Da kajakken ankom til Grønland
Kajakken er et transport- og jagtredskab, der opstod i det arktiske område og derefter spredte sig østpå mod Grønland med den første bølge af immigranter, der kom til landet for mere end 4000 år siden.
I Grønland tog folk kajakken til sig i en sådan grad, at den blev omdrejningspunktet for hverdagslivet i et fangere, og selv den dag i dag er kajakken et af de stærkeste kulturelle symboler på vores tilpasningsevne til landet, der kendetegner os som folk.
Kajakken findes overalt i Grønland
Der findes rejsearrangører og udlejningsfirmaer af glasfiberkajakker over hele landet, hvilket vidner om fartøjernes popularitet hos de mange besøgende, der kommer til Grønland. Den traditionelle grønlandske kajak bruges i dag mest til jagt i de nordligste egne af landet, mens den moderne glasfiberkajak bruges til både korte og lange ture langs hele kysten.
Vi anerkender, at denne nærhed til naturen, berøringen af havoverfladen, padlens rytmiske bevægelse gennem vandet, evnen til at drive en fremadrettet bevægelse kun ved hjælp af den menneskelige krop, alt sammen er en overbevisende kombination, som passer godt til vores behov for hverdagsudflugter og eventyrlige ekspeditioner.
Dertil kommer isbjerge, hvaler, Sæler, fugleflokke, små grønlandske byer og bygder og en forrevet kystlinje, der tilføjer sin egen unikke arktiske dimension til en aktivitet, som for mange mennesker handler mere om fællesskabet med ens rejsefæller end om turens vildmarksoplevelse.
Fra ekstreme ekspeditioner til pendlere i hovedstaden
Landskabet i Grønland er tilgængeligt og åbent for alle 24-7, hvis vejret tillader det. Du kan gå i land og slå lejr, hvor du vil, så længe du tager hensyn til omgivelserne og følger de generelle regler, når du færdes i bjergrigt terræn.
Du vil opdage, at bjergsiderne mange steder er meget stejle og går lige ned i vandet, og at der ikke er andre mennesker i nærheden. En lille sproglig talemåde er udtrykket "close by", som i dette land er en anden sætning for "as far as the eye can see and then some".
Men kajakroning i Grønland behøver ikke at foregå i en fjern fjord eller under ekstreme forhold for at give folk noget indhold i deres hverdag. Vi kender til folk, der bruger kajakken som pendler, når de skal på arbejde fra forstaden Qinnorput og ind til Nuuk. Hver sommer ser vi børn i alle havne i Grønland, der boltrer sig og øver sig i at rulle i kajak, og vi nyder at se et kajakshow lige så meget som passagererne på krydstogtskibene.
Kajakkens historie og udvikling
Kajakken - eller 'qajaq', som den kaldes i Grønland - er en opfindelse fra gamle dage, som har været et vigtigt stykke jagtudstyr for inuitter i Grønland og resten af det arktiske Nordamerika.
Kajakken har været brugt i forbindelse med sælfangst, hvalfangst og fiskeri, og det var almindeligt, at grønlandske drenge brugte deres barndom på at lære at holde balancen og manøvrere kajakken.
I dag ses den traditionelle 'qajaq' stadig i mange byer og især ved det årlige kajakmøde, men til rekreativ kajaksejlads har de mere robuste havkajakker lavet af glasfiber gradvist overtaget pladsen fra de traditionelle versioner.
Traditionel jagt fra kajakken
Kajakkerne blev tilpasset de farvande, hvor de blev brugt, og der er derfor stor variation i både kajakkens design og byggemåde.
Tidligere var kajakken beklædt med sælskind, som man havde fjernet hårene fra, men i dag er de primært konstrueret med en yderside af nylon eller lærred.
I Grønlands fangstdistrikter som Qaanaaq er der stadig krav om, at hvalfangst efter narhvaler skal foregå på traditionel vis - dvs. fra en traditionel qajaq med hånddrejede lanser og spyd - på trods af, at det selvfølgelig er mere effektivt at jage med rifler og camouflage.
Grønlandsk rulle
Det kolde arktiske hav kunne være dødbringende, og det samme kunne vejret. Det var derfor vigtigt, at jægeren var ordentligt forberedt ved at være klædt i en vandtæt dyreskindsdragt og ved altid at være i stand til at udføre den såkaldte "grønlænderrulle".
Fra den tidlige barndom lærte og øvede fangere derfor utallige vendinger og rulninger i havet ved hjælp af deres små årer i tilfælde af, at de pludselig skulle kæntre eller vælte.
På den måde kunne de komme ud af næsten alle kritiske situationer.
Konstruktionen af kajakken
At bygge en kajak var et job for både mænd og kvinder. Manden var ansvarlig for kajakrammen, og kajakken blev formet præcist efter hans egen kropsform og ikke efter standardmål.
Selve kajakkonstruktionen bestod før i tiden af drivtømmer, som blev ført med strømmen fra Sibiriens floder til Grønlands øst- og vestkyst.
Kvindernes opgave var at sy stoffet sammen af 3-4 skind fra grønlandssælen, som blev spændt ud over rammen - et perfekt samarbejde, der skabte kajakker, som moderne kajakdesignere stadig finder inspiration i.
