Grønland var Henrik Kauffmanns triumf

Den amerikanske interesse for Grønland er dog ikke ny. Under Anden Verdenskrig (1939-1945) underskrev USA Grønlandstraktaten, der gav dem ret til at oprette militærbaser i Grønland. Til gengæld skulle USA yde bistand til Grønland og opretholde status quo i hele krigens varighed. Traktatens akilleshæl set fra et dansk-grønlandsk perspektiv var den berygtede artikel X (10), som gav USA ret til at nedlægge veto mod alle fremtidige ændringer af traktaten.

Denne artikel har skabt spændinger i forholdet mellem USA, Danmark og Grønland – og den er stadig genstand for debat i dag. Især efter Anden Verdenskrig var traktaten årsag til diplomatiske problemer mellem USA på den ene side og Danmark og Grønland på den anden. Der blev først indgået en aftale om at ændre traktaten i 1951, og der var stadig ingen ændringer til artikel X. Senere blev der tilføjet flere tillæg til traktaten, hvoraf det seneste er Igaliku-traktaten, der blev underskrevet i en sydgrønlandsk bebyggelse i 2004.

Men hvorfor gik Danmark (Grønland) overhovedet med til traktaten, hvis artikel X var så svær at acceptere? Svaret er Henrik Kauffmann. Han var den danske ambassadør i USA og ankom til Washington lige før Anden Verdenskrigs udbrud i 1939.

Da Danmark blev besat af Nazi-Tyskland den 9. april 1940, var det slutningen på et frit og uafhængigt Danmark. Ifølge Kauffmann var han nødt til at repræsentere og forhandle på Danmarks vegne, da den danske regerings handlingsfrihed var blevet lammet af de tyske besættelsesmagter. Denne opfattelse delte den amerikanske regering imidlertid ikke, da den på det tidspunkt stadig betragtede den danske regering som sin forhandlingspartner.

Under den danske ambassadørs mange møder med centrale personer i den amerikanske regering opdagede han, at Grønland gav ham mulighed for at repræsentere Danmark i USA. Der var primært to årsager til dette: Grønlands strategiske beliggenhed og kryolit (der blev brugt til at smelte aluminium under 2. verdenskrig) fra Ivittuut, en bebyggelse i Sydgrønland, der i dag er ubeboet.

For det første var kernen i den amerikanske udenrigspolitik den såkaldte Monroe-doktrin (som var gældende fra 1823 til 1947, hvor den blev afløst af Truman-doktrinen). Kort fortalt fastslog den, at Nord- og Sydamerika skulle være fri for udenlandsk – og slet ikke europæisk – politisk indblanding. Doktrinen fastslog, at Nord- og Sydamerika lå inden for den amerikanske interessesfære. Dette omfattede også Grønland, da landet – ifølge amerikanerne – er en del af Nordamerika. Og på dette tidspunkt havde Nazi-Tyskland interesse i Østgrønland, hvilket var en bekymring for amerikanerne.

For det andet havde amerikanerne brug for aluminium, som på det tidspunkt var afgørende for enhver våbenproduktion. Af samme grund fandt der en omfattende eksport af det værdifulde materiale sted fra bosættelsen Ivittuut til Philadelphia i USA.

Indtil aftalen var på plads, måtte Kauffmann kæmpe en del kampe, da ikke alle var enige i, at han alene skulle repræsentere »det frie og uafhængige Danmark«. Blandt andre var to guvernører i Grønland, Eske Brun (guvernør for Nordgrønland, bosiddende i Qeqertarsuaq/Godhavn) og Aksel Svane (guvernør for Sydgrønland, bosiddende i Nuuk/Godthåb). De mente begge, at de havde den juridiske ret til at forhandle om Danmarks interesser i Grønland. Derudover havde deres opfattelse opbakning fra den danske regering.

Af netop den samme grund var overraskelsen og frustrationen enorm, da Grønlandstraktaten blev offentliggjort den 9. april. Dette gjaldt især for den danske regering og de to guvernører, da de fik kendskab til artikel X, som i praksis betød, at traktaten ikke kunne opsiges. Det var af denne grund, at USA fik lov til at beholde sine militære anlæg i Grønland. USA havde desuden vetoret over for alle fremtidige planer om at ændre denne ordning.

For Kauffmann var Grønlandstraktaten en personlig triumf. Endelig anerkendte den amerikanske regering Kauffmann som den person, der repræsenterede ”det frie Danmarks interesser”, så længe landet var besat. Kauffmanns nye status hos amerikanerne betød, at han nu kunne indgå aftaler med USA på vegne af Danmark – og dermed også på vegne af Grønland. Denne status beholdt han, indtil Danmark igen blev en fri nation den 5. maj 1945.

Dengang som i dag er det utænkeligt, at en diplomat kan indgå vidtrækkende aftaler uden godkendelse fra det land, han repræsenterer. På den anden side rummer dramaet de vigtigste ingredienser til handlingen i en diplomatisk thriller. Ikke mindst når man tilføjer en flamboyant verdensmand og vovehals, der vidste, hvordan man bevæger sig blandt eliten, og hvordan man tænker kreativt for at nå sine mål. Filmen havde premiere den 13. august 2020 og hedder “The Good Traitor”.