Omkring 80 % af Grønland er dækket af is, hovedsageligt bestående af Grønlands enorme indlandsis, der strækker sig fra øens indre til kystlinjen. Mens isen i det indre kan være op til 3200 meter tyk, danner indlandsisens yderkanter betagende udløb og gletsjere. Der dannes tårnhøje isklipper, hvor gletsjerne munder ud i fjordvandet, og isbjerge kælver og smuldrer dramatisk. Nogle gletsjere ender på land og skaber store vandløb, der leder det udstrømmende smeltevand gennem vidtstrakte dale.
I de senere år har man observeret markante forandringer som følge af det varmere klima, herunder ændringer i de grønlandske gletsjere, der løber ud i havet. Lad os se nærmere på nogle af disse gletsjere, hvad der gør dem særlige, og hvordan de forandrer sig.
* Jakobshavn-gletsjeren og Qarassap Sermia er lokale navne og har det samme officielle navn, nemlig Sermeq Kujalleq.
KNS (Kangiata Nunaata Sermia)
KNS (Kangiata Nunaata Sermia) er den største »lokale« gletscher i nærheden af hovedstaden Nuuk og ligger ved indløbet til Nuup Kangerlua, også kendt som Nuuk-fjorden. KNS afvander ca. 2 % af den grønlandske indlandsis og er dermed den største udløbsgletscher i det sydvestlige Grønland. Gletsjeren danner en betydelig isklippe, hvor den møder fjordvandet, og strækker sig ca. 4,5 km fra den ene side af fjorden til den anden.
KNS-gletsjerens frontpositioner fra 1994 til 2016, der viser dens tilbagetrækning ind i landet over tid. Disse oplysninger er indsamlet fra satellitbilleder, hvor gletsjerens position kunne identificeres, når en satellit passerede over området. Disse positioner er udledt fra flere satellitter af Den Europæiske Rumorganisation (ESA) og Climate Change Initiative (CCI), som udarbejder datasæt i stor skala baseret på satellitdata. De gletscherfrontpositioner, der vises her, er blot én af mange registreringer af gletschere i Grønland, hvor de har dokumenteret og identificeret frontpositioner.
Hvad gør KNS til noget særligt?
Sammenlignet med andre grønlandske gletsjere ved man meget om Kangiata Nunaata Sermia og om, hvordan den har ændret sig gennem tiden. Den er en af Grønlands gletsjere, der forsvinder i raskt tempo, idet den har trukket sig 22,6 km tilbage i løbet af de sidste tre århundreder. Indtil 1940'erne var KNS og den tilstødende gletsjer, Akullersuup Sermia, forbundet og flød sammen. For nylig er gletsjerfronten (også kaldet dens terminus) trukket sig to kilometer tilbage siden 1994, som dokumenteret ved hjælp af satellitbilleder (se billede), hvilket i høj grad hænger sammen med skiftende klimaforhold og usædvanligt varme perioder.
Sermeq Kujalleq (Jakobshavn Glacier)
Sermeq Kujalleq (også kendt som Jakobshavn Isbræ eller Ilulissat-gletsjeren), der har ry for at være Grønlands hurtigste gletsjer, er en af de største afløbsgletsjere fra den grønlandske indlandsis og har bidraget til en global stigning i havniveauet på ca. 0,9 mm mellem 2000 og 2010. Den ligger ved indgangen til Diskobugten i Vestgrønland og udleder gigantiske isbjerge ud i fjorden, hvilket er en af grundene til, at den nærliggende større bebyggelse fik det grønlandske navn for 'isbjerg', Ilulissat.
To satellitbilleder af Sermeq Kujalleq taget med 10 års mellemrum, henholdsvis i 1992 og 2002, som dokumenterer nedbrydningen af gletsjerens flydende tunge. Disse satellitbilleder stammer fra NASA/USGS Landsat-programmet, der blev lanceret i 1972 og udgør en af de længste sammenhængende serier af satellitbilleder, der findes.
Hvad gør Sermeq Kujalleq til noget særligt?
En vigtig milepæl i Sermeq Kujalleqs levetid var opløsningen af en 8 km lang del af dens flydende istunge i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne. I denne periode fordobledes isudledningen fra Sermeq Kujalleq, hvilket i høj grad tilstoppede fjorden med isbjerge. Denne opløsning menes at være forbundet med en betydelig udtynding af isen, øget hastighed i isstrømmen og dannelsen af store gletscherspalter. Forskere har tilskrevet denne udvikling det varme havvand under overfladen langs hele Grønlands vestkyst, hvilket fremmer gletsjersmeltningen nedenfra. Havtemperaturen er blevet knyttet til observerede ændringer ved mange gletsjere, der ender i havet, hvilket gør grænsefladen mellem is og hav til et afgørende miljø for forskerne at overvåge.
Sermeq Kujalleq (Store Glacier) Local name: Qarassap Sermia
Qarassap Sermia (også kendt som Store Glacier) er en gletsjer med mange gletsjerspalter i Uummannaq-området i Vestgrønland. Gletsjeren munder ud i fjordens sydlige ende, hvorfra der ofte udskilles store isbjerge til Uummannaq-fjordsystemet. Sådanne isbjerge kan udgøre en særlig fare for både, når de går i opløsning og driver gennem vandet.
Helheim-gletsjeren
Helheim-gletsjeren er sammen med Sermeq Kujalleq og Kangerlussuaq-gletsjeren en af de største gletsjere i Grønland. Den er også en af de mest kendte gletsjere i Grønland for sin produktion af isbjerge, med spektakulære syn af isbrud ved gletsjerens forende. Når is bryder af forenden af en gletsjer, kaldes dette for gletsjerkalvning.
Kælvning kan skyldes en række faktorer, der på mange forskellige måder skaber isbjerge i alle størrelser – lige fra afbrud øverst på isklippen til is, der stiger op fra gletscherens undersøiske del. Isen kan eksplodere og splintre, når disse store isblokke styrter ned i fjorden og oversprøjter et stort område foran fjorden med livsfarlige projektiler. Dette skaber en voldsom lyd, der rumler over fjorden, men det er ikke en lyd, man ønsker at høre, hvis man befinder sig for tæt på gletsjeren. Der har været dødsfald i tilfælde, hvor tilskuere har været for tæt på kælvende gletsjere, enten ved at blive ramt af eksploderende isskår og projektiler eller af de deraf følgende tsunamier.
I 2010 blev en omfattende iskalvning ved Helheim-gletsjeren optaget af time-lapse-kameraer af forskere fra Swansea University i Storbritannien. Denne form for iskalvning menes at være forårsaget af opdriftsbetinget bøjning. I dette tilfælde formodes det, at forskellen i isens opdrift langs gletsjerfronten skyldes, at gletsjeren strømmer ud i dybere vand hurtigere, end den kan tilpasse sig.
Hvad gør Helheim-gletsjeren så speciel?
Helheim-gletsjeren er kendetegnet ved usædvanlige iskalvningsbegivenheder, hvor der sker iskalvning året rundt. Der er observeret katastrofale iskalvningsbegivenheder, hvor hele gletsjerfronten ser ud til at skrælle af og vælte indad, hvorved der dannes isbjerge, der bryder helt ned til bunden. Denne form for kalvning skyldes forskelle i isens opdrift på tværs af gletsjertungen, som opstår på grund af ændringer i havbundens topografi eller ændringer i istykkelsen (som tidligere omtalt i afsnittet om Sermeq Kujalleq). Denne forskel i opdrift danner et bøjningspunkt i iskolonnen, som med tiden svækkes gennem spalteudbredelse fra både overfladen og bunden af gletsjeren, indtil hele sektionen brækker af.
Sermerssuaq (Humboldt Glacier)
Sermerssuaq, også kendt under sit udenlandske navn Humboldt-gletsjeren, er en af de bredeste gletsjere i Grønland. Den strækker sig over cirka 90 km og munder ud i Nares-strædet i Nordgrønland.
Satellitbilledet til venstre viser tilbagetrækningshastigheden for Sermerssuaq med markeringer af gletscherens placering fra 1990 til 2015 (fastlagt af ESA CCI Greenland Ice Sheet-projektet). Et nærbillede af den nordlige del af gletscherfronten viser de markante ændringer siden 2016, hvor gletscheren nogle steder er trukket sig over en kilometer tilbage.
Hvad gør Sermerssuaq til noget særligt?
Sermerssuaq- eller Humboldt-gletsjeren har generelt været i tilbagegang siden 1975, hvilket sandsynligvis hænger sammen med en markant stigning i lufttemperaturerne. Interessant nok er der dog forskel på tilbagetrækningshastigheden mellem den nordlige og den sydlige del af gletscherfronten. Den nordlige del er i gennemsnit trukket sig 147 meter tilbage hvert år, hvilket er en størrelsesorden større end den sydlige del, der er trukket sig i gennemsnit 15 meter tilbage om året mellem 1975 og 2012.
Forskellen i denne tilbagetrækningshastighed skyldes det, der befinder sig under gletsjeren. Luftbårne undersøgelser af området har afsløret en dyb fordybning på over 300 m under gletsjerens nordlige del, som strækker sig ca. 72 km ind i landet. Den sydlige del af gletsjeren ligger derimod på en forholdsvis lav havbund. Med den nuværende tilbagetrækningshastighed skønnes det, at den nordlige del af Sermerssuaq vil forblive i denne fordybning i 170 år, og derfor vil denne forskel i tilbagetrækningshastigheden sandsynligvis fortsætte i den nærmeste fremtid.
Author
