Arnarulunnguaq er et navn, som de færreste nok kender (endsige ved, hvordan man udtaler!). Men i Grønland er hun en velkendt skikkelse, selvom hun kun blev 37 år – og hendes store bedrift fandt sted for lidt over hundrede år siden. Som den eneste kvindelige polarforsker deltog hun i den berømte 5. Thule-ekspedition fra 1921 til 1924, ledet af den legendariske ekspeditionsleder Knud Rasmussen. En lang og fysisk krævende polarekspedition på 18.000 kilometer, der strakte sig over arktiske områder som Grønland, det nordlige Canada og Alaska.
En næsten overmenneskelig bedrift, som hun også blev belønnet for. Hun blev blandt andet tildelt en sølvfortjenstmedalje af kong Christian X – og selv den daværende amerikanske præsident, Calvin Coolidge, ønskede at møde hende.
Genfødt som en syvårig
Men hvem var denne kvindelige opdagelsesrejsende, Arnarulunnguaq, som deltog i den stærkt mandsdominerede femte Thule-ekspedition – ja, ved et tilfælde?
Den arktiske opdagelsesrejsende Arnarulunnguaqs liv fik en brutal start. Da hun kun var syv år gammel, mistede hun sin far. Det var en katastrofe for hendes familie, da det var almindelig praksis, at manden i familien var familiens forsørger. Og da der ikke var nogen hjælp at hente, måtte moderen forsørge sig selv og sine fire børn. Der var ingen vej uden om, at et af børnene måtte ofres. Og da Arnarulunnguaq var den yngste og desuden en pige, måtte hun ofres først.
Ifølge polarforskeren Knud Rasmussen måtte hun – i overensstemmelse med traditionen – selv lægge rebet om halsen for at vise, at hun forstod situationen. I denne yderst tragiske situation brød hendes bror, Ajako, ud i gråd, og til sidst kunne deres mor ikke gennemføre det. Arnarulunnguaq opfattede denne hændelse som en genfødsel, der gav hende en særlig holdning til livet:
»Hun siger selv, at den taknemmelighed, hun kom til at føle mange år senere, og det liv, hun nærmest havde fået foræret, har gjort hende imødekommende over for andre mennesker.«
Arnarulunnguaq var indskifter
Dødsfaldene i familien stoppede ikke her, og Arnarulunnguaq fik endnu en hovedrolle, om end en noget mere positiv en end første gang. Hendes bror, Ajako, skulle have deltaget i den 5. Thule-ekspedition, men døde af ukendte årsager. Som erstatning blev Arnarulunnguaq udvalgt sammen med sin mand, jægeren Iggiannguaq – men han døde lige før hundeslædeekspeditionen startede i Nuuk. Ikke desto mindre valgte hun at fortsætte som deltager i ekspeditionen sammen med en blanding af grønlændere og danskere. Ud over ekspeditionslederen Knud Rasmussen var der også en anden kendt arktisk opdagelsesrejsende til stede – nemlig Peter Freuchen. Beboere fra Avanersuaq (området omkring Qaanaaq) deltog i Grønlandsekspeditionen som jægere, hundeførere, syersker og kokke.
Den 6. september 1921 skrev Knud Rasmussen:
„…Iggiannguaqs enke har naturligvis taget sin mands død meget hårdt. Jeg har tilbudt hende at vende tilbage til Thule… I dag har hun spurgt mig, om hun må blive her, da hun finder det uudholdeligt at leve blandt fremmede her i Sydgrønland på ubestemt tid… Jeg er meget glad for, at hun bliver… hun er… den dygtigste kvinde, vi har her.“
Oplev lokale ophold, ture og smagsoplevelser!
Madlavning ved temperaturer på minus 50 grader
Den 7. september 1921 gik hundeslædeekspeditionen i gang, og der skulle tilbagelægges mere end 18.000 kilometer, før de nåede målet.
I starten af ekspeditionen var der over ti deltagere, men ved ekspeditionens afslutning var det kun Knud Rasmussen, Arnarulunngaq og hendes fætter Qaavigarsuaq, der havde været med hele vejen igennem.
Knud Rasmussen skriver i »Den store slædetur«, at Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq er de eneste inuitter, der har besøgt alle inuitterne i Arktis.
Den verdensberømte ekspeditionsleder var fuldt ud klar over, at en af grundene til, at denne ekstremt krævende hundeslædeekspedition overhovedet kunne gennemføres, var Arnarulunnguaqs aktive deltagelse. Det fortæller han til damebladet »Women of the Time« efter ekspeditionen, hvor han sætter ord på den ufatteligt store indsats, hun ydede.
I magasinet beskriver Knud Rasmussen hende som en person, der udviste stor dygtighed og omhu med at holde deres skindtøj i orden, mens hun om aftenen, efter en hård rejsedag med slæderne, som hun måtte hjælpe med at trække lige så meget som mændene, derefter skulle tilberede maden samt tørre og reparere deres skindtøj, som var afgørende ved temperaturer på omkring minus 50 grader Celsius og kraftig vind.
Derudover fremhævede Knud Rasmussen også hendes usædvanlige iagttagelsesevne, som gjorde hende til en værdifuld medarbejder i forbindelse med botaniske indsamlinger, konservering af zoologiske genstande og arkæologiske udgravninger. Alt i alt er Arnarulunnguaq sandsynligvis den deltager på den femte Thule-ekspedition, som formodes at have varetaget flest forskellige roller under ekspeditionen.
Arnarulunnguaq er et forbillede for mange kvinder
Ordsproget »bag enhver stor mand står en stor kvinde« passer som fod i sko, når man tænker på den enorme indsats, Arnarulunnguaq ydede i forbindelse med verdens længste hundeslædeekspedition i Grønland – en ekspedition, hvor Knud Rasmussen fik det meste af æren fra omverdenen.
Arnarulunnguaq betyder »den lille kvinde«, selvom hun i overført betydning var en »stor kvinde« – og siden da et forbillede for mange kvinder på grund af sin evne til at banede nye veje i mere end én forstand.
Også i kulturverdenen er hun blevet hyldet. Her er et uddrag fra Aqqaluk Lynges digt »Den lille kvinde«:
Overalt, hvor du har været,
huskes du og Miteq.
Overalt, hvor du har været,
Arnarulunnguaq, huskes
din humor og dit skarpe sind.
Ingen har rejst en mindeplade,
en statue eller udgivet en bog,
men din ånd og din styrke
er overalt som et bånd,
der forener vores folk.
Uden dig var verden kun halvt
fuldstændig, og rejsen ufuldendt…
