De fleste hvaler kommer til de grønlandske farvande om sommeren, når der er isfrit og rigelige mængder af føde. Kun grønlandshval, narhval og hvidhval overvintrer.
Tikaagullik (GL) Minke Whale (ENG) Balaenoptera acutorostrata (LAT)
Hvalerne deles op i to grupper; bardehvaler og tandhvaler. Den første gruppe har barder i stedet for tænder. Barderne består af keratin og hænger som flere hundrede lodrette snore ned fra hvalens overkæbe.
Barderne bruges til at si små byttedyr som krebsdyr, vandlopper og småfisk fra, som bagefter sluges.
For at gøre plads til barderne er hoved og mund generelt langt større hos bardehvaler end tandhvaler. Der er også lange furer på svælg og bryst, der muliggør, at munden kan spiles ud, når hvalen trækker gabet gennem vandet.
Tandhvaler er med deres tandsæt i stand til at fange langt større byttedyr end bardehvalerne. De fleste tandhvaler lever af fisk. Spækhuggere kan dog også tage sæler og småhvaler, og kaskelot og døgling har specialiseret sig i blæksprutter og bundlevende dyr.
Ud over de nævnte hvaler findes der også blåhvaler, sejhvaler, nordatlantiske retthvaler, kaskelothvaler, nordlige flaskehvaler, grindehvaler, spækhuggere, hvidhalede delfiner, atlantiske hvidflankede delfiner og marsvin i Grønland.
Pukkelhval
Finhval
Grønlandshval
Narhval
Hvidhval
Vågehval
Lyt live til lydene fra havbunden i Diskobugten!
En ny hydrofonstation i Diskobugten på Grønland giver lytterne mulighed for at opleve det rige undervandslydlandskab live via https://diskolive.com/sounds-underwater. Dette initiativ er en del af forskningsprojektet Disko Live!, der har til formål at skabe bro mellem videnskab og samfund ved at undersøge lydene fra det arktiske havliv, knækkende isbjerge og »moderne« lyde som f.eks. passerende skibe. De indsamlede data vil blive brugt til at formidle resultater om klimaforandringer og moderniseringens indvirkning.
Diskobugten er hjemsted for et mangfoldigt udvalg af havdyr, herunder de ikoniske grønlandshvaler, hvis sang i øjeblikket kan høres, inden de bliver mere og mere tavse i maj – for først at begynde at synge igen i januar, når de vender tilbage til Diskobugten. Projektet, der støttes af forskellige organisationer, er et samarbejde mellem byen Qeqertarsuaq, Arktisk Station, Naturhistorisk Museum, Visit Greenland og Grønlands Naturinstitut. For yderligere information, kontakt Outi Tervo, seniorforsker, eller Visit Greenlands pressekontakt.
Pukkelhval
Qipoqqaq (GL)
Megaptera novaeangliae (LAT)
Pukkelhvalen er en af de største bardehvaler, man har størst chance for at se i Grønland. Den kan blive 15–17 meter lang og veje op til 35 ton. Den kan let skelnes fra andre hvaler ved sine op til 5 meter lange luffer. Typisk også ved sine føleknopper på hovedet og den karakteristiske halefinne med hvid underside, som den ofte viser frem, inden den dykker.
Pukkelhvalen er meget rund, hjerteformet og ca. 3 meter høj. Den kan lide at springe helt op af vandet og lande med et kæmpe plask.
Om sommeren (april-november) spiser pukkelhvalen enorme mængder krill og småfisk i de grønlandske farvande, ofte i fjorde og tæt på land. Ligesom finhvalen kan den fiske under vand med åben mund, og den har også en unik teknik, hvor hvalerne samarbejder om at blæse luftbobler ud under eller omkring stimer af krill og fisk, hvorved disse bliver fanget indeni og lettere kan fanges.
Bestanden af grønlandske pukkelhvaler tæller mindst 6.000 dyr, og næsten alle mødes om vinteren på et bestemt sted i Caribien, nemlig Silver Bank ud for Den Dominikanske Republik. Det er en rejse på over 6.000 km hver vej, hvert år. De parrer sig under de varmere himmelstrøg, og det følgende år føder hunnen en kalv, der måler 4-5 meter og vejer 1,5 ton.
Pukkelhvalen har den mest komplekse sang i dyreriget, som kan bestå af mange melodiske vers, der gentages igen og igen. På denne måde kommunikerer hvalerne med hinanden over en afstand på mange kilometer, måske op til flere hundrede kilometer.
Finhval
Globicephalae (GL)
Balaenoptera physalis (LAT)
Finhvalen er verdens næststørste dyr efter blåhvalen. Den kan blive 17 til 24 meter lang og veje op til 80–90 ton. Som hos alle bardehvaler er hunnerne de største.
Trods sin enorme vægt er finhvalen lang og slank. Den har en mørkegrå rygside og en hvid bug. Andre kendetegn er den hvide underside af lufferne, en lille rygfinne placeret langt bagtil samt et kraftigt vandsprøjt på 5-8 meter. Finhvalen viser sjældent sin hale, når den dykker.
Finhvalen findes i vestgrønlandske farvande nord for Upernavik og i østgrønlandske farvande nord for iskanten. De fleste hvaler trækker sydpå om vinteren, men nogle ses også i Davisstrædet året rundt. Den grønlandske bestand vokser og anslås til omkring 9.000 dyr.
Finhvalen dykker ofte ned til dybder på 100-200 meter, hvor den med åben mund pløjer sig vej gennem en stim af krill (små krebsdyr). Underkæben går af led, og halsen udvider sig som hos en pelikan, hvilket gør det muligt for munden at rumme mere vand, end hvalen selv vejer. Finhvalens lungekapacitet er 15.000 liter, og den kan dykke i op til 20 minutter.
Finhvalens kald er typisk et kort, højt, lavfrekvent kald, der kan høres af andre hvaler op til flere hundrede kilometer væk. Hunnen føder en 6-7 meter lang kalv hvert 2.-3. år. Tvillinger er også mulige. De voksne dyr kan leve op til 120 år, og de er dermed de næstældste af alle pattedyr, lige efter grønlandshvalen.
Grønlandshval
Arfiviit (GL)
Balaena mysticetus (LAT)
Grønlandshvalen er en kraftigt bygget, næsten tøndeformet hval med et stort hoved. Den kan blive 14–18 meter lang og veje 50–90 ton. Den kendes på sin enorme, buede mund med en hvid underkæbe, en ensfarvet hale formet som et åbent V, ingen rygfinne og et 3 meter højt, todelt vandsprøjt.
I Vestgrønland findes grønlandshvalen fra Sisimiut og nordpå til Nordvandet ved Qaanaaq. Den er talrig i og omkring Diskobugten fra januar til maj. Bestanden anslås til ca. 1.500 voksne dyr, og der findes også en mindre bestand (ca. 150 dyr) i Østgrønland.
Grønlandshvalen var tæt på udryddelse i begyndelsen af 1900-tallet efter tre århundreders kommerciel hvalfangst. Den blev dog fredet i 1932, og siden 1990’erne har bestanden været i vækst.
Grønlandshvalen er den eneste vilde bardehval, der overvintrer i Grønland. Den klarer dette ved at have verdens tykkeste spæklag (50-60 cm). Den kan dykke i op til en time og bruger hovedet som en rambuk til at bryde igennem op til 1 meter tykt havis. En voksen hval kan spise 3-4 tons føde om dagen, især copepoder og andre små dyr, som den filtrerer ved hjælp af sine lange plader, der hænger som et forhæng ned fra overkæben.
Hvalerne kan høre hinandens sange og kald op til 150 kilometer væk. I parringssæsonen om vinteren imponerer de hinanden med todelt sang. Hunnen parrer sig med flere hanner og føder en kalv, der vejer 1 ton, ca. 13-14 måneder senere. Grønlandshvalen kan blive langt over 100 år gammel, og rekorden anslås til 211 år, hvilket gør den til verdens ældste pattedyr.
Narhval
Qilalugaq qernertaq (GL)
Monodon monoceros (LAT)
Narhvalen er en mindre tandhval, der kan blive 4-5 meter lang og veje godt 1 ton. Den er sort marmoreret på oversiden og gråhvid på undersiden med enkelte pletter. Ungerne fødes dog grå.
Narhvalen er særlig kendt for hannens 2-3 meter lange, snoede stødtand. Derfor har den også fået tilnavnet ”havets enhjørning”. Der er ikke klarhed om, hvad tanden bruges til, men en førende teori er, at stødtanden bruges til at imponere hunner og afskrække andre hanner.
Hvidhvalen lever af mange slags fisk som torsk, rødfisk og hellefisk, samt krebsdyr og blæksprutter. Som andre tandhvaler bruger den ekkolokalisering til at finde byttet i en dybde ned til 800 meter. Men den jager også på lavt vand.
Narhvalen er mere kræsen end sin nære slægtning, hvidhvalen, og lever mest af hellefisk, torsk, rejer og en enkelt art af tiarmet blæksprutte. Modsat andre hvaler æder den sig tyk om vinteren og faster om sommeren.
Den er en ekstrem dykker, og det dybeste dyk er målt til 1864 meter. Den kan holde vejret i 30 minutter, og under dyk klapper lungerne sammen under trykket, mens ilten er lagret i blod og muskler. Hunnen føder en unge hvert 3.-4. år. Narhvalen kan blive godt 100 år.
Hvidhval
Qilalugaq qaqortaq (GL)
Delphinapterus leucas (LAT)
Hvidhvalen er let genkendelig på den helt hvide krop. Den er en mindre tandhval, på størrelse med den beslægtede narhval. Andre kendetegn er et rundt hoved og en tandfyldt mund med en bevægelig mimik, der gør, at det ser ud som om den både kan være glad og sur.
Om vinteren er hvidhvalen almindelig ud for Vestgrønland fra Maniitsoq i syd til Qaanaaq i nord, og om sommeren drager de til det arktiske Canada for at parre sig og føde. Den ses også sjældent som en forbipasserende gæst i Østgrønland. Bestanden ud for Vestgrønland var faldet markant, indtil hvalfangsten blev reguleret fra 2005, og den begynder nu at vise tegn på vækst, og der er nu omkring 10.000 dyr.
Hvidhvalen lever af mange slags fisk som torsk, rødfisk og hellefisk, samt krebsdyr og blæksprutter. Som andre tandhvaler bruger den ekkolokalisering til at finde byttet i en dybde ned til 800 meter. Men den jager også på lavt vand.
Hvidhvalen er meget snakkende med mange distinkte kald og fløjtelyde, hvorfor den også har fået tilnavnet “havets kanariefugl”. Hunnen føder hvert 3.-4. år en unge på knap 100 kg, der dier i op til 2 år.
Vågehval
Tikaagullik (GL)
Balaenoptera acutorostrata (LAT)
Vågehvalen, som også kaldes sildepiskeren, er en relativt lille hval, der kun bliver op til 10 meter lang og max vejer 10 tons. Vågehvaler er set springe op af vandet, men det mest almindelige i grønlandske farvande er at se blåst og rygfinne. Hvalen ses i fjorde og langs kysterne i Syd- og Vestgrønland til og med Diskobugten – typisk fra maj til oktober. Vågehvaler er dog kendte for at kunne dukke op på unormale steder på unormale tidspunkter af året. Der arrangeres ikke hvalsafari specielt efter vågehvaler, men man ser dem ofte på bådture.
Udforsk andre dyregrupper
Dyreliv i Grønland
Hvaler
Sæler
Fugle
Fisk
Insekter og edderkopper
Author
