Verdens Ende” er et temmeligt slidt og gammeldags udtryk. Det bliver anvendt om så mange steder rundt om på jorden, hvor landet møder havet, eller hvor nærmeste menneskelige bebyggelse ligger langt væk. Faktisk er det smukke ved vores klode netop, at den er rund og ingen ende har!
Alligevel er jeg fyldt med ærefrygt og oplever en følelse af at rejse-til-verdens-ende, når jeg stirrer ud af vinduet på Air Greenlands fly fra Upernavik til Qaanaaq. Det er halvanden time med ren poesi i luften.
"Det er halvanden time med ren poesi i luften."
Artiklen fortsætter længere nede…
Mens jeg flyver i halvanden time over det mest majestætiske landskab, jeg nogensinde har set, bliver jeg opmærksom på noget andet: fraværet af bygder. Efterhånden som jeg kommer længere mod nord, og havet dækkes mere og mere af is, forekommer det stadigt mere indlysende, at verden under mig må være livløs.
Men alligevel er dette kolde og stille paradis fyldt med liv. Ikke kun hvaler, sæler, hvalrosser og isbjørne bor her. Mennesker gør også. Da jeg kommer endnu længere mod nord, hvor alt er mere og mere tilfrosset, er det svært at tro på, at der er mennesker i nærheden.
Men der er mennesker, og de har været her i meget lang tid. Beboerne af Verdens Ende. Hvor slidt det end måtte være, er dette udtryk det eneste dækkende, som jeg kan tænke på, da vi lander i Qaanaaq, midt mellem farverige huse og de stolte, robuste folk.
Hvis der er ét sted, der skal betegnes som Verdens Ende, så er det dette. Tusinder af kilometer fra anden bebyggelse, langt, langt mod nord på vores planet, omgivet af og nedsænket i naturens skønhed og rigdom.
Baggrunden for mit valg af destination er ikke kun et ønske om at opleve den fantastiske natur, men også dét, at møde folk, der lever i den, som en del af den. Thule er et af de sidste steder i Arktis, hvor folk stadig bruger traditionelle metoder og redskaber, som andre steder ellers er forsvundet for altid.
Hundeslæde er stadig det mest anvendte transportmiddel. Folk er stadig afhængige af jagt for at overleve. De er nogle af de sidste mennesker i verden, der jager narhvaler i kajak.
Jeg tager med én af dem, Naimanngitsoq Christiansen, på tur i nogle dage langs isens kant. Vi gør hundeslæden klar og drager ind i vildmarken. Med stor dygtighed og erfaring leder han hundene mellem enorme, fastlåste isbjerge i havisen.
Undervejs mod isens kant møder vi ringsæler og grønlandssæler, og vi ser endda også nogle isbjørnespor. Stilheden er overvældende. Nærmest skarp. Den fylder mit hoved og mit hjerte fuldstændigt, mens vi blidt glider mod isens kant.
Til kanten af verden.
Til Verdens Ende.
Følg flere af Davors eventyr, og hør hvordan hans rejse til Verdens Ende forløb.
