En vandretur til den forladte landsby Uunarteq (Cape Tobin) byder på uovertruffen smuk arktisk natur, udfordrende terræn og tæt kontakt med sneharer, edderfugle, søpindsvin og – hvis man er heldig eller uheldig – isbjørne.
Jeg er netop ankommet til Ittoqqortoormiit (25. juni 2020) og har besluttet mig for at tage på min første vandretur. Efter et godt råd fra turistkontoret, Nanu Travel, tror jeg, at det vil være overkommeligt at vandre til den forladte bebyggelse Uunarteq og tilbage igen. Det ser i hvert fald nemt nok ud på kortet!
Ittoqqortoormiit er langt den nordligste by i Østgrønland. Mod nord strækker den fuldstændig øde arktiske vildmark sig, og mod syd er der 800 km til den nærmeste by, Tasiilaq. Der bor omkring 350 mennesker i Ittoqqortoormiit. Den primære beskæftigelse er jagt. Der er en Pilersuisoq-købmand, et pensionat, et turistkontor, en kirke, en skole, et sundhedscenter osv. i byen, men ellers er det et af de mest afsidesliggende steder i Grønland.
Kort om vandreturen
- Om vandreturen: Samlet
længde til Uunartoq: 28 km
Højeste punkt: 270 m
Laveste punkt: 0 m
Sværhedsgrad: moderat. Terrænet er nogle steder kuperet og fysisk krævende, hvor man skal klatre over klipper og skrænter, undertiden med hænderne. Ruten er kun delvist afmærket, og du bør ikke tage turen alene, medmindre du har god erfaring med bjergvandring. - Sådan kommer du til Ittoqqortoormiit:
Det er hverken nemt eller billigt at komme til Ittoqqortoormiit. Fra Reykjavik og Akureyri på Island afgår der 1–2 flyvninger om ugen til Nerlerit Inaat (norlandair.is), hvorfra man flyver de sidste 40 km med helikopter til helikopterlandingspladsen i Ittoqqortoormiit (airgreenland.dk). - Praktisk information:
I Ittoqqortoormiit ligger der en Pilersuisoq-butik, hvor du kan finde alt, hvad du har brug for, og den har åbent hver dag, også om søndagen. Nanu Travel, der har kontor lige over for kirken, arrangerer bådture og udlejer rifler, telte og diverse vandreudstyr. Det er også gennem Nanu Travel, at du kan booke et værelse på det orange Guest House.
Isbjørnens land
Jeg lejer et gevær hos Nanu Travel. Her er der isbjørne, så man skal altid have et våben på sig, når man er uden for byen. Så sent som i sidste uge måtte den lokale politibetjent skræmme en isbjørn væk med varselsskud.
Lidt efter kl. 13 begiver jeg mig ud på vandreturen, fuld af optimisme og eventyrlyst. Solen skinner, der er omkring 5 °C, og da det er lyst døgnet rundt i øjeblikket, er der ingen tidspres for at nå hjem. Jeg passerer radarstationen, et hundeløbeområde, lossepladsen og op gennem en dal. Det er svært at finde ruteafmærkningerne, men endelig opdager jeg den første, som består af en hvid trekant malet på en sten.
Efter et par kilometer afprøver jeg riflen. Jeg rammer det, jeg sigtede efter – en snedrive under en stor sten. Det giver et højt brag, og da jeg ikke har ørepropper med, konkluderer jeg, at et enkelt prøveskud var nok.
Det er et krævende vandreterræn med mange klipper, klippepassager, op- og nedstigninger og en række steder, hvor man må bruge hænderne for at komme lettere op. Jeg ser de første edderfugle – et smukt syn.
Efter endnu et par kilometer kommer jeg til en flod, som jeg er nødt til at krydse. Vandtrykket er for stort til, at jeg kan komme over der, hvor de hvide trekanter er. Så jeg går et par hundrede meter op ad floden til dens udspring ved en sø. Der er stadig delvis isdække på søen. Jeg tager støvlerne af og krydser floden med forsigtige skridt gennem iskoldt vand, der når mig op til knæene.
Rejsens højdepunkt
Jeg mister de hvide trekanter af syne, så jeg går langs kysten, langs den lille bugt Amdrup Harbour, og følger det temmelig upræcise kort, jeg har, samt min orienteringsevne. Terrænet er vanskeligt, men udsigten over det enorme Scoresby Sund – verdens største fjordsystem – er smuk, med de majestætiske basaltbjerge langt væk på den anden side mod syd.
Jeg når bunden af Amdrup Harbour og følger en anseelig stigning herfra, og der er ingen hvide trekanter til at vise vejen. Jeg ender omtrent på toppen af bjerget Inugsukajik (270 meter over havets overflade) og holder en pause ved en stenbunke. Jeg nyder udsigten, men er allerede ret træt på grund af terrænet. Jeg har gået cirka 8 km.
Derefter følger jeg en dejlig strækning med smuk udsigt og et let fald, efterfulgt af et længere fald, som jeg tager i små løb gennem snedriver. Det går hurtigt og let. Jeg når bunden af den lille bugt, der hedder Fox Harbour. Her ser jeg nogle søpindsvin, der dykker efter fisk.
Området her er meget fladt og lettere at komme rundt i end det forrige terræn. Jeg kommer til et vådområde, hvor der er mange fugle, blandt andet gæs, og så snubler jeg næsten over en snehare! Den er ikke bange for mennesker, og jeg kan næsten fodre den med hånden.
En skua kommer flyvende og forsøger at skræmme haren væk. Hvorfor, kan jeg ikke helt forstå. Måske har den et rede et eller andet sted. Jeg fortsætter ad det flade, men stenede stræk langs kysten og begiver mig 3–4 km mod syd, indtil jeg når frem til Uunarteq.
Spøgelsesby i tågen
Vinden tager til, og der begynder at rulle en tåge ind fra øst. Da jeg endelig når frem til Uunarteq, kan jeg næsten ikke se noget længere, og det er ikke så godt, for det gør det sværere at orientere mig i forhold til isbjørnene. Jeg søger ly i et af husene i den forladte bebyggelse. Jeg får varmen og spiser noget af den mad, jeg har medbragt. Bebyggelsen er lidt af en spøgelsesby, sådan som de 20-30 forladte huse står der i tågen. Mange af husene vedligeholdes af ejerne og bruges som sommerhuse eller jagthytter.
Men på grund af tågen og vinden giver jeg op med at lede efter kilden og beslutter mig for at vende om igen, og nu kender jeg også ruten bedre. Jeg begiver mig ud igen, og den iskolde vind er virkelig irriterende. Jeg kommer forbi Fox Harbor igen og længere ind i læet. Jeg tager de samme snedriver op ad bjerget, men krydser længere til venstre for at spare højde, og det viser sig at være en god beslutning, selvom det stadig er hårdt og indebærer en del klatring.
Jeg når bunden af Amdrup Havn, og denne gang ser jeg de hvide trekanter, som jeg følger (de ligger længere væk fra kysten end på vej ud). Jeg når frem til floden igen, som skal krydses, og finder et sted 20-30 meter nede fra kilden, hvor jeg kan krydse med støvlerne på, men jeg får alligevel den ene støvle helt fyldt med vand. På et tidspunkt flyver en hunænder op, og jeg ser reden, bygget af det fineste dun, der kan holde de fire æg varme.
Endelig kommer Ittoqqortoormiit til syne, solen står lavt, og jeg begiver mig nedad ad en lang snedrive. Forbi hundene, radarstationen, ned ad nogle trapper, over broen, op ad nogle trapper, og så er jeg hjemme igen på gæstehuset. Klokken er 3 om natten, og en fantastisk smuk, men også fysisk krævende vandretur er nået til vejs ende.
