Omkring 80 % af Grønland er dækket af is, som for en stor dels vedkommende udgøres af Grønlands enorme indlandsis, der strækker sig fra øens indre til kystlinjen. Mens isen i det indre kan være helt op til 3200 meter tyk, kan indlandsisens yderpunkter danne betagende udløb og gletschere. Tårnhøje isklinter dannes, hvor gletsjere ender i fjordvand, og isbjerge kælver og går i opløsning på dramatisk vis. Nogle gletsjere ender på land og skaber store vandløb, der dræner det udstrømmende smeltevand over vidtstrakte dale.
I de senere år er der observeret drastiske ændringer i vores opvarmede klima, herunder ændringer i Grønlands gletsjere, der flyder ud i havet. Lad os se på nogle af disse gletsjere, hvad der gør dem specielle, og hvordan de ændrer sig.
* Jakobshavn Gletscher og Qarassap Sermia er lokale navne og har det samme officielle navn, nemlig Sermeq Kujalleq.
KNS (Kangiata Nunaata Sermia)
KNS (Kangiata Nunaata Sermia) er den største 'lokale' gletsjer i hovedstaden Nuuk, som ligger i spidsen af Nuup Kangerlua, også kendt som Nuuk-fjorden. KNS dræner ca. 2 % af den grønlandske indlandsis og er det største udløb fra indlandsisen i det sydvestlige Grønland. Gletscheren danner en betydelig isklint, hvor den kommer ind i fjordvandet, og den dækker ca. 4,5 km fra den ene side af fjorden til den anden.
KNS-gletsjerens frontpositioner fra 1994 til 2016, der viser dens tilbagetrækning ind i landet over tid. Disse oplysninger blev indsamlet fra satellitbilleder, hvor gletsjerens position kunne identificeres, når en satellit passerede over regionen. Disse positioner blev udledt fra flere satellitter af European Space Agency (ESA) og Climate Change Initiative (CCI), som producerer store datasæt fra satellitprodukter. De gletscherfrontpositioner, der er vist her, er blot en af mange gletschere i Grønland, som de har dokumenteret og identificeret frontpositioner for.
Hvorfor er KNS noget særligt?
Sammenlignet med andre grønlandske gletsjere ved man meget lidt om Kangiata Nunaata Sermia, og hvordan den har ændret sig gennem tiden. Det er en af Grønlands hurtigt forsvindende gletsjere, som har trukket sig 22,6 km tilbage i løbet af de sidste tre århundreder. Indtil 1940'erne var KNS og dens nabogletsjer, Akullersuup Sermia, forbundet og flød ind i hinanden. På det seneste har gletsjerfronten (også kaldet terminus) trukket sig to kilometer tilbage siden 1994, som det fremgår af satellitbilleder (se billedet), hvilket i høj grad hænger sammen med varierende klimaforhold og usædvanligt varme perioder.
Sermeq Kujalleq (Jakobshavn-gletsjeren)
Sermeq Kujalleq (også kendt som Jakobshavn Isbræ eller Ilulissat-gletsjeren) har ry for at være den hurtigste gletsjer i Grønland og er et vigtigt udløb fra den grønlandske indlandsis, som fik havniveauet til at stige med ca. 0,9 mm på verdensplan mellem 2000 og 2010. Den ligger for enden af Diskobugten i Vestgrønland og sender gigantiske isbjerge ud i fjorden, hvilket er en af grundene til, at den store bygd i nærheden blev kaldt Ilulissat, som betyder 'isbjerg' på grønlandsk.
To satellitbilleder fra Sermeq Kujalleq taget med 10 års mellemrum, fra 1992 og 2002, dokumenterer opløsningen af den flydende gletsjertunge. Disse satellitbilleder er fra NASA/USGS Landsat-programmet, som blev lanceret første gang i 1972, og som er en af de længste kontinuerlige satellitbilledregistreringer, der findes.
Hvorfor er Sermeq Kujalleq noget særligt?
En stor milepæl i Sermeq Kujalleqs levetid var opløsningen af en 8 km lang sektion af den flydende istunge mellem slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne. I denne periode blev isudledningen fra Sermeq Kujalleq fordoblet og kvalt fjorden med isbjerge. Denne opløsning menes at være forbundet med en betydelig udtynding af isen, øget hastighed i isstrømmen og åbning af store sprækker. Forskere har tilskrevet denne adfærd varmt havvand under overfladen langs hele Grønlands vestkyst, hvilket fremmer gletschersmeltningen nedefra. Havtemperaturen er blevet forbundet med observerede ændringer ved mange gletsjere, der ender i havet, hvilket gør grænsefladen mellem is og hav til et afgørende miljø for forskere at overvåge.
Sermeq Kujalleq (Store Gletscher) Lokalt navn: Qarassap Sermia
Qarassap Sermia (også kendt som Store Glacier) er en stærkt sprækket gletsjer i Uummannaq-regionen i Vestgrønland. Gletscheren ender i den sydlige ende af fjorden og sender ofte store isbjerge ud i Uummannaq-fjordsystemet. Sådanne isbjerge kan være særligt farlige for både, når de opløses og bevæger sig gennem vandet.
Helheim-gletsjeren
Helheim-gletsjeren er en af de største gletsjere i Grønland sammen med Sermeq Kujalleq og Kangerlussuaq-gletsjeren. Det er også en af de mest velrenommerede gletsjere i Grønland til at producere isbjerge, med spektakulære opvisninger af sammenbrud ved gletsjerens ende. Når gletsjeris bryder af forsiden af en gletsjer, kaldes det for gletsjerkælvning.
Kælvningshændelser kan være drevet af en række faktorer, der producerer alle mulige størrelser af isbjerge på en række forskellige måder - fra afbræk på toppen af isskrænten til opstrømning af is fra den nedsænkede del af gletsjeren. Isen kan eksplodere og splintres, når disse store isblokke kollapser ind i fjorden og oversprøjter et stort område foran fjorden med dødbringende projektiler. Det giver en voldsom lyd, som buldrer hen over fjorden, men det er ikke en lyd, man har lyst til at høre, hvis man er for tæt på gletsjeren. Der er sket dødsfald i tilfælde, hvor tilskuere har været for tæt på kælvende gletsjere, enten ved at blive ramt af eksploderende issplinter og projektiler eller af de resulterende tsunamier.
En stor kælvning på Helheim-gletsjeren i 2010 blev fanget af time-lapse-kameraer af forskere ved Swansea University i Storbritannien. Denne form for kælvning menes at være drevet af opdriftsbøjning. I dette tilfælde formodes det, at forskellen i isens opdrift på tværs af terminalen skyldes, at gletsjeren strømmer ud på dybere vand med en hastighed, som den ikke kan tilpasse sig.
Hvorfor er Helheim-gletsjeren noget særligt?
Helheim-gletsjeren har usædvanlige kælvningshændelser, og kælvning finder sted hele året rundt. Man har været vidne til katastrofale kælvningshændelser, hvor hele gletsjerfronten ser ud til at skrælle af og vælte indad og udgrave isbjerge på en bundløs måde. Denne form for kælvning drives af forskelle i isens opdrift på tværs af gletsjertungen, som opstår på grund af ændringer i havbundens topografi eller ændringer i istykkelsen (omtalt tidligere i afsnittet om Sermeq Kujalleq). Denne opdriftsforskel danner et bøjningspunkt i issøjlen, som svækkes over tid gennem sprækkeudbredelse fra både overfladen og bunden af gletsjeren til det punkt, hvor hele sektionen skærer af.
Sermerssuaq (Humboldt-gletsjeren)
Sermerssuaq, også kendt under sit udenlandske navn Humboldt-gletsjeren, er en af de bredeste gletsjere i Grønland, der strækker sig over ca. 90 km og munder ud i Naresstrædet i Nordgrønland.
Satellitbilledet til venstre viser Sermerssuaqs tilbagetrækningshastighed med anmærkninger af gletsjerens position fra 1990 til 2015 (defineret af ESA CCI Greenland Ice Sheet-projektet). Et nærbillede af den nordlige del af gletsjerfronten viser dens markante ændringer siden 2016, hvor den nogle steder har trukket sig over en kilometer tilbage.
Hvorfor er Sermerssuaq noget særligt?
Sermerssuaq eller Humboldt-gletsjeren har generelt været på tilbagetog siden 1975, hvilket sandsynligvis hænger sammen med en betydelig opvarmningstendens i lufttemperaturerne. Det er dog interessant, at tilbagetrækningshastigheden er forskellig mellem den nordlige og den sydlige del af terminalen. Den nordlige del har i gennemsnit trukket sig 147 meter tilbage hvert år, hvilket er en størrelsesorden større end den sydlige del, som i gennemsnit har trukket sig 15 meter tilbage om året mellem 1975 og 2012.
Forskellen i tilbagetrækningshastigheden skyldes, hvad der befinder sig under gletsjeren. Undersøgelser af områderne fra luften har afsløret en dyb lavning på over 300 m under den nordlige del af gletsjeren, som strækker sig ca. 72 km ind i landet. I mellemtiden ligger den sydlige del af gletsjeren på en forholdsvis lavvandet havbund. Med den nuværende tilbagetrækningshastighed anslås det, at den nordlige del af Sermerssuaq vil forblive i dette trug i 170 år, og derfor vil denne forskellige tilbagetrækningshastighed sandsynligvis fortsætte inden for en overskuelig fremtid.
Forfatter
