Den første gang, at jeg fattede nogen som helst interesse for at rejse til Grønland, skete det helt uventet, da jeg klikkede rundt på Facebook. Jeg faldt over en artikel, hvor jeg blev fanget af billedet, snarere end overskriften. Jeg klikkede ind på artiklen, og min interesse steg i takt med, at jeg kiggede på billederne og begyndte at læse om den ekstraordinære rejse, der foregår til fods, over de store vidder i det ikke-frosne Grønland. Det var en historie om vedholdenhed, udfordringer, beslutsomhed og en stor bedrift. Før jeg havde læst til ende, havde jeg allerede åbnet en internetfane mere og var begyndt at undersøge, hvordan jeg kunne gøre sådan en rejse til virkelighed for mig selv.
På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det var, der gav mig lyst til at sætte mig ombord på et fly til Grønland og gennemføre den tur. Jeg vidste bare, at jeg ville gøre det. Tre år senere trådte jeg ud af et fly i Kangerlussuaq, klar til at påbegynde den tur, som trak i mit hjerte fra et af de mest misforståede steder på planeten.
Tre års dagdrømmeri og to dages forberedelser i byen var væk som ved et trylleslag, da vi med vores tasker i hånden lukkede døren til taxaen og så den køre væk. Min mand og jeg stod tilbage i komplet stilhed. Det var et øjeblik, der gjorde mig helt opmærksom på mine omgivelser og rytmen af mit eget åndedrag. Ved at sætte den ene fod foran den anden påbegyndte vi ’en rejse på 160 km’ tværs over Grønland.
Hvad er det, der får mennesker til at ville tage en tur som denne her? Jeg kan ikke tale for andre, men for mig var det en sød blanding af nysgerrighed og lysten til at føle mig forbundet til jorden på en måde, der ellers synes umulig i vores samfund. At være et sted, hvor der ikke er noget telefonnetværk, hvor forbindelse betyder, at man stopper op og taler med andre vandrere eller holder en pause for at kigge på et græssende rensdyr i en times tid. At bære alt, hvad jeg behøvede, på ryggen og overgive mig til naturen, som til gengæld sørgede for vand og gode betingelser for min 9 dage lange tur. Og endelig handlede det om at føle sig sårbar og ydmyg stående ansigt til ansigt med noget, der fyldte mig med ærefrygt og overvældede mig med sin storhed.
Når du læser dette ved dit skrivebord midt i den kaotiske verden, vi lever i, kan det at gennemføre Arctic Circle Trail synes som en fjern ønskedrøm, men det er det ikke. Det ville være forkert ikke også at fortælle, at det at give slip og overgive mig til det, som denne oplevelse rent faktisk gav mig, i stedet for at holde fast i det romantiserede billede af, hvordan jeg havde forestillet mig, at det ville være, faktisk var den sværeste del af at vandre på Arctic Circle Trail. At lære at være i stilheden og tillade mig selv at følge mine tanker, hvor end de tog mig hen, var en lektie og en gave, som jeg for altid vil være taknemmelig for, at Grønland gav mig. Arctic Circle Trail gav mig alt, hvad jeg havde drømt om, og mere til, da jeg først gav slip.
I begyndelsen af den første dag var det eneste, som lyden af vores skridt bragte med sig, kedsomhed. I en overstimuleret verden er det indrømmet svært at vandre i stilhed, men det ændrede sig. Hvad der startede som kedsomhed blev normalt, blev fredfyldt. Vi var til stede sammen på en stille, ikke-kaotisk måde. Vi havde ikke længere behov for at blive stimuleret af støj og bevægelse. Vores daglige rutine blev langsom, og vi pakkede vores lejr ned, satte den op igen, lavede mad og slappede af i nærmest komplet stilhed. Det er en af de eneste gange i mit liv, at jeg faktisk er blevet ladt alene med mine tanker længe nok til rent faktisk at tænke over dem – hvis det giver mening.
Ikke to menneskers tur på Arctic Circle Trail er ens, og det er det, der gør det til noget specielt. Lad lysten til at udforske dette stykke af planeten opsluge dig og hav tillid til dig selv, så du rent faktisk får booket din billet og gør det til virkelighed. Du ved aldrig, om du kunne gå hen og lære noget om dig selv.
Artikel af Lina Stock
