Faktaboks
Kulusuk – indgangsporten til Østgrønland. Bygden har ca. 250 indbyggere, men har både en international lufthavn, et hotel og er et fantastisk sted til mange aktiviteter, herunder langrend om vinteren og vandreture om sommeren.
Vi ankommer til Kulusuk, hvor jeg bliver budt velkommen af min grønlandske kollega såvel som en blå himmel. Det arktiske sollys er skarpt og insisterende, og min jetlag fordamper (næsten.) I det gode vejr er det fristende at tage en slentretur ned ad vejen fra lufthavnen, før vi skal videre med helikopter til Tasiilaq.
Jeg smiler, da jeg ser en hundeslæde, der er parkeret ved siden af et par snescootere – her ser en lufthavnsbus lidt anderledes ud. Vejen er ryddet, på begge sider står sneen i over tre meters højde, og min kollega fortæller mig, at en isbjørn er gået den samme tur som os dagen før – en venlig påmindelse om, at det altid er en god ide at bevæge sig ud i selskab med en lokal.
Efter at vi har drømt om at stå på ski ned ad de snedækkede bjergsider, vender vi tilbage til terminalen til check-in.
Kulusuk – indgangsporten til Østgrønland. Bygden har ca. 250 indbyggere, men har både en international lufthavn, et hotel og er et fantastisk sted til mange aktiviteter, herunder langrend om vinteren og vandreture om sommeren.
Hvis du har booket overnatning i Tasiilaq, så tal med din vært om transportmulighederne til og fra heliporten. Ofte er den inkluderet, men hvis det ikke er tilfældet, kan de give dig nummeret til en taxa.
At flyve i helikopter har været et personligt mål for mig i et godt stykke tid, og heldigvis er helikopter den eneste måde at rejse fra Kulusuk til Tasiilaq i vintersæsonen. Helikopterturen er rolig, og det lykkes mig at få en vinduesplads, så jeg har første parket til synet af den frosne fjord, der er spættet af kongeblå pletter, der, hvor det tidlige forår har fået isen til at brydes.
I Tasiilaq heliport står jeg på den snedækkede jord og ser helikopteren lette – den kommer ikke tilbage før om tre dage, og et kort øjeblik føler jeg mig som en eventyrer af den type, man ser på film.
Vi bliver hentet i lufthavnen af Hotel Ammassalik. Jeg er blevet advaret om, at Tasiilaq er kuperet, og på køreturen er jeg taknemmelig for, at jeg ikke skal gå til hotellet (særligt, fordi jeg rejser med en fotograf med tilhørende kameraudstyr).
Men hotellets placering på toppen af bakken giver den bedste udsigt – det har en vintage after-ski-atmosfære og loungeområder med lammeskind og en 180-graders udsigt over byen og de stejle bjergtoppe.
Den næste dag er vi begge spændte på den første aktivitet på vores rejseplan: at overnatte i helt nye igloer, der er bygget af Sermilik Adventures – og når jeg siger helt nye, så mener jeg det, for der har først for nyligt været de rigtige vejrforhold, der gjorde det muligt at udhugge blokkene til at bygge med, eftersom igloerne udelukkende er lavet af is og sne!
Vi pakker og bliver hentet på hotellet af to snescootere og kører gennem byen – en af de sjoveste sightseeingture, jeg nogensinde har været på. Destinationen er den frosne fjord, hovedvejen ud af byen, hvor vi finder vores næste lift; en hundeslæde.
Enox, vores 19-årige kusk, gør hundene klar, og til lyden af poter på sneen, er vi på vej. Mens jeg nyder den dampende varme te fra den termoflaske, jeg har taget med, bliver byen mindre og mindre bag os, bjergene sejler forbi – og jeg føler mig fredfyldt – som jeg cruiser afsted denne søndag eftermiddag.
Vejret er ”varmt”, omkring -2 grader, men jeg sætter stadig pris på mine bløde luffer og massive snestøvler (tjek altid beklædning og fodtøj med din turarrangør. Du synes måske allerede, at du har tusind lag på, men når man sidder stille tilstrækkeligt længe, så kan selv de mest varmblodige opleve at få frosne tæer).
Efter et par pauser, hvor vi hopper af slæden for at gøre det lettere for hundene at trække opad (og lidt kløen bag bløde og pelsede hundeører – jeg forhørte mig hos Enox om hvilke hunde, der var glade for fremmede), ankommer vi til foden af et bjerg, hvor vi skal tilbagelægge det sidste stykke på snescootere.
Hvis du ikke har kørt på snescooter før, så er her et godt råd: Snescooterne skal køre hurtigt opad for at holde momentum, men behøves som regel ikke at køre hurtigt nedad. Hvis du vil hjælpe til, så tilpas dine bevægelser til din chaufførs – nøjagtig som du ville gøre, hvis du sad bag på en scooter eller motorcykel.
Are you a content creator traveling with photo/video equipment? Keep the batteries close to your skin in your sleeping bag at night for more battery time.
Vi slår lejr – Line og Tobias, vores to værter, laver dampende fiskesuppe, som vi nyder, mens vi sidder på rensdyrskind. Da jeg bagefter nipper til en kop varm kakao, får solen landskabet til at rødme, og der bliver helt stille i bjergene. Som min kollega siger til mig: ”Stilheden får mine tanker til at tale højere”.
Jeg havde forestillet mig, at timerne i det arktiske landskab ville gå langsomt, men jeg vender ikke en eneste side i den bog, jeg har taget med. I stedet forsøger jeg at absorbere alt ved dette iskolde hjørne af verden, hvor alt er fredfyldt. Her kan jeg tænke, trække vejret og bare være til – uden signaldækning eller nogen fornemmelse af tid udover solen, der går til ro bag horisonten.
Jeg putter mig i den tykkeste sovepose, jeg nogensinde har set. Inde i igloen er det omkring frysepunktet. Jeg vågner en enkelt gang i løbet af natten, men heldigvis har min erfarne kollega medbragt håndvarmere, som jeg kombinerer med mine uldsokker, og jeg falder hurtigt i søvn igen og sover dybt og roligt.
Igloen tager prisen som det smukkeste sted, jeg nogensinde er vågnet. Jeg åbner øjnene og ser lyset skinne igennem den azurblå isstruktur i loftet. Jeg kravler ud i det solbeskinnede snelandskab og får varmen med kaffe og havregrød, før vi pakker sammen og fortsætter vores tur.
Vi hopper op på snescooterne og sætter kursen mod Tiilerilaaq. Også kendt under kælenavnet Tinit har denne østgrønlandske bygd cirka 100 beboere og ligger 40 km fra Tasiilaq. Det gør den til et yndet weekendsted for lokale, der tager på fisketur, jagt eller bare overnatter i deres ”feriehytter”.
Mine øjne har svært ved at begribe størrelsesforhold i det østgrønlandske landskab. Alting synes at strække sig uendeligt med massive bjerge, der troner op og forsvinder i skyerne. Og bedst som du tror, at du umuligt kan komme ned af en stejl bjergside eller komme over den frosne fjord, så kender de lokale en vej.
Snescooteren fører os over en gletsjer, og det er sjovt at opleve det åbne landskab med fuld fart og vind i håret. Turen ned til bygden er også smuk, idet de farverige huse pludselig dukker op i det enorme snelandskab, som var det en indledning til ”Game of Thrones”.
I Tiilerilaaq forsyner vi os med snacks i den lokale butik, herunder tørfisk (en lokal delikatesse). Vi finder så Tobias’ åbne båd. Grønlændere har gletsjervand i årerne, så en smule is forhindrer dem ikke i at bevæge sig ud på hovedvejen – havet. Med foråret på vej bliver der flere og flere huller med åbent vand, men Tobias fører os stadig gennem noget knoldet is, han bryder op og beviser, at det med lokalkendskab er muligt for en motorbåd at gå på is.
De snedækkede bjergtoppe reflekteres i vandet, skaber kunstværker, der forvirrer hjernen, mens vi søger efter en sæl til aftensmaden. Ingen sæl bliver fundet, men pludselig er der lyd fra radioen: to lokale har spottet isbjørnespor. Vi bevæger os i den retning, og ganske rigtigt – på isen er der friske potespor, der ikke er mere end et døgn gamle.
Vi møder ikke det lokale rovdyr, men jeg er sikker på, at mindet om at være så tæt på vil blive hos for mig for altid.
Vi tilbringer natten i Tasiilaq, og efter et længe ventet varmt bad, en dag med udforskning af udsigtspunkter, kirke og museum og en god nats søvn, er det atter tid til en tur ud i baglandet.
Vi får selskab af endnu en kollega, handler mad i en af de lokale butikker, og mødes med Rasmus fra Tasiilaq Tours, som tager os med på en snescootertur til Arctic Dream’s hytter ved Sermilik Fjord.
I dag er himlen farvet i en humørsyg hvid, og det gør turen vanskelig. På den 28 kilometer lange tur fra Tasiilaq til hytterne er sigtbarheden lav, og det skarpe sollys, der skinner igennem det hvide slør, udvisker alle niveauer – vejen og himlen bliver til en stor sky. Vi ankommer sikkert takket være Rasmus’ ekspert-kørsel, men skibriller og stærke nerver er bestemt nødvendige.
De 5 tvillingehytter ligger ved Sermilik Fjord overfor Tiilerilaaq. Om sommeren driver 10.000 isbjerge forbi udenfor vinduerne. Bortset fra sovehytterne, er der i den lille klynge også et skur og en hovedhytte med et fuldt funktionelt køkken.
Istapper hænger fra taget, hvor vi henter sne til at smelte, så vi kan lave kaffe i den store kande på komfuret. Der er 2 meter sne, og temperaturen er lun og venlig (omkring 0 grader).
Snesko er lette at bruge, og selvom du nok føler dig som en uelegant and, når du tager dem på, så vil de hjælpe dig langt hurtigere op ad bakkerne.
Vi laver mad og fortæller spøgelseshistorier i lyset fra olielampen. Så henter vi snesko i skuret og begiver os op på en bakke. Det er bælgmørkt, men det er hele pointen. Mine kollega vil fotografere det varme skær fra hytterne under os.
Efter vores aftengåtur putter vi os i vores soveposer i vores respektive hytter. Vi er helt alene herude, polarnattens stilhed omfavner os, og sneen lyser op i mørket. Da jeg slukker min petroleumsovn og nyder varmen i min bløde sovepose, tænker jeg ved mig selv: Det er umuligt at rejse herfra uden at være forandret. Jeg bærer et stykke af isen i mit hjerte. Jeg har mest af alt lyst til at blive her, og aldrig tage hjem igen.
Artikel af Anna Maria Jakobsen