Musik i Grønland

Din guide til traditionel og populær grønlandsk musik

Musik i Grønland er en historie der starter med traditionel Inuit-trommesang. Senere kom korsang via tyske herrnhut missionærer, polka via europæiske hvalfangere, countrymusik via amerikanske soldater under 2. verdenskrig, grønlandsksproget protest-rock i 70’erne og ender i nutiden med moderne musikstilarter.

Katsi Kleist & Frederik Elsners “Nunarput Nuan”
(“Vores vidunderlig Grønland”) 

En kort historie
om musik i Grønland

Den grønlandske musikhistorie begynder lang tid før, nogen kan huske. Lang tid før nogen skrev noget ned i de arktiske egne, og på et tidspunkt hvor arkæologien og sagnene er vores eneste kilde til viden. Dengang livet foregik i et konstant samspil (og nogle gange kamp) mellem mennesket, elementerne og fangstdyrene. Det kan måske undre, at der var tid til musik for de mennesker, som beboede Grønland for over 4.000 år siden, men når maverne var mættet, og folk krøb sammen på briksene i skindteltene eller tørvehusene, kom rammetrommen, qilaat, frem og blev brugt til en blanding af dans, sang, historiefortælling og musik. Denne trommeteknik er brugt og udbredt i forskellige variationer fra Sibirien til Grønland og er en levende tradition den dag i dag.

Der er ikke noget bevis for, at Nordboerne, et vikingefolk som beboede Grønland fra slutningen af 900-tallet til midten af 1400-taller, indførte nogen blivende musikkultur i Grønland, men da europæere igen begyndte at besejle Grønland, primært for at fange hvaler, medbragte de tidens folkekultur i form af musik og dans. Hvalfangerne handlede ivrigt med inuit, og i den forbindelse blev der spillet op til dans på det forhåndenværende instrumenter. Derved lærte grønlænderne det europæiske repertoire, som blev omdannet til traditionen kalattuut, der på mange måder ligner andre folkemusik- og dansetraditioner i Nordatlanten, men f.eks. er kendetegnet ved at være hurtigere. Kommer du til fest i Grønland, skal du altså have kridtet danseskoene, for du kan være heldig at blive budt op til en grønlandsk polka. Og det går ikke stille af sig.  

Da Danmark begyndte missionen og koloniseringen af Vestgrønland fra 1721, blev trommesang- og dans skubbet i baggrunden og kor- og salmesang indført. Særligt den tyske brødremission, Herrnhutterne, forstod at bruge musik til forkyndelse, og har haft en stor indvirkning på den grønlandske kor-tradition. Med tiden begyndte grønlandske intellektuelle at komponere kormusik, der har sin helt egen sangstil og er berømt vidt og bredt ude i verden. 

Den danske stat førte en stram koloniseringspolitik i Grønland frem til 2. Verdenskrig, hvorunder Grønland blev holdt relativt isoleret fra resten af verden, selvom der skete en modernisering særligt i Vestgrønland. Men grønlændere havde ikke fri adgang til vestlig kultur før Nazityskland besatte Danmark i 1940, og man begyndte at samarbejde med amerikanerne om beskyttelse og forsyning af landet. 2. Verdenskrig blev dermed en kulturel indsprøjtning for grønlænderne, og da krigen var slut, ønskede grønlænderne en fortsat åbning af landet. I 1953 ophørte Grønlands kolonistatus derfor, og landet blev et amt i Danmark. Årene efter opstod der en grønlandsk country-western genre, kaldet Vaigat-musik, i minebyen Qullissat i Diskobugten, og i 1960’erne begyndte de første grønlandske rock’n’roll bands at spille internationale hits på barer og forsamlingshuse særligt i hovedstaden Nuuk.

I 1970’erne kom den helt store revolution i grønlandsk musik i form af bandet Sume, som bestod af grønlandske studerende i København. Gruppen lavede rockmusik på grønlandsk, om grønlandske emner og med brug af inuit-symboler. Dermed udkrystalliserede gruppens musik et stigende ønske om et Grønland styret af grønlændere med rod i grønlandsk kultur, og dette ønske førte til indførelsen af hjemmestyre i Grønland i 1979.

Siden Sume er grønlandsk musik bevæget sig i mange forskellige retninger, men der er fortsat en udbredt brug af det grønlandske sprog, nationale temaer og inuit-symbolik, hvad enten musikgenren er rock, rap eller heavy metal. Nogle kunstnere har haft held med at skabe sig et publikum uden for Grønland, men den grønlandske musikscene er kendetegnet ved, i meget høj grad at henvende sig til det grønlandske publikum, og er et samlende element for et lille folk, som bor spredt ud over enorme afstande på verdens største ø. 

Traditionel musik

Vintrene er lange i Grønland. Når båden er lagt på land, og sneen lægger sig i metervis, er der behov for adspredelse for at undgå polarkuller. I dag kan vi krybe ned under dynen og binge en serie, få en smagsoplevelse på en lokal restaurant eller tage til koncert på et landets mange spillesteder. Men boede man i Grønland for 4.000 år siden, eller måske bare 100 år siden, var mulighederne mere begrænsede. Derfor har befolkningen i Grønland også altid haft sans for adspredelse-aktiviteter. En af disse aktiviteter er trommesang og -dans med den grønlandske rammetromme, qilaat, som omdrejningspunkt.

En qilaat består af en træ- eller benramme med et håndtag, hvorpå der er udspændt et skind af dyrehud eller -hinde. Når man spiller på trommen, slår man nedefra med sin katuaq (trommestik, som oftest er lavet af rensdyrgevir materiale) på rammen frem for skindet, og frembringer dermed en diskant lyd, som resonerer i skindet. Men der er mange elementer i trommesang- og dans. Som navnet antyder, synger og danser udøveren samtidig, og en fremførsel kan nogle gange have karakter af skuespil, hvor der f.eks. fremsynges et sagn, mens handlingen illustreres af udøveren. En anden underholdende undergenre er uaajeerneq, maskedansen, som kunne foregå både med og uden qilaat. Her klæder udøveren sig bizart ud og fremfører en uhyggelig eller lummer dans for publikum.

I Grønland er qilaat traditionelt blevet brugt af enkeltindivider, men der har været forskellige kamp- eller drilleformer af trommesang og -dans i Nordgrønland og Østgrønland, hvor traditionen har været bedst bevaret. Mest kendt er den østgrønlandske trommekamp, som kunne minde om nutidens rap-battle. En trommekamp kunne arrangeres for sjov, men når den var alvor, udfordrede en forurettet person sin modstander til en kamp på ord foran boplads og familie. Modstanderen havde så bare at se pænt og smilende til, imens han blev anklaget og latterliggjort. Til gengæld gav trommekampen ham også mulighed for at give svar på tiltale, og trommesangen fungerer derfor som en form for konflikthåndtering i en tid, hvor mord og blodhævn var nogle af de øvrige alternativer.

I takt med at missionen og koloniseringen spredte sig i Grønland, var trommesang og -dans tæt på helt at uddø som levende kultureltradition. Rammetrommen var nemlig også et instrument for den grønlandske shaman, angakkoq, og blev derfor ofte anset af missionærerne som en del af den ’hedenskab’, de ville føre grønlænderne ud af. I takt med grønlandiseringen fra 1970’erne, har der dog været en stigende interesse for trommesang- og dans i Grønland, og der findes i dag en række unge udøvere, der både fremfører de traditionelle sange og udfordrer traditionens rammer.  

Kalattuut bliver ofte oversat til ’grønlandsk polka’, fordi polkaerne i dag er de mest populære danse. Men faktisk blev pardansen polka først opfundet i Europa i 1840’erne. Da den engelske opdagelsesrejsende John Davis rejste i Grønland fra 1585-87, var det altså ikke polkaer hans medbragte musikanter spillede for grønlænderne men jigs og skotske reels, som blev danset i rækker eller kvadriller. På dette tidspunkt var europæiske hvalfangere også blevet flittige gæster på kysterne i Vestgrønland, og de bidrog til indførelsen af europæiske danse, musik og instrumenter i Grønland. 

Som med alt andet musik, der er kommet til Grønland gennem tiderne, tilpassede grønlænderne de europæiske danse til deres smag. Tempoet blev sat op og nogle glidetrind, som menes at stamme fra trommesang- og dans, blev bragt ind i nogle danse. Kalattuut minder altså om mange af de folkedans-traditioner, man finder andre steder særligt i Skotland og på de britiske øer. Er du vant til at danse disse danse, er du derfor godt hjulpet i kalattuut, men der kan dukke andre overraskelser op end tempoet, for trommdans-elementer har sneget sig ind i traditionen. 

Kalattuut danses i dag til festlige lejligheder, som opvisning eller i lokale foreninger. De oprindelige instrumenter, der blev brugt inden for genren, var violiner og harmonikaer, og man kan fortsat støde på disse instrumenter, når der spilles op til kalattuut. Ofte er det dog keyboards og one man bands, der leverer musikken, men enhver grønlandsk musiker med respekt for sig selv har et par numre siddende i fingrene til, hvis publikum vil danse – på grønlandsk maner.   

Når julen nærmer sig i Grønland, og folk samles til julegudstjenester i byer og bygder, så er der én salme, som bare SKAL synges. Det er Rasmus Berthelsens kendte og elskede ”Guuterput Qutsinnermiu” (Vor Gud i himlen). Når den synges bedst, slæber salmen sig afsted i et ubegribeligt langsomt tempo, som giver menigheden rig mulighed for at synge sig ind i den firstemmige koralharmonik, de har sunget så mange gange før. Der bliver gerne knebet et par tårer over tiden, som er gået, og de mennesker den tog med sig, men også fordi musikken og øjeblikket er smukt på en måde, som er svær at forklare for dem, som ikke har oplevet det.

Har man hørt ”Guuterput Qutsinnermiu” en dag i december, har man også fået en fornemmelse af, at salme- og korsang er en stærk tradition i Grønland. Her synger man med, når der er fællessang, og man synger gerne flerstemmigt. Sangstilen i Rasmus Berthelsens salme kaldes inuttooq og er karakteriseret ved flerstemmighed, en forkærlighed for langsomt tempi, en tendens til at glide ind på tonerne og dermed også et ret tolerant forhold til intonering. Lyden er fantastisk og meget anderledes end den europæiske belcanto-teknik. 

Traditionen stammer fra missionen i Grønland, der startede med den dansk-norske missionær Hans Egede i 1721. Hans Egede og hans familie fik dog hurtigt selskab af Herrnhut-missionen, der var på god fod med den danske konge, men som i praksis var en konkurrerende mission.Herrnhutterne fokuserede på individets følelsesmæssige forhold til Jesus, og måske er det derfor, at den grønlandske sangstil inuttooq netop har følelsen i centrum frem for præcis intonation og tydelig puls. I hvert fald er den grønlandske kor- og salmesangtradition udsprunget af mødet mellem disse to missioner. Begge missioner var protestanter og oversatte derfor de europæiske salmer til grønlandsk, men fra midten af 1800-tallet begyndte grønlandske komponister at tilføre salmer og nationale sange til repertoiret. Mange af disse er blandt de mest elskede i Grønland i dag og hylder landskabet og naturen i Grønland. Dermed har de også været med til at styrke nationalfølelsen i det koloniserede Grønland og været en musikalsk forløber til den musikalske og politiske revolution, som fandt sted med rockmusikken i 1970’erne.

Populærmusik

Hvad har Grønland og Hawaii tilfælles? 

Ret meget, hvis du lytter til de glidende toner fra Jens Hendriksens pedal-steel-guitar i Grønlands første populærmusikgenre, Vaigat-musikken. Til trods for genrens dansevenlige feel-good vibe, har Vaigat-musik en mere dyster plads i den kollektive bevidsthed i Grønland, som selve lyden af minebyen Qullissat, der blev lukket af myndighederne i 1972. Byens befolkning blev flyttet ud i forskellige andre byer og bygder, men mange kom til at føle sig berøvet af deres hjemstavn resten af livet.

Vaigat-musikken opstod i 1950’erne og er opkaldt efter Vaigat-strædet mellem Nuussuaq-halvøen og Diskoøen. Det er ikke tilfældigt, at genren opstod i Qullissat. Byen var et unikt eksempel på industrialisering i landet. Her arbejdede befolkningen primært med kulminedrift og ikke med de traditionelle erhverv som jagt og fiskeri. Måske netop derfor var der et væsentligt behov for fritidsunderholdningen, og det lokale orkester, under ledelse af Jens Hendriksen, fik indsamlet penge til køb af det første band-instrumentarium i Grønland, der bl.a. inkluderede den syngende pedal-steel-guitar, som i høj grad præger Vaigat-musikkens lyd. 

Vaigat-musikken bestod i delvist af versioneringer af amerikanske country-western-sange, som f.eks. Andy Williams nummer ”A song of old Hawaii”, der på grønlandsk blev til sangen ”Hawaii” eller ”Nuna Hawaii” (Landet Hawaii). Vaigat-orkestret udgav nogle af de tidligste EP’er i den grønlandske musikhistorie, og genren har stadigvæk enkelte udøvere. Sandstranden ud for Qullissat er der også stadigvæk, så det er bare med at smide trøjen, proppe Vaigat-orkestret i ørerne, og se isbjergene sejle forbi, imens midnatsolen lyser over diskobugten. Myggespray kan dog anbefales.  

The Eskimos

Du har måske hørt, at ordet ’eskimo’ ikke længere er politisk korrekt at bruge. Men sådan har det ikke altid været. Da rockmusikken kom til Grønland i 1960’erne, var det helt stor band The Eskimos, en gruppe studerende fra Nuuk som spillede tidens kendte internationale hits som ”Mr. Twist” og ”My Bonnie”, med blikket rettet imod internationale fyrtårne som Cliff Richard, Elvis og The Beatles. Men… Når der skulle spilles op til dansemik i forsamlingshuset, var der ingen vej uden om kalattuut. Så The Eskimos diskografi indeholder ca. 50% kalattuut udsat for rock’n’roll instrumenter.

Sume

Zikaza, photo by Ebbe Knudsen with permission from ULO and DEMOS

Sume, photo by Ebbe Knudsen with permission from ULO and DEMOS

Man kan ikke snakke om grønlandsk rockmusik uden at nævne bandet Sume. For at forstå deres betydning i Grønland, er det oplagt at drage paralleller til betydningen af The Beatles internationalt. Ligesom The Beatles havde Sume to meget forskellige frontfigurer, og bandets kreative eksplosion skete i dynamikken mellem disse to individers og deres samarbejde med den antiimperialistiske bevægelse i København i 1970’erne. På den ene side stod den politisk bevidste og samfundskritiske sanger og guitarist Malik Høegh, og på den anden side stod den mere borgerligt opdragede, men mere musikalsk erfarne Per Berthelsen. 

I løbet af 1970’erne fik Høegh og Berthelsen, i selskab med en skiftende besætning af musikere, skabt tre af de vigtigste plader i Grønlands musikhistorie. Men de fik skabt meget mere end det. I en tid hvor Grønland blev moderniseret efter dansk forbillede, var Sume spydspids i en politisk og kulturel bevægelse, som arbejdede for genindførelse af grønlandsk kultur og sprog, og som førte til indførelsen af hjemmestyre i 1979. Musikken var på grønlandsk. Den handlede om grønlandsk kultur og historie og brugte kulturelle symboler som f.eks. rammetrommen, og musikken var stærkt kritisk overfor dansk indflydelse i Grønland. Dermed var vejen banet for udviklingen af et samfund, der i højere grad var skabt på grønlændernes egne præmisser, men også for en rockmusik, som var mere end en kopi af internationale tendenser. 

Zikaza

Zikaza, foto: Iben Andersen

I 1980’erne trivedes den grønlandsksprogede rockmusik, og mange af de helt store ikoner, der stadigvæk spiller den dag i dag, kom til. Det ekvilibristiske band Zikaza, med Siiva Fleischer i forgrunden, leverede et af historiens bedste albums ”Miki Goes to Nuussuaq” i 1988. Fingeren var peget væk fra Danmark i Siiva Fleishcers sange, og øjne og ører var åbne ud imod verden. Musikken var på grønlandsk, men grønlænderne var mennesker, og mennesker var lige og skulle leve i fred og gensidig respekt. 

Ole Kristiansen

Ole Kristiansen. Foto: Leif Josefsen

Året efter kom endnu en mastodont i musikhistorien til, da Ole Kristiansen udgav sit debutalbum. Med tydelig inspiration fra intellektuelle kunstnere som David Bowie og danske Lars H.U.G., trådte han ind på den grønlandske musikscene og blev Grønlands mørke og mystiske poet. Hans evner som tekstskriver er hyldet i hele Grønland, og man skal lede længe, for at finde nogen, som ikke kan synge med på hits som ”Arnarulunnguaq”, ”Zoo Inuillu” (Zoo og mennesker) og ”Mannik” (Ægget). Ole Kristiansens musik handler om menneskets indre univers, men naturen er allestedsnærværende som billede på menneskets følelser og som det miljø, hvor man finder ind til sin eksistens inderste væsen.

Mariina

I 1990’erne kom gruppen Mariina, med Marina Schmidt i front, til, og udgav et af musikhistoriens bedst sælgende albums ”Utaqqivunga” (Jeg venter). Selvom guitarist og medsanger Hans Lange var en central person i bandet, bidrog Mariina til rockmusikken, ved at have en kvinde i front, og Mariina blev en central inspirationskilde til 1990’ernes opblomstring af popmusik med kvindelige sangerinder. På gruppens kæmpehit Tupilak hev bandet desuden elementer af strubesang ind i deres nummer, og var med til at skabe en øget bevidsthed om denne inuit-tradition, som stammer fra det centrale arktiske Canada.  

Chilly Friday

Ved årtusindskiftet udkom gruppen Chilly Friday med debutpladen ”Inuiaat 2000” (Mennesket år 2000). Bandets internationale inspiration var tydelig, dels ved det at pladen blandede engelske og grønlandske tekster, og dels ved det at grunge-bølgen, og særligt Pearl Jam, var et tydeligt forbillede for Chilly Friday. Men Grønland var klar til grunge, og Chilly Friday leverede nogle af 00’ernes bedst sælgende albums og mest tætpakkede koncerter. 

I 2002 fik Chilly Friday konkurrence fra DDR (Disko Democratic Republik). Som navnet antyder, var der tale om et band fra Diskobugten. DDR’s musik var i den blødere ende i forhold til Chilly Friday, og bandet sang udelukkende på grønlandsk. I hvert fald indtil den danske producer Henrik Marstal bad gruppen genindspille den danske musiklegende Kim Larsens protestsang ”Kap Farvel til Ümanarssuaq” til albummet ”Protestsange.dk”, som udkom i 2006. Selvom sangens ord kom fra Kim Larsen, gav det en vis effekt i Danmark, da det pludselig var et grønlandsk band der sang: ”Det den hvide mand. Send ham hjem!…”


Nanook

Nanook, Photo: Anders Berthelsen

2009 var også året, hvor bandet Nanook udgav deres debutalbum ”Seqinitta qinngorpaatit” (Vores sol skinner på dig), der hurtigt gjorde bandet kendt i Grønland. Med brødrene Christian og Frederik Elsner i front og et detaljeret soundscape, som bl.a. trækker inspiration fra den islandske post-rock-gruppe Sigur Rós, har bandet sidenhen fået international opmærksomhed og er f.eks. det første grønlandske band, der er blevet udgivet i Japan.

Small Time Giants

Small Time Giants, Photo: Steen Olsen

Small Time Giants er endnu mere forankret i post-rock-genren end Nanook og er et kapitel for sig. Bandet har udfordret konventionerne for live-koncerter i Grønland, ved at nedbryde skellet mellem scenen og publikum. Desuden er bandets tekster næsten udelukkende på engelsk, hvilket ellers har været no go i Grønland siden Sume. Ikke desto mindre har Small Time Giants fået et væsentligt publikum i Grønland og yderligere spillet koncerter i USA, Norden og Tyskland. Med Small Time Giants er grønlandsk rock igen acceptabelt på engelsk, men siden Sume er der opstået en stærk tradition for grønlandsksproget rockmusik, som omhandler temaer, der er særligt relevante i Grønland. Mange af de nævnte musikere, er desuden gået ind i politik, og få steder i verden er det mere sandt end i Grønland, at rockmusik har været med til at ændre verden. 

Skellet mellem pop- og rockmusik er i Grønland, som mange andre steder, særdeles flydende. Rigtig meget musik bevæger sig i spændet mellem de to genrer. Desuden vil de fleste musikere i Grønland hellere være rockmusikere end popmusikere. Men der er en tendens til, at solo-artister ligger længere over imod pop-genren end bands.

Der er dog i virkeligheden blevet udgivet forskellige former for popmusik i Grønland meget længe også under bandnavne. I populærmusikkens tidlige år, var det primært i form af suassat-musik (suppe-musik) som Jens’ Trio. Denne genre lever fortsat i bedste velgående med navne som Enok Poulsen og Suernerit (Vind). Sume forsangeren Per Berthelsen leverede desuden en række kendte og elskede folk-popalbums i 1980’erne i skelskab med sin søster Birthe Olsen, efter at han var flyttet tilbage til Grønland, og Sume var gået midlertidigt i opløsning.  

Zedna

En milepæl i nyere grønlandsk popmusik er albummet Zedna fra år 2000, hvor en perlerække af de, i dag, mest elskede popsangerinder i Grønland deltog. Af disse skulle særligt Nina Kreutzmann og Julie Berthelsen vise sig at blive to af Grønlands helt store stemmer. 

Julie Berthelsen

Julie Berthelsen – privat arkiv

Julie Berthelsen fik dog primært sin musikkarriere i Danmark. Efter deltagelse i det danske talentshow Popstars i 2002, blev hun en af dansk pops mest hypede kunstnere, og hendes debutalbum Home formåede at blive nummer 1 på den danske hitliste. Hun har siden udgivet en række albums og er fortsat en af dansk TV’s kendisser. 

Nina Kreutzmann havde allerede gjort sig bemærket i slut-halvfemserne som forsanger i gruppen Qulleq (Tranlampen). Efter en verdensturné som korsanger for islandske Björk, påbegyndte hun i 2003 indspilningen af sit soloalbum ”Eqqissineq” (Ro), men der skulle gå 5 år, før albummet blev færdigt. Da ”Eqqissineq” endelig ramte hylderne i Grønland, blev albummet til gengæld tidens store salgssucces. Albummet var en blanding af nyfortolkninger fra kendte kunstnere og nye kompositioner, og særligt Siiva Fleischers kosmopolitiske nationalhymne ”Silarsuaq takuiuuk” (Har du set verden?) fik nyt liv i Nina Kreutzmanns fortolkning. 

Nina Kreutzmann kunne have valgt at følge ”Eqqissineq” op med endnu et grønlandsksproget album, men som en kunstner med noget på hjertet, valgte hun i stedet at udgive et selvkomponeret dansksproget album med titlen ”Hun står i nordenvind”, for at markere tilstedeværelsen af dansksprogede grønlændere. Albummet blev ikke nogen salgsmæssige succes, men en tilhørende novellesamling af samme navne, fik anmelderroser med på vejen og markerede Nina Kreutzmanns potentiale som forfatter.    

Nina og Julie har været venner siden gymnasietiden i Nuuk, og her var musikken deres fælles interesse. Selvom deres musikalske løbebaner skiltes, da Julie blev i kendt i Danmark og Nina fortsatte sin karriere i Grønland, er de to veninder indimellem gået sammen for at demonstrere, hvad de kan skabe sammen. Dette skete f.eks. da de, sammen med et kor fra Grønland, vandt kor-konkurrencen AllStars på dansk TV i 2010. I 2019 gik de igen sammen om et projekt, da de deltog i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret ”League of Light”. Nina og Julie gik hele vejen til den danske finale og fik flest stemmer fra seerne, men den danske jury valgte at sende nummeret ”Love is forever” videre til Eurovision-finalen i stedet.

Kimmernaq Kjeldsen

På listen over kendte grønlandske sangerinder, bliver man også nødt til at have Kimmernaq Kjeldsen med. Selvom hun er uddannet skuespiller, og ikke havde den store musikererfaring, da hun gik i studiet med veninden og sangskriveren Pilu Lynge for at indspille albummet ”Tunissut” (Gaven), blev albummet et kæmpe hit, da det udkom i 2007. På opfølgeren ”Uani” (her) fra 2013, allierede Kimmernaq sig med sangskriveren Frederik Elsner, og formåede at levere endnu et stærkt album.  

Nick Ørbæk

Nick Ørbæk er et af de nyere navne på den grønlandske pop-scene. Han er lidt usædvanlig alene af den grund, at det primært er kvindelige kunstnere vi finder her, men Nick Ørbæk vil måske vække undring for udefrakommende af flere grunde. Lad os bare få det på bordet… Nick Ørbæk er blond, men ja… han er grønlænder, og sådan kan grønlændere altså også se ud. Han er også en fuldstændigt fantastisk sanger med en næsten feminin stemmeklang, hvilket overraskede mange af hans følgere, da han udkom med sit dansable soloalbum ”Saappara” (Jeg vender mig imod) i 2018, efter at have været kendt fra en række upcomming navne i den absolut hårdeste ende af rockgenren

Inuk

Brugt ved tilladelse fra Inunnguaq Petrussen

Inuk er popbandet der modbeviser tesen om, at pop er lavet af solokunstnere. Bandet udkom med deres debutalbum allerede i 2008, uden at det dog fik ikke den store opmærksomhed. Det gjorde til gengæld opfølgeren ”Aanngalerneq” (Man er ved at forsvinde), som først udkom syv år senere. Med minimale produktioner, komplekse akkordprogressioner, en silkebløde stemme og et virkeligt velspillende band i ryggen, fik forsanger Inunnguaq Petrussen skabt den nye evergreen ”Oqaluttuannguaq” (En lille fortælling). På bandets tredje album ”Qalipaatit” (Farver) fra 2018, fik lillebror Gustav Petrussen en mere fremtrædende plads i bandet, men bandet har bibeholdt deres analoge poplyd, som trækker tydelig inspiration fra folk-musikken. 

I dag lever folk-musikken i Grønland mest et live som bindestregs-genre. Som en stilart mange bands trækker på, uden at det bliver helt folk-musik.Nanook-forsangeren Frederik Elsners soloprojekt F, flirter f.eks. heftigt med genren. Den internationalt anerkendte gruppe Nive and the Deer Children betegnes desuden ofte som indie-folk, og det er næppe tilfældigt, at Nive Nielsens far, Kasper Skifte, hyppigt optrådte på Aasivik-pladerne i forskellige folk-grupper.

Rasmus Lyberth

Rasmus Lyberth – Foto Anders Rye Skjold Jensen

Rasmus Lyberths musik er for mange selve lyden af grønlandsk musik. Han store stemme og fantastiske kropssprog har formået at nedbryde den sproglige barriere, som det grønlandske sprog ofte er for lyttere. Derfor er det også interessant, at Rasmus Lyberths folk-inspirerede stil ikke fylder ret meget på den grønlandske musikscene generelt, hvor pop-rock den helt store genre.

Men Rasmus Lyberth har medsammensvorne. Da han kom med sit debutalbum i ”Erningaa” (Min søn) i 1975, var også Juaaka Lyberth aktiv i en række musikalske sammenhænge, bl.a. de politiske og kulturelle Aasivik-stævner, hvor folk-musikken også blev dyrket af andre kunstnere.

Nive Nielsen

Nive Nielsen – privat arkiv

Rasmus Lyberth er stadigvæk en aktiv producerende og optrædende musiker i dag, og Nive Nielsen turneer vidt og bredt i Canada, Europa, Asien og USA med The Deer Children, når hun altså ikke har travlt med at være skuespiller i store internationale produktioner som AMC’s gruopvækkende serie The Terror, hvor hun har den kvindelige hovedrolle, eller Disney-filmen Togo. Folk-genren står altså stærkt i den internationale bevidsthed om grønlandsk musik. Stærkere end den står på den grønlandske musikscene.

Hip-hop-kulturen, og dens lydmæssige udtryk rap, er, over hele kloden, blevet de marginaliseredes stemme.

Nuuk Posse

Sådan er det også i Grønland i dag, men grønlandsk rap er sivet ned igennem de sociale lag, siden den første grønlandsk rap-gruppe Nuuk Posse kom frem i starten af 1990’erne, efter at gruppens medlemmer havde dyrket hip-hop-kulturen igennem en årrække. Resultatet dengang var en lettere humoristisk rap-musik, der blandede grønlandsk, dansk og engelsk, og satte Grønland på rappens verdenskort med koncerter i Europa og Canada. Selv den dag i dag, er der få andre navne inden for genren, hvis nogen overhovedet, der kan samle et publikum som Nuuk Posse. Selvom gruppens fans er blevet voksne, kan de stadigvæk skråle med på hits som ”Qitik” (Dans) og ”Inupiluaqqat” (Små tyve).

Prussic

I de følgende årtier blev rap-musik undergrundskultur i Grønland og satte nye standarder for, hvad man kunne sige igennem musik. Især gruppen Prussic var spydspidsen i denne bevægelse. De kritiserede i hårde vendinger deres forældre for omsorgssvigt og var dermed en vigtig brik i forhold til at få disse temaer på dagsordenen i et samfund, hvor man traditionelt har undgået at tale om ubehagelige emner. 

Tarrak

I takt med at computere, internettet, sampling-programmer og androidtelefoner er blevet hvermandseje i Grønland, er produktionen af rap-musik eksploderet. Det er kun en brøkdel af denne musik, der rent faktisk når videre end udøvernes nærmeste omgangskreds, men rapperen Tarrak er et nyere eksempel på dette. Tarrak er i dag hovednavnet i den tredje bølge i Grønlandsk rap, som udspringer fra produceren Uyarakq’s hjemme-studie, og til dels også af samarbejder med den mere erfarne rapper Peand-eL. Tarrak vifter den lange finger rundt i alle retninger. Imod danskere, grønlandske politikere og uansvarlige forældre, samtidig med at han prøver at genoprejse en Inuit-identitet, som kan være en tredje vej i mødet mellem tradition og modernitet. Dermed opsummerer han tendenserne i grønlandsk rap-musik og de politiske temaer i grønlandsk musik generelt. Og det gør han altså ret så godt.     

Man siger i Grønland, at jo længere nordpå du kommer, jo hårdere bliver musikken. Forventer du en hård metal-scene a la Norges black metal eller færøsk vikingemetal, kommer Grønland dog til at skuffe dig. Måske fordi musik her i så høj grad handler om at skabe fællesskab, har nichemusik trange kår, og lad os bare indse det… hård metal er ikke for alle. Men landet har dog fostret sin del af undergrundsbands inden for f.eks. heavy, punk og nü metal. Nogle få af disse har opnået national anerkendelse, spillet større koncerter og udgivet albums.

Siissisoq

Genrens helt store flagskib i Grønland er gruppen Siissisoq (Næsehorn). Bandet brød igennem lydmuren med et riff-baseret heavy rock album om Afrikas dyr i 1994. Trods den åbenlyse humor i musikken, består gruppen af en håndfuld seriøse og professionelle musikere fra Uummannaq i Nordgrønland, der har bibeholdt deres base i denne mere afsondrede del af Grønland, trods de logistiske udfordringer dette giver. 

Pukuut, X-it, I124Q, Arctic Spirits

Det er også i Uummannaq og området omkring den endnu nordligere by Upernavik, at vi finder medlemmerne fra grupperne Pukuut (Havregryn), X-it og I124Q (prøv at sige det på engelsk), som har et vidst overlap i bandmedlemmer. Tager vi lidt længere sydpå, til Diskobugten, finder vi Arctic Spirits fra Qeqertarsuaq, der har udgivet en række tunge heavy-albums over de sidste 10 år.

Uummat,  Malik

Kommer vi længere sydpå i Grønland, kan vi godt finde pop-punk som Uummat fra Aasiaat eller tung grunge i Nuuk fra den tidligere Chilly Friday forsanger Malik (Kleist), men de kendte hårde bands, de kommer fra Nordgrønland. Så der er nok noget om snakken.

Der er ikke nogen lang tradition for elektronisk musik i Grønland. Legenden Ole Kristiansen har flirtet med genren siden midt 1980’erne, men ellers er det sporadiske udgivelser som G-60-keyboardspilleren Aqqa’s smukke, men næsten glemte, electronica-album Sialuit fra 1986 og dance-udgivelsen Nanu Disco fra 1998, som har repræsenteret genren i Grønland. 

Uyarakq

I de seneste år har elektronisk musik dog fået et par prominente udøvere i den grønlandske musikscene. DJ’en Uyarakq har i de seneste år spyttet en række udgivelser ud på digitale platforme som Spotify og Soundcloud. Genremæssigt har musikken bevæget sig fra Dub Step over imod House, og Uyarakq har desuden sideløbende været aktiv på den grønlandske hip-hop scene i samarbejder med bl.a. rapperen Peand-eL og det nye håb inden for grønlandsk rap – Tarrak.  I disse samarbejder har Uyarakq’s eletroniske baggrund og tilgang med sampling af kendte grønlandske hits revolutioneret grønlandsk rap. Uyarakq er samtidig en provokerende men også humoristisk kunstner, der, med sine samarbejdspartnere, udfordrer alt fra kønsnormer til historieskrivningen i Grønland. 

Da Bartali Crew

I kølvandet på en række festivaler i Nuuk, som var dedikeret til undergrundsmusik og elektronisk musik, opstod musiknavnet Da Bartali Crew. Bag navnet står eventteknikeren Hans Ole Amossen, der, i samarbejde med Ole Mørch, Kasper Mathiesen og en række andre grønlandske musikere, sangere og rappere, har givet en række større koncerter rundt i Grønland, hvilket må siges at være en landevinding for en nicegenre som elektronisk musik. Genremæssigt bevæger Da Bartali Crew sig vidt omkring inden for de elektroniske undergenrer og flirter desuden gerne med rap, men man kan ind imellem fornemme inspirationen fra det franske house-ikon Daft Punk imellem linjerne i Da Bartali Crews musik.

Oplev musikken live

Grønlandsk musik handler i høj grad om fællesskabet ved at dele en musikalsk oplevelse, og hvis du gerne vil opleve musikken der, hvor den er bedst, har Grønland en række virkelig gode festivaler at byde på.

Landets ældste musikfestival, Nipiaa Rock Festival, finder sted hvert år i slutningen af august i Aasiaat ved Diskobugten. Festivalen er primært dedikeret til grønlandsk rockmusik, og tilbyder to dages fest og headbanging til nogle af landets bedst kendte kunstnere. 

I Sisimiut ved polarcirklen har musikfestivalen Arctic Sounds budt på en bred blanding af nordiske upcoming kunstnere. Med workshops og pop-up-koncerter er Arctic Sounds desuden en anderledes festival i Grønland. Festivalen ligger sæsonmæssigt midt i det arktiske forår. Derfor kan et besøg til Arctic Sounds kombineres med hundeslæde- og snescooter-ture og ikke mindst være en festlig afslutning på deltagelse i skiløbet Arctic Circle Race. Så hvis du vil være med til at opdage det næste nye fænomen i grønlandsk eller nordisk musik, er Arctic Sounds det perfekte sted at tage hen. Et par af de mere kendte grønlandske kunstnere kommer desuden normalt forbi og giver koncerter. 

I Grønlands hovedstad Nuuk er der koncerter hver weekend. Men hvis du gerne vil opleve toppen af, hvad grønlandsk musik har at byde på, er Akisuanerit Festivalen det sikre valg. I starten af oktober hvert år samles kendte gamle og nye musiknavne til tre dages musik og fest i Grønlands smukke kulturhus – Katuaq. Hvert år inviterer festivalen desuden et par internationalt kendte kunstnere til Grønland. Er man mere til lyttekoncerter end fest og dans, afsluttes Akisuanerit med en stemningsfuld søndagskoncert, hvor et udpluk af det bedste, festivalen har at byde på, spiller for et siddende publikum.

Sigter du ikke efter festivaler, kan du alligevel sagtens opleve Grønlands musikscene live. Hold øje med koncerter på barer, i forsamlingshuse eller i de lokale kirker. Her kan du, med jævne mellemrum, finde alt fra trommesang og -dans til elektronisk musik, og måske er det netop i disse rammer, du får din største musikalske oplevelse.

Playlister

Musik fra Grønland er ikke gået fuldstændigt digitalt som i mange andre lande. Man kan finde en række kunstnere på itunes, men med et indbyggertal på ca. 56.000, hvoraf mange fortsat gerne vil samle cd’er eller vinyler, er streaming-markedet for grønlandsk musik bare ikke interessant som andet end promotion for kunstnerne. De yngre undergrundsnavne udgiver dog flittigt på f.eks. Spotify, og de mere etablerede navne udgiver enkelte numre eller udvalgte albums. På YouTube kan man naturligvis også finde

Youtube

Spotify

Artikel af: Andreas Otte

Andreas Otte er underviser, foredragsholder og skribent med særlig interesse for emnerne: grønlandsk musik, globalisering og nationalisme. Han er Ph.D. fra Københavns Universitet på baggrund af afhandlingen “Popular music from Greenland” (2014) og desuden bassist i bandet Nanook.

Kilder:

Bjørst, Lill Rastad. Fra Polka til Popstars. Tidsskriftet Grønland 52 (1-2):11-20, 2004.

Berthelsen, Per. Sume – en grønlandsk rocklegende, Nuuk: Milik Publishing, 2010.

Grønnow, Bjarne. De ældste trommer fundet på Grønland. Videnskab.dk, 2012. http://videnskab.dk/kultur-samfund/de-aeldste-trommer-fundet-pa-gronland

Hauser, Michael. Traditional Greenlandic music, København: Kragen/ULO, 1992.

Johansen, Brian A. Musikken i Grønland – Hvorfra, hvorhen? Aalborg Universitet. 1991. Speciale.

Johansen, Brian A. Træk af den grønlandske musikforskning. Tidsskriftet Grønland 54 (3-4):149-156, 2006.

Larsen, Camilla Darling. Grønlandske stemmer. Århus: Afdeling for Musikvidenskab, Århus Universitet.  1997. Speciale.

Lynge, Birgit. Rytmisk musik i Grønland, Århus: Publimus, 1981.

Otte, Andreas. Grønlandsk musik. Hentet fra: https://www.musikipedia.dk/groenlandsk-musik. 2018.

Otte, Andreas. Popular music from Greenland – Globalization, nationalism and performance of place. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet. 2014.

Otte, Andreas. The music in Greenland and Greenland in the music – Globalization and performance of place. Hentet fra: http://greenlandicpopularmusic.com/en/open-or-download-as-pdf/. 2014.

Petersen, H. C. og Hauser, Michael. Kalaallit inngerutinik atuinerat, Trommesang-traditionen i Grønland, The drum song tradition in Greenland, Nuuk: Forlaget Atuagkat, 2012.

Ringsted, Poul. Dands er Grønlændernes kjæreste Forlystelse. Tidsskriftet Grønland 45 (2):37-92. 1997.