Hvem er inuitterne?
Inuit er det folk, der bor i den arktiske region på det nordamerikanske kontinent - de områder, vi i dag kender som Alaska, Canada og Grønland. Inuitternes kultur og levevis, der er baseret på jagt, har udviklet sig og tilpasset sig det arktiske miljø og de dyr, der lever i området.
For inuit er det "hellige", åndelige og religiøse alt, hvad der omgiver os, og i det verdensbillede er alt besjælet og levende, dvs. al vegetation, alle dyr og al jord. Alle disse elementer, der omgiver os og har tilpasset sig det arktiske miljø, har en styrke og en egenskab, som vi lånte fra, da vi skulle beskytte os mod de barske forhold, vi levede under, og disse elementer var med til at forme vores brug af amuletter og Tunniit.
Vidste du det?
- Kakiorneq betyder indsat eller understreget med en nål og bruges til at beskrive et enkelt sting i en Tunniit.
- Ordet inuit betyder 'folket' på engelsk.
Tatoveringer, Kakiornerit eller Tunniit?
Processen og metoden kaldes i daglig tale Kakiorneq i Vestgrønland og Kagierneq i Østgrønland. Kakiorneq/Kagierneq kan oversættes til indsat eller understreget med en nål på engelsk.
Det engelske ord Tattoo (tattow), som den engelske opdagelsesrejsende James Cook fejlagtigt omskrev fra det polynesiske ord Ta tatau, som er folkets beskrivelse af, hvordan deres tatoveringer udføres. Da dette udtryk stammer fra en anden kultur og et andet sprog med en kropstatoveringstradition med egne intentioner, og da inuit har deres eget ord og begreb for deres, er det et ønske om at respektere, at de kaldes ved deres oprindelige navn, Tunniit. Tunniit er flertal af Tunneq, hvor noget er landet, som de kaldes på grund af, hvordan et enkelt sting, Kakiorneq, ser ud i huden, og når mange er sat på række og danner mønstre, Tunniit.
Tunniit: Fortid og nutid
I 1972 blev der fundet 8 mumier i en gammel bygd, Qilakitsoq, nær Uummannaq. De er blevet dateret til at have levet omkring 1475 e.Kr., og ud af de 8 mumier var der 6 kvinder og 2 børn, hvoraf 5 af kvinderne havde Tunniit. I hele Arktis er Tunniit en forlængelse af kvinders kollektive åndelige ansvar og færdigheder i at sy.
Det betyder også, at det hovedsageligt var kvinder, der praktiserede og havde dem. Derfor er det et mysterium, hvorfor den yngste kvinde fra Qilakitsoq, som er omkring 20 år gammel, ikke havde dem. Traditioner kan undlades i særlige og sjældne tilfælde eller blive "tilpasset" omstændighederne, men vi kan kun gisne om årsagerne i dette tilfælde. Mumierne er udstillet på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.
Kakiorneq-metoder
Inuits vigtigste tatoveringer er dem, der bæres i ansigtet og på hænderne. En kvindes første Tunniit er Talloqut, den hage-tatovering, hun får, når hendes færdigheder er gode nok til, at hun kan hjælpe med at udfylde en rolle og påtage sig ansvar i sit samfund. Det sker normalt omkring den alder, hvor hun får sin første menstruation. Men visse omstændigheder kan gøre det nødvendigt for piger at blive hurtigt voksne. Hvis det på den anden side var en tid med overflod og med mange kvinder til at påtage sig det kollektive åndelige ansvar, så kunne piger forblive piger i længere tid.
Ansigtstatoveringernes form indikerer, hvilken inuitgruppe man tilhører, og de varierer derfor i udseende blandt alle inuitgrupper. Især panden og kinderne er gruppetatoveringer.
Mønstrene havde en amuletisk hensigt, som var forbundet med en praksis eller med redskaber.
En af de vigtigste opfindelser i vores kultur, senetråde, gjorde det muligt at sy tøj, qaannat (kajakker) og Umiat (kvindebåde). Det er ligesom den opfindelse, der syede hele vores eksistens sammen, og det fortæller også, hvor vigtigt det var at være velforsynet med dem. Dette er også tydeligt i kvindernes Tunniit, hvor amuletter af senetråd er stærkt repræsenteret både som enkeltstående amuletter og i kombination med andre mønstre.
Vinteren varer 8 måneder i Arktis, og der er flere måneders vintermørke i de nordligste områder. Fedtstenslampens flamme er den eneste kilde til lys og varme og mulighed for varm mad. Så med et ønske om, at flammen ikke skulle gå ud, bar kvinderne også flammen som en amulet.
Selv om fangere havde udviklet en fantastisk evne til at jage gennem mange generationers kendskab til dyrene og metoderne, krævede det også en del held. Så kvinden havde streger på sine fingre for at ære Takannaaluk, hvis fingre havdyrene kom fra, og hvalhaler for at påkalde hvaler for at sikre, at dyrene altid var i nærheden af deres fiskepladser.
Amuletmønstrene på bagsiden af hænder og arme skulle give samfundet ressourcer til at overleve. Mens amuletterne på benene skulle sikre fremtidige børn. Samtidig var det første, et barn så ved fødslen, noget smukt.
Selvom det hovedsageligt er kvinder, der både praktiserede og fik lavet Tunniit, fik mænd også lavet nogle tatoveringer til hvalfangst eller tatoveringer for at rense dem for en hændelse eller for at gøre det godt igen, hvis de havde harpuneret et dyr, der slap væk, hvor de ikke kunne udføre traditionerne for at hjælpe dyrets sjæl til det rette sted.
De vigtigste tatoveringer til kvinder
Inuits vigtigste tatoveringer er dem, der bæres i ansigtet og på hænderne. En kvindes første Tunniit er Talloqut, den hage-tatovering, hun får, når hendes færdigheder er gode nok til, at hun kan hjælpe med at udfylde en rolle og påtage sig ansvar i sit samfund. Det sker normalt omkring den alder, hvor hun får sin første menstruation. Men visse omstændigheder kan gøre det nødvendigt for piger at blive hurtigt voksne. Hvis det på den anden side var en tid med overflod og med mange kvinder til at påtage sig det kollektive åndelige ansvar, så kunne piger forblive piger i længere tid.
Ansigtstatoveringernes form indikerer, hvilken inuitgruppe man tilhører, og de varierer derfor i udseende blandt alle inuitgrupper. Især panden og kinderne er gruppetatoveringer.
Mønstrene havde en amuletisk hensigt, som var forbundet med en praksis eller med redskaber.
En af de vigtigste opfindelser i vores kultur, senetråde, gjorde det muligt at sy tøj, qaannat (kajakker) og Umiat (kvindebåde). Det er ligesom den opfindelse, der syede hele vores eksistens sammen, og det fortæller også, hvor vigtigt det var at være velforsynet med dem. Dette er også tydeligt i kvindernes Tunniit, hvor amuletter af senetråd er stærkt repræsenteret både som enkeltstående amuletter og i kombination med andre mønstre.
Amuletmønstrene på bagsiden af hænder og arme skulle give samfundet ressourcer til at overleve. Mens amuletterne på benene skulle sikre fremtidige børn. Samtidig var det første, et barn så ved fødslen, noget smukt.
Selvom det hovedsageligt er kvinder, der både praktiserede og fik lavet Tunniit, fik mænd også lavet nogle tatoveringer til hvalfangst eller tatoveringer for at rense dem for en hændelse eller for at gøre det godt igen, hvis de havde harpuneret et dyr, der slap væk, hvor de ikke kunne udføre traditionerne for at hjælpe dyrets sjæl til det rette sted.
Tunniits forsvinden og genoplivning
Missionærernes ankomst har ændret alle inuits religion og verdenssyn. I Grønland skete det, da missionærerne ankom i 1721. På mindre end 50 år forsvandt brugen af tunniit gradvist på den vestgrønlandske kyst. Men de østgrønlandske inuit, som først blev koloniseret i 1894, praktiserede tunniit indtil begyndelsen af 1900-tallet og tog tunniit med sig, da en gruppe udvandrede sydpå.
I andre inuitområder som Nunavut (Canada) og Alaska samt Sibirien fandt koloniseringen sted senere, og gennem levende minder om Tunniit begyndte de at praktisere det igen i begyndelsen af 2000-tallet. I samarbejde med inuit i Alaska blev tunniit genindført i Grønland i 2017. I løbet af de seneste år har mange nu fået Tunniit igen og pustet nyt liv i praksissen. Selv om Tunniit stammer fra en tid, hvor inuit var afhængige af jagt og havde en spiritualitet baseret på, at alt var besjælet, bruger mange inuit dem i samme tradition i dag. De har dem på vegne af deres kære og for at vise og ære forbindelsen til deres kultur og forfædre.
Selv om mange har Tunniit igen, er genoplivningen af denne praksis stadig meget ny og sårbar, fordi mange ikke har genlært deres brug og hensigt. Mange synes måske, at det er et følsomt emne, når folk, der ikke er inuit, spørger til dem. Ikke alle er trygge ved at dele oplysninger om dem, da de fleste også har dem af meget personlige grunde og ud fra vores menneskelige og spirituelle værdier som oprindelige folk.
Må jeg eller må jeg ikke?
Da amuletmønstrene og deres spiritualitet har deres oprindelse i inuitkulturen, ønsker langt de fleste, at de skal være forbeholdt inuit, så de kan forblive uændrede med deres rette hensigt. Hvis du får lavet Tunniit som en souvenir, bruger du dem uden deres egentlige hensigt, og det vil hverken gavne kulturen eller dens genoplivning.
Selvom mange inuitter foretrækker, at Tunniit kun er for inuitter, kan du stadig støtte lokale kunstnere ved at købe deres kunst og kreationer, selv om de inkluderer Tunniit i deres kunstværker. Ved at købe deres kunst støtter du kunstnerne i at fortsætte deres historiefortælling og formidle inuitkulturen.
Ofte stillede spørgsmål
Forfatter
