Der var engang før jul en tynd, langhåret viking med et groft skæg og dybtliggende blå øjne, der flyttede til Tasiilaq på jagt efter eventyr.
Matthias var hans navn, og han var lærer. Dette er hans julehistorie.
Kan du ikke vente til jul? Du kan fejre 4. søndag i advent med os!
Continues further down the page...
Vinteren kom tidligt det år, men Matthias var faldet godt til i snefyldte Tasiilaq.
Hans elever elskede ham, han havde fået nye venner, og han havde endda fået en ung, grønlandsk hund. Efterhånden som der faldt mere sne, og juleaften rykkede tættere på, inviterede hans lærerkollega Peter ham til at holde juleaften hos sig.
Selvom han var taknemmelig for invitationen, besluttede Matthias sig for, at han ville holde juleaften alene med sin hund og sove under nordlyset.
Eventyreren begyndte sin juletur den 23. december. Eftersom han skulle tilbagelægge mange kilometer, havde han medbragt så lidt som muligt: et telt, en sovepose og en riffel. Hans plan var at jage og spise det, han skød.
Et par timer efter, at han havde indledt sin tur, tabte dagen al sit lys. Vinden begyndte at hyle vildt og blæste sneen op og blændede Matthias. Han besluttede at sidde i sit telt og vente på, at vejret blev bedre.
Kort tid efter var det voldsomme vejr stilnet af. Matthias gik udenfor. Forestil dig en høj fjord, hvor floderne løber ned midt i dalen. Takkede bjergtoppe formede skylinen.
Den dybe, stille sne reflekterede måneskinnet og lyste dagen op. Pludselig fik Matthias øje på en rype, potentielt hans første måltid den dag. Han pegede sin riffel i retning af den snehvide fugl. Og ramte! Aftenens middag er i hus, tænkte Matthias tilfreds.
Mens han ivrigt satte kursen mod fuglen, blev han overhalet af sin begejstrede hund. Den slikkede sig om munden og gav sig til at fortære rypen! Der var intet tilbage til Matthias. Træt og frustreret satte han sit telt op for at sove i mørket.
Kold, våd og uden noget mad at tilberede, begyndte juleaften i vildmarken at se mindre og mindre tiltalende ud. Næste dag begyndte han tidligt sin vandretur hjemad. Luften var hvirvlet hvid af sne, der fløj ind i hans sammenknebne øjne, så han var halvt blændet.
Matthias gik langs kanten af havisen. Han havde god fart på hjemad. Pludselig skar lyden af et højt knæk i hans ører, og isen flækkede under ham. Han faldt ned i det isnende kolde vand.
Gispende efter luft, med kun sit hoved over det iskolde vand, kæmpede Matthias for at trække sig op af vandet og i sikkerhed. Rystende ind til benet tog det alle hans kræfter at traske hjem. Der var gået mere end ét døgn uden mad.
I udkanten af Tasiilaq by ligger en meget lille hytte. I dette hus var Matthias’ ven, Peter, i færd med at forberede julemiddagen med stegt and og kartofler – det hele til ham selv. Han tændte stearinlys, dækkede bord og satte Bing Crosby på pladespilleren. Det var juleaften.
Pludselig begyndte Peters hund at gø. Det bankede på døren. Nysgerrig efter at finde ud af, hvem det var, åbnede Peter døren. Udenfor stod han ven Matthias og hans hund og rystede.
Peter lukkede ham ind og bad Matthias om at deltage i den middag, han oprindeligt havde inviteret ham til. Efter ikke at have spist i mere end 24 timer tog Peter taknemmeligt imod invitationen.
Det var begyndelsen på et smukt venskab, som ville resultere i mange flere juleaftener sammen. Selvom det ikke blev præcis, som han havde forestillet sig, blev Matthias’ første jul i Grønland alligevel til noget ganske særligt.
Historiens morale? Tag forsyninger med på en vandretur, lad være med at gå på tynd is, og sæt pris på dine venner – særligt dem, der har forberedt et herligt julemåltid!
*Dette juleeventyr er inspireret af virkelige begivenheder.
