Grønlands rejse mod Bæredygtighed
hvad enten det er politisk, erhvervsmæssigt eller spændende lokale tiltag.
– Riget, Magten og Æren
”Borgen” er en fiktionsserie, der i sæson 1 begynder med den pludselige og uventede succes for centrumpolitikeren Birgitte Nyborg Christensen (Sidse Babett Knudsen, der også er internationalt kendt som Theresa Cullen fra ”Westworld”), da hun bliver den første kvindelige statsminister i Danmark. Kærligt kaldt den danske version af ”The West Wing”, giver serien et indblik i, hvordan livet kan være i dansk politik og de forskellige ansvarsområder, som embedsfolk, politiske rådgivere og journalister har i et demokrati. Birgitte og de andre karakterer spilles af en perlerække af danske stjerner, herunder Pilou Asbæk (spindoktor Kasper Juul også kendt som den vilde Euron Greyjoy i ”Game of Thrones”) og Birgitte Hjort Sørensen (journalist Katrine Fønsmark, Karsi i ”Game of Thrones”), som over tre sæsoner smager magtens sødme, oplever kærlighed, fiasko og selvfølgelig fanges i et net spundet af politiske intriger.
Den nye sæson, Borgen: Riget, Magten og Æren vender Birgitte tilbage som udenrigsminister i en ny koalitionsregering. Plottet sender hende til Grønland for at håndtere en aftale, der er ”som at gå i seng med djævlen”… Vi kan næsten ikke vente med at se ”Borgen” og finde ud af, hvordan det hele ender!
Henriette Marienlund fiktions- og udviklingschef i DR forklarer, at de har skabt en serie, som bygger videre på et populært univers, og tager det med ind i en nutidig kontekst, ved at sætte internationale politiske agendaer i spil.
“Det bliver en helt ny version af Borgen, fordi universes går ud over det danske fokus og behandler hele verdens kamp om magten, når relationer med Grønland sættes på prøve og både USA og Kina bliver nøglespillere.”
Der er ingen tvivl om, Grønland er et sted, der er rigt på inspiration. Grønlands historie med Danmark er lang og kompliceret. Tidligere var landet en koloni (det blev først en valgkreds i 1953), men har siden gradvist fået mere og mere selvstændighed gennem årene (Grønland fik Hjemmestyre i 1979 og Selvstyre i 2009). Jf. Lov om Grønlands Selvstyre har Grønland ret til selvbestemmelse og mulighed for selvstændighed.
Grønland er en del af det danske rigsfællesskab og spiller helt naturligt en stor rolle i kongeriget Danmarks indenrigs- og udenrigspolitik. For at sige det helt enkelt, vil eksperter hævde, at Grønlands position i Arktis gør Danmark til en mere indflydelsesrig aktør i det geopolitiske spil. Samtidig er Grønland stadig økonomisk afhængig af Danmark, idet landet polstrer Grønlands økonomi med, hvad der svarer til ca. 3,8 mia. kroner årligt. Så den gensidige afhængighed er stor.
Afsnit 1 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
Mit navn er Aaja Chemnitz Larsen, og jeg har været medlem af Folketinget i Danmark i næsten syv år. Min arbejdsplads er Christiansborg, som også kaldes Borgen, deraf navnet på den populære danske tv-serie. Den nye sæson er centreret omkring et stort oliefund i Nordgrønland, hvilket forstyrrer forholdet mellem Grønland og Danmark og rokker ved den geopolitiske balance. Hver uge kommer jeg med en kort anmeldelse af det seneste afsnit.
Som et rigtigt folketingsmedlem på Borgen, er det interessant at se, hvordan fiktionen imiterer virkeligheden, når temaet er politik. Jeg har set alle de tidligere sæsoner af ”Borgen” (mere end én gang ☺), og jeg er meget spændt på at se den nye sæson, ikke mindst fordi det gennemgående tema synes at handle meget om Grønland.
Åbningsbilledet sætter scenen i form af en hvaljagtssituation i Nordgrønland, og jeg tror, det er første gang, jeg nogensinde har set en dansk tv-serie, hvor grønlandsk er det første sprog, der bliver talt. For mig var det et stolt øjeblik. I scenen skærer fangerne i hvalspæk, som er en grønlandsk delikatesse, og jeg må indrømme, at mine tænder begyndte at løbe lidt i vand. Som de følgende scener viser, så eksisterer det traditionelle fangerliv og det moderne liv side om side i dagens Grønland, men kulturen blomstrer mere end nogensinde. Inuit-tatoveringer på hænder og i ansigtet er nu helt almindelige, og dukker også op i en scene for at give en autentisk beskrivelse af Grønland, som det ser ud i dag.
Det er 10 år siden, vi sidst så karakteren Birgitte Nyborg som dansk politiker, og i denne sæson er det tydeligt, at tingene rører på sig på den arktiske geopolitiske scene. Mens Sidse Babett Knudsen spillede rollen som statsminister det meste af tiden i de tidligere sæsoner, så er hun nu udenrigsminister, der kæmper for en bæredygtig udvikling i kongeriget, herunder Grønland. Det overordnede spørgsmål i det første afsnit er, hvorvidt det overhovedet er en sag for Danmark – og i så fald hvordan – hvis Grønland finder olie, og hvilken politisk jurisdiktion, det hører under.
Det er tydeligt, at produktionsholdet bag ”Borgen” har lavet en grundig research, fordi serien lægger sig tæt op ad virkeligheden. Da jeg så første afsnit, tænkte jeg meget på den uran-debat, der har været i Grønland i løbet af de sidste 50 år. Mange af de spørgsmål, der bliver rejst i første afsnit, har også været bragt på banen i Grønland, når det gælder uran. Har Grønland ret til at tage sine egne beslutninger uden indblanding fra Danmark? Er det et spørgsmål om udvinding af naturressourcer, eller er det et spørgsmål om udenrigspolitik og national sikkerhed? Hvor realistisk første afsnit end var, så har den nye IA-styrede regering i Grønland valgt at stoppe olieeksplorationen, og er i gang med at tilslutte Grønland til Parisaftalen. Ikke desto mindre er det politiske drama stadig spændende, og plottet meget troværdigt.
Alt i alt giver jeg første afsnit 5 ud af 6 mulige stjerner, og jeg venter spændt på at se historien folde sig ud.
Afsnit 2 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
For hardcore fans af politiske serier hører Borgen til på øverste hylde. BBC lavede sidste år en opgørelse over de 100 bedste tv-serier og her endte Borgen på en 40. plads. Godt gået af en dansk tv- serie. I år er det ikke kun med Grønland, som centralt omdrejningspunkt, men også med flere grønlandske skuespillere og et helt hold af grønlandske filmfolk. Som repræsentant for Grønland kan man kun være stolt og særligt når det er en så medrivende og velproduceret serie, som Borgen er.
Det er ingen hemmelighed, at jeg synes karakteren Hans Eliassen er underspillet type, som gerne vil spille Danmark ud mod Grønland. Arbejdet for større selvbestemmelse er vigtigt og godt, men det skal gøres på et reelt grundlag. Dette kommer tydeligere frem i 2. afsnit, og derfor var det et overraskende dejligt pust med en professionel embedskvinde i form af Emmy Rasmussen, som kom fra øverste sted, nemlig formandens departementet og ligeså underspillet får sat Hans Eliassen på plads.
Det glæder mig Ilulissat er kulisse for de første afsnit. Jeg håber Grønlands mangfoldighed også foldes ud i kommende afsnit. Men man kan ikke komme uden om, at den smukke natur og de fantastiske baggrunde i Ilulissat flettes ind i historien. Ikke mindst kællingekløften, som mange af os kender historien omkring. Her ofrede man i gamle dage sig selv for at redde lokalsamfundet når man var gammel, og der ikke var mad nok til alle.
Malik blev også ofret her “i en større sags tjeneste” i en kamp om magt og penge. Der er i den grad skruet op for dramaet og for spændingen henimod tredje afsnit.
Jeg glæder mig!
Afsnit 3 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
Danmarks udenrigsminister Birgitte Nyborg risikerer i 3. afsnit, at få et flertal imod sig, da det grønlandske folketingsmedlem Jens Enok Berthelsen vælger at erklære mistillid til Birgitte Nyborg. Det kunne være mig, da jeg i 2015 gik til valg på at være Grønlands Frie Stemme i Folketinget. Det er desværre et ret usandsynligt scenarie, at en udenrigsminister kommer forbi et grønlandsk folketingsmedlems kontor. Men hvorfor er det egentlig det? Vi er valgt på lige fod med vores kollegaer fra Danmark og Færøerne – og bør derfor behandles ligeværdigt.
Birgitte er moralens vogter, og har tilbageholdt oplysninger for Udenrigspolitisk Nævn. Det er i strid med ministeransvarsloven og dybt problematisk. Magtens indvirkning på os som mennesker er det helt grundlæggende tema i hele serien og indvirkningen på et menneske som Birgitte Nyborg – dyden i midten, moralens vogter og idealisten – er interessant at følge. Derfor var det et kærkomment gensyn med Bent Sejrø, hendes mentor og tidligere leder af de Moderate i tidligere sæsoner. Vi har alle brug for folk, der er klogere og mere erfarne end os selv til at skabe mening i det hele.
Det tredje afsnit har den grønlandske titel Inuit Nunaat – Menneskenes land. Jeg har altid synes det var så smukt. Vi kalder selv Grønland for Kalaallit Nunaat eller mere uofficielt Inuit Nunaat, som i betydningen klinger af det samme. Det smukke er hengivenheden overfor de folk, som bor i landet og udgør landet.
I et land med så stor overvældende skønhed i naturen har det en ekstra betydning, at det er menneskene, som vi fremhæver. Når man kommer udefra er det typisk også varme mennesker og en større eftertænksomhed, som folk fremhæver hos os fra Grønland end fra andre steder i verden. Dette blev flettet godt sammen i afsnittet, hvor også Knud Rasmussens citat “Naturen er stor – menneskene er større” understregede det.
Det blev ret tydeligt, at Birgittes grønlændervending ikke var for Menneskenes Land, men for egen vindings skyld. Det blev en skillevej, hvor hun blev nødt til at gå på kompromis med sine egne værdier (eller i hvert fald de klima-værdier hun gik ud offentligt med) for at beholde sin position. Det kan man mene om hvad man vil, men mon ikke karma indhenter hende i de kommende afsnit? Det må tiden vise.
Afsnit 4 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
I dette afsnit stilles Birgitte Nyborg til ansvar for, at hun tilbageholder informationer og arbejder for egen vinding. Hendes handlinger er uværdige og er i strid med hendes ministeransvar. Medierne jagter hende, men hun forsøger at undvige indtil pressen på en smart måde får presset statsministeren til at stille krav om, at Nyborg stiller op til interview. Det er musens leg med katten, men katten vinder. Politik er en kamp om hvilket narrativ og fortælling, der skabes. Virkeligheden kan vrides og udmanøvreres.
Mediernes hastige tempo stiger og stiger. Og kravene til os politikere bliver større og større. Hvor meget giver vi af os selv til traditionelle medier, hurtige clickbaits og selfies? Grænsen rykkes konstant. Selv er jeg ikke tvivl – vi er som politikere også dybt afhængige af pressen. Man skal reagere i det tempo pressen arbejder, det går stærkt, og det skal være nemt for pressen at få en kommentar. Det er betingelserne, hvis man vil være med i spillet, men i den proces bliver eftertænksomhed, grundighed og troværdighed stadigt mere og mere udfordret.
I mine øjne er netop troværdighed den stærkeste valuta hos en politiker. Men det kræver ordentlighed, og ikke mindst at man er tro mod sig selv. Laugesens politiske analyse sidst i afsnittet er tankevækkende. Vi ønsker politikere, som lægger på gulvet i bokseringen med blod, sved og tårer, og som kæmper sig op igen for at tage endnu en runde i en brutal politisk boksekamp. Det er den slags politikere, vi ønsker og beundrer. Men hvad er den menneskelige pris? Indimellem har jeg indtryk af, at dem der spiller mest taktisk, og er udspekulerede for egen vindings skyld, er dem der når længst i politik. Men er det dem, som samfundet er bedst tjent med? Jeg tvivler.
Afsnit 5 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
Interessen for Arktis og Grønland er stigende i disse år på grund af klimaforandringer. Mange af os husker, da tidligere præsident Trump ville købe Grønland og Visit Greenlands hjemmeside gik ned, fordi så mange skulle se hvad Grønland var for et land.
Kina har i mange år vist interesse for Grønland på en mere underspillet måde end USA. Med stigende interesse for Arktis og Grønland er der mange eksempler på, at de to stormagter spiller muskler overfor hinanden. Magtkampen mellem USA og Kina om Arktis blev tydelig, da daværende amerikanske udenrigsminister Pompeo afviste, at Kina var en nær-arktisk stat.
Men fra virkelighed til fiktion, så er det meget tydeligt i dette afsnit, at den store magt tromler den lille. Det forsøger Birgitte Nyborg overfor Grønland, men det gør også USA og Kina overfor Danmark. Grønland finder sig ikke i, at blive tromlet og spiller på taktisk vis Danmark ud ved at alliere sig med Kina. Der er ingen tvivl om USA ikke finder sig i dette, og de beder, som i virkelighedens verden Danmark om at få styr på situationen med Kina.
Borgen er en super spændende serie, fordi vi følger både det private liv og arbejdslivet. Nyborg taber alt på gulvet i det afsnit. Hendes troværdighed og hendes sidste rest af familie falder fra, men hun står stadig op og tror på, at hendes dedikation til politik trumfer alle umoralske beslutninger. Jeg kan næsten ikke vente til næste afsnit…!
Afsnit 6 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
Kina, USA og Rusland er supermagterne, som både i serien og i virkeligheden viser interesse for Grønland. I virkelighedens verden er interessen mere subtil end i fiktion, men sådan er det vel altid. Særligt i Borgen.
I afsnittet får vi et indblik i Siriuspatruljens arbejde i Nordgrønland. Selvom scenen er fiktiv, er scenariet ikke urealistisk. Siriuspatruljen, som er en meget lille dansk militærenhed, der patruljerer med hundeslæde og kutter i Nordøstgrønland, overvåger en kyststrækning på hele 16.000 km. Den blev i 1941 etableret for at overvåge tysk aktivitet i Nordøstgrønland, for at opretholde dansk suverænitet og opfylde sit ansvarsområde indenfor sikkerhed og forsvar.
Det er derfor ret realistisk, at der kan foregå noget i det store areal, som ikke opdages lige med det samme. Det er en lille detalje, men man kan nemt forestille sig mange tv-serier udspille sig på det plot alene.
Selvom man ikke skal tage sorger på forskud, så bliver jeg trist ved tanken om, at vi har set flere afsnit end der er tilbage. Jeg elsker at se Borgen, og vil savne den når den ovre. Men så må vi bare hoppe over på Netflix, og se den forfra når den rammer det nordisk Netflix den 14. april og resten af verden den 2. juni. Jeg glæder mig til at høre hvad internationale fans synes.
På Christiansborg skal der til foråret forhandles om et kommende medieforlig, som der også tales om i serien. Kan TV1 bringe kritisk journalistisk om regeringen, som giver eller tager penge til redaktionen på TV1? Svært og aktuelt dilemma om hvordan vi bevarer den “fri” presse.
Personligt elsker jeg den sideløbende kærlighedsromance mellem Asger og Emmy. Det er skidt de går bag om ryggen på Emmys mand, men kemien mellem dem er god og spændende at følge. Kan Asgers dage som arktisk ambassadør være talte, og kan Nyborg klare sig uden Asger i marken i Grønland? Hvis jeg ikke vidste bedre, så virker Nyborg næste jaloux, og ikke kun som en ærgerlig minister over, at hendes embedsmand er inhabil.
Jeg håber, vi bliver klogere i næste afsnit.
Afsnit 7 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
Der er ret mange afgørende svar, som serien skylder seeren i det allersidste afsnit, som kommer i næste uge. Er Birgitte gået fuldstændig over to the dark side? Jeg tager mig selv i at ønske, at hun pludselig skifter kurs, og finder tilbage til den politiker og måske ikke mindst den personlighed som de fleste af os formentlig faldt for i de foregående sæsoner. Men det skib er nok for længst sejlet. Nyborgs giftige skakmat-spil på partifæller internt, og den tvivlsomme alliance med Michael Laugesen presser hende længere og længere ud, og med kun et afsnit tilbage kan jeg kun gisne om hvor langt hun ender med at gå for at bevare magten.
De sidste afsnit kredser også om oliefundet i Grønland, intet er endnu afgjort i forhold til hvem der ender med at få mest ud af det, og det helt store spørgsmål er nok om oliefundet i det hele taget vil ende lykkeligt for os i Grønland – vil Grønland vinde armlægningen og hvad vil det betyde for forholdet mellem Grønland og Danmark? Det er spørgsmål der bliver spændende at få svar på, men også spørgsmål der ville være reelle at stille, hvis det skete i virkeligheden.
Intet tv-drama vil være fuldendt uden den håbløse romance som man på en eller anden måde ville ønske ske. Emmy og Asger er med al tydelighed forelskede, og det ville overraske mig meget hvis de ikke giver efter for den forelskelse i sidste afsnit. Man kan argumentere for, at det ikke er professionelt, og i virkeligheden er et dumdristigt og farligt spil som en embedsmand skal afholde sig helt fra, men der er måske en lille flig af mig, der håber de finder kærligheden sammen J Jeg tror ikke det sidste afsnit giver os alle svarene. Det ville være overraskende.
Afsnit 8 anmeldelse af Aaja Chemnitz (Medlem af Folketinget i Danmark)
The show must go on… (please?)
Så er Borgen slut, og jeg kan ikke andet end blive lidt trist, for jeg har nydt at følge med hver uge. Ved min sidste anmeldelse skrev jeg, at jeg havde håbet at se Birgitte Nyborg vende tilbage til den personlighed som vi nok alle faldt for i tidligere sæsoner, og det var derfor nærmest med lettelse at det sidste afsnit var dedikeret til at spore hende tilbage til den kvinde hun var da hun gik ind i rollen som statsminister.
Nyborg indser endelig at hendes handlinger har afsporet hende som menneske, både i forhold til den måde hun har kastet hendes søn under bussen og når hun har taget politiske beslutninger der mest af alt var drevet af magt. Selvransagelsen sker da hun er i Ilulissat for at underskrive en kontroversiel aftale, og her kommer hun ud på en sejltur, der fik hende til at erkende hvor langt ude hun var kommet. Spørgsmålet om hvad hun egentlig har fået ud af hendes politiske deroute rammer hende, og hun indser endelig at det eneste hun har opnået er at blive siddende på magten, mens alt andet omkring sejler. Det er en hård erkendelse, men den er så nødvendig.
Romancen mellem Asger og Emmy når også hen til et nyt sted. Vi finder aldrig ud af om de finder sammen, men de forsones ærligt, og der åbner sig et lille vindue af muligheder, som efterlader seeren med et lille og måske lidt forhåbningsfuldt smil på læben.
Afsnittet slutter med et muligt lille løfte om en ny kommende sæson med Nyborg som EU-kommissær. Det er ikke til at vide om vi ser endnu en sæson om nogle år, men det håber jeg. Jeg har hver uge glædet mig, og jeg synes Adam Price formidler på så fin vis et rimeligt realistisk billede af hvordan det kan være i politik, på godt og ondt. Her på falderebet vil jeg gerne sende en stor lykønskning ud til hele det grønlandske hold der medvirkede i denne sæson, jeg synes de har gjort det fantastisk godt og jeg er utroligt stolt af dem! Alt i alt vil jeg give sæsonen 5 ud af 6 stjerner.
Vi ved ikke, hvordan plottet i ”Borgen” vil udspille sig, men vi kan ikke lade være med at tænke på, om nogle virkelige begivenheder eller politiske intriger måske har inspireret manuskriptforfatteren. Grønland har på det seneste været en del af de internationale nyheder af flere forskellige årsager, alt fra emner såsom at være en skueplads i klimakrigen til dengang, da Trump ville købe Grønland. Faktisk er det ikke første gang, at ideen om at Grønland måske kunne købes, var blevet seriøst overvejet.
I første episode, opdages olie i Grønland, og det afføder et politisk mellem forskellige politiske interesse. Birgitte Nyborg er nu udenrigsminister og er blevet stemt ind på en grøn dagsorden. Hun er overbevist om, at fundet af olie ikke skal udnyttes. Den grønlandske udenrigsminister Hans Eliasen har andre ideer om fundet, og det samme har den danske statsminister Signe Kragh.
For at forstå forviklingerne i ”Borgen” endnu bedre, er det vigtigt, at du bliver opdateret på Grønlands aktuelle anliggender. Disse temaer inkluderer:
Artiklen fortsætter længere nede…
hvad enten det er politisk, erhvervsmæssigt eller spændende lokale tiltag.
I sæson 1, afsnit 4 (2010), runder Birgitte de første 100 dage som statsminister, da det kommer frem, at en amerikansk fange hemmeligt transporteres via Thule, den amerikanske luftbase i Grønland. Denne potentielle politiske skandale truer med at bringe den nydannede regerings stabilitet i fare. Efter forgæves at have søgt efterretninger fra både det danske og det amerikanske embedsværk, tager Birgitte til Grønland for at vurdere situationen og møder her den grønlandske selvstyreformand, Jens Enok Berthelsen (Angunnguaq Larsen). Her indser Birgitte, at forholdet mellem Danmark og Grønland er mere mangefacetteret, end hun havde forventet, og hun tager derfra med en optimisme i forhold til at forbedre samarbejdet mellem de to lande.
Borgen Sæson 1 på 5 minutter!
Borgen Sæson 2 på 5 minutter!
Borgen Sæson 3 på 5 minutter!
Toggle Content goes here
Nogen fra Danmark har tidligere forsøgt at sælge Grønland
‘Let’s Make a Deal’: A US Investment Proposal Shakes Up Denmark
Artikel af Tanny Por