Fisk

Den globale opvarmning af verdenshavene får også flere arter til at vandre længere nordpå mod grønlandske farvande, f.eks. makrel, havtaske og sildehaj.

Denne guide beskriver nogle af de mest almindelige fiskearter, som er relevante for lystfiskeren, eller som du kan finde på menuen eller købe på "brættet" (fisk- og skaldyrsmarkedet) - I alle byer kan du finde et "bræt", hvor lokale fangere og fiskere sælger ud af dagens friske fangst.

Atlantisk laks

Fjeldørred

Atlantisk torsk

Wolffish

Gylden rødfisk

Grønlandsk hellefisk

Lodde

Grønlandsk haj

Atlantisk laks

Atlanterhavslaksen er en sølvfarvet, smidig rovfisk med mørk ryg, lys mave og sorte, X-formede pletter på oversiden og hovedet. Den kan blive 70-120 cm lang og veje op til 20-30 kg. I gydesæsonen bliver laksen, især hannen, ofte bronzefarvet med røde pletter.

Nordamerikanske og europæiske laks vandrer til de sydgrønlandske farvande i sensommeren og efteråret og op til Uummannaq og Tasiilaq. I denne periode er der fremragende muligheder for lystfiskeren. Laksen gyder kun i én elv i Grønland, Kapisillit-elven i den indre del af Nuuk Fjord.

Laksen er anadrom, hvilket betyder, at den vandrer fra havet op ad floder til ferskvand for at gyde og befrugte æggene. De første 4-6 år lever de i ferskvand, hvorefter de søger ud i havet og senere vender tilbage til den samme flod hvert 1-3 år for at gyde.

Laksen lever hovedsageligt af fisk og blæksprutter i ferskvand, men også af bløddyr og krebsdyr.

Fjeldørreder ligner laks, men er kendt for deres mindre skæl og nogle hvide frynser på bugen og brystfinnerne. Den er også generelt mindre; 50-90 cm i længden og op til 10-12 kg.

Fjeldørreder findes i mange farver. I havet er den sølvfarvet med en mørk, blålig ryg, hvide pletter og lys mave. I gydesæsonen bliver undersiden rødlig eller gylden, og hannens kæber bliver krogformede. Når den opholder sig i ferskvand, er oversiden mørkeblå til grønlig og brun, mens bugen forbliver gylden.

I Grønland kaldes fjeldørreder ofte for laks, mens "rigtige" laks kaldes for skællaks med henvisning til deres markant større skæl.

Som alle laksefisk er fjeldørreden anadrom, hvilket betyder, at den lever i saltvand og gyder i ferskvand. De svømmer op ad floderne i juli-september, som er højsæson for fjeldørredfiskeri. Fiskene gyder i august til oktober, hvorefter vinteren tilbringes i søer og floder, indtil fjeldørrederne vender tilbage til havet om foråret.

For unge fisk sker det først, når de er 4-6 år gamle. Nogle lever hele deres liv i ferskvand. Fjeldørreder lever hovedsageligt af mindre fisk, yngel, snegle og krebsdyr.

Torsken er en velkendt spisefisk med en langstrakt, mørkplettet krop, lys sidelinje, tre rygfinner, to analfinner og en karakteristisk barbe på underkæben. Den vokser hele livet og kan veje over 30 kg og leve i 20 år eller mere. De bliver dog sjældent meget store på grund af fiskeri.

Andre vigtige Gadiformes i Grønland er grønlandsk torsk (uvak) og de mindre polartorsk og arktiske torsk. Grønlandsk torsk er en fremragende spisefisk, som ofte kan fanges direkte fra land, og den adskiller sig fra almindelig torsk ved sin mindre størrelse, større øjne og tykkere barbe.

Torskens udbredelse i Grønland varierer meget, men i "gode" perioder kan den være talrig både i fjorde og på havet. Klimaforandringer og højere vandtemperaturer kan betyde, at torsken vender tilbage til de grønlandske farvande i stort antal.

Torsken lever i stimer på 700 meters dybde, ofte nær bunden, men også i vandsøjlen (pelagisk).

Dens føde består af fisk, blæksprutter og bunddyr, som torsken finder ved hjælp af sin barbe. De voksne fisk gyder om vinteren, hvor en stor hun kan lægge op til 5 millioner æg.

WOLFFISH (atlantisk, plettet og nordlig)

I Grønland findes der tre arter af ulvefisk - stribet, plettet og blå - der, som navnene antyder, kan skelnes på deres udseende, men ellers ligner hinanden fysisk og i deres levevis. De er udmærkede spisefisk, bortset fra den blå, som har blødt kød.

Ulven kan kendes på sin langstrakte krop med aflange ryg- og gatfinner og et grumt udseende hoved med tre rækker knusende tænder i ganen. De største er 100-150 cm lange.

Ulven er almindelig på vest- og østkysten mod nord til Upernavik og Tasiilaq. Den lever på klipper eller sandbund ned til 1000 meters dybde.
Det unikke ved ulvefisken er, at den danner monogame par, som er sammen om en fælles hule hele livet. Hunnen lægger op til 10.000 æg på havbunden, og begge forældre beskytter ungerne i op til 4 måneder.

Ulvefisken bruger sine kraftige tænder til at knuse sin føde, som normalt består af skaldyr, snegle, søpindsvin og søstjerner.

Rødfisken er let at kende på sin helt røde krop, en stor mund med en underhængende kæbe og store øjne. Den har også pigge på det forreste gællelåg og på forsiden af ryg- og gatfinnen. Piggene er ikke giftige.

Som andre dybhavsfisk vokser den langsomt og kan blive over 60 år gammel og op til 100 cm lang. Det er en fremragende spisefisk, som kan fanges med langline eller krog. Når man løfter den op af det dybe vand, dør fisken med det samme, og øjnene "springer ud" på grund af trykforskellen.

Rødfisken er almindelig i fjorde og farvande nord for Uummannaq og Tasiilaq. Den lever på dybder mellem 50 og 1000 meter og lever af krebs, småfisk og fiskeyngel.

Dens primære gydeplads er i Irmingerhavet sydvest for Island. Hunnen føder levende yngel i april-maj måned, og ynglen transporteres med havstrømmen til opvækstområder i det sydøstlige og sydlige Grønland.

Den beslægtede art, dybhavsrødfisk, ligner den gyldne rødfisk og har samme udbredelse, men er kendt for et tydeligt fremspring på underkæben. Den sjældnere art, den norske rødfisk, kendes på 3-4 mørke tværbånd og findes kun ud for Sydøstgrønland.

Hellefisken er en stor, lavarktisk fladfisk, hvor højre side (øjesiden) er mørkegrå og venstre side (blindsiden) er lysebrun. Det venstre øje sidder på toppen af hovedet, og den vokser hele sit liv og kan blive 30 år og veje over 50 kg.

Hellefisken er almindelig i fjorde og på havet mod nord til Qaanaaq og Ittoqqortoormiit. Hellefisken foretrækker dybder på 200 til 2000 meter, og dens primære gydeplads er i det centrale Davisstræde ud for Nuuk. De største hunner kan gyde op til 280.000 æg, og den udklækkede yngel ligner en "almindelig" fisk med et øje på hver side af hovedet, men efterhånden som den vokser og bliver flad, flytter det venstre øje sig over på øjensiden (bagsiden).

Hellefisken opholder sig mest på bunden, hvor den fanger fisk, rejer og bunddyr, men den svømmer også op i vandsøjlen på jagt efter blandt andet blæksprutter og polartorsk.

Lodden er en lille, slank, sølvskinnende fisk (15-25 cm) med et spidst hoved, en stor underkæbe og en mørk/grønlig ryg. Den er en populær spisefisk, især tørret, og den bruges også som industrifisk og dyrefoder, og rognen bruges til sushi.

Lodden er udbredt i hele Arktis og gyder langs Grønlands kyst mod nord til Uummannaq og Tasiilaq.

Den lever af dyreplankton og er i sig selv en vigtig fødekilde for fugle, rovfisk, sæler og mindre tandhvaler. I maj-juli samles lodden i store stimer for at gyde på lavt vand. Fiskene kan være så tæt pakket, at de inderste bliver skubbet op på land og strande.

Grønlandshajen anses for at være det ældste hvirveldyr i verden, da indfangede individer menes at være over 300 år gamle og måske op til 500 år gamle. Det er en stor haj, som kan blive 3-5 meter lang og veje op til 1 ton. Hunnerne er de største.
Grønlandshajen er en dybhavshaj, der er udbredt i dybt, koldt vand, sandsynligvis lige omkring Grønland nær de nordøstlige farvande.

Fangsten af grønlandshaj er i dag beskeden på bl.a. langliner og som bifangst i trawl. Hajkødet siges at være giftigt og koges eller tørres, før det bruges, primært til hundefoder. Tidligere blev dens lever brugt til at producere olie, og der blev fanget tusindvis af hajer hvert år indtil 1950'erne.

Da den lever på dybt vand (op til 2000 meter), ved man ikke meget om dens levevis. Første gang, den blev filmet i naturen, var så sent som i 2003. Hajen lever af ådsler, som den finder med sin fremragende lugtesans, men den jager også fisk, blæksprutter og havpattedyr.

Den kan effektivt flå byttet med sine sylespidse tænder og endda bide en sæl midt over.

De voksne hajer menes først at være kønsmodne som 100-årige, og gravide hunner eller nyfødte unger, der kun er 40-60 cm lange, er kun blevet observeret få gange.