Folkets land uden noget folk
På grønlandsk hedder Grønland Kalaallit Nunaat. "Folkets land". Men en dag for omkring 2000 år siden var Grønland pludselig uden mennesker, og der fandtes ikke et eneste menneske noget sted i landet. I en periode på næsten 2500 år havde skiftende bølger af nomadefolk, der levede af, hvad landet og havet kunne tilbyde, kaldt dette land for deres hjem, men nu havde verdens største ø ikke længere nogen menneskelig befolkning.
Forestil dig en landmasse, der er større end det samlede areal af Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz og Belgien, bare overladt til planter og dyr, og du vil få en fornemmelse af, hvor stor den landmasse var, der mødte de indvandrende fangere fra samfund omkring Beringstrædet, da de omkring år 700 e.Kr. kom over Smith Sund tæt på den nuværende by Qaanaaq i den nordligste del af Grønland.
En inuitkultur, der dufter af skov
I dag ved vi, at den gruppe, der nu kaldes Dorset-kulturen, var dem, der kom hertil, til et land uden mennesker, for 1300 år siden. Det ser ud til, at de allerede var her under en tidligere indvandringsbølge, lige før landet blev affolket, men på trods af den tid, de tilbragte i Grønland, er Dorset-kulturen indhyllet i mystik. Hvorfor brugte de ikke kajakker som de grupper, der kom før og efter dem? Hvorfor havde de ikke hunde og slæder, og hvorfor er deres redskaber, bosætningsmønstre og teknologi så forskellig fra andre inuit-indvandrergrupper?
De sandsynlige svar er blevet diskuteret meget, men den fremherskende teori forklarer dem som en gruppe mennesker, der kom hertil fra de nordøstamerikanske skovområder, og at de adskiller sig fra andre grupper ved at "lugte lidt af skov", som en dansk arkæolog udtrykte det.
Deres oprindelse i denne klimatisk tempererede region kan forklare, hvorfor de forsvandt på samme
tidspunkt som den lille istid i år 1300, der forvandlede Grønland til en
koldere og mere ugæstfri region.
Thule-folket bragte slædehunden med sig til Grønland
Det barske klima og de skuffende somre så ikke ud til at genere Thule-folket, en gruppe højt specialiserede og tilpasningsdygtige nomader, som hurtigt spredte sig langs hele den isfri kystlinje omkring år 1300. Som andre indvandrede grupper af inuitter var Thule-folket også draget østpå, denne gang over Beringstrædet og ind i Grønland. Ifølge sagn og folklore havde de hørt om jern og dets vidunderlige egenskaber som kilde til værktøj, og at jernet kunne findes i meteoritter i Nordgrønland. Thule-folket var hval- og fangere og var sandsynligvis de første, der bragte hunde til Grønland og dermed indledte hundeslædens kulturhistorie i Grønland.
De tog på lange rejser med hundeslæde i de områder, de jagede, og dermed grundlagde de den kulturelle tradition, som senere er blevet populariseret under ekspeditionerne omkring Knud Rasmussens rejser i Nordgrønland og Arktisk Canada, og som i dag er blevet en vigtig del af den lokale kultur samt
inden for oplevelsesturisme.
Kulturelle traditioner lever videre i nutiden
Thulekulturens folk brugte stier og jagtområder, som allerede var kendt af andre tidligere indvandrergrupper i Grønland, helt tilbage til de allerførste indvandrere for 4.500 år siden.
Omkring Sermermiut ved Ilulissat har arkæologiske udgravninger givet et unikt indblik i de forskellige gruppers brug af det samme område til jagt og fiskeri, og ud fra de spor, de har efterladt, ved vi, at de rejste langs Grønlands kyster så tidligt som 2500 f.Kr.
Selvom vi ikke har nogen skriftlige beretninger fra disse tidligere epoker, har en overflod af redskaber og bopladser fundet i hele Grønland bekræftet, at fortidens inuitkulturer var kendetegnet ved den samme tilpasningsevne til det fremherskende klima og den fremherskende geografi som den moderne grønlandske kultur.
Vi ved, at de allerførste indvandrere brugte kajaklignende fartøjer i Grønland, og at deres tøj var det første glimt af en tøjtradition, der fører helt frem til i dag med vores farverige nationaldragter og fangere vintertøj i Nordgrønland.
I dag er kajakken et nationalt symbol i Grønland, og fartøjet spiller en vigtig rolle som en levende del af vores kulturhistorie og som den type transport, der er til rådighed for eventyrekspeditioner, som ønsker at udforske vores barske kystlinje. Vores nationaldragter er skattede og højt værdsatte og bruges, når vi fejrer eller mindes
bestemte begivenheder som f.eks. nationale helligdage, særlige familiebegivenheder, eller når dronningen kommer på besøg.
Inuitkulturens boliger - til alle formål
Inuitterne levede i og af deres naturlige omgivelser, og det krævede boliger, der var
nemme at bygge, og som lå tæt på de steder, hvor jagten var god. Helt
op til midten af 1950'erne var der stadig områder i Grønland, hvor inuitterne boede i ret
primitive, men meget passende boliger.
Det gælder især vinterboligen, som var en tørvehytte, samt det mere
mobile telt lavet af dyreskind og igloen, et midlertidigt ly lavet af sne.
Den grønlandske iglo
Om vinteren var det nogle gange nødvendigt at bygge et midlertidigt hjem, hvis fangere var væk i længere tid eller blev overrasket af dårligt vejr. I dette tilfælde var igloen ideel. Ordet "iglo" betyder faktisk "hus", og selv om det er et noget primitivt hus, kan igloen give ly og temperaturer, der er tilstrækkelige til overlevelse.
En iglo bygges af store sneblokke, som skæres ud i forskellige størrelser med en særlig snekniv. Blokkene placeres oven på hinanden i en spiral og danner et effektivt kuppelformet husly. Igloen blev kun brugt i det allernordligste Grønland, hvor havet var frosset til om vinteren.
Grønlandske tørvehytter
Torvhytter - eller jordhytter - ses stadig i mange byer i Grønland, men mest i forbindelse med udstillinger på lokale museer. Torvhytten var den mest almindelige boligtype, da de var så robuste og velisolerede, at de kunne bebos mere eller mindre permanent.
En typisk tørvehytte var lav og firkantet, og væggene var lavet af store sten og tørv, og taget blev båret af træbjælker lavet af drivtømmer. Boligerne lå altid tæt på havet, så fangere nemt kunne komme ud til deres kajakker, når de var på sæljagt.
Inuitternes syn på livet
Troen på ånder og myter har gennemsyret inuits tankegang og har været med til at opretholde livet og den sociale orden.
Sådan lød svaret på spørgsmålet om livet og dets mange mysterier fra en gammel mand fra Østgrønland, der levede for mange år siden. Et livssyn, som er karakteristisk for et samfund og et folk, der på den ene side havde en stærk tro på skæbnen og dens mørke sider, og på den anden side havde let til latter og gode venskaber.
Inuitsamfundene havde ingen klassestruktur, og der var begrænset ejendomsret. Alt undtagen personligt jagtudstyr og tøj blev betragtet som fælles ejendom.
Status efter evne
Nogle mennesker havde dog højere status end andre. Shamanen havde en central rolle i samfundet. Det var ham, der tog på sjælevandring til f.eks. Asiaq, vindens herskerinde eller havets moder.
Højere status fik også den frugtbare kvinde, den dygtige syerske, den succesfulde jæger og den dygtige fisker osv. Man kunne dog ikke tillade sig at hvile på laurbærrene, men måtte hele tiden demonstrere sine evner, og så længe man gjorde det, havde man også større vægt i beslutninger i samfundet og dermed større magt.
Stor følelse af ansvar
Den ældre generation ville typisk overtage rollen med at opdrage børnene og overføre deres viden til børnene. Følelsen af solidaritet og ansvarsfølelse var meget stærk.
Hvis sult og naturkatastrofer ramte bygden, forventedes det, at de ældre ville "gå på vandring" og overgive deres liv til elementerne. Det var vigtigt ikke at være en byrde for resten af samfundet.
Respekt for sjæle og de døde
De mange bud og forbud, der styrede livet i bygderne, var ofte overraskende og opsigtsvækkende. Der var en ubetinget tro på myter og legender med deres magtfulde og grusomme skabninger, som blev betragtet som absolut sande og faktisk nødvendige for at opretholde livet og fællesskabet på bopladsen.
Sjæle kunne bo i mennesker, genstande og dyr. Kroppen blev betragtet som et midlertidigt hjem, og det navn, som et nyfødt barn fik, var ikke uvæsentligt, da det blev betragtet som sjælenavnet på en af de døde. Denne respekt for afdøde forfædre eksisterer stadig i dag, hvilket viser sig ved, at mange grønlændere får navne, der har tilhørt afdøde familiemedlemmer.
