Insekter og edderkopper

Den grønlandske insektfauna er relativ artsfattig. Der kendes ”kun” til omkring 1200 arter af insekter, edderkopper (spindlere) og andre smådyr. Til sammenligning er der i Danmark registreret ca. 20 gange så mange arter.

Den isolerede beliggenhed og det arktiske klima sætter naturligt en grænse for antallet af smådyr.

Med en størrelse på lidt over 1 cm, er arktisk kystjæger den største af Grønlands ca. 70 edderkopper. Kroppen er mørk med grå tegninger og kraftigt behåret. Benene er stribede. Den kaldes også stor grønlandsk jagtedderkop.

Arktisk perlemorsommerfugl

Arktisk høsommerfugl

Polar-humlebi

Grønlandsk mariehøne

Dykkerbille

Arktisk snudebille

Arktisk kystjæger

Arktisk perlemorsommerfugl

Pakkaluaq-gul sommerfugl (GL)
Boloria chariclea (LAT)

Arktisk perlemorsommerfugl er den mest almindelige af Grønlands kun fem dagsommerfugle. Den er smukt orange med et mønster af sorte, irregulære og V-formede pletter. Undersiden af vingerne har perlemorsskinnende, hvide pletter. Vingefanget er 3-4 cm. Hunnen er normalt mørkere end hannen.

Den er almindelig i Sydvestgrønland mod nord til Diskobugten og i Østgrønland mod nord til Kejser Franz Joseph Fjord.

Sommerfuglens flyvetid er fra sidst i juni til august, hvor det meste af tiden bruges til at finde en mage, suge nektar eller solbade. Æggene udklækkes sidst på sommeren. Larverne er gråbrune med lyse pigge og sorte hår. De spiser sig tykke inden de går i vinterhi indtil foråret, hvor de forpupper sig. Det menes, at larvens værtsplanter tæller pil og fjeldsimmer, men ellers kendes meget lidt til sommerfuglens biologi i Grønland.

Arktisk perlemorsommerfugl ligner meget polar-perlemorsommerfugl, der dog kun lever i det højarktiske Nord- og Nordøstgrønland.

Arktisk høsommerfugl

Pakkaluaq Sungartoq (GL)
Colias hecla (LAT)

Iøjnefaldende sommerfugl, hvor hannens overside er markant orangegul med mørke vingekanter. Hunnen er lidt mere smudsig, men med tydelige gule pletter i den mørke vingekant. Begge køn har en orangerød plet midt på bagvingerne. Undersiden af vingerne er gulgrøn indrammet af en pink streg. Vingefang 3-4,5 cm.

Høsommerfuglen har samme udbredelse som arktisk perlemorsommerfugl, men er dog sjælden i Sydøstgrønland.

De voksne sommerfugle har flyvetid fra sidst i juni til august. De flyver lavt over den varme jordoverflade og sætter sig normalt med sammenlagte vinger, mens de øvrige arter har udbredte vinger, når de “solbader”. Larven er grøn med hvidgule linjer på langs af kroppen.

Polar-humlebi

Issittup igutsassua (GL)
Bombus polaris (LAT)

Polar-humlebien er en tykhåret humlebi med tværgående bånd af gulorange henholdsvis sortbrune hår. Den er udbredt i hele Grønland, men mod syd ses den mest højt oppe i fjeldet.

Polar-humlebier er sociale insekter, der opbygger etårige “samfund” i små tuer af mos. Dronningen lægger æg, og de mindre arbejderbier sørger for at indsamle pollen og nektar og holde boet ved lige.

I slutningen af sommeren klækkes ikke kun arbejderbier, men også hannerne (dronerne) og nye potentielle dronninger. Efter parringen dør dronerne, mens de befrugtede dronninger går i vinterhi. Næste forår vil dronningerne igen kunne ses flyve rundt, mens landet stadig er dækket af sne, på jagt efter et nyt rede.
Arktiske humlebier har en dødelig fætter: den nordlige humlebi, som ligner meget, men er en grusom redeindtrænger. Den lidt større nordlige dronning trænger ind i de arktiske humlebiernes hjem, dræber dronningen, overtager arbejderne og gør dem til slaver, der skal opfostre hendes egne unger.

Sjovt faktum: Du har måske bemærket, at man i mange grønlandske byer kan finde lokalt produceret honning. Denne honning produceres i Narsarsuaq og, sjovt nok, af den importerede biart, den europæiske mørkebie. Hvis du har lyst til at smage den arktiske honning, kan den købes overalt i landet.

Grønlandsk mariehøne

Aamanganiaq (GL)
Coccinella transversoguttata (LAT)

En 4-6 mm stor, rød mariehøne med fire sorte pletter. Som nyudklækket er den helt gul og blød.

Grønlandsk mariehøne er udbredt i store dele af Grønland undtagen længst mod nord. Dens stærke farver er en advarsel til rovdyr (fugle) om, at den er giftig, hvilket den dog ikke er.

Den ses hyppigst på indlandets tørre heder, særligt dværgbirkheder. De voksne overvintrer og lægger æg om foråret. Voksne, larver og pupper ses ofte sammen. Både voksne og larver lever af bladlus og skjoldlus.

Der findes kun én anden art af mariehøns i Grønland, nemlig den noget mindre (2 mm), brune og sorte, behårede Nephus redtenbacheri, som kan forekomme talrigt i krat og græsarealer i Sydgrønland.

Dykkerbille
(artens navn på engelsk ukendt)

Minngoq (GL)
Colymbetes dolabratus (LAT)

Denne vandlevende bille er Grønlands største bille (13-17 mm). Den har en afrundet krop med sorte, hårde dækvinger og store, hårede bagben, der bruges som svømmeben. Larverne ligner bittesmå krokodiller.

Dykkerbillen er udbredt i søer og vandhuller overalt i Grønland, bortset fra de nordligste egne. Den ses bedst, når den kommer op til overfladen for at trække vejret.
Larver og voksne individer lever ofte sammen i mindre søer, men i sensommeren flyver de voksne til større søer, der ikke fryser til, hvor de kan overleve hele vinteren med en enkelt luftboble.

De er glubske rovdyr, der angriber mange slags byttedyr som f.eks. krebsdyr, der ofte er en del større end dem selv.

Arktisk snudebille
(artens navn på engelsk ukendt)

Issittup sikannertuua (GL)
Otiorhynchus arcticus (LAT)

Skinnende sort snudebille (6-9 mm). Forkroppen er fint prikket, og bagkroppen er glat og furet. Den kan ikke flyve, da dækvingerne er sammenvoksede.

Arktiske snudebiller er almindelige i det sydlige Grønland og nordpå til Maniitsoq og Blosseville-kysten. Arten er planteæder og nataktiv og lever på tørre, blandede bjerghedeområder, især med kråbær og myrblåbær.

Om dagen kan man finde den (og skaller fra døde individer) under sten, hvor den gemmer sig. Larven er maddikeagtig og lever under jorden af planterødder.

Arktisk kystjæger

Aasiak sineriammiu (GL)
Pardosa groenlandica (LAT)

Det er almindeligt i det sydvestlige Grønland mod nord til Diskobugten og i Østgrønland mod nord til Kejser Franz Joseph-fjorden.

Arktisk kystjæger lever på strande, tørre fjeldheder og fjeldmark. Den laver ikke fangstspind men jager små insekter på jorden. Byttet lammes af dens gift, og en fordøjelsesvæske injiceres for at opløse byttets indre, som edderkoppen så senere indtager.