Den grønlandske insektfauna er relativt artsfattig. Der kendes kun omkring 1200 arter af insekter, edderkopper (Arachnider) og andre smådyr. Til sammenligning er der registreret ca. 20 gange så mange arter i Danmark.
Den isolerede beliggenhed og det arktiske klima begrænser naturligvis antallet af små dyr.
Her er nogle af de mest almindelige og synlige insekter (seksbenede) og edderkopper (ottebenede). De mere besværlige af slagsen er de velkendte insekter, mider og talrige fluearter, som kan være ganske generende i perioder med stille og varmt vejr i løbet af sommeren.
Arktisk sommerfugl
Nordlig skyet gul
Arktisk humlebi
Transversal mariehøne
Dykkerbille
Arktisk snudebille
Grønlandsk tyndbenet ulveedderkop
Arktisk sommerfugl
Pakkaluaq qillaalasortalik (GL)
Boloria chariclea (LAT)
Den arktiske sommerfugl er den mest almindelige af Grønlands kun fem sommerfugle. Den har en smuk orange farve med et mønster af sorte, uregelmæssige og V-formede pletter. Undersiden af vingerne har perlemorsskinnende hvide pletter, vingefanget er 3-4 cm, og hunnen er normalt mørkere end hannen.
Den arktiske sommerfugl findes i blomsterrige og relativt tørre fjeldområder i hele Grønland, i syd dog kun i højfjeldet. Klimaforandringer kan gøre livet svært for denne art og andre højarktiske insekter, som har tilpasset sig kølige somre.
Sommerfuglens flyvetid er fra slutningen af juni til august, hvor det meste af tiden bruges på at finde en mage, suge nektar eller solbade. Æggene klækkes i sensommeren, og larverne er gråbrune med lyse pigge og sorte hår. De æder sig mætte, før de går i vinterdvale indtil foråret, hvor de forpupper sig. Man mener, at larvernes værtsplanter omfatter pil og fjeldribs, men ellers ved man ikke meget om sommerfuglens biologi i Grønland.
Den arktiske guldsmed ligner meget den polare guldsmed, som kun lever i det høje arktiske nord og i Nordøstgrønland.
Nordlig skyet gul
Pakkaluaq sungaartoq (GL)
Colias hecla (LAT)
En iøjnefaldende sommerfugl, hvor hannens overside er markant orangegul med mørke vinger. Hunnen er lidt mere kedelig, men med tydelige gule pletter på den mørke vingekant. Begge køn har en orangerød plet midt på bagvingerne, og undersiden af vingerne er gulgrøn indrammet af en lyserød linje med et vingefang på 3-4,5 cm.
Den nordlige skyggeguldsmed har samme udbredelse som den arktiske guldsmed, men er sjælden i Sydøstgrønland.
De voksne sommerfugle har flyvetid fra slutningen af juni til august. De flyver lavt over den varme jordoverflade og sætter sig normalt med sammenfoldede vinger, mens de andre arter har udbredte vinger, når de "solbader". Larven er grøn med hvidgule linjer langs kroppen.
Arktisk humlebi
Issittup igutsassua (GL)
Bombus polaris (LAT)
Den arktiske humlebi er en tykhåret humlebi med tværgående bånd af gul-orange og sortbrune hår. Den er udbredt i hele Grønland, men mod syd ses den hovedsageligt højt oppe i fjeldene.
Arktiske humlebier er sociale insekter, som bygger "samfund" året rundt i små tuer af mos. Dronningen lægger æg, og de mindre arbejderbier sørger for at samle pollen og nektar og holde orden i boet.
Sidst på sommeren er det ikke kun arbejderbierne, der klækkes, men også hannerne (dronerne) og nye potentielle dronninger. Efter parringen dør dronerne, mens de befrugtede dronninger går i dvale vinteren over. Næste forår vil man se dronningerne flyve rundt igen, mens landet stadig er dækket af sne, på udkig efter et nyt redested.
Arktiske humlebier har en dødelig fætter: den nordlige humlebi, som ser meget ens ud, men som er en voldsom indtrænger i reden. Den lidt større nordlige dronning trænger ind i de arktiske humlebiers hjem, dræber dronningen, overtager arbejderne og gør dem til slaver, så de kan opfostre hendes egne unger.
Fun fact: Du har måske bemærket, at du i mange grønlandske byer kan finde lokalt produceret honning. Denne honning produceres i Narsarsuaq og sjovt nok af den importerede slags bier, europæiske mørke bier. Hvis du vil smage den arktiske honning, kan den købes over hele landet.
Transversal mariehøne
Aamanganiaq (GL)
Coccinella transversoguttata (LAT))
En 4-6 mm rød mariehøne med fire sorte pletter. Når den er nyklækket, er den helt gul og blød.
Den tværgående mariehøne er udbredt i store dele af Grønland undtagen længst mod nord. Dens klare farver er en advarsel til rovdyr (fugle) om, at den er giftig, hvilket den ikke er.
Den ses hyppigst på tørre heder inde i landet, især dværgbirkemoser. De voksne overvintrer og lægger æg om foråret. Voksne, larver og pupper ses ofte sammen. Både voksne og larver lever af bladlus og skjoldlus.
Der findes kun én anden mariehøneart i Grønland, den noget mindre (2 mm), brune og sorte, behårede Nephus redtenbacheri, som kan være talrig i krat og på græsarealer i Sydgrønland.
Dykkerbille
(artsnavn på engelsk ukendt)
Minngoq (GL)
Colymbetes dolabratus (LAT)
Denne vandbille er Grønlands største bille (13-17 mm). Den har en afrundet krop med sorte, hårde vingedækker og store, behårede bagben, der bruges som svømmeben. Larverne ligner små krokodiller.
Dykkerbillen er udbredt i søer og vandhuller i hele Grønland undtagen længst mod nord. Den er mest synlig, når den kommer op til overfladen for at trække vejret.
Larver og voksne lever ofte sammen i mindre søer, men i sensommeren flyver de voksne til større søer, som ikke fryser til, hvor de kan overleve hele vinteren med en enkelt luftboble.
De er glubske rovdyr, der angriber mange slags byttedyr, f.eks. krebsdyr, der ofte er meget større end dem selv.
Arktisk snudebille
(artsnavn på engelsk ukendt)
Issittup sikannertuua (GL)
Otiorhynchus arcticus (LAT)
En skinnende sort snudebille (6-9 mm). Forkroppen er pænt prikket, og bagkroppen er glat og furet. Den kan ikke flyve, da vingedækkerne er smeltet sammen.
Den arktiske snudebille er almindelig i det sydlige Grønland og nordpå til Maniitsoq og Blossevillekysten. Den er planteæder og nataktiv og lever på tørre, blandede fjeldheder, især med kragebær og mosebølle.
Om dagen kan man finde den (og skaller fra døde individer) under sten, hvor den gemmer sig. Larven er maddikeagtig og lever under jorden ved planterødder.
Grønlandsk tyndbenet ulveedderkop
Aasiak sineriammiu (GL)
Pardosa groenlandica (LAT)
Med en størrelse på lidt over 1 cm er den grønlandske tyndbenede ulveedderkop den største af Grønlands ca. 70 edderkopper. Kroppen er mørk med grå aftegninger og meget behåret, og benene er stribede. Den kaldes også den store grønlandske jagtedderkop.
Den er almindelig i Sydvestgrønland mod nord til Diskobugten og i Østgrønland mod nord til Kejser Franz Joseph Fjord.
Den grønlandske tyndbenede ulveedderkop lever på strande, tørre fjeldhede og fjeldmarker. Den laver ikke spind for at fange sit bytte, men jager små insekter på jorden. Dens gift lammer byttet, og en fordøjelsesvæske indsprøjtes for at opløse byttets indvolde, som edderkoppen senere fortærer.
Udforsk andre dyregrupper
Landpattedyr
Hvaler
Tætninger
Fugle
Fisk
Insekter og edderkopper
Forfatter
