Kujataa verdensarv
Men så snart at piloten indleder sin indflyvning, så begynder det at give mening. Udover islandskabet og bjergryggene er det eneste, jeg kan se dybe fjorde og en snoet kystlinje. Et primært grønt landskab med græs, der dækker bakker og bjerge. I det fjerne ser jeg et vandfald, der løber ned af en granitvæg. En blå gletsjer, der løber ud i havet. Jeg er ankommet til Sydgrønland. I den kommende uge vil jeg opdage regionens smukkeste steder med hjælp fra Salik Frederiksen, der er medgrundlægger af turfirmaet Tasermiut Camp.
Continues further down the page...
Stadig oppe at køre efter helikopterturen møder jeg Salik i Nanortalik, den sydligste by i Grønland. De sidste 40 minutter har jeg set det mest spektakulære landskab glide forbi under mig – og det er kun begyndelsen af min rejse. Salik er også entusiastisk, han vil vise mig rundt i regionen. Første stop: Nanortalik og dens ø. Efter et hurtigt stop på hotellet, vandrer vi til toppen af det lille bjerg, Qaqqarsuasik. Jeg tænker højt over, hvilken udsigt, der venter deroppe på toppen, og Salik svarer: ”Vent og se, det er det værd.” En time senere indser jeg, at man roligt kan stole på Salik. Jeg ser ud over horisonten af skyer, der driver op ad Grønlands lodrette klippevægge. Selvom vi kun er i 1.559 meters højde, så føler jeg det, som om jeg er på toppen af verden. Salik: ”I klart vejr er det eneste, man kan se havet. Det er meget fredfyldt. Lige under klipperne er der små øer. Vores lokale fiskere camperer der ofte i nogle dage for at fange frisk fisk og sæl.” Jeg har også en god udsigt ned til Nanortalik selv: husene, der farver landskabet.
Næste dag viser Salik mig Nanortalik Museum. Han forklarer: ”For at kunne forstå Sydgrønland er du nødt til at lære noget om dets historie og kultur. Et besøg på dette museum er et must.” Museet ligger i den gamle del af Nanortalik og består af et dusin små huse. Museumsguiden, David, forklarer, at det tidligere var sådan, at hvert eneste hus havde sit eget formål. De næste to timer slår jeg ørerne ud og lytter. Jeg lærer om det første hospital, kajakken, kvindebåden og hvaljagt. Med omkring 60 år på bagen husker David, hvordan hvalerne blev hevet i land i havnen. Hele bygden kom for at hjælpe til, eftersom det krævede stærke folk at trække dyret i land. Når hvalen var kommet på land, blev den parteret og tilberedt i de små huse. David viser mig, hvordan de udvandt olie, hvordan kødet blev tilberedt og hvordan skindet blev brugt til udstyr og beklædning.
Den eftermiddag tager vi turen til Uunartoq. På grønlandsk betyder uunartoq ”varmt vand”. Meget passende, eftersom Uunartoq er en ø med en naturlig varm kilde. I løbet af den to timer lange bådtur fokuserer jeg på havet og håber på at se en hval. Desværre har jeg ingen held denne dag – de er afsted på deres egne eventyr. Men udsigten på turen skuffer ikke. Vi sejler forbi forladte bygder, og de hvide toppe af isbjerge flyder i vandet. Nogle er meter høje. Da vi ankommer til Uunartoq, hopper jeg i den varme kilde så hurtigt som muligt. Myggene sværmer omkring kilden, og jeg foretrækker ikke at blive deres mål. I det fjerne er horisonten igen fyldt med bjerge. Kort efter kalder Salik: ”Middagen er klar”. Rejer med toast og suppe krydret med krydderurter fra området venter. Salik viser mig grønlandsk timian: “Jeg ser frem til sensommermånederne, når her er fuld af krydderurter.”
Næste dag er det tid til vores campingtur. Salik tager mig med til Tasermiut Fjord. Vi har noget af en bådtur foran os, eftersom fjorden er 70 kilometer lang. Den er kendt for sin naturlige skønhed, og den er ofte kendt som den grønlandske udgave af Patagonien. Da jeg ikke kan holde min begejstring tilbage ved synet af det første bjerg, siger Salik: ”Det er kun begyndelsen.” Han har selvfølgelig ret igen. Jo længere, kaptajnen sejler os, jo stejlere bliver bjergene. Hver gang jeg tænker, at nu har jeg set dét smukkeste bjerg, kommer der en endnu mere spektakulær udsigt. Det ser næsten ud som om, at bjergene strækker sig lodret op fra vandet. Salik: ”Tasermiut er velkendt blandt bjergbestigere – granitvæggene er en klatrers paradis.”
I det fjerneste punkt i fjorden venter en gletsjer på os. På grund af de to klipper på begge sider, kaldes det Djævlens Ører. Der er nu intet ondt ved denne udsigt. Bortset fra vandet, der løber ned ad gletsjeren, og bølger, der slår ind mod kysten, er stilheden total. Det er sjældent med sådan en smuk og fredfyldt destination uden andre turister. Vi har vitterligt hele udsigten og fjorden for os selv. Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg kan simpelthen ikke sammenligne det med noget, jeg nogensinde har set i mit liv.
Kaptajnen gør tegn til os: Det er tid til at sejle tilbage. Dog ikke til Nanortalik, for Salik har forberedt en lejr til os halvvejs inde i fjorden.
Da lejren er gjort klar, siger Salik: ”Tag en varm sweater på, så vandrer vi til en sø tæt på.” Ifølge ham er det, det perfekte sted at lave mad. ”Og…,” tilføjer Salik, ”…derfra har vi god udsigt til solnedgangen”. Du behøves ikke sige mere, Salik, jeg er med! Efter at have lavet bål, hakket grøntsager og kogt vand, kommer Salik med en tilståelse: ”Du ville gerne opleve det grønlandske køkken, ikke sandt? Jeg har en overraskelse… Jeg har medbragt lammehoveder.” Med alle de lokale fårefarme i Sydgrønland, er det en lokal snack. ”Og et af mine yndlingsmåltider,” fortsætter Salik. Det er bestemt en overraskelse, men jeg er glad for at få den autentiske grønlandske oplevelse. Under madlavningen begynder hovederne at se ganske lækre ud. Skindet bliver sprødt, og den grønlandske mentalitet (ingen stress, tag dig god tid) får mig til at længes efter det. Det viser sig at smage dejligt. Undtagen hjernen, selvom Salik ikke kan få nok af den.
Imens skifter bjergene farve og bliver orange og røde, og himlen er lilla. Solen forsvinder bag bjergene. Da vi er færdige med den sidste øl, beslutter vi os for at tage tilbage til lejren. Aftenen er fløjet afsted, Salik fortæller mig, at det allerede er midnat. Det havde jeg aldrig gættet på! Det er svært at få greb om tiden, når solen kun går ned to timer hver nat. Og derfor kryber jeg ned i min sovepose, mens det stadig er lyst udenfor.
I dag er det min sidste dag i fjorden. Vi vandrer omkring i området, besøger en øde fårefarm. Selv før vi tager afsted rammer nostalgien mig. Jeg ville have elsket at blive længere i Tasermiut Fjord. Salik får en besked om, at en båd vil samle os op en time senere. ”Mens vi venter, har jeg en sidste kulinarisk overraskelse til dig,” siger Salik, mens han tager en plastikpose frem med noget sort i. Det ligner lakrids. ”Tørret sælkød og sælspæk,” forklarer han begejstret. Det synes, at være det perfekte øjeblik til at åbne min lille flaske champagne. Vi kalder det blæver & bobler. Nogle af kødstykkerne er møre, mens andre er mere seje. Da jeg prøver spækket, går det op for mig, at det egentlig er en mundfuld fedt. Salik elsker det – jeg beslutter mig for at holde mig til det tørrede sælkød. Mens vi drikker det sidste af vores champagne, tænker vi på de seneste succesfulde dage. Og jeg kaster et sidste blik på Tasermiut Fjord.
