Mange af os har hørt historien om den besværlige Erik den Røde, som fandt vej til Grønland efter at være blevet forvist fra Norge og Island på grund af mord. Det siges, at han navngav Grønland noget misvisende for at overtale sine landsmænd til at bosætte sig der - ja, det virkede forbløffende nok, og hans oprindelige rejse i 984 e.Kr. markerer officielt starten på vikingetiden i Grønland.
Mellem 984 e.Kr. og et ukendt år i 1400-tallet udgjorde vikingerne (eller nordboerne) i Grønland den europæiske civilisations mest afsidesliggende forpost. De boede i to bygder på Grønlands vestkyst. "Den vestlige boplads", som faktisk lå mere nord end vest for "den østlige boplads", lå i bunden af det, vi i dag kender som Nuuk Fjord. Den østlige boplads var meget større (omkring to eller tre tusinde indbyggere mod den vestlige boplads' 500) og var spredt over hele det område, vi nu kender som Sydgrønland.
Selvom nordboerne opbyggede et blomstrende samfund i Grønland, der varede i over 400 år, er årsagen til deres forsvinden stadig et af Grønlands største mysterier. Der er mange teorier, men der er ingen generel enighed om, hvordan og hvorfor hele samfundet forsvandt på et tidspunkt i 1400-tallet.
Udforskning af vikingeruiner og klimaforandringer i UNESCO Sydgrønland
Oplev, hvordan arkæologer arbejder på at bevare vikingeruiner i UNESCO Sydgrønland, samtidig med at de tager højde for klimaforandringernes indvirkning på disse gamle steder.
Det nordiske samfund i Grønland
Det nordiske samfund i Grønland var en hårfin balance. Tilbage i Norge og Island var vikingesamfundet afhængigt af kvægavl, produktion af mejeriprodukter som smør, ost og skyr (islandsk yoghurt) og af kirkens status. At overføre denne livsstil til et så barskt og afsidesliggende klima som det grønlandske krævede udvikling af en kompleks, indbyrdes afhængig økonomi. Alt var indviklet planlagt, og samfundet var strengt struktureret. Generelt set fungerede det, men det efterlod også samfundet sårbart, da svigt i bare én af komponenterne kunne sende alt i krise.
Der er fem langsigtede problemer, som nordboerne konstant kæmpede med i løbet af deres tid i Grønland.
1. Naturlige ressourcer
Selv om den sydlige del af landet er den frodigste, er Grønlands naturressourcer ikke tilstrækkelige til at understøtte et stort landbrugssamfund. Meget af det kvæg, nordboerne bragte med sig fra Norge, viste sig at være uegnet til Grønlands koldere klima. Græsningssæsonen for køer var kortere, end de var vant til, hvilket betød, at kvæget måtte holdes indendørs i en længere periode af året og fodres med hø - som skulle dyrkes og høstes.
Som følge af vanskelighederne med at drive landbrug vendte nordboerne sig mod jagt for at supplere deres fødevareforsyning. De begyndte at jage rensdyr og sæler i stor stil, kort efter at de var ankommet til Grønland. Vikingerne havde en vis erfaring med jagt fra Norge og Island, og den storstilede, fælles og tæt koordinerede jagt på disse dyr passede nogenlunde til deres tidligere viden.
Forskere har tidligere hævdet, at vikingernes fald var deres tilsyneladende mangel på læring fra inuitterne i denne henseende. Inuitterne havde udviklet smarte og effektive måder at jage hvaler og ringsæler på, og selvom nordmændene sandsynligvis overværede dem jage, ser det ud til, at de aldrig selv forsøgte at mestre disse teknikker. Nordboerne jagede i tunge både af træ i stedet for inuitternes smidige kajakker af sælskind, og man kan sige, at de var dårligere stillet med hensyn til jagt.
Nogle hævder dog, at der simpelthen ikke var fødevaremangel i Grønland, der var presserende nok til at tilskynde til en drastisk ændring af de jagtstrategier, der tilsyneladende havde fungeret godt for nordboerne indtil da.
2. Klimaforandringer
Da vikingerne kom til Grønland, og frem til omkring år 1300, var klimaet relativt mildt - måske lidt varmere end det grønlandske vejr i dag. Disse forhold var gunstige for dyrkning af hø og græsning af dyr. Men gradvist blev klimaet køligere og mere omskifteligt, indtil den "lille istid" ramte i begyndelsen af 1400-tallet. Det koldere vejr gjorde det meget sværere at dyrke hø og tilstoppede skibsruterne mellem Grønland og Norge med havis, så det blev sværere at få skibe til de fjerntliggende nordmænd.
Nordboerne kunne på ingen måde have forudset den kommende kuldeperiode på samme måde, som vi kan forudse klimaforandringer i dag, men alligevel tog de udfordringerne op og øgede deres afhængighed af får og geder, som er mindre kræsne end køer, når det gælder græsning.
3. Kontakt med Norge
Norge var det nordiske Grønlands vigtigste handelspartner og havde oprindeligt en stor efterspørgsel efter varer, som de kun kunne få fra Grønland, f.eks. elfenben fra hvalrosstænder. Men da Norge igen kunne handle med Asien og Østafrika om elfenben fra elefanter, blev der mindre efterspørgsel efter grønlandske eksportvarer.
Norge havde også sine egne problemer at slås med, f.eks. den sorte død (1349-50), som efterhånden gjorde det mindre aktuelt at sende skibe til Grønland. Mindre kontakt med Norge betød, at de grønlandske nordboere gradvist mistede kontakten med deres identitet som kristne og europæere.
4. Kontakt med inuitterne
Inuitterne udvandrede fra det canadiske Arktis til Nordvestgrønland omkring år 1200, hvilket betød, at vikingerne og inuitterne delte Grønland i århundreder. Det er meget sandsynligt, at de to grupper havde kontakt med hinanden, men vi ved ikke, hvor veletableret eller gunstigt deres forhold var. Mange forskere mener i dag, at de to grupper generelt handlede og respekterede hinandens bopladser.
5. Konservative udsigter
Det grønlandske norrøne samfund var meget hierarkisk. Religionen og kirken var samfundets grundpiller, og det retfærdiggjorde de store forskelle i social status og rigdom. Nogle rapporter har givet denne tilsyneladende afhængighed af kirken skylden for det nordiske Grønlands sammenbrud og hævdet, at nordboerne prioriterede forholdet til deres europæiske kolleger frem for at tilpasse sig fuldt ud til levevilkårene i Grønland.
Et ofte nævnt eksempel på dette er den langtrækkende hvalrosjagt, som var en vigtig aktivitet for kolonien helt frem til dens afslutning. Disse jagter sikrede luksusvarer som hvalroselfenben og skind, som nordboerne eksporterede til Europa. Nogle forskere har hævdet, at den tid, arbejdskraft og de både, der blev brugt på disse missioner, set i bakspejlet, var fejldisponeret.
Men nyere forskning har antydet, at motivet bag nordboernes bosættelse i Grønland faktisk primært var at få adgang til denne arktiske luksus, hvilket forklarer, hvorfor der blev lagt så stor vægt på hvalrosjagten, især i de senere år, hvor det nordiske samfund begyndte at gå tilbage.
Slut med vestlig bosættelse
Den mindre vestlige boplads var den første, der forsvandt helt, men årsagen til dens endelige undergang er stadig uklar. En gejstlig forvalter, som besøgte bygden omkring 1350, skrev, at inuitterne havde overtaget hele den vestlige bygd, men frustrerende nok uddybede han det ikke nærmere.
Nogle forskere mener, at den tiltagende kulde førte til sult i den mindre og mere isolerede bygd, mens andre mener, at det er mere sandsynligt, at beboerne blev løbet over ende af et angreb fra inuitterne.
Afslutningen på den østlige bosættelse
Dette er det kapitel i vikingetiden, som måske er det mest mystiske - hvad forårsagede i sidste ende afslutningen på den store østlige bosættelse i Sydgrønland?
De sidste skriftlige beretninger om den østlige bygd er fra 1408, og de synes at fortælle om "business as usual" i bygden. Det sidste skib vendte tilbage fra Grønland til Norge i 1410, og derefter blev klimaet i Nordatlanten koldere og mere stormfuldt, så skibstrafikken ophørte endeligt.
Den sidste biskop døde omkring 1378, og der kom ingen ny biskop til at erstatte ham. Men præster skulle ordineres af en biskop, og uden en ordineret præst kunne folk ikke blive døbt, gift eller få en kristen begravelse. Efter at den sidste ordinerede præst døde, er det let at forestille sig, at samfundet i Eastern Settlement begyndte at kæmpe.
Mange rapporter har tidligere givet nordboernes påståede konservative, overudnyttende natur skylden for samfundets tilbagegang og antydet, at nordboerne stædigt holdt fast i den europæiske livsstil og nægtede at ændre sig. I dag ser de fleste forskere dog nordboerne som meget tilpasningsdygtige og ressourcestærke og nævner de mange ændringer, de foretog i landbrugs- og jagtpraksis.
Men at antage, at nordboerne var veltilpassede, gør kun deres forsvinden endnu mere kompleks og mystisk. Det er sandsynligt, at de fem ovennævnte langsigtede bekymringer i nogen grad bidrog til at gøre livet vanskeligt for vikingerne i Grønland, men at den faldende efterspørgsel på hvalroselfenben fra Europa måske var den største hindring for dem.
Mod slutningen stod de nordiske grønlændere sandsynligvis over for et umuligt valg, da det blev klart, at deres mission i Grønland næsten var dødsdømt - efterspørgslen på hvalroselfenben var faldende, hvilket mindskede deres handelsmagt og gjorde dem mere sårbare over for sult eller angreb fra inuitterne.
Måske var den eneste mulighed at pakke sammen og sejle tilbage til Europa. Men at flygte til Europa var ikke rigtig en "tilbagevenden" for nordboerne - på dette tidspunkt havde de været i Grønland i mindst 400 år. Efter at være vokset op som sæl- og fangere er der ingen grund til, at de nordiske grønlændere skulle have følt, at Europa var et sted for dem. Det ville have været et stort skridt for dem at forlade deres hjemland og det samfund, som de havde opbygget ud af ingenting.
En succeshistorie
Selv om der er meget fokus på deres undergang, er nordboerne i Grønland på mange måder en succeshistorie. Det lykkedes dem at opbygge et samfund, der i mere end 400 år var fuldstændig selvforsynende med hensyn til fødevareproduktion - i dag er en stor del af Grønland stærkt afhængig af fødevareimport fra Danmark.
Men samfundets hierarkiske struktur skabte en konflikt mellem magthavernes kortsigtede interesser og samfundets langsigtede interesser som helhed. Prioriteringen af luksuseksport til Europa brugte ressourcer, som ville have været bedre brugt på landbrug, hvis hovedformålet havde været overlevelse. Men hvis hovedformålet faktisk var at sikre disse arktiske luksusvarer, kan vi betegne det nordiske grønlandske samfund som en stor succes.
Se det med egne øjne
Vikingernes succeshistorie lever videre i Sydgrønland i dag, da den landbrugskultur, de indførte, er en central del af kulturlandskabet og har givet området status som UNESCO-verdensarv. Rundt omkring i bygderne i Sydgrønland er der flere fåreholdersteder, der også fungerer som gæstehuse, hvor du virkelig kan fordybe dig i den lokale landbrugskultur.Gardar / Igaliku
I 1783 bosatte nordmanden Anders Olsen og hans grønlandske kone Tuperna sig på Igaliku, Gardars gamle gård. I dag dyrker deres efterkommere stadig de nordiske grønlænderes marker med indflydelse fra både de nordiske bønder og de grønlandske kulturtraditioner.Brattahlid / Qassiarsuk
Brattahlid, selveste Erik den Rødes gård, er måske en af de bedst bevarede af de gamle nordmandsbebyggelser. Qassiarsuk-området er også hjemsted for en rekonstruktion af et vikingelanghus og Tjodhildes kirke, som var den første kristne kirke, der blev bygget på det nordamerikanske kontinent.Hvalsey / Qaqortukulooq
Hvalsey Kirke er også velbevaret og er måske den mest besøgte af de nordiske ruiner, da den ligger tæt på den største by i Sydgrønland, Qaqortoq. Omkring kirken ligger resterne af de beboelseshuse, lader, lagerbygninger, bådehuse og græsgange, som opretholdt det norrøne grønlandske samfund.
Find mere information om din rejse i Sydgrønlands vikingers fodspor her.
Tak til Christian Koch Madsen på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv for hans uvurderlige input til denne artikel.
Hvis du vil læse mere om Grønlands storhed og fald i den nordiske æra, kan du tjekke følgende kilder:
Forfatter
