Narsaq har 1.598 indbyggere
I et fjordsystem med fjeldvandring, mineralforekomster og cowboyhistorie ligger den mest markante landbrugsby Narsaq.
Selvom det kunne lyde sådan, så er Musse & McCartney ikke to countrysangere fra USA. Det er blot navnene på to af de mange heste, der tidligere stod tøjret foran husene i Narsaq, som i en anden western by, når ikke de blev brugt til at drive får eller til transport over fjeldet.
Og skønt mængden af heste ikke er, hvad den var engang i Grønlands mest markante landbrugsby, så identificerer mange af indbyggerne sig så meget med fårehold, kvægdrift og landbrug, at man ikke er sen til, med et skævt smil, at kalde sig selv cowboys i Narsaq. Med tiden er mange af fåreholdene flyttet ud af byen, men du ser stadig en række frodige, indhegnede haver, der vidner om beskyttelse fra fårene, der engang gik frit omkring i gaderne. Haverne er i dag byens spisekammer og skaffer lokalbefolkningen bl.a. både kartofler, roer, gulerødder, salat og jordbær i rigelige mængder.
Ønsket om fersk muld til en nyttehave var en dag i 1960erne tilfældigvis også med til at afdække en nordboruin midt i byen, lige dér hvor fårene havde en indhegning ved siden af fabrikken og slagteriet. Fabriksbestyreren ville egentlig bare hente lidt jord til grøntsagslandet, men på en skovlfuld dukkede en runepind op, der snart blev til flere, og inden længe havde arkæologer fundet en hel langgård midt i byen.
Samme langgård menes at være Erik den Rødes allerførste tilholdssted, inden han senere flyttede ind til Brattahlid i bunden af Tunulliarfik fjord, hvor bygden Qassiarsuk i dag ligger. Og af samme årsag var det i Narsaq, at man i 1982 officielt fejrede 1000-året for nordboernes ankomst til Grønland.
Artiklen fortsætter længere nede…
Det er kombinationen af landbrugskultur, nordbohistorie og naturen omkring Narsaq, der giver oplevelsen en særlig sydgrønlandsk klang.
Vandreture i fjeldet og ind i dalen bag byen åbner landskabet op mod baglandet, og for de ihærdige vandrere er ruten indover fjeldet til Qassiarsuk via fåreholderstederne og isfjorden Sermilik en rejse gennem et typisk sydgrønlandsk landskab med grønne ådale, råt fjeld og isfyldte fjorde.
Er du interesseret i nogle af de mange grønlandske mineralforekomster, så kender du nok Dyrnæs-Narsaq komplekset. For andre, som måske ikke havde tænkt det som en del af oplevelsen, så er koncentrationen af bl.a. granit, sandsten, lavaer og den helt særegne, farveskiftende sten Tugtubit en påmindelse om fjeldets rigdomme på disse kanter.
I Narsaq vil du opleve, at de lokale lægger vægt på nærheden til naturen som en del af byens kerneværdier.
Jagtområder ligger i gåafstand fra byen, hvilket er usædvanligt i Syd- og Vestgrønland, og der er kort vej til fangstpladserne og elvfiskeriet i fjorden.
I maj måned er der en større udvandring til én specifik elv, der ligger i gåafstand fra Narsaq, og her landes årets første fjeldørreder i en begivenhed, der minder om opgravningen af årets første kartoffel eller åbningen af den sæsonens første Beaujoulais andre steder i verden.
Fjeldørrederne kan sælges til skyhøje priser på det lokale marked, og det er typisk grønlandsk, at den slags begivenheder har væsentligt større lokal betydning end, at den berømte forfatter Jørn Riel engang boede i byen, og at hans hus stadig ligger der.
Haverne er i dag byens spisekammer og skaffer lokalbefolkningen bl.a. både kartofler, roer, gulerødder, salat og jordbær i rigelige mængder.
