Det gælder generelt overalt i verden, at de fleste mennesker, som godt kan lide at snakke, ofte ikke siger særligt meget.
Polareskimoer i Qaanaaq på Grønlands fjerne, nordlige kyst er anderledes. Mens vi blidt glider frem på slæden, som hundene trækker mod kanten af havisen, forstår jeg hvorfor. Landskabets altomsluttende stilhed må have spillet en rolle i at forme de mennesker, som har levet her i evigheder.
Landskabet taler ikke meget. Det er i starten af maj, der er ingen vind, ingen storm, ingen fugle eller andre højlydte dyr i nærheden…. Men det siger meget.
"Landskabets altomsluttende stilhed må have spillet en rolle i at forme de mennesker, som har levet her i evigheder."
Continues further down the page...
Det næsten smertefuldt smukke, arktiske landskab fortæller en af de mest fantastiske historier i vor tid. Det er en historie om naturens fascinerende, men skrøbelige skønhed, og det storslåede menneske, som har udholdt livet her på trods af barske forhold.
Det er historien om livet, som trives i universets ørken. Naimanngitsoqs forfædre, de såkaldte Thule-folk, kom her for tusind år siden. Før dem var der nogle enkelte mere eller mindre succesfulde forsøg fra folk på at overleve i denne vildmark, men Thule-folk var de første og indtil videre eneste vindere af overlevelseskampen under de mest ekstreme forhold på jorden.
Hovedårsagerne til deres succesfulde, varige overlevelse var deres opfindelse af nye teknologier: Hundeslæde, kajak og harpun. Nu til dags er der kun et dusin mennesker i hele Arktis, som både bruger hundeslæde som primært transportmiddel og kajak og harpun til at jage narhvaler med.
Naimanngitsoq er ét af dem. Mens vi rejser på slæde mod isens kant, forundres jeg over, hvor forbløffende og enestående dette er. Naimanngitsoq taler ikke meget med sin kollega Aleqatsiaq Peary på den anden slæde, heller ikke med mig, men han hvisker konstant til sine hunde:
Haqoq haqoq haba haba
Atatatatoq atatatoq
Hoq hoq hutuq hoq hoq hutuq
Atatatatoq atatatoq
Disse gentagne lyde fører mig ind i en meditativ tilstand og smelter sammen med stilheden fra de omkringliggende landskaber. Solen cirkler omkring os, lavt i horisonten, bader alt i et helligt lys. Fastlåste isbjerge rejser sig fra den flade havis som katedraler, som flygtige templer, der snart vil rive sig fri, flyde væk og smelte på deres vej mod syd.
Ved isens kant, som vi endeligt når og slår lejr ved i dagevis, mens vi venter på narhvaler, kommer og går isblokke med tidevandet. Sæler dukker op fra det kolde vand og dykker igen, fugle skræpper og skriger mens de flyver forbi i deres søgen efter fisk, på afstand laver hvaler plaskende lyde… Kanten af isen er en helt ny verden for mig; dynamisk, fuld af lyde, fuld af liv.
Naimangitsoq, derimod, forbliver stille, idet han spejder ud over havet i dagevis i sin venten på narhvaler.
Om en måned vil det hele være åbent vand, isbjerge vil flyde væk, havis vil tø, verden vil ændre sig. Måske er det derfor, skønheden her er stærkere end andre steder. Fordi den er kortvarig. Fordi den er flygtig.
Naimanngitsoq sidder i sin kajak, tager sin harpun og padler væk, mens hans hunde kigger efter ham fra kanten af isen. Dette billede er arketypisk. Dets kontinuitet gennem tiderne, gennem årstidernes skift og alle historiens udfordringer, bidrager til den indre skønhed ved dette unikke sted.
Ingen andre folk, som har forsøgt at opretholde livet her i samspil med naturen, heriblandt vikinger og danskere, har nogensinde haft succes.
Thule-folk er de eneste vindere af overlevelseskampen i denne barske verden, i dette iskolde paradis.
At have haft muligheden for at rejse på hundeslæden med dem og være direkte vidne til denne overlevelseskunst, er en sand velsignelse, som jeg er dybt taknemmelig for.
