I sin illustrerede bog om Grønland, ”The Children and the Whale”, udgivet af Little Gestalten, tager den prisvindende illustrator Daniel Frost dig med på en magisk rejse rundt om polarcirklen i Grønland. Den ideelle godnathistorie og børnebog om Grønland for alle, der mærker eventyrlysten røre på sig! Læs Visit Greenlands interview med illustrator Daniel Frost og lær mere om, hvad der inspirerede ham til illustrationerne og hans eventyrhistorier fra Grønland.
Hvornår besøgte du Grønland?
Jeg var to uger i Grønland i oktober 2016. En af mine venner skulle besøge sin onkel i Nuuk og spurgte, om jeg ville med. Jeg har altid været interesseret i Arktis og polar-regionen, så da han spurgte, slog jeg til med det samme. Jeg føler mig meget heldig at have oplevet denne del af verden.
Hvad er dit bedste minde om Grønland og hvorfor?
Jeg har mange yndlingsminder fra min tid i Grønland. Den første aften så jeg nordlys – det var helt vidunderligt. At se den lysende grønne tåge, der gled over himlen, er noget, jeg altid vil huske.
Et andet godt minde er fra den lille vandretur, vi var på i Nuuk.
Jeg er ikke sikker på, at vi gik til et særligt højtliggende sted. Men udsigten og atmosfæren på toppen var ikke som noget, jeg har oplevet før. Stilheden og landskabets storhed var bjergtagende. Vi indledte vores gåtur ret tidligt om morgenen, hvor tågen endnu ikke var lettet, så udsigten gav én en følelse af, at vi var i en anden verden. Det var virkelig magisk.