget få andre steder i Arktis.

Nyttige oplysninger

Der er mange nyttige oplysninger, du kan finde, når du skal planlægge din rejse til Grønland.

Tid på året

Det bedste tidspunkt at besøge Grønland for at se på fugle er uden tvivl om sommeren. Næsten alle grønlandske ynglefugle forlader Grønland uden for ynglesæsonen, og kun nogle få arter, såsom fjeldrype, ravn og storskarv, bliver vinteren over. De fleste arter ankommer omkring april/maj og forsvinder igen i september, og derfor er de mest interessante måneder for fugle juni og juli. Det er her, mangfoldigheden og antallet af fugle er størst, og fuglene befinder sig på deres ynglepladser (f.eks. kolonier), hvilket gør deres tilstedeværelse forudsigelig, så man ved, hvor man kan finde dem.

Det betyder dog ikke, at det kun er interessant at tage på fugletur i juni/juli! Især august/september er en rigtig fin tid på året i Grønland, hvor landskabet skifter til efterårsfarver, og myggesæsonen er ved at være slut. På dette tidspunkt er der stadig fugle, men de ser mere spredte ud, da de ikke er knyttet til ynglestederne. Vinteren er også interessant, da det på dette tidspunkt er muligt at se nogle af de arter (f.eks. kongeederfugl og søkonge), som normalt kun forekommer i det høje nord.

Fuglebog

Få fat i en fuglebog eller en god naturguide et stykke tid før afrejse til Grønland, og start med at sætte dig ind i, hvilke fuglearter der er relevante. Ved på forhånd at sætte dig ind i, hvilke fuglearter der forekommer i Grønland, på hvilke tidspunkter og i hvilke dele af landet, vil du allerede være godt forberedt og klar til at se på fugle, så snart du ankommer. Det er også en god idé at lære stemmerne på de mest almindelige arter, som f.eks. snespurven, lappedykkeren og rødhalsen, før du ankommer til Grønland. Der er masser af steder på internettet, hvor man kan lytte til disse fuglestemmer.

Observation af fugle under sejlads

Hvis du skal på krydstogt eller en anden form for sejltur, er det en god idé at installere dig på dækket med din kikkert. Når man sejler, kommer man typisk til at tilbagelægge større afstande med mulighed for at støde på fuglearter, som ellers er svære at se. I sommermånederne kan man f.eks. støde på arter som langhalet kjove og pomarinjove i Vestgrønland (især i Diskobugten), og i august/september besøger storkjove (en ynglefugl fra den sydlige halvkugle) farvandet mellem Sydgrønland og Sisimiut.

Der er en række fællestræk, som kendetegner fuglelivet i Grønland:

Få forskellige arter - mange trækfugle

Klimaet i Grønland er ekstremt, og kun de fuglearter, der har formået at tilpasse sig de fysiske udfordringer, kan trives her. Det betyder, at antallet af forskellige fuglearter i Grønland er relativt lavt sammenlignet med mere sydlige områder. Faktisk er der registreret over 230 forskellige fuglearter inden for landets grænser, men kun omkring 60 arter er ynglefugle i Grønland. Samtidig betyder det barske klima, at en meget stor del af de grønlandske fuglearter er trækfugle, som forlader landet, når vinteren nærmer sig, for at vende tilbage, når foråret kommer.

Meget få spurvearter

Spurve er de mest almindelige fuglearter og udgør mere end halvdelen af verdens ca. 10.000 fuglearter. I Grønland er der overraskende få spurvearter sammenlignet med andre steder i verden. Kun fem arter kan siges at være almindelige, nemlig rødben, hvinand, lappedykker, snespurv og ravn. Grønland er geografisk meget isoleret, og kun de spurve, som har kunnet tilpasse sig Grønlands korte og uforudsigelige sommer, har formået at etablere sig som ynglefugle.

Mange arter af havfugle

På den anden side er Grønland hjemsted for en meget stor del af den nordlige halvkugles havfuglearter. I Arktis er det ikke landjorden, men havmiljøet, der er ansvarlig for størstedelen af den biologiske produktion. Det er i havet, at naturens rigdomme findes, og der er et stort antal havfuglearter, som udnytter dette. De fleste havfugle yngler i kolonier, hvilket skaber en meget "klumpet" fordeling af fugle i Grønland. Man kan sejle i timevis uden at se ret meget fugleliv, for så at ankomme til en fuglekoloni, hvor fugle og lyde fylder luften. Havfuglene er med andre ord ikke jævnt fordelt over hele landet, men er koncentreret i "hotspots".

Sådan kommer du rundt

Man kan altid dyrke fuglekiggeri til fods i området omkring, hvor man bor, men hvis man vil længere væk, har man ofte brug for en båd i Grønland.

I Grønland rejser vi for det meste mellem byer og bygder med fly, helikoptere og i nogle tilfælde passagerbåde. Nogle steder kan det være svært at finde alternative transportmuligheder. I de fleste større byer er det dog muligt at chartre både, som sejler dig til det ønskede sted på time- eller dagsbasis. Nogle krydstogtskibe og bådtursselskaber har inkluderet besøg på et fuglested i deres program. Bortset fra disse er turismeaktiviteter, der involverer fuglekiggeri, ikke så almindelige i Grønland, som de er i for eksempel Island og Færøerne. Nuuk Water Taxi tilbyder en bådtur kaldet "Puffin Express", som inkluderer et besøg i en søpapegøjekoloni nær Nuuk. Fra Maniitsoq sejler Maniitsoq Tour Boat til Evighedsfjorden for at besøge områdets fuglekolonier.

Det kan med andre ord være lidt svært at besøge fuglelokaliteter i Grønland, men på den anden side skaber det en stemning af eventyr, når man oplever naturen på en måde, som kun få andre kan.

"Lær af fuglene"

Ved at observere fugle og lære deres adfærd kan du få adgang til flere naturoplevelser, f.eks:

Hvis du ser en masse måger og terner samlet i flokke over havoverfladen, er der en god chance for, at der også er hvaler i nærheden, da hvalerne jager små fisk og krebsdyr op til overfladen, når de søger føde.
Snespurven (især hannen) har et særligt kald, som den bruger, når der er et rovdyr på land - det betyder ofte, at der er en polarræv i nærheden.
Hvis du befinder dig i nærheden af en fjordternekoloni og pludselig observerer, at ternerne først bliver helt stille og derefter letter og bruger et bestemt kald, er det et godt tegn på, at der er en falk i nærheden. Ternernes adfærd er anderledes, hvis f.eks. en måge eller en ravn nærmer sig kolonien.

Fuglelokaliteter

Grønland er et stort land med betagende landskaber, som fuglene er en naturlig del af. Det er ikke muligt at opremse alle de spændende steder, hvor man kan se på fugle, men nedenfor er der et forslag til fuglelokaliteter fordelt på alle Grønlands regioner. Bemærk, at der gælder færdselsrestriktioner for flere af disse steder i fuglenes yngletid (se afsnittet "Fuglebeskyttelse i Grønland").

Thule-området (Qaanaaq)

Dette områdes største attraktion er de mange store kolonier af søkonger, som findes i de nordlige og sydlige (men ikke centrale) dele af området. Her er også 5 store kolonier af polarlomvie, og Saunders Island (76,545, -69,873) er den største i Grønland.

Upernavik

Dette område har mange små øer med et rigt fugleliv og store edderfuglekolonier - som f.eks. den lille øgruppe Nunanguit (73.043, -57.773) umiddelbart vest for bygden Upernavik. I den nordlige ende af området er der store lomviekolonier - herunder Apparsuit (73.794, - 56.816), som er Grønlands næststørste koloni.

Uummannaq

Dette område huser nogle af de største kolonier af havhest i Grønland samt Grønlands næststørste fjordternekoloni, Qeqertat/Schadesøerne (71,383, -53,841), med en række andre ynglefugle.

Disko Bay Area

Øgruppen Kitsissunnguit/Grønne Ejland (68.842, -51.947) er en af Grønlands vigtigste fuglekolonier og rummer Grønlands største fjordternekoloni. Tæt på den forladte bygd Ritenbenk/Appat (69.887, -51.067) ligger områdets eneste lomviekoloni.

Sisimiut

Havområdet ud for Sisimiuts kyst er ekstremt vigtigt for vinterfugle med store koncentrationer af bl.a. kongeederfugl.

Maniitsoq

Dette område har mange fuglekolonier, og Evighedsfjorden (65.896, -52.881) huser ikke bare mange redebyggende klipper, men er også spektakulært smuk med høje bjerge og gletsjere.

Nuuk

Du kan se havørne tæt på byen året rundt, og syd for Nuuk ligger Qilanngarsuit/Ravneøerne (63.968, -51.884) med en lille koloni af søpapegøjer og ederfugle. Inde i den mægtige Nuuk-fjord er der en lille redeklippe (64.605, -51.136) med ynglende ismåger og krybskytter. Om vinteren ses overvintrende havfuglearter som polarlomvie, søkonge og kongeederfugl i farvandet vest for Nuuk.

Sydgrønland

Sydgrønland har et mildere klima end resten af landet og er især kendt for sine mange ynglende havørne og vandrefalke. Fuglearter som rødvinge, der ikke findes andre steder i Grønland, yngler også her. Ved bygden Arsuk er der en række redeklipper med både polarlomvier og atlanterhavslomvier, og i skærgården kan man være heldig at møde en harlekinand.

Tasiilaq

I dette område findes en række mindre kolonier af klyde, havterne og ederfugl, men der er ikke de store fuglekolonier her, som man kender fra resten af landet.

Ittorqortoormiit

I dette område er der mange kolonier af søkonger, hvoraf den lettest tilgængelige ligger ved Kap Høegh (70.712, -21.588) ca. 35 km nord for bygden. Ved udmundingen af den mægtige Scoresby Fjord ligger Kap Brewster (70.153, -22.123), som er en af de eneste polarlomviekolonier på østkysten.

Beskyttelse af fugle i Grønland

Grønland er et land, hvor selvforsyningsjagt har stor betydning, og især nogle af havfuglearterne, især polarlomvie og ederfugl, er populære fødeemner. Fælles for alle fuglearterne er dog reglen om, at de ikke må jages i yngletiden, hvor de har brug for fred for at sikre de næste generationer.

Det er vigtigt, at fuglene er sikret ro i yngletiden, og at man viser hensyn og ikke skaber unødig forstyrrelse under et besøg i en fuglekoloni. I grønlandsk lovgivning er der en generel beskyttelse af fuglekolonier. Derfor er det ikke tilladt at skabe forstyrrelse (hvilket inkluderer sejlads over 3 knob) inden for 1.000 meter fra en redeklippe eller inden for 200 meter fra en ø med ynglende havfugle som edderfugle, havterner, lunder og sorthalsede lomvier.

Derudover er der udpeget en række fuglebeskyttelsesområder i Grønland, som har et særligt rigt fugleliv, og hvor trafik og landing ikke er tilladt i yngletiden. Det drejer sig blandt andet om landets største redeklipper samt nogle af de vigtigste øer med større kolonier af landlevende havfugle.

Grønland er også medlem af den internationale Ramsar-konvention, hvor landene forpligter sig til at beskytte vigtige vådområder af international betydning. I den forbindelse er der udpeget 12 områder i både Øst- og Vestgrønland på grund af forekomsten af vandfugle - især gæs. På Ramsar-områderne er der begrænset adgang, regulering af trafik og regulering af brugen af området.

Endelig ligger verdens største nationalpark i Grønland. Hele Nord- og Nordøstgrønland er udpeget som en næsten 1 million km 2 stor nationalpark, hvor dyrelivet kan trives. I nationalparken er der ingen bosættelser, men kun forsknings-, vejr- og militærstationer.

Grønlands Naturinstitut

Hjemmeside

Grønlands Naturinstitut er en forskningsinstitution, der udfører biologiske undersøgelser af landets dyrepopulationer med det primære formål at rådgive den grønlandske regering om bæredygtig brug af dem. Naturinstituttet har base i Nuuk, men udfører overvågningsarbejde i hele landet af Grønlands fiske- og dyrebestande.

Naturinstituttets forskningsarbejde koncentrerer sig næsten udelukkende om Grønlands havfugle, da disse er de vigtigste jagtbare arter i Grønland. De to mest jagede arter er polarlomvie og ederfugl, og for disse arter er der etableret et overvågningsprogram, hvor udvalgte kolonier optælles for at følge bestandenes udvikling.

Tips til fuglefotografering

Fuglefotografering er en aktivitet, der ofte går hånd i hånd med fuglekiggeri. Her er et par tips til fuglefotografering i Grønland:

Beklædning

De første og vigtigste tips handler ikke om teknik eller udstyr, men snarere om påklædning. Fuglefotografering kræver næsten altid en stor portion tålmodighed, da man skal vente på det perfekte motiv. Det er overraskende koldt at sidde stille i lang tid i Grønland - selv om sommeren! Det samme gælder for sejlads - hvor det meget hurtigt bliver koldt, når man er uden for kahytten. Her er det nødvendigt at have ordentligt tøj på, for: "If you're not warm - you can't perform".
Det er altid en god idé at tage mere tøj med, end du tror, du får brug for på din fototur. Husk hue og handsker, og brug flere lag tøj, så du løbende kan regulere varmen ved at tage et lag af eller på. De bedste materialer er naturens egne - uld og dun er uovertrufne - og det er nødvendigt at have vindtæt materiale på det yderste lag for at beskytte mod den kolde vind.

Myg

Et andet godt råd er altid at have et myggenet og myggemiddel med i felten. Mygsæsonen i den grønlandske sommer kan være et irritationsmoment, der forstyrrer naturoplevelsen, hvis man ikke er forberedt. Men vær forsigtig med myggebalsam! Visse mærker indeholder kemikalier, der kan beskadige "belægningen" på kikkert- og kameralinser!

Batterier

Alle kamerabatterier er følsomme over for kulde og kan aflades i koldt vejr, så de holder op med at virke. Generelt gælder det, at jo mindre batteriet er, jo mere følsomt er det over for kulde. Det er dog kun et problem om vinteren, hvor temperaturerne i Grønland kan være ekstreme! Om sommeren bliver det ikke så koldt, at det giver problemer med batterierne. Hvis du besøger Grønland om vinteren, er det en god idé at medbringe ekstra kamerabatterier og holde dem varme ved at have dem tæt på kroppen inden i tøjet.

Udstyr

Kameraer fås i alle typer og prisklasser - og i dag er selv mobiltelefoner udstyret med overraskende gode indbyggede kameraer. Hvis du er mere seriøs omkring (fugle)fotografering, er et kamera med udskiftelige objektiver en nødvendighed. Til landskabsbilleder, hvor der optræder fugle, er det fint at bruge objektiver fra vidvinkel til ca. 200 mm. Hvis du er interesseret i at få egentlige fuglebilleder, hvor dyret er det centrale motiv i billedet, er du afhængig af brændvidder på over 300 mm. Det er en fordel, hvis dit kamera skyder med en høj "frame rate" - det vil sige, at det kan tage billeder med mange billeder i sekundet.

Kend dit kamera

Det er ikke en god idé at tage til Grønland med et helt nyt og uprøvet kamera. Et godt tip er at øve sig med sit nye kamera inden afrejse, så man er fortrolig med kameraets funktioner. Moderne kameraer har ofte så mange funktioner, at de kan virke helt uoverskuelige. Lær hjemmefra, hvordan de mest grundlæggende indstillinger fungerer - f.eks. hvordan man vælger en høj lukkertid. Grønland byder på så mange motiver, der er "once in a lifetime", og det ville være en skam at gå glip af dit livs foto på grund af manglende teknik.

Skyd morgen og aften

Det gode ved sommeren i Grønland er, at der er masser af lys til rådighed - det er ofte muligt at fotografere døgnet rundt. Midt på dagen er lyset dog så "hårdt", at de fotografiske resultater ikke bliver særlig gode. Det er bedre at planlægge sin tur om morgenen eller aftenen, hvor lyset er mere "blødt".

Kom i øjenhøjde

Et godt tip er altid at huske at komme i øjenhøjde med dit motiv! Billeder taget skråt nedefra (f.eks. en måge eller en ravn, der sidder på en lygtepæl) eller oppefra (f.eks. fugle på vandet taget fra en høj båd) forvrænger fuglenes proportioner og bliver som regel ikke særlig gode. Hvis man vil have et godt fuglebillede, er det ofte nødvendigt at kravle lidt rundt på klipperne eller at lægge sig på maven og kravle rundt.

Brünnichs lomvie

Appa (GRL), Polarlomvie (DA), Uria lomvia (LAT)

Udbredelse: Hele Vestgrønland, på østkysten kun ved Scoresbysund
Vægt: 800-1100 gram / Længde: 39-43 cm / Vingefang: 65-73 cm
Føde: Fisk (f.eks. polartorsk, arktisk torsk, lodde) og krebsdyr

Beskrivelse

Polarlomvien hører til alkefamilien, og denne sort-hvide havfugl er nok det tætteste, man kommer på en pingvin på den nordlige halvkugle. Med et spidst næb, fødderne placeret langt tilbage på kroppen og en oprejst kropsholdning ligner lomvien en miniaturepingvin. Ligesom pingvinen er polarlomvien en rigtig fiskespiser, og polartorsk på op til 20 cm i længden er favoritter på menuen. Polarlomvien er også en mesterlig dykker! Dens korte, kraftige vinger bruges til at "flyve" under vandet, og undersøgelser viser, at polarlomvien kan dykke helt ned til 200 meters dybde. Polarlomvien yngler i store, tætte kolonier på stejle klippesider. Den lægger kun ét æg om året, som har en konisk form, så risikoen for, at ægget ruller ud over den smalle klippehylde, mindskes. Der er i alt 18 polarlomviekolonier i Grønland, og de fleste og største ligger i Thule- og Upernavik-området. Polarlomvien er den mest eftertragtede jagtbare fugleart i Grønland, og for folk i Sydvestgrønland har lomvierne en status som vinterføde, der næsten er på højde med, hvad kalkunen juledag har for englænderne.

Der er en anden lomvieart, som også yngler i Grønland, nemlig atlanterhavslomvierne. De er dog fåtallige og forekommer kun sydpå fra Nuuk.

Lille alkefugl

Appaliarsuk (GRL), Søkonge (DA), Alle alle (LAT)

Udbredelse: Hovedudbredelse i Thule- og Scoresbysund-området, spredte, mindre kolonier i Vestgrønland
Vægt: 140-190 gram / Længde: 17-21 cm / Vingefang: 34-48 cm
Føde: Krebsdyr (vandlopper

Beskrivelse

Hvis der skulle findes en "ægte grønlandsk" art, er alkefuglen en stærk kandidat: Mere end 85 % af verdens bestand findes inden for Grønlands grænser! Den lille alkefugl er en fascinerende fugleart. Og ikke på grund af en spraglet, farverig fjerdragt - den er sort og hvid som de andre alkefugle. Men den lille alkefugl imponerer på andre måder - nemlig ved de mængder, den optræder i. Den lille alkefugl yngler i kolonier, og disse kan indeholde utroligt mange fugle. Det er ikke usædvanligt, at kolonierne indeholder hundredtusinder - og nogle steder endda millioner - af ynglepar. I modsætning til de fleste andre alkefuglearter yngler den lille alkefugl ikke på lodrette klippesider, men på skrænter med løse sten.

At opholde sig i en alkekoloni er en totaloplevelse: Fuglenes lyde, lugten af fuglenes ekskrementer og antallet af fugle er simpelthen overvældende. Den lille alkefugl er en sand specialist, når det gælder dens føde! Mens de andre alkefugle er fiskespisere, udnytter den lille alkefugl en anden niche, nemlig de små vandlopper, som i sommermånederne optræder i stort antal i det arktiske hav. Den lille alkefugl får sin føde fra havet, men gennem sine ekskrementer tilfører den næring til jorden omkring kolonien. Det betyder, at vegetationen omkring en alkekoloni er særlig frodig og fremstår skrigende grøn i forhold til omgivelserne, som typisk er brune eller grå.

Alken har en meget spredt udbredelse i Grønland. De store kolonier med millioner af fugle findes kun i Thule- og Scoresbysund-området, mens nogle få små kolonier med et par hundrede fugle kan findes i Upernavik- og Diskobugten-området.

Sort lomvie

Serfaq (GRL), Tejst (DA), Cepphus grylle (LAT)

Udbredelse: Langs kysten i hele Grønland
Vægt: 330-550 gram / Længde: 30-38 cm / Vingefang: 49-58 cm
Føde: Bundlevende fisk (især stenbider) og i mindre grad krebsdyr

Beskrivelse

Den sorte lomvie er den alkefugl, som besøgende i Grønland har størst chance for at se. Ligesom de andre alkefuglearter yngler lomvien i kolonier, men disse er mere spredte, udstrakte og indeholder betydeligt færre fugle. Den sorte lomvie findes mere eller mindre i hele Grønland - fra de dybe fjorde i Sydgrønland til de nordligste kyster i Grønland. Faktisk er lomvien den fugleart, der forekommer nordligst i verden.

Lomvien finder sin føde på relativt lavt vand, og især den lille ålelignende bundfisk stenbideren er en vigtig fødekilde. Lomvien har en helt sort fjerdragt med store, ovale, hvide pletter på vingerne. Når lomvien dykker under vandet, bliver den næsten usynlig, men i klart vand kan man tydeligt se de hvide pletter blinke under overfladen, mens den "flyver" under vandet. Hvis man kommer tæt på arten, ser man tydeligt dens røde ben, og indersiden af lomviens næb og mund er også helt rød. Reden, som normalt indeholder 1-2 æg, er placeret mellem store sten tæt på kysten.

Søpapegøje

Qilanngaq (GRL), Lunde (DA), Fratercula arctica (LAT)

Udbredelse: Yngler spredt i kolonier på vestkysten, enkelte ynglefugle ved Scoresbysund
Vægt: 380-550 gram / Længde: 26-36 cm / Vingefang: 47-63 cm
Føde: Små fisk, f.eks. tobis og lodde

Beskrivelse

Søpapegøjen har en helt særlig plads blandt naturglade børn og voksne. De fleste kender den lille alkefugl, og arten har nærmest ikonstatus, idet den er blevet et symbol på havfuglene i Nordatlanten. Søpapegøjens "venlige ansigtsudtryk", farverige stribede næb og vuggende gang, når den bevæger sig på land, gør den til en karismatisk fugleart, som selv folk, der ikke er specielt fugleinteresserede, har lyst til at se i naturen, men det er ikke så let at se en søpapegøje i Grønland.

Arten yngler i små antal, og den samlede grønlandske bestand er på mindre end 5000 fugle. Søpapegøjen yngler på små øer tæt på Nuuk, i Diskobugten, i Thule-området og så er der nogle få individuelle ynglepar ved Scoresbysund. Denne forekomst står i skarp kontrast til for eksempel Færøerne og Island, hvor søpapegøjen findes i millionvis. Det grønlandske klima er efter al sandsynlighed lidt for barskt for søpapegøjen, som er bedre tilpasset et lidt mildere klima.

Søpapegøjens store, farverige næb spiller en vigtig adfærdsmæssig rolle i yngletiden, hvor næbbet bruges til at kommunikere med potentielle mager. Uden for ynglesæsonen mister søpapegøjen farven på sit næb og ser anderledes ud. Næbbet bruges også til at transportere fisk tilbage til ungerne i kolonien, og søpapegøjen har verdensrekord i at bære fisk i sit næb - der er registreret op til 62 små fisk i et næb!

Sortbenet krybskytte

Taateraaq (GRL), Ride (DA), Rissa tridactyla (LAT)

Udbredelse: Yngler i kolonier i både Vest- og Østgrønland
Vægt: 300-500 gram / Længde: 37-42 cm / Vingefang: 91-120 cm
Føde: Hvirvelløse havdyr (krebsdyr, børsteorme osv.) og små fisk (lodde, tobis)

Beskrivelse

Dværgmågen er en ret almindelig fugleart i Grønland, og man kan i princippet møde den i kystnære områder i hele landet. Denne lille, elegante mågeart er let at genkende på sin størrelse og sine sorte vingespidser. Den sortbenede krybskytte optræder normalt i flokke og har for vane at hvile på isbjerge. Den sortbenede krybskytte kan rejse over lange afstande og kan træffes så højt mod nord som på den geografiske nordpol. Dens føde består mest af små krebsdyr, som den samler op på vandoverfladen. Det er ikke ualmindeligt at se store flokke af sorthovedet krybskytte foran gletsjere, hvor gletsjerfronten når ud til havet. Her smelter isen, og der er en stor mængde ferskvand i havvandet.

Ferskvandet "lammer" eller dræber de små krebsdyr, som så flyder op til overfladen og skaber et kæmpe buffetbord for den sortbenede krybskytte. Den sortbenede krybskytte yngler på stejle klippesider, hvor de 1-3 æg lægges i en rede bygget med mos eller direkte på en klippehylde. Det er imponerende at se, hvor lidt plads den sortbenede terne har brug for til at bygge sin rede: bare et lille fremspring eller en revne i klippen er nok til, at den sortbenede terne har plads til at bygge sin rede.

Den sortbenede terne yngler ofte de samme steder som polarlomvien, og som regel optræder de to havfuglearter i blandede kolonier. Her er der stor konkurrence om at få de bedste redepladser - en konkurrence, som den sortbenede ride dog altid taber til den meget større og stærkere polarlomvie. Den sortbenede krykke er meget vokal på ynglepladsen. Med en høj, "miavende" kattelignende lyd skaber store krybekolonier et kor, der kan høres langt væk.

Fjordterne

Imeqqutaalaq (GRL), Havterne (DA), Sterna paradisaea (LAT)

Udbredelse: Yngler spredt på små øer i hele Grønland
Vægt: 90-125 gram / Længde: 33-39 cm / Vingefang: 66-85 cm
Føde : Især små fisk (f.eks. lodde), fiskelarver og i mindre grad krebsdyr

Beskrivelse

Fjordternen er verdensmester, når det gælder langdistancetrækning! Det er den dyreart, der foretager den længste årlige rejse i verden mellem sine ynglepladser og sine overvintringsområder. Om sommeren yngler fjordternen i Grønland og resten af Arktis, mens vinteren tilbringes på den anden side af jorden, i havområderne ud for Antarktis.

Det betyder, at fjordternen sandsynligvis er den dyreart, der oplever flest solskinstimer! I Grønland nyder den godt af midnatssol og dagslys døgnet rundt om sommeren, og når den kommer til Antarktis, er situationen den samme i sommerhalvåret på den sydlige halvkugle. Den samlede distance, som fjordternen tilbagelægger i løbet af et kalenderår, er mere end 70.000 km. Gennem ringmærkning af fugle ved man, at fjordterner kan blive mere end 30 år gamle. Det betyder, at arten i løbet af sit liv tilbagelægger en distance, der svarer til at flyve til månen og tilbage igen tre gange.

En imponerende præstation af en lille fugl, der vejer omkring 100 gram. Fjordternen er på alle måder skabt til et liv i luften og ikke til at leve på land. I luften er den utrolig elegant, manøvredygtig og udstyret med lange vinger og halefjer. På land er det dog en anden historie: Dens korte, små ben betyder, at den knap nok kan gå, hvilket giver fuglen et klodset indtryk.

Fjordternen yngler i kolonier på små øer, hvor reden med de 1-3 æg placeres direkte på jorden. De mange fugle samlet på ét sted er et ekstremt effektivt forsvar mod rovdyr. Hvis en måge eller ravn vover sig i nærheden af kolonien, vil de straks blive modtaget med luftangreb fra de mange skrigende fugle. Det samme gælder, hvis mennesker går i land i fjordternekolonier. I så fald vil fuglene komme flyvende bagfra og med stor præcision placere deres spidse næb i de indtrængendes skalpe - en overraskende smertefuld naturoplevelse!

Nordlig havhest

Qaqulluk (GRL), Mallemuk (DA), Fulmarus glacialis (LAT)

Udbredelse: Yngler i hele Grønland - de største kolonier findes i Vestgrønland - fra Diskobugten og nordpå til Thule
Vægt: 600-850 g / Længde: 43-52 cm / Vingefang: 100-115 cm
Føde: Fisk, blæksprutter og krebsdyr, der findes på vandoverfladen. Kan også spise ådsler.

Beskrivelse

Selvom den nordlige havhest for den mindre erfarne fuglekigger kan ligne en måge, er det langt fra tilfældet. Den nordlige havhest tilhører ordenen af stormfugle og er nærmere beslægtet med albatrossen. Det ses tydeligt i dens flyvestil; i modsætning til mågen flyver den med helt stive vinger tæt på havoverfladen.

Havternen er en mester i at udnytte vinden og glide over lange afstande uden et eneste vingeslag. Fjerdragten varierer meget blandt havterner - fra mørkegrå til helt hvid. Hvis du kigger godt efter, vil du opdage en helt unik tilpasning til livet på havet. Øverst i næbbet er havternen udstyret med et lille rør. Det er forbundet med en stor kirtel i fuglens pande, som kan adskille ferskvand fra saltvand. Røret fungerer som et udløbsrør, så havternen kan komme af med et affaldsprodukt: vand med et ekstremt højt saltindhold.

Havternen er meget almindelig i grønlandske farvande, især i Diskobugten og omkring Uummannaq. Arten yngler i store kolonier, hvor reden placeres på toppen af den stejle klippeside. Hvis en uvelkommen gæst kommer for tæt på reden, har havternen et effektivt forsvar: Den kan spytte en lang stråle af et ildelugtende, klæbrigt stof, som rammer målet med stor præcision. Havternen afsøger store områder for at finde sin hovedføde, som er ådsler, og det er ikke ualmindeligt, at den flyver flere hundrede kilometer fra redestedet for at finde føde.

Havternen har gjort store fremskridt i Grønland, da den har lært
at udnytte det affald, der skabes af fiskeindustrien. Typisk er alt fra store trawlere til små joller omgivet af store flokke af havterner, som venter på det, fiskerne efterlader.

Islandsk måge

Naajaannaq (GRL), Hvidvinget Måge (DA), Larus glaucoides (LAT)

Udbredelse: Yngler i kolonier langs hele vestkysten, i mindre grad i Østgrønland
Vægt: 1000-1500 gram / Længde: 52-62 cm / Vingefang: 123-150 cm
Føde: Mest fisk, krebsdyr og bløddyr - også æg og kyllinger

Beskrivelse

Islandsmågen er en ægte grønlandsk art - mere end 95 % af verdens bestand findes inden for landets grænser. Arten yngler i kolonier, hvor rederne placeres på stejle klippesider. Ismågen er en af de mest almindelige mågearter med hovedudbredelse i Syd- og Vestgrønland. Den lever hovedsageligt af fisk - herunder fiskeriaffald - og krebsdyr og bløddyr, og i mindre grad af fugleæg og -unger. Ismågen er sammen med stormmågen og svartbagen en af de "store måger", der forekommer i Grønland, og som besøgende fuglekiggere sandsynligvis vil møde under deres ophold.

Stormmågen er verdens største mågeart og er let genkendelig i felten på grund af sin helt mørke ryg og overside af vingerne. Hættemågen og ismågen er derimod ikke så lette at skelne fra hinanden - selv ikke for erfarne fuglekiggere. Ismågen er dog noget mindre i størrelse end polarmågen, og ismågens hoved er mindre og smallere - med et mere "venligt" udtryk.

Elfenbensmåge

Naajavaarsuk (GRL), Ismåge (DA), Pagophila eburnea (LAT)

Udbredelse: Yngler i kolonier i Østgrønland og i mindre grad i Thule-området
Vægt: 500-700 gram / Længde: 40-48 cm / Vingefang: 100-120 cm
Føde: Mest ådsler, men også insekter, krebsdyr, bløddyr og små fisk

Beskrivelse

Elfenbensmågen tilhører sammen med sabinemågen og rossemågen en eksklusiv gruppe af "højarktiske måger", som er kendetegnet ved både at være sjældne og ved kun at forekomme længst mod nord. Alle tre mågearter forekommer i Grønland og er meget eftertragtede blandt fuglekiggere, men de er svære at se for den almindelige besøgende. Elfenbensmågen er en ekstrem fugl på alle måder! Ikke alene er dens udbredelse begrænset til de koldeste.

og barskeste områder i højarktis, men dens redepladser findes på nogle af de mest ugæstfrie steder på jorden. Som så mange andre havfugle yngler ismågen i kolonier, og kolonierne etableres enten direkte på jorden på små klippeøer eller på nunatakker - klipper, der stikker op fra den mægtige indlandsis. Man har endda fundet ismågekolonier på en lille grusbunke på toppen af en gletsjer.
Uden for ynglesæsonen lever ismågen på pakisen, hvor den primært overlever ved at spise ådsler.

Den er en trofast følgesvend til isbjørnen og kan finde bjørnen over store afstande for at nyde resterne af isbjørnens fangst. Ismågen kan krydse indlandsisen under sin vandring, og satellitmærkning har vist, at den kan fange højhastighedsvinde og rejse fra Vestgrønland til Østgrønland med rekordfart.

SJÆLDEN: Ross' måge

Naajannguaq (GRL), Rosenmåge (DA), Rhodostethia rosea (LAT)

Udbredelse: Meget sjælden i Grønland - få ynglefugle i både Vest- og Østgrønland
Vægt: 120-250 gram / Længde: 29-32 cm / Vingefang: 73-100 cm
Føde: I yngletiden mest insekter, om vinteren krebsdyr, dyreplankton og små fisk

Beskrivelse

Rosenmågen har altid været indhyllet i mystik! Fuglen er observeret over det meste af Arktis, men det har i mange år været et mysterium, hvor rosenmågen præcist yngler. Det er kun lidt over hundrede år siden, at man opdagede, at rosenmågens hovedudbredelse findes i det centrale Sibirien. I Grønland yngler rosenmågen uregelmæssigt, og der er kun kendskab til ca. 10 gange, hvor den har etableret en rede. Uden for yngletiden kan rosenmågen ses i grønlandske farvande, hvor den kan bevæge sig over store afstande og ses i det høje nord.

Den lille, elegante måge er let at genkende i felten med sin karakteristiske halsring og kileformede hale. I Grønland optræder den altid i yngletiden sammen med fjordternekolonier, hvor den nyder godt af den beskyttelse mod rovdyr, som livet blandt fjordternerne giver. Selv om der er meget få ynglefugle, synes rosenmågen at være koncentreret i to områder i Grønland: Diskobugten og Nordøstgrønland.
Rosenmågen er meget eftertragtet blandt fuglekiggere og betragtes som en af de bedste oplevelser for arktiske fuglekiggere.

Sabines måge

Taateraarnaq (GRL), Sabinemåge (DA), Xema sabini (LAT)

Udbredelse: Primært Nordøstgrønland samt mindre kolonier i Vestgrønland fra Uummannaq til Thule
Vægt: Krebsdyr og små fisk - i ynglesæsonen også insekter
Føde: Bundlevende fisk (især stenbider) og i mindre grad krebsdyr

Beskrivelse

Sabinemågen er en af verdens mindste mågearter og har en terneagtig flugt. Den har et karakteristisk sort-hvid-gråt mønster på oversiden af vingerne og en gul næbspids. Det er muligt for den unge sorthovedede måge at blive forvekslet med sabinemågen, især på afstand. Bestanden af sabinemåger i Grønland er ikke stor, og i alt yngler der sandsynligvis mindre end 500 par. Man ved, at der er 26 sabinemågekolonier, hvoraf 5 ligger i Vestgrønland, og resten ligger i Nordøstgrønland. Næsten alle disse grønlandske kolonier ligger ellers sammen med fjordternekolonier.

Sabinemågen er en af kun to fuglearter, der blev "opdaget" i Grønland, og som blev beskrevet for den videnskabelige verden for første gang i 1818. Efter ynglesæsonen foretager sabinemågen et langdistancetræk, som er uden sidestykke blandt verdens andre mågearter. Fuglene flyver hurtigt fra deres grønlandske ynglepladser mod syd. Efter et stop i farvandet ud for Portugal om efteråret krydser sabinemågen Ækvator for at tilbringe vinteren i havet ud for det sydlige Afrika. Om foråret vender fuglene tilbage til Grønland efter en tur på 30-40.000 km.

Almindelig ederfugl

Miteq siorartooq (GRL), Ederfugl (DA), Somateria mollissima (LAT)

Udbredelse: Yngler på små øer i det meste af landet, især i det nordlige Vestgrønland
Vægt: 1800-2800 gram / Længde: 50-70 cm / Vingefang: 85-110 cm
Føde : Især bentiske hvirvelløse dyr som muslinger, krabber, snegle og søpindsvin

Beskrivelse

Ederfuglen er en almindelig art i Grønland og en art, som fuglekiggere har stor sandsynlighed for at se under et besøg i Grønland. Reden etableres direkte på jorden, hvor den isoleres med hunnens dun, som hun plukker fra sit eget bryst. Ederfuglen ynder at yngle i kolonier på isolerede øer nær kysten - i sikkerhed for polarræve. Der er stor forskel på hannernes og hunnernes fjerdragt, og de to køn har også meget forskellige, veldefinerede roller. Hannens hvide fjerdragt er meget synlig i landskabet og bruges mest til at tiltrække hunnernes opmærksomhed.

Efter parring og æglægning forsvinder hannerne hurtigt fra ynglepladserne og overlader udklækningen af æggene til de helt brune og godt camouflerede hunner. I hele perioden med udklækning af æggene ligger hunnen helt stille på æggene og spiser ikke noget mad. Hun forlader kun reden i nogle få minutter hver nat for at drikke vand og pudse sin fjerdragt. Når æggene er udklækket, forlader ungerne kolonien sammen med hunnen efter kun få dage. Derefter etablerer de store "børnehaver" sammen, hvor hunnerne deler ansvaret for at passe de mange små ællinger.

Den almindelige ederfugl er velsmagende og blandt de mest eftertragtede jagtbare fuglearter i Grønland. Måske som et resultat af dette var bestanden af ederfugle tidligere faldende, men denne tendens er i dag vendt, og arten vokser i antal de fleste steder i Grønland. Om vinteren samles ederfuglene i store flokke i Sydgrønland.

Kongeederfugl

Miteq sioraki (GRL), Kongeederfugl (DA), Somateria spectabilis (LAT)

Udbredelse: Nord- og Nordøstgrønland
Vægt: 1400-2000 gram / Længde: 43-65 cm / Vingefang: 85-100 cm
Føde: Henter sin føde i det marine miljø, men yngler i små søer inde i landet

Beskrivelse

Kongeederfuglen er en nær slægtning til den almindelige ederfugl, men der er forskelle mellem de to arter. Hunnen er brun ligesom sin slægtning, men kongeederfuglens han har en stor orange knop på næbbet, som giver ham et smukt, karakteristisk udseende.

At møde en kongeederfuglehan i sit naturlige, arktiske element er noget, der står højt på de fleste fuglekiggeres ønskeliste. Selv om de to edderfuglearter ligner hinanden af udseende, har de helt forskellig yngleadfærd. Mens den almindelige ederfugl findes i det meste af Grønland, findes kongeederfuglen udelukkende i de højarktiske områder i Nordøstgrønland og Thule-området. Arten yngler ikke i kolonier, men individuelt i ferskvandssøer, som kan ligge langt inde i landet. Dens føde hentes dog i det marine miljø - også i yngletiden.

Om sommeren kan man i Grønland støde på flokke af kongeederfugle, som ikke yngler, men er samlet for at fælde deres vingefjer, hvorefter de ikke kan flyve i en periode. Af samme grund kommer kongeederfugle til Grønland om vinteren fra de canadiske bestande. De samles i store flokke på bankerne ud for Vestgrønlands kyst.

Vandrefalk

Kiinnaaleeraq (GRL), Vandrefalk (DA) Falco peregrinus (LAT)

Udbredelse: Hele landet - hovedudbredelse: Sydvestgrønland
Vægt: 550-1500 g - hunnen op til 20 % større end hannen / Længde: 34-51 cm / Vingefang: 80-120 cm
Føde: Hovedføde er småfugle, men kan også spise ryper, ænder, måger og havfugle

Beskrivelse

I Grønland findes der tre arter af rovfugle, og to af dem er falke. Falke er blandt de bedste flyvere i fugleverdenen, og vandrefalken er kendt som verdens hurtigste fugl og kan, når den dykker, opnå en hastighed på 200-300 km/t. Vandrefalken findes mest i den sydvestlige del af landet. Når efteråret nærmer sig, og vandrefalkens hovedføde, småfugle som f.eks. snespurve, begynder at forlade Grønland til fordel for de sydlige himmelstrøg, gør vandrefalken det samme. Arten er en langdistancetrækker, som tilbringer vintermånederne i Mellem- og Sydamerika, mens sne og is indhyller det grønlandske landskab.

Vandrefalken placerer sin rede på stejle klippesider, hvor den lægger 3-4 æg. Når æggene er udklækket, er det hunnen, der bliver tilbage og tager sig af ungerne, mens hannen er ude for at finde mad til sit konstant sultne afkom. Hvis man nærmer sig en klippehylde med en falkerede på, vil man typisk blive opmærksom på det ved de høje skrig fra falkene, som opstår, når hannen leverer mad, eller hvis en ravn eller en havørn flyver forbi.

Jagtfalk

Kissaviarsuk (GRL) Jagtfalk (DA) Falco rusticolus (LAT)

Udbredelse: Hele Grønland
Vægt: 960-2100 gram - største hun / Længde: 48-63 cm / Vingefang: 120-160 cm
Føde : Havfugle og småfugle, ryper, harer og i Nordøstgrønland: lemminger

Beskrivelse

Jagtfalken er større og kraftigere end vandrefalken, og den er mere knyttet til de nordlige dele af Grønland. Jagtfalkens bytte er generelt større end vandrefalkens, og den er kendt for at tage byttedyr så store som arktiske harer. Jagtfalkens udseende varierer en del: I de sydlige områder har jagtfalken typisk en grå fjerdragt, mens de nordlige jagtfalke kan være helt hvide.

At opleve en ægte hvid grønlandsk jagtfalk i sit rette element er en naturoplevelse, som står højt på de fleste fuglekiggeres ønskeliste. Ligesom hos vandrefalken er der en klar størrelsesforskel mellem kønnene. Hunnen er mærkbart større end hannen. På den måde kan disse rovfugle som par udnytte et større udvalg af byttedyr - hunnen fanger de største byttedyr, mens hannen koncentrerer sig om de mindre.

Mens jagtfalken jager mange af sine byttedyr inde i landet om sommeren, skifter den til havfuglebaserede fødevarer om vinteren. I modsætning til vandrefalken er jagtfalken ikke en langdistancetrækker, men den grønlandske jagtfalk strejfer mere rundt om vinteren, da den ikke har et veldefineret vinterområde. Undersøgelser, hvor fugle er blevet udstyret med satellitsendere, har vist, at jagtfalken kan tilbringe store dele af vinteren midt på drivisen, hvor den fouragerer på havfugle.

Havørn

Nattoralik (GRL), Havørn (DA), Haliaeetus albicilla (LAT)

Udbredelse: Sydvestgrønland med Diskobugten som det nordligste yngleområde
Vægt: 4000-7000 gram / Længde: 69-103 cm / Vingefang: 190-250 cm
Føde : Især fisk og fugle. Kan også tage kyllinger og æg fra fuglekolonier samt pattedyr som harer og polarræve.

Beskrivelse

Det første, du skal vide om havørnen, er, at den er stor - virkelig stor! Den særlige havørnerace, der lever i Grønland, er den største af alle havørneracer i verden. Med et vingefang på op til 2,5 meter og en vægt på op til 7 kilo er denne art svær at forveksle med andre grønlandske fuglearter! Havørnen har også tilnavnet "Den flyvende dør", da den ikke kun har lange vinger, men også meget brede vinger. Derudover har den store, kraftige kløer og et gigantisk næb. Som dens danske navn (som bogstaveligt talt betyder havørn) antyder, lever havørnen i en konstant forbindelse med det marine miljø. Dens føde består mest af fisk og havfugle.

Havørnen har sin hovedudbredelse i det sydlige Grønland. Tidligere er det ikke gået så godt for havørnen i Grønland, blandt andet på grund af ulovlig jagt. I dag er holdningen til havørnen en anden, og arten er i vækst med hensyn til antallet af ynglepar. Samtidig betyder et varmere klima, at havørnen udvider sit yngleområde mod nord, og den er i dag et almindeligt syn i Vestgrønland, fra Sydgrønland til Diskobugten.

Rødhalset phalarope

Naluumasortoq (GRL), Odinshane (DA), Phalaropus lobatus (LAT)

Udbredelse: Yngler i hele Vestgrønland
Vægt: 20-48 gram / Længde: 17-19 cm / Vingefang: 31-40 cm
Føde: Om sommeren ferskvandsinsekter og myggelarver. Om vinteren marine krebsdyr

Beskrivelse

Der er et stort antal vadefuglearter, som enten yngler eller trækker gennem Grønland. To af disse er grå- og rødhalsen. Begge arter har i modsætning til de andre vadefuglearter for vane at svømme på vandoverfladen, når de søger efter føde. Den rødhalsede lappedykker er en almindelig ynglefugl i Grønland og findes i hele landet. I yngletiden findes den i små vandhuller inde i landet eller på større øer. Her lever den sommeren igennem af insekter - især myg og myggelarver, som den finder på vandoverfladen.

Hvis du under dit besøg i Grønland ser en lille fugl i et vandhul, som febrilsk drejer rundt igen og igen, er du med stor sandsynlighed stødt på en rødhalset skråpe. Ved at bevæge sig hurtigt i små cirkler skabes en vandstrøm fra bunden op mod overfladen, og de små ferskvandsinsekter bliver på den måde tilgængelige for den rødhalsede pibeand.
Uden for ynglesæsonen tilbringer den lille rødhalsede pibeand vinteren midt i havet, langt fra land.

Gråstrubet Phalarope

Kajuaraq (GRL), Thorshøne (DA), Phalaropus fulicarius (LAT)

Udbredelse: Hovedudbredelse i Nordøstgrønland, findes også på små øer i Nordvestgrønland
Vægt: 37-77 gram / Længde: 20-22 cm / Vingefang: 37-44 cm
Føde: I ynglesæsonen hovedsageligt ferskvandsinsekter, om vinteren dyreplankton

Beskrivelse

Gråsisken er en ægte højarktisk fugleart, som vil gøre de fleste fuglekiggere begejstrede. Gråsisken er en lille arktisk perle, som kun få mennesker har set i dens yngleområde, som ligger højt mod nord. I yngletiden er både hannens og hunnens fjerdragt smukt mørkerød og let at skelne fra andre grønlandske fuglearter. Gråsisken har sin hovedudbredelse i Nordøstgrønland, hvor den yngler i fugtige områder på tundraen.

Arten findes dog også nogle steder i Vestgrønland (Diskobugten, Uummannaq og Upernavik), hvor den altid vælger at yngle sammen med fjordternekolonierne. Hos både den røde og den grå falke er kønsrollerne byttet om i forhold til, hvad man normalt ser i dyreverdenen. Det er hunnerne, ikke hannerne, der har den smukkeste fjerdragt. Efter parring og æglægning forlader hunnerne hurtigt yngleområderne og overlader udklækningen af æggene og opdragelsen af ungerne til hannerne. Gråsisken tilbringer også vinteren langt ude på havet, når ynglesæsonen er overstået i Grønland.

Grønlandsk blisgås

Nerleq (GRL), Grønlandsk Blisgås (DA), Anser albifrons (LAT)

Udbredelse: Tundraområder i det centrale Vestgrønland
Vægt: 1700-3200 gram / Længde: 64-86 cm / Vingefang: 130-160 cm
Føde: Vegetation som græs, knolde, blade, frø, urter og bær

Beskrivelse

Der findes i alt seks forskellige arter af gæs i Grønland: Bramgæs og kortnæbbede gæs i Østgrønland, knortegæs og snegæs i Nordvestgrønland samt canadagæs og blisgæs, som primært findes i det centrale Vestgrønland. Helt speciel er dog den grønlandske blisgås, som er en særlig race, der kun findes i Grønland. Bestanden af grønlandske blisgæs er ikke stor, og i alt er der nok mindre end 25.000 af dem. Som med andre dyrearter, hvor bestanden er meget lille, er der grund til at være ekstra forsigtig i forvaltningen af arten.

Blisgåsen har derfor en særlig status, og der er udpeget vigtige beskyttelsesområder, hvor gæssene kan være fri for forstyrrelser. Blisgåsen yngler i tundraområder i Sydvestgrønland, hvor Uummannaq-regionen er den nordligste. Særligt vigtige områder findes i indlandsområderne syd for Diskobugten og omkring Kangerlussuaq. Om vinteren samles hele den grønlandske bestand af blisgæs i Skotland, og her foretages en optælling af antallet af fugle samt andelen af ungfugle for at følge blisgåsens status.

Blisgåsen har i de seneste årtier oplevet en tilbagegang, sandsynligvis som følge af, at den større og mere dominerende canadagås har været i kraftig vækst i Grønland.

Bjergrype

Aqisseq (GRL), Fjeldrype (DK), Lagopus mutus (LAT)

Udbredelse: Fjeldområder i hele Grønland
Vægt: 430-740 gram / Længde: 31-38 cm / Vingefang: 50-60 cm
Føde: Planteføde som knopper, bær, frø og urter.

Beskrivelse

Fjeldrypen er den eneste repræsentant for hønsefamilien i Grønland. Den findes i indlandsområder i hele Grønland og foretrækker klippeområder. Føden er overvejende vegetarisk med planteknopper som en favoritret. Fjeldrypen skifter fjerdragt med årstiderne: Om vinteren er den helt hvid (med sorte vingespidser), mens især hunnerne bærer en bedre camoufleret grå dragt om sommeren. Fjeldrypen er en af de få fuglearter, der ikke forlader Grønland, men bliver inden for landets grænser hele året rundt. Især de ryler, der yngler i nord, foretager træk til sydligere områder. Antallet af fugle, der foretager dette sydlige træk, kan dog variere en hel del fra år til år. Fra gammel tid kendes "rypeår", hvor der kommer særligt mange ryper til Sydgrønland.
Det latinske navn på fjeldrypen betyder "harefod" og henviser til dens fjerklædte fødder, som er en tilpasning til kolde områder.

Almindelig ravn

Tulugaq (GRL), Ravn (DA), Corvus corax (LAT)

Udbredelse: Hele Grønland
Vægt: 1000-1500 gram / Længde: 54-71 cm / Vingefang: 115-150 cm
Føde: Altædende, både vegetarisk og animalsk føde, ådsler, fugleæg og kyllinger

Beskrivelse

Der findes næppe en mere kendt og mytisk grønlandsk fugleart end ravnen! Ravnen er en mester i tilpasning og kan overleve i alle slags habitater. Den findes derfor overalt i landet, og alle i Grønland kender denne store, sorte fugl. Ravnen er også en af de mest intelligente fuglearter i verden, og det er måske derfor, den har en særlig plads i mytologien hos alle oprindelige folk i de nordligste områder.Ravnen er altædende og bestemt ikke kræsen. I vinterhalvåret lever den hovedsageligt af ådsler og andet affald og kan samles i store flokke på byernes lossepladser. Om sommeren har ravnen specialiseret sig i fugleæg og -unger. For at synkronisere ravneungernes behov for føde er ravnen den fugleart i Grønland, der yngler tidligst. Allerede i marts måned lægger ravnen sine æg, og når de andre fuglearter ankommer til Grønland og lægger deres æg, har ravnen allerede store unger i reden.

Rødhals

Orpimmiutaq (GRL), Gråsisken (DA), Carduelis flammea (LAT)

Udbredelse: Særligt det centrale og sydvestlige Grønland
Vægt: 11-18 gram / Længde: 11-14 cm / Vingefang: 20-25 cm
Føde: Plantedele som f.eks. frø - om sommeren også insekter

Beskrivelse

Gråspurven hører sammen med stenvenderen, snespurven og laplandsværlingen til "de fire almindelige" spurve, som en besøgende fuglekigger i Grønland med stor sandsynlighed vil støde på under sit ophold. Disse fire arter er talrige og findes i det meste af Grønland i sommerperioden. Rødspætten er den mindste af spurvene i Grønland. Samtidig er den ret uanselig med sin gråbrune fjerdragt, og kun når man ser nærmere på den, kan man opdage de smukke røde farver i panden og hannens lyserøde bryst.

Rødhalsen er en almindelig ynglefugl i Vestgrønland nordpå til Melvillebugten, og der er også nogle få i Østgrønland. Den findes især i pilebuske og anden højere vegetation. Dens føde er en blanding af insekter og plantedele som frø, knopper og urter.
Rødhalsen er en trækfugl, og størstedelen af dem, der er i Grønland, forlader landet om vinteren. Undtagelserne er dog Sydgrønland og Tasiilaq-området, hvor der kan overvintre et varierende antal rødben, afhængigt af hvor streng vinteren er.

Arktisk rødstjert

Orpimmiutaq qaqortaq (GRL), Hvidsisken (DA), Carduelis hornemanni (LAT)

Udbredelse: Yngler i de nordligste dele af Grønland, men findes også om vinteren i de sydlige dele
Vægt: 11-16 gram / Længde: 12-16 cm / Vingefang: 21-28 cm
Føde: Plantedele som frø, men om sommeren også insekter

Beskrivelse

Den arktiske rødhals er en nær slægtning til den almindelige rødhals, men mens den almindelige rødhals primært er almindelig i sydlige områder, er den arktiske rødhals en ægte højarktisk art. Arten er udbredt i Nord- og Nordøstgrønland, hvor den opsøger den sparsomme vegetation. Men mens almindelig ryle er en trækfugl, der trækker væk fra Grønland om vinteren, bliver størstedelen af den arktiske ryle inden for landets grænser.

Når vinteren kommer, bevæger den sig mod de sydligere, mildere områder og kan ses i flokke omkring Ilulissat, Kangerlussuaq og sydpå. Det er ikke let for en lille spurv at finde tilstrækkeligt med føde gennem den grønlandske vinter, og den arktiske rødben er derfor en regelmæssig gæst ved fuglebrætterne. Den arktiske rødben er overraskende svær at skelne fra den almindelige rødben i felten.

De bedste kendetegn er en lidt større størrelse, en helt hvid overgump og en mindre, sort "hagesmæk" under næbbet sammenlignet med den almindelige rødben. Den bedste måde at finde ud af, om det er den ene eller den anden art, er faktisk at bruge stedet og årstiden: Hvis du ser en rødhals om sommeren, er det med stor sandsynlighed en almindelig rødhals, medmindre du befinder dig i de nordligste egne. Hvis du ser en rødhals mellem november og april i Grønland, er det sandsynligvis en arktisk rødhals, da den almindelige rødhals har forladt landet på dette tidspunkt.

Nordlig stenpikker

Kussak (GRL), Stenpikker (DA), Oenanthe oenanthe (LAT)

Udbredelse: Yngler i klippeområder i det meste af Grønland
Vægt: 20-28 gram / Længde: 14-16 cm / Vingefang: 26-32 cm
Føde: Mest insekter, men spiser også bær

Beskrivelse

Stenpikkeren er med sit spidse næb en sand insektekspert, og den forekommer kun i Grønland om sommeren, når insekterne også er i nærheden. Arten er en langdistancetrækker, som overvintrer i Afrika. Når sommeren går på hæld, begynder den nordlige hvinand at bevæge sig mod Sydgrønland, og herfra fortsætter den sydpå over Atlanterhavet, hvor den først møder land i Sydeuropa eller Nordafrika. Det er virkelig en kraftpræstation og en farlig rejse med hårdt vejr og uden mulighed for hvile eller mad undervejs. Stenpikkeren er den største af de grønlandske spurve. Hannen har en grå overside, okkerfarvet bryst og en sort "banditmaske". Hunnen er lidt mere ensfarvet lysebrun. Oftest hører man hvinanden, før man ser den! Et rasende "tik-tik", som lyden, når man slår to sten mod hinanden. Stenpikkeren har for vane at vippe med halen, og hvis man ser den flyve, kan man se en stor, hvid plet på toppen af halen med et sort, omvendt "T".

Snespurv

Gupaloraarsuk (GRL), Snespurv (DA), Plectrophenax nivalis (LAT)

Udbredelse: Hele Grønland
Vægt: 30-45 gram / Længde: 16-19 cm / Vingefang: 32-38 cm
Føde : Især frø, men i yngletiden også insekter, som ungerne fodres med

Beskrivelse

Snespurven er en karakteristisk fugl i Grønland, og alle kender denne lille spurv. Snespurven er en sand forårsbebuder! Når den ankommer til Grønland omkring marts-april, har vinteren typisk stadig fat i landet, men så ved folk, at foråret er på vej! Snespurven yngler typisk på lidt klippefyldte steder og tæt på beboede områder og findes i hele Grønland. Lyden af en snespurv, der sidder og synger fra gavlen af et hustag, er for mange "lyden af sommer i Grønland".

Hannen er umiskendelig med sin sort-hvide fjerdragt, mens hunnen har en brun overside og en lys mave. Om vinteren flytter stort set alle snespurve væk fra Grønland. Det sker dog, at en mindre del overvintrer i Sydgrønland, hvor de søger efter føde i store flokke. Nogle af de grønlandske snespurve trækker til Rusland om vinteren, mens andre bruger Nordamerika som vinterkvarter. Snespurvens kost består af både plantedele og insekter, som fodres til ungerne i reden.

Laplandsspurv

Narsarmiutaq (GRL), Laplandsværling (DA), Calcarius lapponicus (LAT)

Udbredelse: Især Vest- og Sydvestgrønland
Vægt: 20-30 gram / Længde: 14-16 cm / Vingefang: 25-28 cm
Føde : Især insekter, men også plantedele som frø

Beskrivelse

Laplandsværlingen er en mellemstor sanger, som foretrækker buske og tæt vegetation, helst i kombination med lidt fugtige områder som moser og sumpede heder. Den forekommer mest i højlandet, men også i lavtliggende områder. Den er en almindelig ynglefugl, der er udbredt i hele Vestgrønland og på østkysten op til Jameson Land ved Scoresbysund. Hannen har et smukt sort hoved med en hvid øjenbrynsstribe; hunnen er lidt mere ensartet brun. Det bedste kendetegn er laplandsværlingens kastanjebrune hals, som forekommer hos begge køn, både i sommer- og vinterdragten.

Reden med 3-7 æg placeres i en lille fordybning i jorden, helst under en busk. Arten forekommer i Grønland fra maj til september/oktober, og det sker kun sjældent, at laplandsværlingen ses om vinteren. Dens føde er en blanding af plantedele om vinteren og insekter om sommeren. Laplandsværlingen har en stemningsfuld sang, som normalt fremføres fra toppen af en busk, og som skaber lydkulissen for en vandring i fjeldene om sommeren.