Det er kombinationen af landbrugskultur, nordbohistorie og naturen omkring Narsaq, der giver oplevelsen en særlig sydgrønlandsk klang.
Vandreture i fjeldet og ind i dalen bag byen åbner landskabet op mod baglandet, og for de ihærdige vandrere er ruten indover fjeldet til Qassiarsuk via fåreholderstederne og isfjorden Sermilik en rejse gennem et typisk sydgrønlandsk landskab med grønne ådale, råt fjeld og isfyldte fjorde.
Er du interesseret i nogle af de mange grønlandske mineralforekomster, så kender du nok Dyrnæs-Narsaq komplekset. For andre, som måske ikke havde tænkt det som en del af oplevelsen, så er koncentrationen af bl.a. granit, sandsten, lavaer og den helt særegne, farveskiftende sten Tugtubit en påmindelse om fjeldets rigdomme på disse kanter.
NÆRHEDEN TIL NATUREN I NARSAQ
I Narsaq vil du opleve, at de lokale lægger vægt på nærheden til naturen som en del af byens kerneværdier.
Jagtområder ligger i gåafstand fra byen, hvilket er usædvanligt i Syd- og Vestgrønland, og der er kort vej til fangstpladserne og elvfiskeriet i fjorden.
I maj måned er der en større udvandring til én specifik elv, der ligger i gåafstand fra Narsaq, og her landes årets første fjeldørreder i en begivenhed, der minder om opgravningen af årets første kartoffel eller åbningen af den sæsonens første Beaujoulais andre steder i verden.
Fjeldørrederne kan sælges til skyhøje priser på det lokale marked, og det er typisk grønlandsk, at den slags begivenheder har væsentligt større lokal betydning, end at den berømte forfatter Jørn Riel engang boede i byen, og at hans hus stadig ligger der.