Tidslinje
Fredag
Morgen
En række beboere i Innaarsuit er blevet evakueret fra farezonen og flyttet til forsamlingshuset, daginstitutionen og skolen i bygden, fortæller vagtchef Lina Davidsen.
Folk i Innaarsuit kan kigge direkte på det store isfjeld, der er grundstødt tæt på bygden. Det har et hul og mange revner, hvorfor beboerne kan frygte, at isfjeldet vil kælve og udløse en flodbølge.
Avannata Kommunes beredskabstjeneste, de grønlandske myndigheder og politiet holder nøje øje med situationen. Nødberedskabet i de nærliggende bygder er informeret om, at de skal stå klar, hvis der opstår en kritisk situation i Innaarsuit.
SAR-helikopteren rykkede fra Kangerlussuaq til Ilulissat for at være tættere på Innaarsuit.
Heldigvis har isfjeldet ikke rykket sig i løbet af natten.
Middag
Vind og højvande hjalp isfjeldet med at drive længere væk fra bygden. Politiets talsperson Karl Sværd udtalte, at inspektionsskibet Knud Rasmussen er på vej til området. Fra Jakob Rousøe, der er chef for operationsenheden i Arktisk Kommando, lyder det, at enheden er klar, hvis det værste skulle ske.
Lørdag
Der opstod et glimt af håb lørdag, da isbjerget syntes at have bevæget sig en smule over natten. Det blev rapporteret, at isbjerget havde rykket sig 500-600 meter længere nordpå.
”Heldigvis har isbjerget rykket sig længere nordpå i løbet af weekenden,” sagde Jakob Rousøe, der er chef for operationsenheden i Arktisk Kommando. ”Kraftig vind fra syd og en nordgående strøm har skubbet isbjerget mod nord.”
Søndag
Håbet var dog kortvarigt. Om søndagen fortalte det lokale politis vagtchef, Aqqaluk Petersen, til Sermitsiaq: ”Jeg har talt med kommunefogeden til formiddag. Han oplyser, at det var tåget i Innaarsuit søndag morgen og ingen sigtbarhed. Men nu er tågen væk, og isbjerget har ikke rykket sig siden natten til lørdag.”
Derfor venter evakuerede borgere stadig på at kunne komme tilbage til deres hjem. Men Susanne K. Eliassen fortæller, at indbyggerne ikke er alt for påvirkede af situationen. ”Vi føler os trygge. Det kan man roligt sige,” sagde hun til Sermitsiaq søndag eftermiddag.
Mandag
Mandag morgen syntes der stadig ikke at være nogen chance for, at de evakuerede beboere i Innaarsuit kunne vende tilbage til deres hjem. ”Isfjeldet har ikke rykket sig særligt meget,” sagde politikommissær Gideon Quist.
Efter en risikovurdering senere på dagen, som evaluerede de mulige bølger, der vil skabes ved isfjeldets kælvning, besluttede det grønlandske politi at reducere farezonen. Det betød, at nogle beboere kunne vende tilbage til deres hjem. Supermarkedet, kraftværket og fiskefabrikken er fortsat lukkede.
”Vi havde godt travlt på fabrikken med omkring 25 medarbejdere, der arbejdede i toholdsskift, men heldigvis er vores fisk frosset ned,” sagde fabrikschefen i Innaarsuit, Hans Peter Kristensen.
Onsdag
Den seneste erklæring fra nyhedsmediet Sermitsiaq var: ”Onsdag besluttede politiet, efter at have rådført sig med det lokale beredskab, at farezonen ved kystområdet ved Innaarsuit vil blive ophævet fra onsdag klokken 13.”
”Isbjergets nuværende position er 500-600 meter nord for Innaarsuit. Det betyder, at Innaarsuit er beskyttet fra isbjerget af en klippevæg mod nord.”
Konsekvenser for lokalsamfundet
På de blot få dage, siden isfjeldet kom til, er man begyndt at se de store konsekvenser for lokalsamfundet Innaarsuit. Bygdens eneste supermarked ligger i farezonen og er derfor blevet lukket. Som et resultat heraf, vil der sandsynligvis snart være behov for at sende ekstra forsyninger til bygden til de indbyggere, der stadig bor der. De grønlandske bygder er meget isolerede, eftersom byer og landsbyer ikke er forbundet af veje, så de små bygder kun kan nås ad vandvejen. Det gør det ekstra udfordrende at reagere i nødsituationer her.
Susanne K. Eliassen fortæller, at fiskerne i særlig grad er påvirket af tilstedeværelsen af isbjerget. ”Fiskerne må ikke tage ud at fiske, da de ikke kan indhandle, på grund af isbjerget udgør en fare hvis den kælver,” siger hun.
Avannaata Kommune:
Tlf.: (+299) 70 18 00 | Email: avannaata@avannaata.gl
Lokalpolitistation – Upernavik:
Email: grl-upernavik@politi.dk
Bygdebestyrelsesmedlem– Susanne K. Eliassen:
Email: anso1996@greennet.gl
Arktisk Kommando – pressekontor:
Tlf.: (+299) 36 40 98 | Email: vfk-ktp-a-pao@mil.dk
Grønlands landsdækkende public service radio- og tv-station – KNR:
Email: news@knr.gl
Grønlands kortlægningsmyndighed – Asiaq:
Email: asiaq@asiaq.gl
KNI – handels- og servicevirksomhed, der servicerer bygder i Grønland: Tlf.: (+299) 86 23 15