“Tag hen til dit lykkested.”
Det er en meget almindelig talemåde, som for mig plejer at fremtrylle et billede af en stille strand, der minder meget om de klassiske skrivebordsbilleder, du bruger på computeren. De er da fantastiske – bevares – men der er sikkert også en fantasillion andre, som bruger de samme billeder. Men de er altså ikke særlig personlige. De appellerer ikke til alle dine sanser, og de er heller ikke gennemsyret af følelser.
Jeg havde ellers troet, at når jeg søgte hen til mit lykkested, så skulle jeg bare lukke øjnene og forestille mig et smukt sted. Hvor har jeg dog taget fejl. Det lavede Grønland om på – på den bedst tænkelige måde.
Lad mig lige skrue tiden lidt tilbage.
Hvis du tager til Nuuk om sommeren, må du bare prøve at bo i en rigtig hytte. Nu kommer jeg fra USA, og jeg forestillede mig, at hyttelivet ville være som en lejr med middelmådige faciliteter. Jeg var en rigtig landpige, så jeg skulle vel nok kunne klare hyttelivet i Grønland …mon ikke?
Mine øjne løb voldsomt i vand. Dels på grund af den iskolde vind, der slog mig i ansigtet. Dels fordi jeg nægtede at blinke. Jeg var med på båden, som tilhører Jackie fra Vandrehuset, hvor vi var på vej til det inderste hjørne af fjorden, og jeg skulle pinedød ikke gå glip af et eneste sekund af de vildt fantastiske bjerge, som ragede op fra havet omkring os.
Vi var på fornavn med Jackie – sådan er han nemlig. Han og hans 12-årige gentleman af en søn, Lucas, bød os indenfor i deres sommerhytte, hvor vi tilbragte dagen ved den nærliggende fjord, Eqaluit Paarliit, (som betyder “ørreder ved fjordens udmunding” på grønlandsk). Vi gjorde holdt ved kanten af kystlinjen og blev mødt af et syn, der var som taget ud af et grønlandsk postkort. Hov, der var også røg. Men der var ikke noget at være bange for. Det var bare to kvinder og deres hund, som var ved at røge ørreder, mens vandet skvulpede ved bredden. Mere autentisk bliver det ikke.
Vi blev budt velkommen af en storslået veranda og et lækkert badekar, som jeg lovede at aflægge et besøg senere på dagen. Men først indtog Lucas rollen som guide og tog os med ud på en kort vandretur for at fange fisk. Vi gik langs floden til naturens smukke symfoni, indtil vi gjorde holdt, og Lucas viste os, hvor de plejer at gå på jagt efter rensdyr.
Vi fiskede i fjorden, hvor omgivelserne var så idylliske, at du næsten glemte alt om myggene… altså kun næsten. Men det var nu helt okay. Da vi gik tilbage for at spise frokost, underholdt Lucas os med at fortælle om den spøgelsesfilm, som for nylig var blevet optaget i en hytte oppe på bakken. Han måtte ærligt tilstå, at han havde været bange for at gå op til hytten efter at have set filmen.
“HAHA!”, grinede jeg nervøst. Men hvis jeg skulle være helt ærlig over for mig selv, så skulle jeg i hvert fald heller ikke derhen. Min mave knurrede samtykkende.
Duften af den lækre frokost lokkede os tilbage til hytten, hvor vi sad ved bordet som en umage familie med Jackie og Lucas som de fjerne slægtninge, vi aldrig har kendt. Den friske fisk, grøntsagerne og vinen flød. Det samme gjorde den lækre sovs, som uden tvivl var lavet af ren magi. Badekarret kaldte på mig – nu var hytte-oplevelsen bare fuldendt. Det var dér, mens jeg lå og slængede mig i badekarret ude på hyttens smukke terrasse med udsigt over fjorden, at det gik op for mig, at jeg var fuldstændig afslappet. Det var en sommerdrøm fuld af hjemmelavet mad, vidunderligt selskab og den mest ukomplicerede luksus, man kan forestille sig.
Jeg havde smagt på hyttelivet, og jeg ville have mere.
Continues further down the page...
Vi tog ud at sejle med Kaptajn Erik, som havde sejlet på De Syv Have, på hans ABC charterbåd, som er en konge værdig. Da vi var på vej mod Qooqqut Nuan, gik jeg op forrest i båden. Vi fik syn for Eriks viden og åbenlyse kærlighed til området, da han kunne få alverdens eventyr og overraskende øjeblikke til at strække sig over nogle få timer.
At snuppe en kande frisk vand fra vandfaldet på siden af bjerget. At tage på dybhavsfiskeri. At fange 4 skeløjede kæmpefisk, første gang du lader linen glide ned i det dybe, dybe hav. Ja, du læste rigtigt. Jeg fangede 4 fisk – en ægte sejr. YES! Vi skulle sandelig have noget at spise til aften!
Så ankom vi til Qooqqut Nuan – et meget specielt sted, som putter sig i bjergene. Det virkede fuldstændig som verdens ende. Vi var længere væk end væk. Ejeren Mads og hans personale bød os velkommen til det sted, hvor vi skulle tilbringe de næste to døgn. Hytterne var simple, bedårende og skuede ud mod en helt urimelig skønhed.
Vores fangst blev tilberedt på restauranten af kokke-genierne – på ca. 23.894.723 forskellige måder. Det var lækkert som i “prop-dig-til-du-bliver-skør”. En ægte fra jord til bord-oplevelse. Om aftenen havde jeg bestemt, at jeg ville snuppe mig en tur på gyngen og svæve mod den uendelige midnatssol. Jeg kunne sagtens vænne mig til hyttelivet.
Næste dag var jeg vildt ivrig efter at få fingrene i nogle fisk – i bogstaveligste forstand. Vi tog af sted med et par lokale guider og nogle af ejerens venner for at tage på håndfiskeri. Jeg var vildt spændt på, hvordan det skulle gå. Jeg ved godt, jeg har sagt, at jeg var med på den værste, og at jeg er en ægte landpige. Men jeg havde dog ikke regnet med, at jeg skulle hoppe rundt mellem stenene i en iskold flod, eller at jeg skulle stikke fingrene ind i en slimet fisk, mens jeg stod overskrævs over to sten. Men det gjorde jeg altså, og det er jeg glad for. Men jeg skal dog indrømme, at jeg faktisk skreg som en tøs.
Vi gik, vi forundredes, vi spiste, og vi spiste lidt mere. Vi sugede solnedgangen til os og nød hyttelivet i fulde drag.
Og så var der vist lige det “mic drop”, hvor mikrofonen faldt til jorden så at sige. En isbjerg-picnic på vejen tilbage til Nuuk. Det ene isbjerg efter det andet flød stille omkring os, mens vi spiste vores sandwich i total stilhed – det eneste, vi kunne høre, var lyden af knagende is.
Sommerlivet er hyttelivet, og hyttelivet er det rene liv. Hyttelivet er bare en anden form for afslapning. Altså sådan rigtig ‘jeg-hoppede-lige-i-det-iskolde-arktiske-vand-og-havde-en-mindre-brydningskamp-med-en-fisk-i-en-isflod-og-fangede-min-egen-aftensmad-mens-jeg-så-solen-oplyse-toppen-af-de-uendelige-bjerge’-afslappet.
Du bliver simpelthen tvunget tilbage til det enkle liv, og i al sin enkelthed er skønhed bare den uberørte, rene og glædesfyldte skønhed. Det er ikke glamourøst, og det er heller ikke perfekt, men det er autentisk og barsk – og fuldstændig vildt.
Et lykkested handler ikke kun om at blive glad i øjnene – det er den følelse, stedet giver dig. Det fremtryller alle detaljerne, som fører dig tilbage til de vidunderlige øjeblikke.
Mit lykkested er nu ensbetydende med vand i øjnene. Det indebærer et gigantisk myggenet som den vigtigste del af garderoben. Det er en følelse af at være vild. Det er at dyppe fødderne i de arktiske vande og spise is fra et isbjerg, der har revet sig løs. Det er at blive snavset til. Det er at være udmattet på den gode måde. Det er at spise et måltid sammen med nye venner, hvor maden er så frisk, “at den nærmest spræller i munden”. Det er luften, der går igennem mit hår, når jeg sidder på gyngen og svæver hen mod verdens ende. Det er at kigge på månen og se den hvile sin hage på bjergene. Så føler man, at man lever. Den arktiske sommer er blevet mit lykkested.
Grønlænderne har bare styr på det med lykkesteder.
