Kunst
Grønland har en levende tradition for udsmykning, dekoration og kunsthåndværk. Men byder også på stærke fortolkninger af et kontrastfyldt liv.
Kunst i Grønland har historisk set gennemgået en bevægelse fra fangerkulturens traditionelle dekorationer på hud, klædningsgenstande og redskaber til den moderne samtidskunst vi kender i dag. Udviklingen følger ikke underligt samfundsudviklingen.
Fra at man i Grønland ikke havde et egentlig kunstbegreb, begynder de kunstneriske udfoldelser med europæernes ankomst i 1700-tallet at tage fart. Man begynder at se egentlige billedkunstnere. De laver værker som ikke blot kan betragtes som en del af en større funktion, eller som dekoration.
"Man begynder at se egentlige billedkunstnere. De laver værker som ikke blot kan betragtes som en del af en større funktion, eller som dekoration."
Vælg blandt følgende pakkerejser eller klik “vis mere” for at udforske alle.
I første omgang ser vi små akvareller, tegninger og figurer udført af grønlændere der af forskellige årsager er blevet bundet til landjorden. Her er kunstnere som Aron fra Kangeq (1822-1869 og træskæreren Johannes Kreutzmann (1862-1940) betydningsfulde.
Deres værker er ikke bare kunstnerisk interessante i sig selv. Aron fra Kangeqs små detaljerede beskrivelser, typisk udført med blyant og akvarel, af steder og begivenheder i datidens Grønland er f.eks. også vigtige historiske kilder til forståelsen af fortiden.
Med kunstneren Hans Lynge (1906-1988) der i sit formsprog ligger tæt op ad den europæiske impressionisme, har kunsten i Grønland etableret sig som et selvstændigt sprog.
Et sprog som også den yngre Jens Rosing (1925-2008) forfinede i sine mange dyre- og naturskildringer. De efterfølgende generationer af kunstnere nævner da også gerne netop disse to forgangsmænd når de skal pege på et kunstnerisk slægtskab.
I de politiske 70′ere der i første omgang kulminerede med Hjemmestyrets indførelse i 1979, får kunsten en ny rolle. Den bliver bl.a. brugt til at vise et særligt grønlandske ansigt for omverdenen. Retten til landområderne i Arktis er gerne blevet begrundet i et naturligt tilhørsforhold til jorden, havet og himlen.
Det er derfor heller ikke underligt at indholdet i megen af den kunst man kan se i Grønland på det tidspunkt, handler om forholdet mellem menneske og natur. Kunstnere som Aka Høegh (1947-) og Anne-Birthe Hove (1954-2012) er og var repræsentanter for den bevægelse.
Anne-Birthe Hoves værker indeholder tydelige politiske elementer, mens Aka Høegh hovedsagligt arbejder med natur og mytemotiver på en overvejende æstetisk måde.
Som en lidt anderledes kunstner ser vi også performancekunstneren Jessie Kleemann (1959-). Med sin kredsen om fjældgængeren, qivittokken, som fænomen og tilstand tematiserer også hun den udviklingsproces det grønlandske fangersamfund til stadighed befinder sig i.
I dag, i det selvstyrende Grønland, er der igen kommet nye ansigter på banen. Det drejer sig bl.a. om Julie Edel Hardenberg (1971-), Miki Jakobsen (1965-), Inuk Silis Høegh (1972-), Bolatta Silis-Høegh (1981-), Angu Motzfeldt (1976-), Gukki Willsen Møller (1965-) og Nanna Ánike Nikolajsen (1981).
Det er unge kunstnere der laver værker som bl.a. lægger afstand til det man traditionelt har opfattet som en særlig grønlandsk motivverden. De lægger sig i højere grad i de strømninger vi kender fra den internationale kunstverden.
Det betyder ikke at de mister forbindelsen til Grønland eller til deres kulturelle baggrund. Tvært imod. De har generelt noget på hjerte. Og det de viser i deres kunst handler om Grønland. De nye kunstnere leger med fastlåste forestillinger om historie, kultur og identitet som hersker også i Grønland. De udvider dem, sprænger dem og viser os i det hele taget Grønlands store mangfoldighed!
Kunsthåndværk Scroll to top 
