Nordlyset. Havets moder. Den omvandrende ånd kendt som qivittoq.
Disse vidundere, myter og figurer spillede en vigtig rolle i de gamle grønlænderes dagligdag, hvor de lærte deres moralske kodeks gennem mundtlige traditioner. I dag er de en del af det sociale stof, der binder vores folk sammen, og du er inviteret til at se deres indflydelse i byens kunst i dag.
Nordlys, myter og moral
Nordlyset skinner over vinterhimlen og skaber forundring overalt, hvor det ses. I gamle dage forestillede det grønlandske folk sig, at nordlyset dansede, hver gang deres forfædre spillede fodbold med et hvalroskranium på himlen.
Naturrelegion
Grønlænderne levede livet i overensstemmelse med gudernes og naturens love.
Shamanen var en meget magtfuld figur i samfundet, da han fortolkede de højere magters vilje. I de mundtlige historier, der blev overleveret fra generation til generation, optrådte der ofte en shaman, og moralske koder blev undervist på denne måde.
Havets moder
Tag for eksempel shamanens forhold til den ikoniske Havets Moder. Mytologien siger, at når en inuit bryder et tabu i samfundet, bliver Havets Moders hår beskidt og vikler sig ind i dyrene, så fangere noget mad.
Shamanen skal derefter rejse over horisonten til havets bund for at rense hendes hår og slippe dyrene fri. Han skal tale med hende for at finde ud af, hvilke tabuer der blev brudt, og formidle disse erfaringer tilbage til samfundet.
Hun er tænkt i kunst
Berømte kunstværker af Havets Moder findes i forskellige byer i Grønland, f.eks. i Qaqortoq og Nuuk. Mange forestillede sig, at gadekunstværket i Nuuk af den islandske kunstner Mottan forestillede Sassuma Arnaa (også kendt som Sedna i de canadiske inuit-myter), den unge pige, hvis far en dag kastede sig over bord.
Han huggede hendes fingre og derefter hænder af, da hun forsøgte at vende tilbage til båden. Fingrene blev til mindre havdyr som sæler og fisk; resterne af hænderne blev til isbjørne og hvaler, og hun sank og blev til Havets Moder. I Baldurssons kunst er hendes hænder hele, og hun bruger dem til at tæmme en isbjørn.
Kaassassuk - Den forældreløse
Alle grønlandske børn kender myten om den forældreløse Kaassassuk, som må udholde store lidelser.
Legenden om den forældreløse, der opnåede stor styrke
Der var engang en mand og hans kone, som mistede deres børn umiddelbart efter hver fødsel. Endelig en dag fik de en lille dreng, som overlevede, og de kaldte ham Kaassassuk.
De elskede deres lille dreng højt og var glade for, at han ikke var blevet ramt af samme skæbne som alle deres tidligere børn.
Men ironisk nok blev begge forældre pludselig syge midt i al denne lykke, og de døde kort tid efter i hurtig rækkefølge.
Udstødt af samfundet
Det varede ikke længe, før den forældreløse dreng begyndte at skabe problemer på bopladsen. Han blev derfor skubbet ud af fællesskabet og sov blandt hundene eller i en trang indgang til et hus.
I de sjældne tilfælde, hvor han blev inviteret indenfor, gav folk ham hårdt hvalrosskind at spise. Kaassassuk blev ofte løftet op i næseborene som straf for at forsøge at tørre sine støvler indenfor eller holde sig varm ved ventilationsåbningen i loftet. Med tiden udviklede han derfor meget store næsebor.
Styrke fra hjælpsomme ånder
Sådan fortsatte livet i lang tid, indtil lille Kaassassuk med de store næsebor en dag begyndte at tage på lange vandreture. På en af turene mødte han en kæmpe, som var i gang med at flænse sin fangst. På dette tidspunkt havde den forældreløse dreng allerede ånder, der kunne hjælpe ham med at øge størrelsen på det stykke kød, som kæmpen kastede til ham.
Han spiste, indtil han ikke kunne spise mere, og gemte resten i en dolme. Da han på en senere vandretur forsøgte at finde den igen, kunne han ikke finde den. Kæmpen kom, da han hørte Kaassassuk græde, og fra den dag blev de venner.
Han holdt sin enorme styrke hemmelig, indtil han en dag fik øje på tre isbjørne på isen. Kæmpen gav Kaassassuk styrken til at flytte den store sten, og kæmpen indså snart, at de havde samme styrke. Kaassassuk vendte tilbage til bygden og det liv, han var vant til: at blive skældt ud og leve på kanten af samfundet.
Læs mere i The Legend Literature
Hvad der så skete med Kaassassuk, kan du læse om i litteraturen om grønlandske myter og sagn - eller måske få historien fortalt, næste gang du kommer til Grønland. Dette uddrag af legenden om Kaassassuk er fortalt af Arnarulunnguaq, som Knud Rasmussen mødte på en af sine slæderejser blandt inuitterne i Canada og Grønland.
Kaassassuk-skulpturen i Nuuk
Foran Grønlands Selvstyres bygninger i Nuuk står en stor skulptur af Kaassassuk, og det er blevet en tradition, at nyuddannede universitetsstuderende danser rundt om skulpturen.
Figuren er blevet et symbol på, at selv om du er alene, kan du nå dine mål, men samtidig skal du passe på, at dine evner ikke stiger dig til hovedet.
Moderne legender
Hvis der er noget, grønlænderne elsker, så er det en uhyggelig historie. Mange af nutidens historier handler om den berygtede qivittoq, en omvandrende ånd, som vælger eller bliver forvist til naturen. Man troede, at de forviste mennesker blev til ånder, fordi de ikke kunne overleve Grønlands barske klima. Bliv ikke overrasket over, at selv i det moderne Grønland vil en lokal persons eventyr i den vilde natur involvere et møde med en qivittoq. Legenderne lever videre!
Du kan få mere at vide om grønlandsk kultur og kunst på museer eller ved at tage med på by- eller nordlysture i Grønland.
Forfatter
