Vidste du det?
Vikingerne kom fra Nordeuropa. Derfor kaldes de også nordboere, og de værner meget om den gamle nordiske kultur.
Gennem de sidste 1000 år har inuit- og vikingekulturen været med til at forme det sydgrønlandske land og folk. Der er fem kerneområder, som repræsenterer de mest indholdsrige og storslåede eksempler på den nordiske og grønlandske landbrugskultur. Denne helt unikke arv er nu officielt anerkendt på UNESCO’s verdensarvsliste, og alle områderne ligger inden for rækkevidde fra Narsarsuaq og Qaqortoq.
Der er fem kerneområder, som repræsenterer de mest indholdsrige og storslåede eksempler på den nordiske og grønlandske landbrugskultur.
Continues further down the page...
kolonister – med Erik den Røde i spidsen – ankom til området lige inden år 1000 e.Kr. Hvis man skal tro fortællingerne, var Erik den Røde den første til at kalde øen for ”Grønland”. Dette var vikingernes sidste vestlige vandring og første gang, europæere bosatte sig på det nordamerikanske kontinent. Med sig havde de kristendommen og landbruget, og så var de ualmindelig dygtige søfolk. Det gav dem mulighed for at rejse hele vejen til Diskobugtens jagtområder – endda så langt som til Labrador og Newfoundland.
De nordiske kolonister skabte to kolonier i Grønland, hvor den såkaldte “Østkoloni” i Sydgrønland var den største. De byggede gårde i de dybe fjorde, hvor det varmere og mere tørre mikroklima gjorde det muligt at drive landbrug og kvæg. Alle, som besøger kolonierne om sommeren i dag, vil opleve, at historien om Erik den Røde ikke var det eneste eventyr. Grønland er i sandhed et ”grønt land”: Græs og vilde blomster dækker bjergsiderne omkring gårdene, hvor birke og pilebuske breder sig ud over de fjernere egne. Erik selv var ikke længe om at sikre sig et af landets bedste steder: Brattahlid – der i dag kendes som Qassiarsuk – lige over fjorden fra Narsarsuaq.
Vikingernes efterkommere byggede gårde, ryddede markerne og byggede kirker efter den skandinaviske model, men de tilpassede sig også deres nye hjemland ved at fiske og gå på jagt. Ifølge eksperter skulle der have boet ca. 2000-3000 nordboere i Grønland, når der var flest.
De nordiske kolonier i Grønland blomstrede i flere hundrede år, men sidst i det 14. århundrede begyndte de at få det svært. Det omskiftelige og kolde klima havde gjort sit indtog, hvilket gjorde det svært at dyrke landbrug, ligesom det også blev farligere at være søfarende i de isfyldte vande. Dette sammen med de omskiftelige europæiske markeder gjorde det svært at lokke udenlandske handlende til. Politiske problemer og lavkonjunktur i Skandinavien var også med til at isolere nordboerne i Grønland, og omkring år 1450 e.Kr. blev deres kolonier nedlagt. Hvad der blev af de sidste nordiske grønlændere er fortsat et mysterium.
De nordiske kolonier i Grønland blomstrede i flere hundrede år, men sidst i det 14. århundrede begyndte de at få det svært. Det omskiftelige og kolde klima havde gjort sit indtog, hvilket gjorde det svært at dyrke landbrug, ligesom det også blev farligere at være søfarende i de isfyldte vande. Dette sammen med de omskiftelige europæiske markeder gjorde det svært at lokke udenlandske handlende til. Politiske problemer og lavkonjunktur i Skandinavien var også med til at isolere nordboerne i Grønland, og omkring år 1450 e.Kr. blev deres kolonier nedlagt. Hvad der blev af de sidste nordiske grønlændere er fortsat et mysterium.
Historien om de nordiske grønlændere har dog et lille twist. I 1783 slog nordmanden Anders Olsen sig ned i Igaliku – vikingernes gamle ”Gardar” – sammen med sin grønlandske hustru, Tuperna, for at skabe fornyelse inden for landbrug. I de næste 130 år dyrkede deres efterkommere de nordiske grønlænderes marker, holdt de samme kvægracer og brugte endda sten fra nordboernes ruiner til at bygge huse og nye gårdbygninger.
Dette var med til at skabe en helt speciel arkitektur i Grønland, som man stadig kan opleve i Igaliku. Den nye landbrugskultur i Sydgrønland var dog ikke bare ren gentagelse. Anders og Tupernas efterkommere havde held med at kombinere de grønlandske kulturtraditioner og viden om naturen og sproget med skandinavisk landbrugskultur og teknologi.
De skabte en unik lokalkultur, som favnede både landbrug og jagt. I 1924 blev Qassiarsuk, det gamle Brattahlid, genetableret af pioneren Otto Frederiksen som et fællesskab for fåreavlere. Hans efterkommere og andre familier byggede hurtigt andre gårde i området, og på den måde blev de steder og marker, som de gamle vikinger havde forladt, nu genbefolket og dyrket på ny.
Siden de første kolonisters tid har det været en udfordring at drive landbrug i Grønland. For at overleve var de gamle vikinger nødt til at være opfindsomme og åbne for nye ideer, samtidig med at de måtte være gode til at eksperimentere og tilpasse sig. Det samme gælder for nutidens landmænd, hvilket udgør en meget vigtig del af den unikke sydgrønlandske kultur.
I erkendelse af disse exceptionelle og indbyrdes forbundne historier om landbrug og jagt i Arktis blev de vigtigste nordiske og grønlandske landbrugsområder i 2017 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste under titlen ”Kujataa Grønland”: Et nordisk og inuitisk landbrugslandskab på kanten af indlandsisen. Verdensarvslistens område består af fem områder, som repræsenterer de mest indholdsrige og storslåede eksempler på både de nordiske og grønlandske landbrugshistorier.
Sydgrønlands kulturlandskaber består af helt exceptionelle, uberørte nordiske ruiner, der ligger side om side med blomstrende grønlandske gårde. De skaber disse fantastiske omgivelser sammen med de voldsomme arktiske kræfter, græssende kvæg, pionerånden samt de mange arktiske landmænd og jægere, som i generationer har lagt store kræfter i deres arbejde.
