Knud Rasmussen

Den grønlandske antropolog Knud Rasmussen drog i 1921 sammen med sine to besætningsmedlemmer, en kvinde ved navn Arnarulunguak og en ung mand ved navn Qaavigarsuak, ud fra Grønland på sin femte og langt den mest ambitiøse Thule-ekspedition. Det var en treårig hundeslædeekspedition gennem det arktiske Canada og Alaska til det østlige Sibirien. Her finder du en oversigt over ekspeditionen, dens formål, resultater og deltagere. Knud Rasmussen, eller Kunuunnguaq som han blev kaldt hjemme i Grønland, blev en kendt mand i hele Arktis. Han gennemførte en række ekspeditioner og formåede at bevise, at inuitterne i Grønland, Canada, Alaska og Sibirien alle har samme oprindelse. Selvom deres livsform undertiden varierede betydeligt afhængigt af levevilkår, primære byttedyr og livsform, var de alle forbundet gennem sprog, mytologi og fælles fortællinger, der gik hundreder eller endda tusinder af år tilbage.

Den femte Thule-ekspedition fik en forfærdelig start. To af de oprindelige 14 ekspeditionsmedlemmer døde, endnu før de forlod Grønland. Årsagen var en alvorlig influenza, sandsynligvis den spanske syge, der var brudt ud tre år tidligere og langsomt havde spredt sig over hele kloden, inden den nåede Grønland. Den tog livet af journalisten og biologen Peter Freuchens kone samt manden til Arnarulunguak, den unge kvinde, der havde ansvaret for alt syarbejde og beklædning under ekspeditionen. Den første katastrofe var forsyningsskibet fra Thule, MS Bele, som strandede lige syd for Upernavik og beskadigede en masse udstyr.  

Den danske konge Christian X var i Grønland for at fejre 200-årsdagen for den norsk-danske missionær Hans Egedes ankomst med sit kongelige skib »Island«. Den 16. juli, mens skibet lå i Ilulissat, modtog det et Mayday-signal via det første telegram, der nogensinde var sendt i denne del af Grønland. Bele var strandet. Sammen med Knud Rasmussens skib, Søkongen, sejlede de nordpå for at redde besætningen og det, der kunne reddes af lasten.

Først den 7. september 1921 forlod ekspeditionsskibet endelig Nuuk, Grønlands hovedstad, og sejlede ind i Hudsonbugten og videre mod deres første destination, en lille ø, som de døbte »Danske øen« i Foxe-bassinet i Nunavut, Canada. Der byggede de en base kaldet ”Blæsebelgen”, hvorfra de drog ud på forskellige ekspeditioner og delte arbejdet og regionerne mellem sig. De danske arkæologer Kaj Birket-Smith og Therkel Mathiassen identificerede flere arkæologiske fundsteder og kortlagde forskellige kulturer, tidsperioder og migrationsmønstre, hvilket dannede grundlaget for teorien om den såkaldte Thule-kultur, migrerende hvalfangere, der krydsede over til Grønland omkring år 1250. Peter Freuchen fokuserede på kartografi og biologi, mens Knud Rasmussen selv fokuserede på den intellektuelle side af de inuitter, der boede i regionen, og kortlagde deres kultur, traditioner og mytologi. Knud Rasmussen, der var født i Ilulissat af en dansk far og en grønlandsk mor og uddannet i Danmark, var lige så fortrolig med den ”hvide mands” skikke og videnskabelige metoder som med de inuitske sprog og den mytologi, han var vokset op med fra sin mor. Dette gjorde ham perfekt egnet til den forestående opgave. 

I efteråret 1922 ankom et skib for at hente de danske forskere og deres omfattende samling af prøver, mens Knud Rasmussen fortsatte sin ekspedition mod vest sammen med Arnarulunguak og Qaavigarsuak, to inuitter fra Thule. De tilbragte alt fra et par dage til 6 måneder hos hver gruppe, de mødte undervejs, herunder fem regionale inuit-kulturer i Canada: Iglulik, Netsilik, Caribou, Copper og McKenzie. Rejsen fortsatte længere og længere mod vest, indtil de nåede Nome i Alaska, et af de vestligste punkter på det nordamerikanske kontinent, i foråret 1924. Rasmussen og hans to besætningsmedlemmer krydsede Beringstrædet ind i Østsibirien, men måtte vende om, da de ikke havde et gyldigt visum, og deres papirer blev ikke godkendt til at få det udstedt på stedet. Efter at have gennemført en vellykket og hidtil uset ekspedition vendte de tilbage til Seattle med skib og derefter over land til New York, før de sejlede tilbage til Danmark, hvor de ankom i efteråret 1924. 

Den femte Thule-ekspedition er en milepæl inden for både polarforskning og antropologi. Knud Rasmussen kom i kontakt med inuitbefolkninger, der aldrig før havde haft kontakt med en ”hvid mand”, grupper hvor den oprindelige religion, skikke og mytologi stadig var levende og intakt, og det lykkedes ham at kortlægge disse, før de blev påvirket af ydre indflydelse. Ekspeditionen resulterede i en række bøger, herunder en ti-binds samling af inuit-myter, tusindvis af fotografier og en film. Deres bidrag til forståelsen af menneskets tilpasningsevne til ekstreme miljøer, migrationsmønstre og grønlandernes oprindelse er uvurderlig. Denne ekspedition var spækket med mærkværdigheder, såsom den iglo, hvor Knud blev mødt med italienske arier, spillet fra en grammofon, som inukken for nylig havde købt for skind og pels ved en Hudson Bay Company-forpost; den afrikanske pige, han mødte i døren til en anden iglo, og da han var løbet tør for ammunition, og vinteren var på vej med dystre udsigter for overlevelse, dukkede der pludselig en lille sejlbåd fra San Francisco op, hvor der aldrig før havde været en båd, med en dansker om bord, der var villig til at give dem al den ammunition, de havde brug for. 

Flere museer er dedikeret til Knud Rasmussens og hans teams store bedrifter, og mange af de amuletter og artefakter, der blev samlet under ekspeditionen, kan ses på Nationalmuseet i København. 

En antropologisk og videnskabelig rejse med fokus på videnindsamling og opdagelser i ellers fjerne egne, der har sat inuitterne i Grønland, det arktiske Canada, Alaska og det østlige Sibirien i centrum. Et treårigt eventyr fyldt med store læringsoplevelser og historiske øjeblikke.