4. juli – en dag, hvor min familie ville iføre sig rødt, hvidt og blåt til en barbecue og se på fyrværkeri, mens alle reflekterede over vores lands historie. Den 21. juni 2012 havde jeg en unik mulighed for selv at opleve Grønlands Nationaldag med traditioner, som afspejler en kultur, som er så anderledes end min egen.
Jeg vågnede op til det, der ville have været morgenstunden, hvis midnatssolen ikke havde stået så højt på himlen på årets længste dag, og gik fra min lejlighed til centrum af Nuuk, Grønlands hovedstad.
Langs med vejen strømmede folk til busstoppestederne eller ind i venners biler, på deres vej mod et plads i centrum, hvor tusindvis af mennesker havde samlet sig. På vejen ind til byen havde mennesker hængt grønlandske og danske flag ud af deres vinduer og skabt et hav af rødt og hvidt.
"Jeg vågnede op til det, der ville have været morgenstunden, hvis midnatssolen ikke havde stået så højt på himlen på årets længste dag".
Continues further down the page...
Et mindre band begyndte at spille og føre an i en procession fra pladsen ned ad hovedgaden til havnen, efterfulgt i første omgang af folk i nationaldragter både fra øst- og vestkysten. Til sidst begyndte de smukke kostumer med farverige glasperler og sælskind at blive blandet med folk, som bar mere moderne tøj.
De viftede med flag og jublede, mens de fulgte musikken ned ad bakken, og de folk, som havde stået langs med vejen og set på optoget i starten, sluttede sig til. Da gruppen nåede havnen spredte den sig rundt om podiet, hvor de politiske ledere holdt tale på dansk og grønlandsk, og et kor sang festlige sange. Selvom jeg forstår meget lidt dansk og intet grønlandsk, var atmosfæren behagelig og indbydende, og jeg følte mig som udlænding på intet tidspunkt udenfor i festlighederne.
Efter koret blev færdig med at synge, og kanonerne blev skudt af og skræmte livet af alle, som ventede i menneskemængden (og et par kajakroere så ud som om, de var lige ved at ryge i havet), begyndte menneskemængden at gå tilbage op ad vejen mod byen.
En del af gruppen gik mod kirken til et religiøst optog, mens hovedparten gik tilbage op til Rådhuset. Kommunen havde stillet borde og stole op, og folk stod klar med kaffe, te, brød, ost og smør til alle. Folk gik rundt og spiste morgenmad og trykkede fremmedes hænder med et solidt ’Til lykke’ fra hjertet.
Mens folk begyndte at gå hen mod de åbne museer og til forskellige Kaffemiks og events, bemærkede jeg en stor menneskemængde, som stod rundt omkring området nær Rådhuset. Da jeg kom tættere på, indså jeg, at det var en fodboldkamp mellem to ældre hold – et lokalt hold og Alzheimers Foreningen, som blev tiljublet af tilskuere, hver gang en aflevering lykkedes eller en person løb fremad. Da kampen endte fulgte jeg lyden af festlig musik til et vejkryds i nærheden, hvor lokale musikere spillede guitar for folk, som dansede i gaden under sommersolen. Senere fulgte jeg duftene og lydene til forskellige shows og events, mens den varme dag gik på hæld.
Det var den aften, jeg, efter at have siddet på en bænk og set venner vandre tilbage til deres egne hjem og set fyrværkeri blive tændt over vandet, tænkte over, hvordan et land, som først og fremmest er kendt for at være så koldt, kan have en kultur og en atmosfære, der er så varm og indbydende – og hvor heldig jeg var selv at opleve det.
