Landpattedyr

Der er ni landpattedyr i Grønland, hvilket ikke er mange for et så enormt land som Grønland, men det kræver også ekstraordinære egenskaber at overleve de kolde og barske vintre. Grønlandske landpattedyr er kendetegnet ved at have tykke pelse og unikke evner til at finde føde.

Ud over de ovennævnte landpattedyr findes der også arktiske ulve, hermeliner, arktiske lemminger og den sjældne jærv i Grønland, men disse arter lever hovedsageligt i det nordligste og nordøstlige Grønland, hvor der ikke bor mennesker. I mange af Grønlands byområder kan man også støde på mus og rotter. De er dog ikke hjemmehørende, men er bragt ind, f.eks. via skibe.

Isbjørn

Arktisk ræv

Arktisk hare

Rensdyr

Moskusokse

Isbjørn

Nanoq (GL)
Ursus maritimus (LAT)

Isbjørnen er et af Grønlands mest ikoniske dyr og verdens største landrovdyr. Hannen kan blive op til 3 meter lang og veje over 800 kg, men vejer typisk 5-600 kg. Hunnen er noget mindre, op til 400 kg. Pelsen er hvid, gråhvid eller hvidgul, og næsen og læberne er sorte ligesom huden under den tætte, isolerende pels.

Isbjørnen rejser, hvor der er havis, og kommer kun i land, når isen bliver for tynd, eller når hunnen skal føde. De findes hyppigst i Nord- og Nordøstgrønland, men rejser langs hele østkysten, og de kan rejse helt til Sydgrønland med drivisen (især omkring Nanortalik). De er ekstremt sjældne på vestkysten fra Upernavik og ned til Paamiut.

Ringsælen er isbjørnens foretrukne bytte, men den dræber også andre sælarter og endda hvid- og narhvaler. Fisk, havfugle, fugleæg, ådsler fra hvaler og planter står også på menuen. Det kan tage lang tid for den at fange et bytte, så når det sker, mæsker den sig og spiser op til 70 kg.

Isbjørnene parrer sig om foråret, og de drægtige hunner går i land i oktober-november for at grave en hule i den dybe sne. Omkring nytår fødes en til to unger, og de bliver i hulen indtil april, hvorefter de følger moderen ud på isen. Normalt forbliver ungerne og mødrene sammen i over to år, hvilket er grunden til, at hunnen kun får unger hvert tredje år.

På tværs af Arktis er der anslået 20-25.000 isbjørne, hvoraf en stor del lever i eller besøger Grønland. Isbjørnen er truet af, at havisen forsvinder på grund af de globale klimaforandringer, hvilket kan betyde, at de oftere kommer i land og derfor er i tæt kontakt med mennesker.

For den rejsende er det ret usandsynligt at møde en isbjørn i Grønland, fordi de foretrækker det kolde og øde nord og øst. Den bedste chance for at se en isbjørn er med et krydstogtskib til Østgrønland eller i området omkring Qaanaaq. Hvis der er risiko for isbjørne, så sørg for at være godt forberedt, og se vores infografik om at møde isbjørne.

Arktisk ræv

Terianniaq (GL)
Vulpes lagopus (LAT)

Polarræven findes i hele Grønland. Den kan blive op til 1 meter lang, inklusive en 30 cm lang busket hale. Der findes to typer polarræve - den blå ræv og den hvide ræv, som er genetisk meget ens, men ud over pelsfarven adskiller de sig også i livsstil.

Den blå rævs pels er mørkebrun til gråsort hele året rundt, mens den hvide rævs pels skifter fra helt hvid om vinteren til brun om sommeren (med et hvidligt bryst og mave). Vinterpelsen er tre gange tykkere end sommerpelsen og anses for at være den varmeste pels i verden.

Den blå ræv er et kystdyr, hvor den lever af havet: fisk, sælunger, krebsdyr, muslinger, havfugle, fugleæg, insekter og tang. Den hvide ræv holder sig derimod inde i landet, hvor den hovedsageligt lever af arktiske lemminger, og hvor der ikke er nogen, af arktiske harer og nogle af de samme ting som blå ræve.

Om foråret danner rævene par, som kan holde hele livet. De bor i huler under jorden, som kan være over 300 år gamle og vidt forgrenede. Hunnen føder 5-10 unger og op til 19, og har dermed nogle af de største kuld blandt rovdyrene.

Da polarræven jages, er den normalt meget sky over for mennesker. Men man kan som regel se den på en vandretur i fjeldene, hvis man ikke larmer for meget. Om vinteren kan man også se dem løbe på havisen. Hvor den ikke jages, f.eks. i nationalparken, kan den blive meget tillidsfuld og komme tæt på mennesker.

Arktisk hare

Ukaleq (GL)
Lepus arcticus (LAT)

Polarharen findes kun i Grønland og det nordlige Canada og er den nordligste hare i verden. Den har en helt hvid pels med sorte ørespidser. I det sydlige Grønland kan deres sommerpels dog have en grålig overside.

Polarharen er almindelig i hele Grønland undtagen på den sydøstlige kyst. Den findes hyppigst nordpå, hvor man kan se dem i flokke på op til 100 dyr. Intensiv jagt har gjort den noget sky og svær at se, men i nationalparken, hvor den er fredet, kan man opleve dem på få meters afstand.

Polarharen lever af en varieret vegetarisk kost bestående af græs, urter, knopper, skud, bark og rødder. Med sine kraftige kløer kan den endda grave føde op fra under kompakt sne. Den har et tyndt fedtlag, men en meget isolerende pels, som gør det muligt for den at leve i de koldeste områder.

Om vinteren lever de arktiske harer ofte i grupper indtil parringssæsonen i april, hvor de deler sig op. I juni-juli føder hunnen 3-8 unger, eller lever, som de kaldes, som er alene i reden og kun får besøg af deres mor om aftenen for at blive fodret.

Mange harer ender som bytte, selv om de er gode til at gemme sig under sten og er camouflerede med deres gråbrune farve. Med en tophastighed på over 60 km/t bliver de voksne sneharer sjældent fanget af rovdyr.

Rensdyr (Barren-Ground Caribou)

Tuttu (GL)
Rangifer tarandus groenlandicus (LAT)

Det grønlandske rensdyr er af tundra-underarten. Hannen kan veje op til 300 kg, mens hunnen typisk vejer 100-150 kg. Rensdyret er det eneste hjortedyr, hvor begge køn har et gevir. Hannens gevir er dog langt det største og kan veje op til 15 kg og måle 1½ meter.

Rensdyrets vinterpels er tæt med lange, hvidlige dækhår og brun underuld. Yderpelsen fælder om foråret og afslører den brune farve, men med et lyst bryst og en lys mave.

Rensdyrene lever vildt i store dele af Vestgrønland. Der er flokke i Inglefield Land nord for Qaanaaq, på Nuussuaq-halvøen og i området fra Ilulissat Isfjord til Kangerlussuaq og hele vejen til Neria Fjord syd for Paamiut. Der er gode chancer for at se rensdyr, når man vandring i fjeldene i disse områder. I Vestgrønland jager mange mennesker rensdyr i jagtsæsonen fra august til september.

Rensdyrbestanden har historisk set varieret enormt. Fra 1970 til 1980 faldt antallet fra ca. 100.000 til 8.000 som følge af koldt klima, overgræsning og jagttryk. I 2001 var bestanden igen på 140.000 og ligger i dag på omkring 100.000. Der er også sårbare og undslupne tamrener i for eksempel Nuuk og Qaqortoq. Det østgrønlandske rensdyr blev udryddet i 1899.

Rensdyret lever på dværgbuskhede, græsarealer og bjergmarker, hvor det hovedsageligt lever af græs og friske blade. Om vinteren spiser det som det eneste pattedyr lav, herunder rensdyrmos, som det graver op fra sneen med sine hove.

Brunstperioden er fra september til oktober, hvor hannerne har dødbringende kampe for at få et harem af hunner. Hunnen føder en enkelt kalv i juni. Rensdyr kan bevæge sig over lange afstande på jagt efter føde, og det har en tophastighed på 80 km/t og kan trave med jævn hastighed i timevis.

Moskusokse

Umimmak (GL)
Ovibos moschatus (LAT)

Moskusoksen er et kraftigt bygget hovdyr med en kompakt krop, korte ben, et stort hoved og en langhåret, mørkebrun pels. Hannerne kan veje op til 400 kg og måle 160 cm i skulderhøjde. Hunnerne er lidt mindre.

Moskusoksens horn buer nedad og udad fra panden, som hos hannen har et 15-20 cm tykt pandebånd. Underpelsen består af et meget tæt lag underuld kaldet qiviut, som er med til at holde kroppen varm selv ved temperaturer under -45°C. Dyrene fælder om foråret.

Moskusoksen findes naturligt i Nord- og Nordøstgrønland fra Washington Land til lige syd for Ittoqqortoormiit. Bestanden her tæller omkring 10.000 dyr.

Der er også mange sårbare bestande: Inglefield Land, Qaanaaq-området, Svartenhuk, Lersletten, det centrale Vestgrønlandog Arsuk Fjord. Disse bestande er vokset mere end de oprindelige på trods af, at nogle er blevet reduceret af jagt, og der arbejdes også på at udsætte dyr i Sydgrønland.

Moskusoksen er en drøvtygger med en særlig fremragende evne til at udvinde energi fra sin føde via en meget langsom fordøjelse. Den spiser græs, pil, dværgbirk og urter og bruger hovene til at grave løs sne om vinteren. Den kan også bryde gennem hård sne og is med sit pandebånd og sine horn.

Parringstiden er fra august til oktober, hvor de stærkeste tyre samler en flok hunner. Under brunsten udkæmper tyrene voldsomme kampe ved at hamre deres tykke pandebånd mod hinanden med 40 km/t med et højt brag. Koen føder en enkelt kalv sidst på vinteren, som følger moderen og flokken i 1½ år.