En af de ulemper, der følger med at være redaktør, er, at jeg læser om og samler de smukkeste rejsemål på min drømmeliste, og Østgrønland har længe været et af mine. Jeg ved, at det er en helt egen verden, en region med en dybt forankret åndelighed og kultur og et unikt udtryk for det overjordiske Arktis. Derfor er jeg også hurtig til at gribe mit pas, når mit arbejde fører mig til østkysten – hvor jeg tager flyet fra Reykjaviks indenrigsflyveplads.
Dag 1: Er du klar til afgang?
Vi ankommer til Kulusuk, hvor jeg bliver budt velkommen af min grønlandske kollega og en blå himmel. Det arktiske sollys er skarpt og insisterende og kompenserer næsten for min jetlag. Derfor er det også fristende at tage en tur ned ad vejen fra lufthavnen, inden jeg skal med helikopteren til Tasiilaq.
Jeg må le lidt, da jeg ser en hundeslæde stå parkeret udenfor ved siden af et par snescootere – her ser en lufthavnsbus altså lidt anderledes ud. Vejen er ryddet, og på begge sider af stien ligger sneen over 3 meter høj, og min kollega fortæller mig, at en isbjørn var på samme tur som os bare dagen før – en venlig påmindelse om, at det altid er en god idé at tage ud med en lokal.
Efter at have drømt om at stå på ski ned ad de snedækkede bjergskråninger vender vi tilbage til terminalen for at checke ind.
At flyve i helikopter har længe været et personligt mål for mig, og heldigvis er det den eneste mulighed for at rejse fra Kulusuk til Tasiilaq om vinteren. Flyveturen er fredfyldt, og det lykkes mig at få en vinduesplads, hvorfra jeg kan nyde synet af den frosne fjord, der er spækket med kongeblå pletter de steder, hvor det tidlige forår har fået isen til at bryde op.
På helikopterpladsen i Tasiilaq står jeg på den snedækkede jord og ser helikopteren lette – den kommer ikke tilbage før om tre dage, og et kort øjeblik føler jeg mig som en rigtig opdagelsesrejsende.
Vi bliver hentet i lufthavnen af Hotel Ammassalik, hvor vi skal bo. Jeg er blevet advaret om, at Tasiilaq er kuperet, og under køreturen er jeg taknemmelig for, at jeg ikke skal vandre hele vejen til hotellet (især når jeg rejser sammen med en fotograf og hans udstyr).
Men beliggenheden på toppen af bakken giver den bedste udsigt – stedet byder på en klassisk après-ski-stemning og loungeområder med fåreskind samt en 180 graders udsigt over bybilledet og de stejle bjergtoppe.
Dag 2: Overnatning i en iskold iglo
Næste dag glæder vi os begge til den første aktivitet på vores program: at sove i helt nye igloer, som Sermilik Adventures har bygget – og når jeg siger helt nye, mener jeg, at de for nylig har haft de rette vejrforhold til at støbe blokkene til byggeriet, da igloerne udelukkende er lavet af is og sne!
Vi pakker sammen og bliver hentet på hotellet af to snescootere, hvorefter vi kører en tur gennem byen – en af de sjoveste sightseeing-ture, jeg nogensinde har været på. Vores destination er den frosne fjord, hovedvejen ud af byen, hvor vi skal ombord på vores transportmiddel: hundeslæden.
Enox, vores 19-årige hundeslædefører, gør hundene klar, og med poternes trippende trin sætter vi af sted. Mens jeg nyder en kop dampende varm te fra den termokande, jeg har taget med, bliver byen mindre og mindre bag os, og bjergene glider forbi – jeg føler mig meget fredfyldt – bare en afslappet tur en søndag eftermiddag – på grønlandsk vis.
Vi slår lejr – Line og Tobias, vores to værter, laver en dampende fiskesuppe, som vi nyder, mens vi sidder på renskind. Mens jeg bagefter nipper til en kop varm kakao, får solen landskabet til at rødme, og bjergene falder helt til ro. Som min kollega siger: »Stilheden får mine tanker til at tale højere«.
Jeg havde forestillet mig, at timerne ude i denne arktiske ødemark ville gå langsomt, men jeg bladrer ikke en eneste side i den paperback, jeg har taget med. I stedet nyder jeg dette iskolde hjørne af verden, hvor alt er fredfyldt. Her kan jeg tænke, trække vejret og bare være til et øjeblik uden noget andet – uden mobildækning eller tidsfornemmelse, bortset fra solen, der lægger sig til hvile i horisonten.
Dag 3: I en isbjørns fodspor
Vi hopper op på snescooterne og sætter kursen mod Tiilerilaaq. Denne bebyggelse i Østgrønland, der også går under kælenavnet Tinit, har omkring 100 indbyggere og ligger 40 km fra Tasiilaq. Det gør stedet til et yndet weekendmål for de lokale – hvor de tager ud at fiske, jage eller overnatter i deres »feriehytter«.
Jeg kan ikke beskrive størrelsesforholdene i Østgrønland, for jeg er ikke sikker på, at min hjerne kan begribe landskabet. Alt synes at strække sig kilometer langt, med kæmpemæssige bjergkæmper, der rager op mod himlen. Og lige når man tror, at det er umuligt at komme ned ad en stejl bjergskråning eller krydse den isbelagte fjord, kender de lokale en vej.
Snescooteren fører os over en gletscher, og det er virkelig sjovt at opleve det kuperede landskab i fuld fart med vinden i håret. Nedkørslen ned mod landsbyen er også betagende, når de farverige huse dukker op af det vidtstrakte snelandskab, som var det introen til Game of Thrones.
I Tiilerilaaq besøger vi ofte den lokale butik for at købe snacks, herunder tørret fisk (en lokal delikatesse). Derefter finder vi Tobias' åbne båd. Grønlændere har gletschervand i årene, så lidt is afholder dem ikke fra at begive sig ud på hovedvejen: havet. Med forårets komme dukker der mere og mere åbent vand op, men Tobias sejler os stadig over noget ujævnt is, hvor han bryder isen op og beviser, at lokal viden gør det muligt for en motorbåd at køre på isen.
De snedækkede bjergtoppe spejler sig i vandet og skaber kunstværker, der forvirrer sanserne, mens vi leder efter en sæl til aftensmaden. Vi finder ingen sæler, men pludselig lyder der en melding i radioen: To lokale har set spor efter en isbjørn. Vi begiver os af sted i den retning, og ganske rigtigt – på isen ligger der friske poteaftryk, der ikke er mere end en dag gamle.
Vi møder ikke denne skarptandede lokale, men jeg er sikker på, at mindet om at have været så tæt på vil forblive hos mig for altid.
Dag 4: Et værelse ved iskanten
Vi overnatter i Tasiilaq, og efter et meget tiltrængt varmt bad, en dag med udforskning af udsigtspunkterne, kirken og museet samt en god nats søvn er det tid til at begive os ud på eventyr igen.
Vi får selskab af endnu en kollega, køber ind i en af de lokale butikker og mødes med Rasmus fra Tasiilaq Tours, som skal køre os på snescooter ud til Arctic Dreams hytter ved Sermilik-fjorden.
I dag er himlen dystert hvid, og det gør turen til en udfordring. På de 28 km fra Tasiilaq til hytterne er sigtbarheden dårlig, og det skarpe sollys, der trænger igennem det hvide slør, udvisker alle konturer – vejen og himlen smelter sammen til én stor sky. Vi ankommer sikkert frem takket være Rasmus’ dygtige kørsel, men skibriller og stærke nerver er absolut en nødvendighed.
De 5 tvillinghytter ligger ved Sermilik-fjorden over for Tillerilaaq. Om sommeren driver 10.000 isbjerge forbi uden for vinduerne. Ud over sovhytterne består den lille bebyggelse også af et skur og en hovedhytte med et fuldt udstyret køkken.
Der hænger istapper fra tagene, hvor vi samler sne, som vi koger til kaffe i en stor gryde på komfuret. Sneen ligger i 2 meter høje lag, og temperaturen er mild og behagelig (omkring 0 grader).
Vi laver aftensmad og fortæller spøgelseshistorier i skæret fra olielampen. Derefter henter vi snesko i skuret og begiver os op ad en bakke. Der er bælgmørkt udenfor, men det er jo netop meningen. Min kollega vil gerne fotografere det hyggelige skær fra hytterne nedenfor.
Efter vores aftenvandring kryber vi ned i soveposerne i vores egne hytter. Vi er helt alene herude, polarnattens stilhed omfavner os, og sneen lyser op i mørket. Da jeg slukker for min benzinovn og nyder den varme og hyggelige sovepose, tænker jeg ved mig selv: Fire dage her, og jeg er fuldstændig forandret! Nu er det nok, jeg bliver her, jeg vil aldrig hjem igen.
Rejsearrangørerne er også ivrige efter at nyde midnatssolen i Grønland, og mange tilbyder aftenudflugter, hvor man kan beundre den smukke himmel. En af de bedste oplevelser nord for polarcirklen er faktisk at sejle i midnatssolen gennem farvande fyldt med is. Uanset om du snor dig mellem de gigantiske isbjerge uden for Ilulissat-gletsjeren eller sejler gennem pakisen ud for nordøstkysten med et ekspeditionsskib, er synet af midnatssolen, der leger mellem de takkede og kantede isflager, en uundværlig oplevelse.
Author
