Landet uden indbyggere
På grønlandsk hedder Grønland Kalaallit Nunaat. »Folketets land«. Men en dag for omkring 2000 år siden var Grønland pludselig tomt for mennesker, og der var ikke et eneste menneske at finde nogen steder i landet. I en periode på næsten 2500 år havde skiftende bølger af nomadefolk, der levede af det, landet og havet kunne byde på, kaldt dette land deres hjem, men nu havde verdens største ø ikke længere nogen menneskelig befolkning.
Forestil dig et landområde, der er større end Frankrigs, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz og Belgien tilsammen, som udelukkende var overladt til planter og dyr, og du får en fornemmelse af, hvor enorm landmassen var, der mødte de indvandrende jægere fra samfundene omkring Beringstrædet, da de ankom omkring år 700 e.Kr. og krydsede Smith Sound tæt på den nuværende by Qaanaaq i den nordligste del af Grønland.
En inuitkultur, der dufter af skov
I dag ved vi, at den gruppe, der i dag kaldes Dorset-kulturen, var dem, der ankom hertil, til et land uden mennesker, for 1300 år siden. Det ser ud til, at de måske allerede havde været her under en tidligere indvandringsbølge, lige før landet blev affolket, men på trods af den lange tid, de tilbragte i Grønland, er Dorset-kulturen stadig omgivet af mystik. Hvorfor brugte de ikke kajakker ligesom de grupper, der kom før og efter dem? Hvorfor havde de ikke hunde og slæder, og hvorfor adskiller deres redskaber, bosættelsesmønstre og teknologi sig så meget fra andre inuitiske indvandrergrupper?
De sandsynlige forklaringer er blevet diskuteret indgående, men den fremherskende teori går ud på, at de stammer fra en gruppe mennesker, der ankom hertil fra de nordøstamerikanske skovområder, og at de adskiller sig fra andre grupper ved at »dufte lidt af skov«, som en dansk arkæolog udtrykte det.
Deres oprindelse i dette tempererede klima kan forklare, hvorfor de forsvandt samtidig
med den lille istids indtog i år 1300 e.Kr., som gjorde Grønland til et
koldere og mere ugæstfrit område.
Thule-folket bragte slædehundene med sig til Grønland
Det barskere klima og de skuffende somre syntes ikke at genere Thule-folket, en gruppe af højt specialiserede og tilpasningsdygtige nomader, der hurtigt spredte sig langs hele den isfri kyststrækning omkring år 1300 e.Kr. Ligesom andre indvandrergrupper af inuitter var Thule-folket også draget mod øst, denne gang over Beringstrædet til Grønland. Ifølge legender og folketro havde de hørt om jern og dets fantastiske egenskaber som materiale til redskaber, og at jernet kunne findes i meteoritter i Nordgrønland. Thule-folket var hval- og sæljægere og var sandsynligvis de første, der bragte hunde til Grønland og dermed indledte den kulturelle historie om hundeslædekørsel i Grønland.
De begav sig ud på lange rejser med hundeslæde i de områder, hvor de jagede, og dermed skabte de den kulturelle tradition, som senere blev kendt i forbindelse med ekspeditionerne omkring Knud Rasmussens rejser i Nordgrønland og det arktiske Canada, og som i dag udgør en vigtig del af både den lokale kultur og
eventyrturismen.
Kulturelle traditioner lever videre i nutiden
Folket i Thule-kulturen benyttede stier og jagtområder, som allerede var kendt af tidligere indvandrergrupper i Grønland, helt tilbage til de allerførste indvandrere for 4.500 år siden.
I området omkring Sermermiut ved Ilulissat har arkæologiske udgravninger givet et unikt indblik i, hvordan forskellige grupper har benyttet det samme område til jagt og fiskeri, og ud fra de spor, de har efterladt, ved vi, at de rejste langs Grønlands kyster allerede i 2500 f.Kr.
Selvom vi ikke har nogen skriftlige kilder fra disse tidligere tider, har de mange redskaber og bosættelser, der er fundet overalt i Grønland, bekræftet, at fortidens inuitkulturer var præget af samme tilpasningsevne til det herskende klima og de geografiske forhold som den moderne grønlandske kultur.
Vi ved, at de allerførste indvandrere i Grønland benyttede fartøjer, der lignede kajakker, og at deres beklædning var de første spæde tegn på en tøjtradition, der strækker sig helt frem til i dag med vores farverige nationaldragter og det vintertøj, som jægerne i Nordgrønland bruger.
I dag er kajakken et nationalt symbol i Grønland, og fartøjet spiller en vigtig rolle som en levende del af vores kulturhistorie samt som transportmiddel for eventyrlystne ekspeditioner, der ønsker at udforske vores barske kystlinje. Vores nationaldragter er højt værdsatte og bruges, når vi fejrer eller markerer
bestemte begivenheder, såsom nationale helligdage, særlige familiebegivenheder eller når dronningen kommer på besøg.
Inuitternes boliger – til alle formål
Inuitterne levede i og af deres naturlige omgivelser, og det krævede boliger, der var
lette at bygge og som lå tæt på de steder, hvor jagtmulighederne var gode. Helt
frem til midten af 1950’erne fandtes der stadig områder i Grønland, hvor inuitterne boede i temmelig
primitive, men fuldt ud tilstrækkelige boliger.
Dette gælder især vinterboligen, som var en tørvehytte, samt det mere
mobile telt af dyreskind og igloen, et midlertidigt ly bygget af sne.
Den grønlandske iglo
Om vinteren var det undertiden nødvendigt at opføre et midlertidigt hus, hvis jægerne var væk i længere perioder eller blev overrasket af dårligt vejr. I sådanne tilfælde var igloen ideel. Ordet »iglo« betyder faktisk »hus«, og selvom det er et noget primitivt hus, kan igloen tilbyde ly og temperaturer, der er tilstrækkelige til at overleve.
En iglo bygges af store sneblokke, der skæres ud i forskellige størrelser med en særlig snekniv. Blokkene lægges oven på hinanden i en spiral og danner et effektivt kuppelformet ly. Igloen blev kun brugt i det nordligste Grønland, hvor havet var frosset til om vinteren.
Grønlandske tørvehytter
Tørvehytter – eller jordhytter – ses stadig i mange byer i Grønland, men mest i forbindelse med udstillinger på lokale museer. Tørvehytten var den mest udbredte boligform, da den var så robust og velisoleret, at man kunne bo i den mere eller mindre permanent.
En typisk tørvehytte var lav og firkantet, med vægge af store sten og tørv, og taget blev båret af træbjælker lavet af drivtømmer. Boligerne lå altid tæt på havet, så jægerne let kunne komme ned til deres kajakker, når de skulle på sæljagt.
Inuitternes livssyn
Troen på ånder og myter har præget inuitternes tankegang og har været med til at opretholde livet og den sociale orden.
Dette var svaret på spørgsmålet om livet og dets mange mysterier, som en gammel mand fra Østgrønland, der levede for mange år siden, gav. Et livssyn, der er karakteristisk for et samfund og et folk, der på den ene side havde en stærk tro på skæbnen og dens mørkere sider, og på den anden side var hurtige til at le og havde let ved at knytte gode venskaber.
Inuitsamfundene havde ingen klassestruktur, og ejendomsretten var begrænset. Alt undtagen personligt jagtudstyr og tøj blev betragtet som fælles ejendom.
Status efter evner
Nogle mennesker havde dog en højere status end andre. Shamannen indtog en central rolle i samfundet. Det var ham, der begav sig ud på en sjælevandring til for eksempel Asiaq, Vindens Herskerinde, eller Havets Moder.
Den frugtbare kvinde, den dygtige syerske, den succesrige jæger og den dygtige fisker m.fl. blev ligeledes tildelt en højere status. Man kunne dog ikke tillade sig at hvile på laurbærrene, men måtte konstant bevise sine evner; så længe man gjorde dette, havde man også større indflydelse på beslutningerne i samfundet og dermed større magt.
Stor ansvarsfølelse
Den ældre generation påtog sig typisk opgaven med at opdrage børnene og videregive deres viden til dem. Følelsen af sammenhold og ansvarsfølelsen var meget stærk.
Hvis der ramte bosættelsen hungersnød eller naturkatastrofer, forventedes det, at de ældre ville »drage ud i vildmarken« og overgive sig til naturens kræfter. Det var vigtigt ikke at være en byrde for resten af samfundet.
Respekt for sjæle og de døde
De mange bud og forbud, der styrede livet i bosættelserne, var ofte forbløffende og overraskende. Der herskede en ubetinget tro på myter og legender med deres mægtige og grufulde væsener, som blev betragtet som absolut sande og endda nødvendige for at opretholde livet og fællesskabet i bosættelsen.
Sjæle kunne bo i mennesker, genstande og dyr. Kroppen blev betragtet som et midlertidigt hjem, og det navn, man gav et nyfødt barn, var ikke uden betydning, da det blev anset for at være sjælenavnet på en af de afdøde. Denne respekt for afdøde forfædre findes stadig i dag, hvilket ses af, at mange grønlændere får navne, der tidligere har tilhørt afdøde familiemedlemmer.
