En vandretur til den forladte bygd Uunarteq (Kap Tobin) byder på enestående smuk arktisk natur, udfordrende terræn og tætte møder med sneharer, edderfugle, søpindsvin og, hvis man er heldig/uheldig, isbjørne.
Jeg er lige ankommet til Ittoqqortoormiit (25. juni 2020), og jeg beslutter mig for at tage på min første vandretur. Efter gode råd fra turistkontoret, Nanu Travel, tror jeg, at det vil være overkommeligt at vandre til den forladte bygd Uunarteq og tilbage igen. Det ser i hvert fald nemt nok ud på kortet!
Ittoqqortoormiit er langt den nordligste by i Østgrønland. Mod nord strækker den helt øde arktiske vildmark sig, og mod syd er der 800 km til den næste by, Tasiilaq. Der bor omkring 350 mennesker i Ittoqqortoormiit. Den primære beskæftigelse er jagt. Der er en dagligvarebutik i Pilersuisoq, et gæstehus, et turistkontor, en kirke, en skole, et sundhedscenter osv. i byen, men ellers er det en af de mest afsidesliggende Destinationer i Grønland.
Hurtige fakta om vandreturen
- Om vandreturen:
Afstand tur/retur til Uunartoq: 28 km
Højeste punkt: 270 m
Laveste punkt: 0 m
Sværhedsgrad: moderat. Terrænet er nogle steder ujævnt og fysisk krævende, når klipper og skrænter skal forceres, nogle gange med hænderne. Ruten er kun delvist afmærket, og man bør ikke tage turen alene, medmindre man har god erfaring med vandring. - Sådan kommer du til Ittoqqortoormiit:
Det er hverken nemt eller billigt at komme til Ittoqqortoormiit. Fra Reykjavik og Akureyri i Island er der 1-2 ugentlige flyvninger til Nerlerit Inaat (norlandair.is), hvorfra man flyver videre med helikopter de sidste 40 km til heliporten i Ittoqqortoormiit (airgreenland.dk). - Praktiske oplysninger:
I Ittoqqortoormiit er der en Pilersuisoq-butik med alt, hvad man har brug for, og den er åben hver dag, også om søndagen. Nanu Travel, som har kontor lige over for kirken, arrangerer bådture og udlejer rifler, telte og forskelligt vandring . Det er også gennem Nanu Travel, at man kan booke et værelse i det orange Guest House.
Isbjørnenes land
Jeg lejer en riffel hos Nanu Travel. Dette er isbjørneland, så man skal altid have et våben på sig, når man er uden for byen. Så sent som i sidste uge måtte den lokale politibetjent skræmme en isbjørn væk med advarselsskud.
Lidt efter kl. 13 begiver jeg mig af sted på vandreturen, fuld af optimisme og eventyrlyst. Solen skinner, det er omkring 5 °C, og da det er lyst 24 timer i døgnet i øjeblikket, er der ikke noget tidspres for at komme hjem. Jeg passerer radarstationen, et hundeområde, lossepladsen og op gennem en dal. Det er svært at finde ruteafmærkningerne, men til sidst opdager jeg den første, som består af en hvid trekant malet på en sten.
Efter et par kilometer tester jeg riflen. Jeg rammer, hvad jeg sigtede efter - en snedrive under en stor sten. Det giver et højt brag, og jeg har ikke ørepropper med, så jeg konkluderer, at et enkelt prøveskud var nok.
Det er svært vandring med mange klipper, klippepassager, op- og nedture og en række steder, hvor hænderne skal bruges for at lette klatringen. Jeg ser de første edderfugle - et smukt syn.
Efter yderligere et par kilometer kommer jeg til en flod, som skal krydses. Der er for meget vandtryk til, at jeg kan komme over, hvor de hvide trekanter er. Så jeg går et par hundrede meter op til flodens udspring ved en sø. Der er stadig delvist isdække på søen. Af med støvlerne, og jeg krydser floden med forsigtige skridt gennem iskoldt vand, der når op til knæene.
Turens højeste punkt
Jeg mister de hvide trekanter af syne, så jeg går langs kysten, langs den lille bugt Amdrup Havn, og følger et ret udetaljeret kort, jeg har, samt min orienteringssans. Vanskeligt terræn, men smuk udsigt over det enorme Scoresbysund - verdens største fjordsystem - med de majestætiske basaltbjerge langt væk, på den anden side mod syd.
Jeg når bunden af Amdrup Havn og følger en pæn opstigning herfra, og der er ingen hvide trekanter til at hjælpe. Jeg ender nogenlunde på toppen af bjerget Inugsukajik (270 meter over havets overflade) og hviler ved en varde. Jeg nyder udsigten, men er allerede ret træt på grund af terrænet. Jeg har gået ca. 8 km.
Bagefter følger jeg et fint stykke med flot udsigt og en lille nedkørsel, efterfulgt af en længere nedkørsel, som jeg tager i små løb via snedriver. Det er hurtigt og nemt. Jeg når bunden af den lille bugt, der hedder Fox Harbour. Her ser jeg nogle søpindsvin, der dykker efter fisk.
Området her er meget fladt og lettere tilgængeligt end det tidligere terræn. Jeg kommer til et vådområde, hvor der er mange fugle, bl.a. gæs, og så snubler jeg næsten over en snehare! Den er ikke bange for mennesker, og jeg kan næsten håndfodre den.
En kjove kommer flyvende og forsøger at skræmme haren væk. Hvorfor, kan jeg ikke finde ud af. Måske har den en rede et eller andet sted. Jeg fortsætter langs den flade, men stenede strækning langs kysten og går 3-4 km mod syd, indtil jeg når Uunarteq.
Spøgelsesby i tågen
Vinden tager til, og en tåge begynder at rulle ind fra øst. Da jeg endelig når frem til Uunarteq, kan jeg næsten ikke se noget længere, og det er ikke så godt, fordi det gør det sværere at orientere sig i forhold til isbjørne. Jeg søger ly i et af husene i den forladte bygd. Jeg får varmen og spiser noget af min medbragte mad. Bygden er lidt af en spøgelsesby, sådan som de 20-30 forladte huse står der i tågen. Mange af husene vedligeholdes af ejerne og bruges som sommerhuse eller jagthytter.
Men på grund af tågen og vinden opgiver jeg at finde kilden og beslutter mig for at gå tilbage igen, og nu kender jeg også ruten bedre. Jeg går ud igen, og det er virkelig irriterende med den iskolde vind. Jeg kommer forbi Fox Harbor igen og mere ind i shelteret. Jeg tager de samme snedriver op ad bjerget, men krydser længere til venstre for at spare højde, og det viser sig at være en god beslutning, selv om det stadig er hårdt med en del klatring.
Jeg når bunden af Amdrup Havn, og denne gang ser jeg de hvide trekanter, som jeg følger (de er længere væk fra kysten end på vejen ud). Jeg når frem til åen igen, som skal krydses, og finder et sted 20-30 meter nede fra udspringet, hvor jeg kan krydse med støvler på, men jeg får alligevel den ene støvle helt fuld af vand. På et tidspunkt flyver en edderfuglehun op, og jeg ser reden, der er bygget af de fineste dun, som kan holde de fire æg varme.
Endelig kommer Ittoqqortoormiit til syne, solen står lavt, og jeg går ned via en lang snedrive. Forbi hundene, radarstationen, ned ad nogle trapper, over broen, op ad nogle trapper, og så er jeg hjemme i gæstehuset igen. Klokken er 3 om natten, og en fantastisk smuk, men også fysisk krævende vandretur er slut.
