Knud Rasmussen

Den grønlandske antropolog Knud Rasmussen forlod sammen med sine to besætningsmedlemmer, en kvinde ved navn Arnarulunguak og en ung mand ved navn Qaavigarsuak, Grønland i 1921 på sin femte og langt den mest ambitiøse Thule-ekspedition. Det var en treårig hundeslædeekspedition over arktisk Canada og Alaska til det østlige Sibirien. Her kan du finde en oversigt over ekspeditionen, dens formål, resultater og deltagere. Knud Rasmussen, eller Kunuunnguaq, som han blev kaldt hjemme i Grønland, blev en velkendt mand i hele Arktis. Han gennemførte en række ekspeditioner og formåede at bevise, at inuitterne i Grønland, Canada, Alaska og Sibirien alle har samme oprindelse. Selv om deres levevis var meget forskellig alt efter levevilkår, primære byttedyr og levevis, var de alle forbundet gennem sprog, mytologi og fælles historier, der kunne spores hundreder eller endda tusinder af år tilbage.

Den femte Thule-ekspedition fik en forfærdelig start. To af de oprindelige 14 ekspeditionsmedlemmer døde, allerede inden de forlod Grønland. En alvorlig influenza var årsagen, sandsynligvis den spanske syge, der startede 3 år tidligere og langsomt spredte sig over hele kloden, inden den nåede Grønland. Den dræbte journalisten og biologen Peter Freuchens kone og manden til Arnarulunguak, den unge kvinde, der stod for al syning og beklædning under ekspeditionen. Den første katastrofe var forsyningsskibet fra Thule, MS Bele, som strandede lige syd for Upernavik og beskadigede en masse udstyr.  

Den danske kong Christian X var i Grønland for at fejre 200-året for den norsk-danske missionær Hans Egedes ankomst med sit kongeskib "Island". Den 16. juli, mens skibet befandt sig i Ilulissat, modtog det et Mayday via det første telegram, der nogensinde var blevet sendt i denne del af Grønland. Bele var strandet. Sammen med Knud Rasmussens skib, Søkongen, sejlede de nordpå for at redde besætningen og det, der kunne reddes af lasten.

Først den 7. september 1921 forlod ekspeditionsskibet endelig Nuuk, Grønlands hovedstad, og sejlede ind i Hudson Bay og videre til deres første destination, en lille ø, som de kaldte "Danske øen" i Foxe-bassinet i Nunavut, Canada. Her byggede de en base, som de kaldte "Blæsebelgen", hvorfra de tog på forskellige ekspeditioner og fordelte arbejdet og regionerne mellem sig. De danske arkæologer Kaj Birket-Smith og Therkel Mathiassen identificerede flere arkæologiske steder og kortlagde forskellige kulturer, tidsperioder og migrationsmønstre og lagde teorien for det, der er blevet kaldt Thule-kulturen, vandrende fangere , som krydsede over til Grønland omkring år 1250. Peter Freuchen fokuserede på kartografi og biologi, mens Knud Rasmussen selv fokuserede på den intellektuelle side af de inuit, der levede i regionen, og kortlagde deres kultur, traditioner og mytologi. Knud Rasmussen var født i Ilulissat af en dansk far og en grønlandsk mor og uddannet i Danmark, og han var lige så flydende i den "hvide mands" skikke og videnskabelige metoder som i inuits sprog og mytologi, som han var vokset op med fra sin mor. Det gjorde ham perfekt egnet til den opgave, der ventede. 

I efteråret 1922 ankom et skib for at hente de danske forskere og deres store samling af prøver, mens Knud Rasmussen fortsatte sin ekspedition vestpå sammen med Arnarulunguak og Qaavigarsuak, to inuitter fra Thule. De tilbragte alt fra et par dage til 6 måneder hos hver gruppe, de mødte på deres vej, herunder fem regionale inuitkulturer i Canada: Iglulik, Netsilik, Caribou, Copper og McKenzie. Rejsen fortsatte længere og længere mod vest, indtil de nåede Nome i Alaska, et af de vestligste punkter på det nordamerikanske kontinent, i foråret 1924. Rasmussen og hans to besætningsmedlemmer krydsede Beringstrædet ind i det østlige Sibirien, men måtte vende tilbage, da de ikke havde et gyldigt VISA, og deres papirer ikke blev accepteret for at få det på stedet. Efter at have gennemført en vellykket og aldrig før prøvet ekspedition vendte de tilbage til Seattle med skib og derefter over land til New York, før de sejlede tilbage til Danmark, hvor de ankom i efteråret 1924.

Den femte Thule-ekspedition er en grundlæggende begivenhed i både polarforskning og antropologi. Knud Rasmussen fik kontakt med inuitbefolkninger, som aldrig før havde haft kontakt med en "hvid mand", grupper, hvor den oprindelige religion, skikke og mytologi stadig levede i bedste velgående, og det lykkedes ham at kortlægge dem, før de blev påvirket udefra. Ekspeditionen resulterede i en række bøger, bl.a. en ti-binds samling af inuit-myter, tusindvis af fotografier og en film. Deres bidrag til forståelsen af menneskets tilpasningsevne til ekstreme miljøer, migrationsmønstre og grønlændernes oprindelse er uvurderligt. Denne ekspedition var spækket med mærkværdigheder, såsom igloen, hvor Knud blev mødt med italienske arier, spillet fra en grammofon, som inuk for nylig havde købt for skind og pels på en af Hudson Bay Companys forposter; den afrikanske pige, som han mødte i døren til en anden iglo, og da han var løbet tør for ammunition, og vinteren var på vej med dystre udsigter til overlevelse, dukkede en lille sejlbåd fra San Francisco pludselig op, hvor ingen båd havde været før, med en dansker om bord, som var villig til at give dem al den ammunition, de ville få brug for.

Flere museer er dedikeret til Knud Rasmussens og hans holds store bedrifter, og mange af de amuletter og artefakter, der blev indsamlet under ekspeditionen, kan findes på Nationalmuseet i København. 

En antropologisk og videnskabelig rejse med indsamling af viden og opdagelser i ellers fjerne lande med fokus på inuitterne på tværs af Grønland, arktisk Canada og Alaska til det østlige Sibirien. Et treårigt eventyr krydret med stejl læring og historiske øjeblikke.