En erhvervsrisiko som redaktør er, at jeg læser om og samler på de smukkeste bucket Destinationer, og Østgrønland har længe været en af mine. Jeg ved, at det er en verden for sig, en region med en dybt forankret spiritualitet og kultur og en unik repræsentation af det overjordiske Arktis. Derfor er jeg også hurtig til at gribe mit pas, når mit arbejde bringer mig til østkysten - med et fly fra Reykjaviks indenrigslufthavn.
Dag 1: Er du klar til at lette?
Vi ankommer til Kulusuk, og jeg bliver budt velkommen af min grønlandske kollega og en blå himmel. Det arktiske sollys er skarpt og insisterende, og det opvejer næsten mit jetlag. Derfor er det også fristende at gå en tur ned ad vejen fra lufthavnen, inden jeg tager en helikopter til Tasiilaq.
Jeg griner, da jeg får øje på en hundeslæde, der er parkeret udenfor ved siden af et par snescootere - her ser en lufthavnstransport lidt anderledes ud. Vejen er ryddet, på begge sider af stien er sneen over 3 meter høj, og min kollega fortæller mig, at en isbjørn har gået den samme tur som os dagen før - en venlig påmindelse om, at det altid er en god idé at gå ud sammen med en lokal.
Efter at have drømt om at stå på ski ned ad de snedækkede bjergsider vender vi tilbage til terminalen for at tjekke ind.
At flyve i helikopter har været et personligt mål i lang tid, og heldigvis er det den eneste mulighed for at rejse fra Kulusuk til Tasiilaq i vintersæsonen. Flyveturen er fredelig, og det lykkes mig at få en vinduesplads og se den frosne fjord, der er spættet med kongeblåt på de steder, hvor det tidlige forår har fået isen til at bryde.
På Tasiilaq heliport står jeg på den snedækkede jord og ser helikopteren lette - den vender først tilbage om tre dage, og et kort øjeblik føler jeg mig som en rigtig opdagelsesrejsende.
Vi bliver hentet i lufthavnen af Hotel Ammassalik, vores overnatningssted. Jeg er blevet advaret om, at Tasiilaq er bakket, og på køreturen er jeg taknemmelig for, at jeg ikke skal vandre til hotellet (især når jeg rejser med en fotograf og hans udstyr).
Men beliggenheden på toppen af bakken giver den bedste udsigt - den har en vintage afterski-atmosfære og loungeområder med fåreskind og en 180 graders udsigt over bybilledet og de stejle bjergtoppe.
Dag 2: Sove i en iskold iglo
Næste dag er vi begge spændte på den første aktivitet på vores rejseplan: at sove i helt nye igloer bygget af Sermilik Adventures - og når jeg siger helt nye, mener jeg, at de for nylig har haft de rette vejrforhold til at støbe murstenene til konstruktionen, da igloerne udelukkende er lavet af is og sne!
Vi pakker og bliver hentet på hotellet på to snescootere og kører rundt i byen - en af de sjoveste sightseeingture, jeg nogensinde har været på. Målet er den frosne fjord, hovedvejen ud af byen, hvor vi skal have vores tur: hundeslæde.
Enox, vores 19-årige slædehundefører, gør hundene klar, og med potekraft sætter vi af sted. Mens jeg nyder dampende varm te fra en medbragt termokande, bliver byen mindre bag os, og bjergene glider forbi - jeg føler mig meget fredfyldt - bare på cruise en søndag eftermiddag - på den grønlandske måde.
Vi slår lejr - Line og Tobias, vores to værter, laver dampende fiskesuppe, som vi nyder, mens vi sidder på rensdyrpelse. Mens jeg bagefter nipper til en kop varm kakao, får solen landskabet til at rødme, og bjergene bliver helt stille. Som min kollega siger til mig: "Stilheden får mine tanker til at tale højere".
Jeg havde forestillet mig, at timerne ude i den arktiske ødemark ville gå langsomt, men jeg vender ikke en eneste side i den medbragte paperback. I stedet indtager jeg dette iskolde hjørne af verden, hvor alt er fredfyldt. Her kan jeg tænke, trække vejret og eksistere i et øjeblik uden noget andet - uden mobiltelefoni eller tidsfornemmelse bortset fra solen, der går i seng i horisonten.
Dag 3: Gå i en isbjørns fodspor
Vi hopper på snescooterne og sætter kursen mod Tiilerilaaq. Denne bygd i Østgrønland, som også er kendt under kælenavnet Tinit, har omkring 100 indbyggere og ligger 40 km fra Tasiilaq. Det er et yndet weekendsted for de lokale - de fisker, går på jagt eller overnatter i deres "feriehytter".
Jeg kan ikke forklare omfanget af tingene i Østgrønland, for jeg er ikke sikker på, at min hjerne kan forstå landskabet. Alt ser ud til at strække sig over flere kilometer med massive bjergkæmper, der rager op i himlen. Og lige når du tror, at du umuligt kan komme ned ad en stejl bjergside eller over en iskold fjord, så kender de lokale en sti.
Snescooteren fører os over en gletsjer, og det er sjovt at opleve det kuperede landskab i fuld fart med vinden i håret. Nedstigningen til bygden er også betagende, når de farverige huse dukker op fra det enorme snelandskab, som var det introen til Game of Thrones.
I Tiilerilaaq besøger vi den lokale butik, som forsyner os med snacks, herunder tørret fisk (en lokal delikatesse). Derefter finder vi Tobias' åbne båd. Grønlænderne har gletsjervand i årerne, så en smule is afholder dem ikke fra at begive sig ud på hovedvejen: havet. I takt med at foråret nærmer sig, dukker der mere og mere åbent vand op, men Tobias tager os alligevel med over noget klumpet is, bryder den op og beviser, at lokal viden gør det muligt for en motorbåd at gå på isen.
De snedækkede tinder spejler sig i vandet, laver kunstværker og forvirrer hjernen, mens vi spejder efter en sæl til aftensmad. Der bliver ikke fundet nogen sæler, men pludselig lyder der en melding i radioen: To lokale har set isbjørnespor. Vi går i den retning, og ganske rigtigt - på isen er der friske poteaftryk, som ikke er mere end en dag gamle.
Vi møder ikke denne skarptandede lokale, men jeg er sikker på, at mindet om at være så tæt på vil blive hos mig for altid.
Dag 4: Et værelse ved kanten af isen
Vi overnatter i Tasiilaq, og efter et tiltrængt varmt bad, en dag med udforskning af udsigtspunkterne, kirken og museet og en god nats søvn er det tid til at begive sig ud igen.
Vi får følgeskab af en anden kollega, køber ind i en af de lokale butikker og mødes med Rasmus fra Tasiilaq Tours, som tager os med på snescooter til Arctic Dreamshytter ved Sermilik Fjord.
I dag er himlen hvid og lunefuld, og det gør turen vanskelig. På de 28 km fra Tasiilaq til hytterne er sigtbarheden lav, og det skarpe sollys gennem det hvide slør udvisker alle niveauer - vejen og himlen bliver til én stor sky. Vi kommer sikkert frem takket være Rasmus' kyndige kørsel, men skibriller og stærke nerver er absolut en nødvendighed.
De 5 tvillinghytter ligger ved Sermilik Fjord over for Tillerilaaq. Om sommeren driver 10.000 isbjerge forbi uden for vinduerne. Ud over sovehytterne har den lille klynge også et skur og en hovedhytte med et fuldt funktionsdygtigt køkken.
Der hænger istapper fra tagene, hvor vi samler sne til at koge til kaffe i en stor gryde på komfuret. Sneen er 2 meter høj, og temperaturen er varm og venlig (omkring 0 grader).
Vi laver aftensmad og fortæller spøgelseshistorier i skæret fra olielampen. Så henter vi snesko i skuret og begiver os op på en bakke. Det er bælgmørkt, men det er meningen. Min kollega vil gerne fotografere det hyggelige skær fra hytterne nedenunder.
Efter vores nattetur putter vi os i soveposerne i vores individuelle hytter. Vi er helt alene herude, polarnattens stilhed omfavner os, og sneen lyser op i mørket. Mens jeg slukker for min benzinovn og nyder den varme og behagelige sovepose, tænker jeg for mig selv: Fire dage her, og jeg er fuldstændig forvandlet! Det er det, jeg bliver, jeg vil aldrig vende hjem.
Rejsearrangørerne er også ivrige efter at nyde midnatssolen i Grønland, og mange tilbyder natlige udflugter for at beundre den smukke himmel. En af de fineste oplevelser nord for polarcirklen er faktisk at sejle i midnatssol gennem isfyldte farvande. Uanset om du snor dig mellem de enorme isbjerge uden for Ilulissat-gletsjeren eller sejler gennem pakisen ud for nordøstkysten med et ekspeditionsskib, er synet af midnatssolen, der spiller mellem den riflede og vinklede is, en uundværlig oplevelse.
Forfatter
