Når turen går til Grønland, vælger de fleste rejsende at flyve fra København. Hvis du ønsker at kombinere et stop i København med en lille forsmag på Arktis, så vil denne guide hjælpe dig til at finde Grønlands stærke tilstedeværelse i byens kulturelle og historiske attraktioner, fra monumenter og mad til aktiviteter for alle – fra familier til aktive explorers. Læs med her for at finde ud af, hvordan du kan opleve Grønland i København.
Knud Rasmussen i København
Knud Rasmussen er uden tvivl den største polarforsker, som Grønland og Danmark nogensinde har fostret. Hans bidrag til udforskningen af Grønland er betydelig. Han tog initiativ til syv ekspeditioner, der hver især tilvejebragte banebrydende videnskabelige resultater og fangede interessen hos såvel medier som videnskabelige tidsskrifter verden over.
Han voksede op i Ilulissat med en grønlandsk mor og en dansk far, og han talte både grønlandsk og dansk flydende. I en tidlig alder blev han interesseret i hundeslædekørsel, og som transportform bragte hundeslæder ham dybt ind i de arktiske regioner.
Efter hver ekspedition kom han og hans hold hjem med mange overraskende og innovative forskningsresultater. Disse spændte fra videnskabelige emner såsom botanik, geologi og meteorologi over mere humanistiske emner som etnografi og arkæologi.
Knud Rasmussens statue på Strandvejen
Minder om Knud Rasmussen ser man også, hvis man cykler op langs kysten ad Strandvejen nord for København og ender nær Skovshoved. Her står en smuk granitstatue af den verdensberømte polarforsker, der står og ser ud over Øresund, sundet, der adskiller Danmark og Sverige.
På statuens ene side finder man en oversigt over alle Knud Rasmussens ekspeditioner. På den anden er et digt (på dansk) af Knud Rasmussens hugget ind i stenen:
”Ene Luftens Aander kender, hvad jeg møder
bag ved Fjældet;
men alligevel jeg kører mine Hunde
videre frem,
videre frem,
videre frem”
Knud Rasmussens hus i Hundested
Hvis du fortsætter turen langs kysten hele vejen op til den charmerende by Hundested, kommer du forbi Knud Rasmussens hjem og kontor, når han boede i Danmark. I dag er det omdannet til et museum om hans liv, herunder de syv ekspeditioner, han deltog i.
Adressen er: Knud Rasmussensvej 9, 3390 Hundested
Knud Rasmussens gravsted på Vestre Kirkegård
Knud Rasmussen døde i København efter sin syvende Thule-ekspedition. I 1933 blev han begravet på den største kirkegård i Skandinavien, Vestre Kirkegård, som du kan besøge under dit ophold i København.
Vestre Kirkegård er en grøn oase med tusindvis af træer, blomster og planter såvel som to smukke, fredfyldte søer. Kirkegården har et område, der er dedikeret til Grønland, men hvis du vil forbi Knud Rasmussens gravsted, skal du kigge efter søen, der er kendt som “Det røde hav”. Navnet skyldes, at en gruppe af berømte socialdemokratiske politikere (deraf brugen af ordet rød) er begravet på sydsiden af søen tæt på Knud Rasmussen. En af dem er den tidligere statsminister Thorvald Stauning, som donerede sit eget gravsted til Rasmussens familie, så polarudforskeren kunne hvile i fred.
Knud Rasmussens gravsten er enkel, men dog majestætisk; en to meter bred sten, der er placeret på toppen af en lille bakke med udsigt over søen, som er beboet af fisk, frøer, ænder og hejrer, såvel som planter og træer, der dypper deres grene i vandet. Bænkene lige ved siden af Knud Rasmussens gravsted udgør et perfekt sted for besøgende, der gerne vil nyde naturen og roen, måske mens de læser om den arktiske opdagelsesrejsendes eventyr i Grønland.
”Against the Ice” – Grønlands store ekspeditionsfolk og isbjørne tæt ved Den Lille Havfrue
Ikke langt fra Københavns mest kendte vartegn, skulpturen af Den Lille Havfrue på Langelinie, fortsæt her ligeud og gå forbi Langelinie Havn. For enden af havnen finder du tre statuer med en stærk forbindelse til Grønland.
Mindestenen for Danmarksekspeditionen
I 1907 drog videnskabsfolkene Niels Peter Høeg Hagen, Ludvig Mylius-Erichsen og Jørgen Brønlund ud på en ekspedition for at bevise, at Grønland var en ø for at have ret til at erklære, at øen udelukkende tilhørte Danmark. Ekspeditionen er kendt som Danmarksekspeditionen. De tre polarforskere forlod sig på en forkert kortlægning af det fjerntliggende Nordøstgrønland og de fór vild på isen og forsvandt på tragisk vis.
Når du går hele vejen til enden af Langelinie Havn, finder du en tre meter bred sten, der hviler på fem sten ud mod havet. Det er Danmarksekspeditionens mindesten, der skildrer Høeg Hagen, Mylius-Erichsen and Brønlund på en hundeslæde i Grønland.
Ejnar Mikkelsen – Grønlandsforskeren bag ”Against the Ice”
I den lille have ikke langt fra det smukke basrelief, finder man en skulptur, der forestiller en anden Grønlands-udforsker, nemlig Ejnar Mikkelsen.
I 1909 tog Ejnar Mikkelsen afsted fra København med et hold bestående af seks personer på skibet ”Alabama” for at løse mysteriet om, hvad der var sket med Danmarksekspeditionen. Efter en lang rejse, der tog skibet forbi Island og Færøerne, viste de ukendte Nordøstgrønlandske farvande ikke ekspeditionen nogen nåde; skibet endte med at sidde fast i isen i Nordøstgrønland, ikke langt fra, hvor det var gået galt for Danmarksekspeditionen. Mikkelsen rejste mere end 300 kilometer med hundeslæde på isen sammen med skibets mekaniker, Iver Iversen. De fandt liget af Jørgen Brønlund og dagbøger med kartografiske tegninger fra Danmarksekspeditionen, som beviste, at Grønland, præcis som Danmarksekspeditionen håbede, var en ø. Men da de kom tilbage til deres skib, fandt de ud af, at resten af holdet havde efterladt dem. Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen overlevede i to år under frygtindgydende forhold, hvor de måtte stå imod kulden, forfrysninger og sult ved at spise mad fra den tidligere ekspedition og ved at jage. Begge blev reddet i 1912 og budt velkommen som helte, da de anløb Københavns Havn.
Ejnar Mikkelsen skrev adskillige bøger og erindringer og var inspirationen til Netflix-filmen “Against the Ice” med Nikolaj Coster-Waldau, som havde premiere i foråret 2022.
Holger Wederkinchs isbjørn med unger
Gå en tur på den bro, der går over den smalle kanal efter Langelinie Havn, hvor du ikke kan undgå at se et symbol på Grønland. En isbjørn med unger står lige ved siden af havet. Statuen er en bronzekopi af skulptøren Holger Wederkinch (1886-1959), som blev præmieret for sin originale version ved kunstudstillingen Parisersalonen i 1929. Hvis du kigger nøje på isbjørnens hoved, vil du se et hul. Faktisk blev statuen ved en fejl beskudt af en tysk soldat under 2. Verdenskrig.
Grønlandsmonumentet på Christianshavns Torv
Christianshavns Torv ligner et almindeligt travlt torv med en metrostation, hvor mange pendlere skynder sig for at nå frem til deres destination. Hvis du har tid, kan du nyde at se gruppen af statuer, som samlet kendes under navnet Grønlandsmonumentet.
Statuerne blev lavet i rød granit af den danske skulptør Svend Rathsack, efter at han havde tilbragt seks uger i de arktiske kolonier i 1931.
Grønlandsmonumentet viser en hverdagsfiskescene fra Grønland. Til venstre, når man står med front mod den hvide bygning på torvet, ser man to kvinder, der flænser en sæl og renser fisk, og, på modsatte side, to kvinder, som iført nationaldragter, fisker efter ammasat (lodder) med et net. I midten af torvet kigger en fanger frem for sig stående ved siden af sin kajak, et af Grønlands stærkeste symboler. Kajakken er faktisk en meget gammel grønlandsk opfindelse, som bruges til jagt i det arktiske hav, og den er et symbol for Grønland. Af denne årsag har både moderne engelsk og de fleste andre sprog lånt ordet ”kayak/kajak” fra det grønlandske ord ”qajaq”.
Nordatlantens Brygge – den gamle grønlandske handelshavn
Det gamle pakhus, der nu udgør Nordatlantens Brygges domicil, er en del af den gamle grønlandske havn. Varer blev sendt til Grønland herfra gennem flere hundrede år. Det var også hertil, at mange importerede grønlandske produkter ankom. Det var også stedet, hvor passagerskibe begyndte deres rejse til Grønland, før fly blev den mest almindelige transportform.
Ved Nordatlantens Brygge finder du også Nordatlantens Hus, der huser Islands ambassade, såvel som Grønlands Repræsentation og Færøernes Repræsentation. En række virksomheder med tætte bånd til de nordatlantiske lande har også kontorer her.
Du finder Nordatlantens Brygge, når du går ned ad Strandgade eller ved at krydse fodgænger- og cykelbroen, fra Nyhavn. Området er fuldt af liv med barer og cafeer.
Hvis du er interesseret i nordisk mad, er det værd at vide, at bygningen, der plejede at huse restauranten Noma, der adskillige gange er kåret som verdens bedste restaurant senest i 2021 – i dag huser Restaurant Barr, som hylder nordiske specialøl og mad. Bag Nordatlantens Hus finder du også Broens Gadekøkken, et gourmet street food-marked, der er delvist ejet af Noma, med nogle af byens bedste restauranters bud på lækker street food. Om vinteren finder man også en skøjtebane her med diskotek og en urban juleatmosfære.
Nordatlantens Hus har adressen: Strandgade 91, 1401 København K. www.bryggen.dk
Det Arktiske Hus – en imponerende samling af billeder og tekst
Lige foran Nordatlantens Brygge finder du Det Arktiske Hus. Det Arktiske Hus blev grundlagt af to af Grønlands mest kendte forskere, Ejnar Mikkelsen og Egil Knuth. Det Arktiske Hus er internationalt kendt og anerkendt for indsamlingen af materiale af stor etnologisk værdi fra Grønland – fra gamle tekster til kort, billeder og film.
Selv før din tur, kan du begynde at udforske arkiverne fra Det Arktiske Hus via dette link og få adgang til hjemmesiden, hvor det meste af husets materiale findes i digital version. For eksempel har brugere fra hele verden gratis online-adgang til mere end 80.000 billeder fra stedets komplette samling på 150.000 billeder i arkivet, men du bør besøge Det Arktiske Hus under dit ophold i København, så du ved selvsyn kan opleve deres materiale og udstillinger om Grønland.
Adressen er: Strandgade 102, 1401 København K. www.arktiskebilleder.dk
Det Grønlandske Hus – få en fornemmelse for grønlandsk kultur og mad
Det Grønlandske Hus er en kulturel institution, der er åben for alle, der er interesserede i at vide mere om Grønland. Her finder du altid et bredt udvalg af bøger om Grønland, som kan købes, ligesom du ofte kan opleve udstillinger af grønlandske kunstnere såvel som foredrag om Grønland. For at se programmet besøg da hjemmesiden: www.sumut.dk.
Hvis du gerne vil købe en arktisk gave til dine kære i julegave, så er det værd at lægge vejen forbi Det Grønlandske Hus’ julemarked, som finder sted hvert år i december. Her finder du unikke ting lavet af grønlandske kunstnere og kunsthåndværkere.
De rejsende, der drømmer om at få smagen af Grønland med, mens de befinder sig i København, kan passende lægge vejen forbi Ajamats Café i Det Grønlandske Hus, som serverer autentisk grønlandsk mad hver tirsdag fra klokken 12.00 til 14.00.
Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København ligger på Løvstræde 8, 1152 København K.
Statens Naturhistoriske Museum – se verdens tredjestørste meteorit fra Grønland
Hvis du er interesseret i Grønlands fantastiske geologi, så vil Geologisk Museum, der hører under Statens Naturhistoriske Museum, ikke skuffe dig. Her kan du lære mange flere facts om Grønland, som ville overraske selv en professionel geolog. Vidste du for eksempel, at Grønland for fire milliarder år siden, før den rykkede til sin nuværende placering, faktisk lå på den sydlige halvkugle?
Hvis du er interesseret i fossiler – eller gerne vil lære mere om dem – vil museet overraske dig med mere end to millioner år gamle fund, som kan fortælle os om klimaforandringerne igennem vores planets historie.
Et af disse fund er et must see, som er placeret lige ved Statens Naturhistoriske Museums hovedindgang. Det er verdens tredjestørste meteorit, den 20 tons tunge Agpalilik, som er en del af Kap York-meteoritten. Meteoritten blev fundet i Grønland i 1963 tæt på Kap York i Thule-området, men dens eksistens havde været kendt i årevis. Faktisk vidste forskere, at inuitterne havde brugt meteoritten til at smede harpuner, knive og andre jagtredskaber, og man fandt de første rester af den allerede i 1894 med hjælp fra lokale. Den danske kunstmaler og passionerede opdagelsesrejsende Per Kirkeby, der ofte har afbilledet Grønland, var en del af den ekspedition, der hentede meteoritten Agpalilik.
Statens Naturhistoriske Museum ligger på Nørre Voldgade i hjørnet af Botanisk Have, tværs over vejen fra Statens Museum for Kunst.
Nationalmuseet – et seriøst blik på Grønlands tidlige historie
Når du er i København, bør du ikke gå glip af Nationalmuseet. Her finder man en række unikke arkæologiske og historiske effekter fra Grønland, som til sammen fortæller historien om Grønland fra landets begyndelse til i dag.
Nationalmuseet ligger i centrum i Ny Vestergade, som er tæt på både Københavns Rådhus og forlystelsesparken Tivoli.
Inuitten – en grønlandsk gavebutik
I ”Inuitten” kan du finde mange sjove ting fra Grønland – fra isbjørnebamser til grønlandske smykker lavet af rensdyrknogler og vand fra indlandsisen.
Adressen er Amager Boulevard 131, Amagerbro, 2300 København S. www.inuitten.dk
Grønland i Københavns slotte og paladser
Den danske kongefamilie har altid haft et tæt forhold til Grønland, som er repræsenteret i mange af Københavns paladser og slotte, som er åbne for besøgende. Her får du overblik over, hvor man kan finde Grønland i de københavnske slotte og paladser.
Christiansborg Slot – Grønland i den danske kongefamilies kunst
De kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg Slot er åbne for offentligheden og bruges stadig af den kongelige familie ved officielle lejligheder, hvilket gør Christiansborg til et af de få fungerende kongeslotte i verden, der er åbent for besøgende. Her finder du smuk kunst og gobeliner, der har været i kongefamiliens eje i århundreder, og måske finder du spor af Grønland i mange af dem. Faktisk er Grønland ofte repræsenteret gennem det kongelige danske våbenskjold i form af en stående isbjørn, der brøler mod fjenderne. Det første våbenskjold med den grønlandske isbjørn er helt tilbage fra 1665, men på Christiansborg finder du også moderne fortolkninger af den i nogle af de smukke gobeliner af kunstneren Bjørn Nørgaard.
Borgen – fra Christiansborg til Grønland
Christiansborg er ikke kun et kongeligt slot, men også hjemsted for det danske parlament, Folketinget, og for Netflix’ hitserie “Borgen”, hvis seneste sæson både er optaget i København og i Grønland. Hvis du vil følge i fodsporene af “Borgen”, så kan du komme bag kulisserne med en gratis guidet tur i det danske parlament og tage med på en guidet tur i byen med ”Borgen”-tema med firmaet Nordic Noir Tours – følg derefter i Birgitte Nyborgs fodspor til Grønland. Den nye sæson er tilgængelig på Netflix fra sidst på foråret 2022.
Rosenborg Slot – grønlandske narhvaler på kongens trone
Rosenborg er sandsynligvis det mest charmerende slot i København med sin eventyrlignende arkitektur og placeringen midt i Kongens Have i byens centrum.
Marmorgemakket er et af de mest særlige rum, som besøgende kan komme ind i på slottet, idet det næsten er intakt siden 1670. Når du ser op, genkender du måske Grønlands isbjørn i loftets udsmykning lige til højre for vinduet i højre side.
I riddersalen finder du to kroningsstole, der blev brugt i 1600-tallet. For at give sin stol et legendarisk udseende, fik kongen det udsmykket med enhjørningehorn. Der var dog reelt tale om stødtænderne fra narhvaler, en meget sjælden type hval, der kan ses i Grønlands mest fjerne have. Siden vikingetiden mente man, at narhvalens stødtænder besad magiske kræfter, og stødtænderne er brugt i nogle af de kongelige effekter, du finder på Rosenborg Slot.
Amalienborg Slot – en isbjørn i kongens arbejdsværelse
Amalienborg er stadig residens for den danske kongefamilie og ligger ved Københavns havnefront. Hver dag klokken 12 kan du se Den Kongelige Livgardes vagtskifte, og du kan besøge det ene af de fire palæer, der udgør slottet. Lige ved siden af Dronningens residens ligger Amalienborgmuseet, hvor du kan se, hvordan de danske konger og dronninger har boet gennem tiden. Inde på museet finder man også et isbjørneskind i Kong Frederik den VIII’s arbejdsværelse indrettet i ny renæssancestil i 1860. Kongen opbevarede isbjørneskindet som et symbol på Grønlands våbenskjold. Det skind, du i dag ser på museet, er en gave fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe, idet det originale skind blev vurderet til at være i for ringe stand til at kunne bruges, da museet åbnede i 1994.
Københavns Rådhus – isbjørne og hvalrosser
Københavns Rådhus, tegnet af Martin Nyrop i 1905, byder på dansk flora og mange skabninger fra havet: fisk, krabber, søstjerner, såvel som en havfrue og en havmand. Ved rådhusets bagindgangsport og på rådhusets tag finder du hvalrosser og isbjørne. Da han blev spurgt til dem i et interview i 1898, forklarede Nyrup, at eftersom det danske kongerige strækker sig til Nordatlanten, så kunne grønlandske arter være lige så gode som udsmykning som en kærkommen forandring fra de vanlige løver og sfinkser.
Kom tæt på svømmende isbjørne – Københavns Zoo
Københavns zoologiske have byder på et 3.100 m2 stort område for isbjørne kaldet Den Arktiske Ring. Den Arktiske Ring er designet med det mål at efterligne det grønlandske sommerlandskab med de samme sten og flora og med to store pools, som isbjørnene kan svømme i. Begynd din tur i det udendørs område, hvor du kan se isbjørnene sidde eller ligge på stenene i det grønlandske landskab bare få meter væk fra dig. Gå lidt videre, hvor en rampe fører nedenunder anlægget, hvor du kan nyde synet af isbjørnene, der svømmer og leger, gennem poolens glasvæg eller den otte meter lange undervandstunnel.
Grønland i København – en guidet walking tour
Hvorfor er Danmark, lille og fladt som en pandekage, forbundet med Grønland, landet med sne, is og fjelde? Hvis du er nysgerrig efter at lære mere om den lange historie og de politiske, kongelige og kulturelle bånd, der eksisterer mellem Danmark og Grønland, såvel som den arktiske handel, så tag med på denne walking tour hos Copenhagen This Way.
Turen begynder på det maleriske Christianshavn, området, hvorfra mange handelsskibe i sin tid sejlede til Grønland. Langs havnen vil du høre historier om vikingeekspeditionsføreren Erik den Røde såvel som en gammel beskrivelse af København lavet af de to grønlændere, Poq og Qiperoq, som besøgte hovedstaden i 1724. Ny Nordisk Mad, som Københavns madscene er kendt for, er også grønlandsk; på denne tur vil du komme til at smage kvan – engleurten – der er en helt særlig specialitet.
Varm op til din rejse til Grønland og tag på kajaktur i Københavns kanaler
Kajakture i Københavns kanaler med Kayak Republic
Kajakken, et af de stærkeste kulturelle symboler på Grønland, har været brugt som transportmiddel såvel som et værktøj til jagt i mere end 4.000 år. Kajakker findes overalt i Grønland, og måske har du lyst til at forberede dig på et padle-eventyr i Arktis med en kajaktur i København først. Med sine rene, pittoreske kanaler er den danske hovedstad et perfekt sted at begynde at træne sin balance i vandet ved at kombinere kajaksejlads og sightseeing – og hvorfor ikke også tilføje lidt oprydning af havet på samme tid?
Kayak Bar er en flydende restaurant med livemusik, lækker mad med skaldyr og en vibe af afslappet strandbar midt i Københavns centrum. Herfra kan du tage på kajak-sightseeing-ture gennem kanalerne eller leje en kajak – der er både havkajakker og de såkaldte Sit On Top-kajakker til de mindre erfarne – hvis du foretrækker at padle rundt på egen hånd.
Hold havene rene og udforsk kanalerne i en tandem-kajak med GreenKayak
Hvis du føler for at give en hånd med i arbejdet for at holde havene rene, kan du booke en tid hos GreenKayak. GreenKayak er en NGO i København, som udlåner tandem-kajakker til frivillige, som er villige til at gå med i kampen mod forurening. Alt, hvad du skal gøre, er at booke en af de grønne kajakker, der findes flere steder i Københavns kanaler, og indsamle den plastic, du finder i vandet, mens du er på sightseeing. Der er garanti for thumbs up fra de lokale og en uforglemmelig oplevelse.
Grønlandske events i København
Der er mange events om Grønland i København, men her er der to, som du helt sikkert bør besøge, hvis du får chancen:
Grønland i Tivoli
I over 40 år har det været en tradition for grønlændere, og alle med tilknytning til Grønland, at mødes i verdens ældste forlystelsespark, Tivoli. Grønlands største kulturmøde udenfor landet er en festlig todages festival, hvor der er rig mulighed for at opleve musik, smage mad og købe kunsthåndværk fra Grønland. Festivalen afholdes som regel den 31. juli og 1. august hvert år – gå ikke glip af den!
Arktisk Festival
Afholdes på Nordatlantens Brygge og i Det Arktiske Hus. Arktisk Festival sætter fokus på de vestnordiske kulturer i Grønland, Island og på Færøerne. Programmet denne weekend er en bred pallette, der spænder fra foredrag fra eksperter indenfor rejser, kultur, geologi, kunst, musik og dans. Festivalen afholdes som regel i den sidste weekend i oktober.
Artikel
Visit Greenland
Bidragyder
Giuseppe Liverino