Kujataa verdensarv
Bygden er et levende landbrugssamfund med grønlandske fåreholdere, en vandredestination, også gennem nordbokulturen.
For 1000 år siden stod en gruppe nordboere, med Erik den Røde i spidsen, ind i bugten, hvor bygden Qassiarsuk i dag ligger. Historien går, at Erik følte så stærke landskabsmæssige bånd til sin opvækst i Vestnorge, at han døbte stedet Brattahlíð, Den Stejle Fjeldside, og inden længe havde han og hans medrejsende etableret et landbrugssamfund i fjorden.
Landbrug er i dag fortsat hovederhvervet i Qassiarsuk og fåreholderne i området dyrker de samme marker og har dyr på græs i de samme ådale og på de samme skråninger, som nordboerne havde i slutningen af 900-tallet.
Fåreholderstedernes landbrugskultur handler også om et særligt kulturelt fællesskab, og du vil opleve, at der er stærke bånd og tæt samarbejde mellem familierne i bygden og på gårdene ude i landskabet.
For enden af grusvejene omkring bygden ligger fåreholdersteder, der giver ordet øde en helt ny betydning, og bl.a. i Tasiusaq og Nunataaq, en dagsvandring vest for Qassiarsuk, går markerne direkte ned til vandkanten af fjorde, hvor isfjelde fra indlandsisen driver forbi på deres vej mod havet.
Alligevel vil du opleve, at folk er koblet op på internet og satellit tv, at de driver et moderne, eksporttilpasset landbrug, sender deres børn i den velfungerende folkeskole inde i bygden, og at de generelt er fokuserede på, at de nye generationer skal vokse op og videreuddanne sig, selvom det betyder, at de må rejse fra Sydgrønland i en årrække.
Continues further down the page...
Qassiarsuk var nordboernes højborg. Det var her, de byggede det nordamerikanske kontinents første kristne kirke, og det var herfra, at de udviklede deres landbrugskultur og spredte sig til resten af Sydgrønland.
I dag står en statue af Leif Eriksson på et prominent udsigtspunkt i bygden og holder vagt over både nutid og fortid. Leif er måske bedre kendt under øgenavnet Leif den Lykkelige, eller Erik den Rødes søn, og han er intet mindre end den første mand, der sejlede mod vest og kom til Vinland i Nordamerika. Den slags lader man ikke gå ubemærket hen i Sydgrønland.
Af alle nordbo lokaliteterne i Sydgrønland er Qassiarsuk da også den mest betydningsfulde, fordi ruinerne endnu er en tydelig del af nutidens landskab. Og med rekonstruktionen af både Tjodhildes kristne kirke og et tilhørende langhus vil du opleve historiske bygninger komme til live på en måde, der er unik i Grønland.
Selvom træbevoksningen er begrænset til enkelte beskyttede fjordbunde, så minder Sydgrønland på mange andre måder terrænmæssigt om Vestnorges fjorde.
Området omkring Qassiarsuk har både egentlige fjeldstier og mere end 100 km grusvej, der forbinder bygden med de omkringliggende gårde og hos fåreholderne på Tasiusaq, Nunataaq, Sillisit, Qorlortoq og Ipiutaq er der gode overnatningsmuligheder undervejs.
En af Grønlands klassiske vandreruter er den ca. 60 km lange tur fra Qassiarsuk ind over fjeldet til Narsaq. Her veksler turen mellem letvandrede grusveje, overnatning på fåreholdersteder og højfjeldsvandring med telt i et landskab med mange tydelige spor efter nordboerne.
Where the gravel roads end around the settlement, lie the sheep farms that give new meaning to the word “remote”.
