Sæler - Visit Greenland

De andre sælarter, der findes i Grønland, er den spættede sæl, klapmydsen, remmesælen og i de senere år også gråsælen, som sjældent ses i Sydgrønland, men som måske er på vandring. Ud over de nævnte hvaler findes der også grønlandssæl, spættet sæl og gråsæl i Grønland.

Harpesæl

Ringformet sæl

Sæl med hætte

Hvalros

Harpesæl

Aataaq (GL)
Pagophilus groenlandicus (LAT)

Grønlandssælen har en lys, sølvgrå pels med et sort hoved og karakteristiske, hesteskoformede sorte aftegninger på ryggen. Hannen har de skarpeste kontraster, og de voksne dyr bliver 1,5-2 meter lange og vejer op til 150 kg.

Grønlandssælen er almindelig ved alle Grønlands kyster, undtagen mod nord. Den kan ses året rundt, men mest om sommeren, hvor den kommer som gæst fra de store ynglepladser i Newfoundland og Jan Mayen. Det anslås, at der er 8 millioner dyr i alt her.
Den grønlandske sæl lever af mange slags fisk og krebsdyr, som den fanger på ca. 100 meters dybde.

Sidst på vinteren (februar-april) føder hunnen 1 unge på havisen, som ammes de første 2 uger, hvorefter den må klare sig selv.

Den fødes med en tyk, hvid pels, kaldet lanugo, som er ekstremt varm, men ikke vandtæt, så ungen skal blive på isen i flere uger, indtil den fælder og får en vandafvisende pels.

Ringformet sæl

Natseq (GL)
Pusa hispida (LAT)

Ringsælen er Grønlands mindste sæl og vejer mellem 50-100 kg. Man kan kende den fra andre sæler på de ringformede aftegninger på dens mørkegrå ryg og på dens lille hoved med en næsten kattelignende snude.

Ringsælen er almindelig ved alle Grønlands kyster, især hvor der er havis. Det kan være svært at komme i nærheden af dem, da både isbjørne og mennesker jager dem. Bestanden er stabil, og jagten anses for at være bæredygtig.

Ringsælen er det havpattedyr, der har tilpasset sig bedst til den arktiske vinter, og den eneste, der findes på Nordpolen. Når isen fryser til om vinteren, overlever den ved at lave åndehuller, som den holder åbne ved konstant at skrabe isen væk. Den bygger snehuler i nærheden, hvor den kan hvile sig mellem svømmeturene, og dens tykke spæklag (over 50 % af dens kropsvægt) er med til at holde den varm.

Sælen spiser mange slags fisk og krebsdyr og kan dykke ned til 500 meters dybde. I marts-april føder hunnen en hvidpelset unge i sin hule, og efter kun 2-3 uger får ungen sin vandafvisende pels.

Sæl med hætte

Natsersuaq (GL)
Cystophora cristata (LAT)

Klapmydsen er den største af de fem sælarter og vejer op til 400 kg. Hannerne kan kendes på, at de har en stor blære på hovedet, som de kan puste op, hvis de bliver vrede. De fleste klapmydser findes i Sydvestgrønland, hvor de passerer forbi to gange om året på deres vandring mellem yngle- og jagtområder. Nogle findes dog også i Østgrønland. Tidligere var det hovedsageligt skindet fra klapmyds, der blev brugt til at beklæde kajakker (qajaq) og traditionelle skindbåde, som nogle gange blev kaldt "kvindebåde" (umiaq).

Hvalros

Aaveq (GL)
Odobenus rosmarus (LAT)

Hvalrossen kan let skelnes fra andre havpattedyr ved sit lille hoved, knurhår og stødtænder. Den er i familie med sæler og søløver, men tilhører sin egen familie.

De voksne dyr kan blive meget store og op til 40 år gamle. Hannen er typisk halvanden gang større end hunnen og kan måle over 3 meter og veje knap 2 tons.
Hvalrossen har en meget tyk hud (2-3 cm) og et spæklag (10-15 cm), som holder den varm. Til gengæld har den næsten ingen pels, og begge køn har stødtænder, men hannernes kan blive 50 cm lange.

Nogle få hvalrosser ses langs kysten i Nordøstgrønland, i Nordvandet ud for Qaanaaq og på banker ud for det centrale Vestgrønland om vinteren. Det anslås, at der er omkring 5.000 voksne dyr i Grønland, hvoraf de fleste vandrer til Canada om sommeren. Reguleringen af jagten har vendt et kraftigt fald i bestanden i de senere år til en lille stigning.

Hvalrossen lever hovedsageligt af muslinger og andre bundlevende smådyr som snegle, søpindsvin, regnorme, børsteorme og søpølser. Lejlighedsvis fanger den en fisk eller tager en sæl med sine stødtænder.

Om sommeren lever hvalrossen typisk i fjorde og kystområder, hvor den kan gå op på land og hvile sig. Om vinteren tager den til havs på drivis og polynier (åbent vand omgivet af havis). Hunnen er drægtig i 15 måneder og får normalt en kalv, som dier hos moderen i 2-3 år.