I Brattahlid, som i dag er kendt under det grønlandske navn Qassiarsuk, er der rejst en bronzestatue af Leif Eriksson til minde om hans fantastiske opdagelser i år 1000 e.Kr.
Statuen er rejst på det sted i Sydgrønland, hvorfra Erik den Rødes legendariske søn satte kurs mod det ukendte vest fra sit barndomshjem.
De første europæere i Nordamerika
Rejsen gjorde Leif Eriksson – hvis tilnavn var »den Lykkelige« – til den første europæer nogensinde, der satte fod på det nordamerikanske kontinent.
De områder, som Leif Eriksson opdagede og udforskede, døbte han Helluland, Markland og til sidst Vinland. Man mener, at disse områder henholdsvis er Baffinøen, Labrador og Newfoundland.
Vikingebosættere i Canada
Det er nemlig i det nordvestlige Newfoundland i Canada, nærmere bestemt i L’Anse-aux-Meadows, at den ældste kendte europæiske bosættelse i den nye verden er blevet fundet.
Der er udgravet mere end 2400 vikingegenstande i området – et afgørende bevis på, at vikingebosætterne opdagede Nordamerika længe før Columbus.
Statuen af Leif Eriksson
Statuen af Leif den Lykkelige blev rejst i år 2000 i forbindelse med fejringen af 1000-årsdagen for den heroiske rejse.
Det er en kopi af lignende statuer, der oprindeligt blev rejst i Seattle på den amerikanske vestkyst og senere i Trondheim i det nordlige Norge. Museet i Narsaq rummer en spændende fast udstilling om de tidlige vikingebosættere og deres livsform.







