Oqaatsut er en nordgrønlandsk bygd med udsigt til isbjergene i Diskobugten.
Et kobbel slædehunde halser ned af bakken på kommando af deres herre. Pludselig råber slædeføreren et par ord, og hundene lystrer øjeblikkeligt. Hundeslæden drejer skarpt, så sneen står omkring den, og glider i en kvartcirkel for så at stoppe lige foran mig. Fantastisk. Min racerkører, min hundeslædefører, er ankommet.
29-årige Fari Frederik Mathiassen kører faktisk hundeslæde på konkurrenceplan, finder jeg snart ud af. En ung, fregnet mand, der har et glimt i øjet, når han taler. Totter af rødligt hår stikker ud under hans hue, en blå beanie, som han holder fast med racer-solbriller. Hans look fuldendes af en slidt grå anorak og overalls af isbjørnepels.
Han fortæller, at hundene er lidt trætte, fordi de konkurrerede i et 33-kilometers hundeslædeløb i weekenden. En kvalifikationsrunde til Grønlandsmesterskabet, der afholdes i Nordgrønland.
“Vi blev nummer 10,” siger han med et træk på skuldrene. Bedre held næste gang.
Faris pels-overalls passer ind i det sneklædte landskab. Han købte dem brugt for kun 2.000 kroner – et nyt par kan koste op til 12.000 kroner, fortæller han. De er overraskende varme og isolerende, selvom de er tynde.
Hundene har altid været en del af Faris liv. Han voksede op i Ilulissat-regionen og var bare syv år, da han fik ansvaret for at passe fire voksne hunde. Det var omtrent samtidig, at han selv begyndte at køre hundeslæde.
”Hundene var lige ude foran vores hus. Dengang var det tilladt at have slædehunde i byen, men nu er de rykket udenfor byen.”
Han fortæller, at hundene er lidt trætte, fordi de konkurrerede i et 33-kilometers hundeslædeløb i weekenden. En kvalifikationsrunde til Grønlandsmesterskabet, der afholdes i Nordgrønland.
Continues further down the page...
Slædekørsel har altid været hans hobby, fortæller Fari, mens vi følger hundeslæderuten fra Ilulissat til Oqaatsut, en lille bygd med omkring 40 indbyggere. Første del af turen krævede hans fulde opmærksomhed, men nu er der tid til at snakke, terrænet er fladt, og hundene er på cruise control. Han smider afslappet benene op på slæden og ser om mod mig. Vi taler om livet på en blanding af engelsk og dansk.
Jeg spørger, om han kunne lide at gå i skole, og han svarer, at han gik på gymnasiet i Aasiaat (2004- 2007), en mindre by umiddelbart syd for Ilulissat. Men hans hjerte bankede for slædekørslen, så da han fik chancen i 2010, blev han professionel.
“Siden jeg var barn, vidste jeg, at jeg ville køre hundeslæde. Min far sagde igen og igen, at jeg burde tage en uddannelse. Men jeg kommer fra en fiskerfamilie, så jeg følger vel egentlig bare traditionen.”
I en verden, hvor slædekørsel mest af alt emmer af gamle dage, er det udsædvanligt at se unge slædekørere, der har gjort den kulturelle tradition til en levevej. Fari kender cirka en håndfuld andre mænd i 20’erne, der også kører professionelt, fortæller han.
”Når det er sæson, kører jeg hundeslæde næsten hver dag. Nogle gange tager jeg turister på udflugt, men jeg fisker også og bruger mine hunde til at nå ud til de gode steder. Og så kan jeg selvfølgelig godt lide at køre ræs,” indrømmer Fari.
”Det er verdens bedste job at køre hundeslæde, men det er også hårdt arbejde.”
”De (hundene red.) er ligesom mine børn. Jeg har to rigtige børn og 19 andre. Når jeg siger til min kæreste, at jeg lige skal se efter mine andre børn, så ved hun, hvad jeg mener,” slutter han med et grin.
