Livet i Grønland er på stort set alle måder meget forskelligt fra alt andet, og den første ting, man lærer, er at give slip på tiden som et styrende koncept. Vi bruger naturligvis også tid og ure i Grønland, det er bare ikke så vigtig en faktor, når vi planlægger vores dage og uger – det er det arktiske vejr og klima derimod.
I Grønland findes der ingen veje mellem byer og bygder, så al trafik og transport sker med båd, fly eller helikopter, og det er ikke usædvanligt at strande flere dage eller uger som en følge af dårligt vejr – ofte kan vejret være så barskt, at transport ganske enkelt er for farligt.
Dét er en af de ting, du skal acceptere, hvis du vil bo i Arktis. Det kan godt være, at du planlægger ud fra tiden, men det er i bund og grund vejret, der afgør, om dine planer lykkes.
Samtidig er dette også en af de smukke ting ved at bo i Arktis; man lærer, at man ’kun’ er et menneske.
Mit forfatterhjerte elsker ganske enkelt dette sted på jorden.
Continues further down the page...
En anden ting, der er meget anderledes, er de enorme, øde afstande og ensomheden. I det meste af Europa er vi vant til altid at være tæt på alt. Vi er altid online og kan altid nå frem til hinanden forholdsvis hurtigt. Vi er kort sagt altid til rådighed for andre. I Grønland er det lige modsat. Internetforbindelsen er ofte ret skidt, og langt de fleste steder er der slet intet internet eller mobilforbindelse – og vi kan ikke lige hurtigt køre fra en by til en anden. Du er, hvor du er, og det er det – og det eneste, der med sikkerhed altid omringer dig, er fjeldene, det arktiske hav og den enorme iskappe af indlandsis.
Det er det, der er det smukke ved det hele, for hvis man giver slip på tiden og tager mod ensomheden og isolationen, så mærker man kærligheden til Arktis vokse frem i sig, og der er vitterligt meget at elske.
Luften i Arktis er et kapitel for sig selv. Den er nærmest ubeskriveligt ren som følge af den meget afsides beliggenhed og de mange måneder med frost døgnet rundt. Vinteren i Grønland varer let 6-7 måneder, hvor landet er dækket af konstant frost og flere meter af sne.
De fleste udefrakommende forestiller sig, at Grønland er meget mørkt om vinteren, hvor solen kun sjældent kigger forbi i korte glimt, men det forholder sig næsten lige modsat, da sneen og isen lyser alt op.
Når det er mørkt i for eksempel Danmark eller Tyskland, så er det virkeligt mørkt, mens alt mørke i Grønland lyses op fra alle sider af frostkrystaller og is, og ofte lyser himlen også op i dansende nordlys, der lægger sig hen over aftenhimlens sorte lærred, som et flimrende slør i de klareste grønne og lyserøde nuancer.
Nu skulle man tro, at jeg snart havde fået fortalt om alt det smukke ved Grønland, men det mest fortryllende har jeg gemt til sidst. Det mest vidunderlige – jeg ved – er isen. Den rigtige is. Indlandsisen. Den enorme iskappe, der dækker langt det meste af Grønland. Farverne i isen er endeløse. Nogle gange hvide. Andre gange blå. Turkis. Til tider som den reneste krystal. Nogle gange stirrer man bare på isen og tænker, ’det der er ikke muligt!’
Og så er der isens alder. De krystalklare bjerge og klumper af is er ofte over 100.000 år og kan let være langt ældre. Det er altså vand, der har været frosset og ligget isoleret hen siden længe før, Homo Sapiens indvandrede i Europa.
Når store klumper af denne is strander på kysterne, kan man gå hen og røre dem og holde om dem. Man kan mærke deres kolde, glatte hud, og hvis man ånder på dem, ånder de iskoldt tilbage. Hvis man tager sådan et stykke is i munden og lader det smelte, så fyldes en mund af dråber, der sidst var flydende for en evighed siden. Det er som at rejse i tiden i dråber af vand. Det er ren magi på alle måder.
Her er hvorfor:
For en forfatter er Grønland som en gåtur gennem en uendelig verden formet af ord. Alt er så anderledes og så ægte, at hele fortællinger ganske enkelt bare opstår ud af luften, for hvert skridt man tager.
Jeg har ofte læst og hørt om islandske forfattere, der gav naturen og landet om dem en del at æren for deres bøger – nu forstår jeg hvorfor. Det er præcis sådan, jeg har det med Grønland.
Jeg begyndte at skrive min første arktiske bog, PIGEN UDEN HUD (THE GIRL WITHOUT SKIN/EIS ROT), efter at have boet ét år i Grønland. Mine tanker og min krop var så fuld af indtryk og erfaringer af både det lyse og det mørke, at jeg simpelthen bare måtte skrive.
For mig er Grønland en uudslukkelig kilde af inspiration og fortællinger, og jeg kommer også fremover til at skrive mange bøger, der har deres kilde i Grønland. Mit forfatterhjerte elsker ganske enkelt dette sted på jorden.
