Der kendes til mere end 250 fiskearter fra Grønlandske farvande, og tallet er formentlig noget større, da livet i de dybere farvande er næsten ukendt. Den globale opvarmning af verdenshavene fører også til, at flere arter trænger længere nordpå mod grønlandske farvande, f.eks. makrel, havtaske og sildehaj.
I guiden her beskrives nogle af de mest almindelige fiskearter, som er relevante for lystfiskeren, eller som man kan finde på menukortet eller købe på ”brættet” – I alle bygder og byer, kan du finde frem til et “bræt”, hvor lokale fangere og fiskere sælger ud af dagens friske fangst.
Laks
Kapisillik (GL)
Atlantic Salmon (EN)
Salmo salar (LAT)
Laksen er en sølvskinnende, adræt rovfisk med mørk ryg, lys bug og sorte, X-formede pletter på overside og hoved. Den kan blive 70-120 cm lang og veje op til 20-30 kg. I gydeperioden bliver laksene, især hannerne, bronzefarvede ofte med røde pletter.
Nordamerikanske og europæiske laks trækker i sensommer og efterår til de sydlige grønlandske farvande og helt op til henholdsvis Uummannaq og Tasiilaq. I denne periode er der gode muligheder for lystfiskeren. Laksen gyder kun i én elv i Grønland, Kapisillitelven i den indre del af Nuuk Fjord.
Laksen er anadrom, hvilket vil sige, at den vandrer fra havet op ad elvene til ferskvand for at gyde æggene og få dem befrugtet. De første 4-6 år lever de i ferskvand, hvorefter de drager til havs og senere returnerer ad samme elv hvert 1.-3. år for at gyde.
Laksen lever især af fisk og blæksprutter; i ferskvand også af bløddyr og krebsdyr.
Fjeldørred
Eqaluk (GL)
Arctic Char (EN)
Salvelinus alpinus (LAT)
Fjeldørreden ligner laksen men kendes bedst på sine mindre skæl og nogle hvide forkanter på bug- og brystfinner. Den er generelt også mindre; 50-90 cm i længde og op til 10-12 kg.
Fjeldørreden kan optræde i mange farver. I havet er den sølvskinnende med mørk, blålig ryg, hvide pletter og lys bug. I gydetiden bliver underside og finner rødlige eller gyldne, og hannens kæber bliver krogformede. Under opholdet i ferskvand er oversiden mørkeblå til grønlig og brun, mens bugen stadig er gylden.
I Grønland kaldes havgående fjeldørred ofte laks, mens ”rigtige” laks kaldes skællaks med henvisning til disses markant større skæl. Opgang i elvene sker i juli-sept., som er højsæson for ørredfiskeriet. Fiskene gyder i aug.-okt., hvorefter vinteren tilbringes i søer og elve, indtil ørrederne atter drager til havs i foråret.
Som alle laksefisk er fjeldørreden anadrom, hvilket betyder, at den lever i saltvand og gyder i ferskvand.
For de unge fisk sker dette først, når de er 4-6 år gamle. Enkelte lever hele livet i ferskvand. Ørreden lever især af mindre fisk, yngel, snegle og krebsdyr.
Torsk
Saarullik (GL)
Atlantic Cod (EN)
Gadus morhua (LAT)
Torsken er en velkendt spisefisk med aflang, mørkplettet krop, lys sidelinje, tre rygfinner, to gatfinner og en karakteristisk skægtråd på underkæben. Den vokser hele livet og kan veje over 30 kg og blive 20 år eller mere. De bliver dog sjældent helt store pga. fiskeri.
Af andre vigtige torskefisk i Grønland findes fjordtorsk (uvak) og de mindre polartorsk og istorsk. Fjordtorsk er en fin spisefisk, der ofte kan fanges direkte fra land. Den kendes fra almindelig torsk på den mindre størrelse, et større øje og kraftigere skægtråd.
Torskens udbredelse i Grønland varierer meget, men i ”gode” perioder kan den være talrig både i fjorde og til havs. Klimaforandringerne og de højere vandtemperaturer kan betyde, at torsken vender tilbage til grønlandske farvande i stort antal.
Torskene lever i stimer ned til 700 meters dybde, ofte nær bunden, men også i vandsøjlen (pelagisk).
Føden består af fisk, blæksprutter, samt af bunddyr, som torsken finder ved hjælp af skægtråden. De voksne fisk gyder om vinteren, hvor en stor hun kan gyde op til 5 mio. æg.
Havkat
(stribet, plettet, blå)
Qeeraaraq, Qeeraq og Najorpaligaq (GL)
Wolffish (Atlantic, Spotted and Northern) (EN)
Anarhichas lupus/minor/denticulatus (LAT)
I Grønland forekommer tre arter af havkat – stribet, plettet og blå – der som navnene antyder kan adskilles på deres udseende, men ellers ligner hinanden kropsmæssigt og på levevis. De er gode spisefisk undtagen den blå, der har blødt kød.
Havkatten kendes på en langstrakt krop med aflange ryg- og gatfinner og et grumt-udseende hoved med tre rækker knusetænder i ganen. De største bliver 100-150 cm lange.
Havkatten er almindelig på vest- og østkysten mod nord til henholdsvis Upernavik og Tasiilaq. Den lever på klippet eller sandet havbund helt ned til 1000 meters dybde.
Det særlige ved havkatte er, at de danner monogame par, der deles om en fælles hule hele livet. Hunnen gyder op til 10.000 æg på havbunden, og ynglen beskyttes af begge forældre i op til 4 måneder.
Havkatten bruger sine kraftige tænder til at knuse føden med, som oftest består af skaldyr, snegle, søpindsvin og søstjerner.
Stor rødfisk
Suluppaagaq angisooq (GL)
Golden Redfish (EN)
Sebastes marinus (LAT)
Rødfisken kendes let på den helt røde krop, en stor mund med underbid og store øjne. Derudover har den pigge på forgællelåget og på forreste dele af ryg- og gatfinne. Piggene er ugiftige.
Som andre dybhavsfisk vokser den langsomt og kan blive over 60 år og op til 100 cm lang. Det er en god spisefisk, der kan fanges på langline eller krog. Når man hiver den op fra det dybe vand, dør fisken med det samme og øjnene “popper ud” pga. trykforskellen.
Rødfisken er almindelig i fjorde og farvande mod nord til henholdsvis Uummannaq og Tasiilaq. Den lever på dybder mellem 50 og 1000 meter, og føden består af lyskrebs, småfisk og fiskeyngel.
Dens primære gydeområde er i Irmingerhavet sydvest for Island. Hunnen føder levende larver i april-maj måned, og larverne føres med havstrømmen til opvækstområder ved det sydøstlige og sydlige Grønland.
Den beslægtede art, dybhavsrødfisk ligner meget stor rødfisk og har samme udbredelse men kendes på et tydeligt fremspring på underkæben. Den mere sjældne art, lille rødfisk kendes på 3-4 mørke tværbånd og findes kun ud for Sydøstgrønland.
Hellefisk
Qaleralik (GL)
Greenland Halibut (EN)
Reinhardtius hippoglossoides (LAT)
Hellefisken er en stor, lavarktisk fladfisk, hvor højre side (øjesiden) er mørk gråbrun og venstre side (blindsiden) lysebrun. Venstre øje sidder på hovedets overkant. Den vokser hele livet og kan blive 30 år og veje over 50 kg.
Hellefisken er almindelig i fjorde og til havs mod nord til henholdsvis Qaanaaq og Ittoqqortoormiit.
Hellefisken foretrækker dybder fra 200 til 2000 meter. Dens primære gydeområde er i den centrale del af Davisstrædet ud for Nuuk. De største hunner kan gyde op mod 280.000 æg. Den udklækkede larve ligner en ”almindelig” fisk med et øje på hver side af hovedet men i takt med, at den vokser og bliver flad, vandrer venstre øje mod øjesiden (rygsiden).
Hellefisk opholder sig mest ved bunden, hvor den tager fisk, rejer og bunddyr, men svømmer også op i vandsøjlen på jagt efter bl.a. blæksprutter og polartorsk.
Lodde
(ammassat)
Ammassak (GL)
Capelin (EN)
Mallotus villosus (LAT)
Lodden er en lille, slank, sølvskinnende fisk (15-25 cm) med spidst hoved, stort underbid og mørk/grønlig ryg. En populær spisefisk især som tørret. Den bruges også som industrifisk og dyrefoder, og rognen anvendes til sushi.
Lodden er udbredt overalt i de arktiske områder og gyder ved Grønlands kyster mod nord til henholdsvis Uummannaq og Tasiilaq.
Den lever af dyreplankton og udgør selv en vigtig fødekilde for fugle, rovfisk, sæler og mindre tandhvaler. I maj-juli samles lodden i kæmpestore stimer for at gyde på lavt vand. Fiskene kan stå så tæt, at de inderste presses op på land og strander.
Grønlandshaj
Eqalussuaq (GL)
Greenland Shark (EN)
Somniosus microcephalus (LAT)
Grønlandshajen regnes for at være verdens ældste hvirveldyr, da man har fanget individer, der menes at være over 300 år og måske helt op til 500 år. Det er en stor haj, der kan blive 3-5 meter og veje op til 1 ton. Hunnerne er størst.
Grønlandshajen er en dybhavshaj, der er udbredt på dybt, koldt vand, formentlig hele vejen rundt om Grønland på nær de nordøstlige farvande.
Fangsten af grønlandshaj er i dag beskeden bl.a. på langline og som bifangst i trawl. Hajens kød siges at være giftigt og koges eller tørres før det bruges, primært til hundefoder. Tidligere brugte man dens lever til at fremstille olie/tran, og flere tusinde hajer blev fanget årligt indtil 1950’erne.
Da den lever på dybt vand (op til 2000 m), kendes ikke meget til dens levevis. Første gang den blev filmet i naturen, var så sent som i 2003.
Hajen lever af ådsler, som den finder med sin gode lugtesans, men den jager også fisk, blæksprutter og havpattedyr.
Den kan med sine sylespidse tænder effektivt flå byttedyr op og endda bide en sæl midt over.
De voksne hajer menes først at blive kønsmodne som 100-årige, og man har kun ganske få gange observeret gravide hunner eller nyfødte unger, der kun er 40-60 cm lange.
