Landpattedyr

Isbjørnen er et af Grønlands mest ikoniske dyr og verdens største landrovdyr. Hannen kan blive op til 3 meter lang og veje over 800 kg, men vejer typisk 5-600 kg. Hunnen er noget mindre, op til 400 kg. Pelsen er hvid, gråhvid eller hvidgullig. Næse og læber er sorte ligesom huden inde under den kraftige, isolerende pels.

Isbjørnen færdes hvor, der er havis, og kommer kun i land, når isen bliver for tynd, eller når hunnen skal nedkomme. Den forekommer hyppigst i Nord- og Nordøstgrønland, men færdes langs hele østkysten og kan med drivisen nå helt til Sydgrønland (særligt omkring Nanortalik). Den er yderst sjælden på vestkysten fra Upernavik og ned til Paamiut. 

Ringsælen er isbjørnens foretrukne bytte, men den nedlægger også andre sælarter og endda hvidhval og narhval. Fisk, havfugle, fugleæg, hvalådsler og planter er også på menuen. Der kan gå lang tid imellem, at den fanger et bytte, så når det sker, kan den proppe sig og spise op til 70 kg. 

Isbjørnene parrer sig om foråret, og de drægtige hunner drager i land i okt.-nov. for at grave en hule i dyb sne. Omkring nytår fødes 1-2 unger, og de bliver i hulen til april, hvorefter de følger moderen ud på isen. Normalt holder unger og mor sammen i over to år, hvorfor hunnen blot får unger hvert tredje år.

I hele Arktis regner man med, at der er 20-25.000 isbjørne, hvoraf en stor del lever i eller besøger Grønland. Isbjørnen er truet af, at havisen forsvinder med de globale klimaforandringer. Det kan betyde, at de oftere kommer i land og dermed i nærkontakt med mennesker.

Polarræven findes i hele Grønland. Den kan blive op til 1 meter lang inklusiv den 30 cm lange buskede hale.  Polarræven optræder i to varianter, blåræv og hvidræv, der genetisk er meget ens, men udover pelsfarve også adskiller sig på levevis. 

Blårævens pels er mørkebrun til gråsort året rundt, mens hvidrævens pels skifter fra helt hvid om vinteren til brun om sommeren (med hvidligt bryst og mave). Vinterpelsen er tre gange tykkere end sommerpelsen og anses for at være verdens varmeste pels. 

Blåræven er et kystdyr, hvor den æder alt godt fra havet; fisk, sælunger, krebsdyr, muslinger, havfugle, fugleæg, insekter og tang. Hvidræven opholder sig derimod inde i land, hvor den især lever af halsbåndslemminger, og hvor disse mangler af sneharer og nogle af de samme emner som blåræv. 

Om foråret danner rævene par, der kan vare hele livet. De bor i huler under jorden, der kan være over 300 år gamle og vidt forgrenede. Hunnen føder 5-10 unger og helt op til 19, og får dermed nogle af de største kuld blandt rovdyr.

Den arktiske snehare findes kun i Grønland og det nordlige Canada og er verdens nordligste hare. Den har en helt hvid pels med sorte ørespidser. I det sydlige Grønland kan sommerdragten dog få en grålig overside. 

Sneharen er almindelig i hele Grønland undtagen på sydøstkysten. Den er hyppigst nordpå, hvor man kan se den i flokke på op til 100. Intens jagt har gjort den noget sky og svær at se, men i Nationalparken, hvor den er fredet, kan man opleve den på få meters afstand.

Sneharen lever af en varieret vegetarkost; græsser, urter, knopper, skud, bark og rødder. Med dens kraftige kløer kan den grave maden frem under selv kompakt sne. Den har et tyndt fedtlag, men en meget isolerende pels, der gør den i stand til at leve i de mest kolde egne. 

Om vinteren lever sneharerne ofte i grupper indtil parringstiden i april, hvor de splitter op. I juni-juli føder hunnen 3-8 unger, der ligger alene i lejet og kun besøges af moren om aftenen for at blive diet.

Det grønlandske rensdyr er af underarten tundraren. Hannen kan veje op til 300 kg, mens hunnen typisk vejer 100-150 kg. Renen er den eneste hjort, hvor begge køn bærer gevir. Hannens gevir er dog langt det største og kan veje op til 15 kg og måle 1½ meter.  

Renens vinterpels er tæt med lange, hvidlige dækhår og brun underpels. Yderpelsen fældes i foråret, hvorved den brune farve træder frem, dog med lyst bryst og bug.

Renen lever vildt i store dele af Vestgrønland. Der findes bestande i Inglefield Land nord fra Qaanaaq, på Nuussuaq-halvøen og i området fra Ilulissat Isfjord til Kangerlussuaq og helt ned til Neria Fjord syd for Paamiut. Der er gode chancer for at se ren, når man vandrer i fjeldet i disse områder. I Vestgrønland går mange på jagt efter ren i jagtsæsonen aug.-sep. 

Renbestanden har historisk varieret voldsomt. Fra 1970 til 1980 faldt antallet fra omkring 100.000 til 8.000 som følge af koldt klima, overgræsning af renerne selv og jagttryk. I 2001 var bestanden igen oppe på 140.000 og er i dag omkring 100.000. Der findes også udsatte og undslupne tamrener, f.eks. ved Nuuk og Qaqortoq. Den østgrønlandske ren uddøde i 1899.

Renen lever på dværgbuskhede, græsland og fjeldmark, hvor den ernærer sig af især græsser og friske blade. Om vinteren spiser den som det eneste pattedyr laver, herunder rensdyrlav, som den graver op fra sneen med sine klove. 

Moskusoksen er et kraftigt bygget hovdyr med kompakt krop, korte ben, et stort hoved og en langhåret, mørkebrun pels. Hannerne kan veje op til 400 kg og måle 160 cm i skulderhøjde. Hunnerne er lidt mindre.

Moskusoksens horn buer nedad og udad fra panden, der hos hannen består af en 15-20 cm tyk pandebrask. Underpelsen består af et meget tæt lag uldhår, kaldet qiviut, der er med til at holde kroppen varm selv ved temperaturer under -45°C. Dyrene fælder i foråret med tykke totter. 

Moskusoksen er naturligt forekommende i Nord- og Nordøstgrønland fra Washington Land til lige syd for Ittoqqortoormiit. Bestanden tæller her omkring 10.000 dyr. 

Der er desuden flere udsatte bestande: Inglefield Land, Qaanaaq-området, Svartenhuk, Lersletten, centrale Vestgrønland og Arsuk Fjord. Disse bestande har vokset sig større end den oprindelige trods at en del nedlægges under jagt. Der arbejdes desuden på udsætninger i Sydgrønland.

Moskusoksen er en drøvtygger med en særlig god evne til at trække energien ud af dens føde via en meget langsom fordøjelse. Den æder græsser, pil, dværgbirk og urter, og bruger om vinteren sine hove til at bortgrave løs sne. Den kan også brække igennem hård sne og is med sin pandebrask og horn.