Da kajakken ankom til Grønland
Kajaken er et transport- og jagtredskab, der stammer fra Arktis og senere spredte sig mod øst til Grønland med den første bølge af indvandrere, der ankom til landet for mere end 4000 år siden.
I Grønland tog folk kajakken så godt til sig, at den blev omdrejningspunktet i hverdagen i et jægersamfund, og selv i dag er kajakken et af de stærkeste kulturelle symboler på vores evne til at tilpasse os det land, der kendetegner os som folk.
Kajakken ses overalt i Grønland
Rejsearrangører og udlejningsfirmaer, der tilbyder glasfiberkajakker, findes overalt i landet, hvilket vidner om bådenes popularitet blandt de mange besøgende, der kommer til Grønland. Den traditionelle grønlandske kajak bruges i dag hovedsageligt til jagt i landets nordligste egne, mens den moderne glasfiberkajak anvendes til både korte ture og lange sejladser langs hele kysten.
Vi erkender, at denne nærhed til naturen, berøringen med havoverfladen, padlens rytmiske bevægelse gennem vandet og muligheden for at skabe fremdrift udelukkende ved hjælp af den menneskelige krop udgør en fængslende kombination, der passer godt til vores behov for både daglige udflugter og eventyrlige ekspeditioner.
Dertil kommer isbjergene, hvalerne, sælerne, fugleflokkene, de små grønlandske byer og bosættelser samt en forrevne kystlinje, der tilfører sin helt egen arktiske dimension til en oplevelse, der for mange handler mere om samværet med rejsefællerne end om selve oplevelsen af vildmarken.
Fra ekstreme ekspeditioner til pendlere i hovedstaden
Naturen i Grønland er tilgængelig og åben for alle døgnet rundt, så længe vejret tillader det. Du må gå i land og slå lejr hvor som helst du ønsker, så længe du tager hensyn til omgivelserne og overholder de generelle regler, når du færdes i bjergrigt terræn.
Du vil opdage, at bjergskråningerne mange steder er meget stejle og falder lodret ned i vandet, og at der ikke er andre mennesker i nærheden. Et lille sprogligt udtryk er vendingen »tæt på«, som i dette land er en anden måde at sige »så langt øjet rækker og lidt til«.
Men kajaksejlads i Grønland behøver ikke at foregå i en afsides fjord eller under ekstreme forhold for at give folk lidt ekstra glæde i hverdagen. Vi kender folk, der bruger kajakken som transportmiddel, når de tager på arbejde fra forstaden Qinnorput og ind til selve Nuuk. Hver sommer ser vi børn i alle havne i Grønland, der leger og øver sig i at rulle kajakken, og vi nyder at se et kajakshow lige så meget som passagererne ombord på krydstogtskibene.
Kajakens historie og udvikling
Kajaken – eller »qajaq«, som den kaldes i Grønland – er en gammel opfindelse, der har været et uundværligt redskab til jagt for inuitterne i Grønland og resten af det arktiske Nordamerika.
Kajakken har været brugt i forbindelse med sælfangst, hvalfangst og fiskeri, og det var almindeligt, at grønlandske drenge tilbragte deres barndom med at lære at holde balancen og manøvrere kajakken.
I dag ses den traditionelle »qajaq« stadig i mange byer og især ved det årlige kajakstævne, men inden for fritidskajakroning har de mere robuste havkajakker af glasfiber gradvist erstattet de traditionelle modeller.
Traditionel jagt fra kajak
Kajakkerne blev tilpasset de farvande, de blev brugt i, og der er derfor stor variation, hvad angår både kajakkernes design og konstruktionsmetode.
Tidligere var kajakken beklædt med sælskind, hvor håret var blevet fjernet, men i dag er de hovedsageligt fremstillet med en ydre beklædning af nylon eller lærred.
I Grønlands jagtområder, såsom ved Qaanaaq, er der stadig krav om, at narhvalfangst skal foregå på traditionel vis – dvs. fra en traditionel qajaq med håndkastede spyd og lanse – selvom det naturligvis er mere effektivt at jage med rifler og camouflage.
Greenlander-rulle
De kolde arktiske have kunne være livsfarlige, og det samme gjaldt vejret. Det var derfor afgørende, at jægeren var godt forberedt ved at være iklædt en vandtæt dragt af dyreskind og altid være i stand til at udføre den såkaldte »grønlandsk rulle«.
Allerede fra den tidlige barndom lærte og øvede jægerne sig derfor i utallige vendinger og rullninger på havet ved hjælp af deres små årer, for det tilfælde at de pludselig skulle kæntre eller vælte.
På den måde kunne de klare sig ud af næsten alle kritiske situationer.
Kajakkenes konstruktion
At bygge en kajak var en opgave for både mænd og kvinder. Manden stod for kajakrammen, og kajakken blev formet præcist efter hans egen kropsform og ikke efter standardmål.
Selve kajakken blev tidligere fremstillet af drivtømmer, som strømmen havde ført med sig fra Sibiriens floder til Grønlands øst- og vestkyst.
Kvindernes opgave var at sy stoffet sammen af 3-4 skind fra harpsælen, som blev spændt ud over rammen – et perfekt samarbejde, der skabte kajakker, som moderne kajakdesignere stadig henter inspiration fra.
