ARKTISKE BØNDER I GRØNLAND

Leif var et produkt af et rejselystent folk, der besejlede Nordatlanten længe inden Erik den Røde kom til Grønland, men da nordboerne nåede bunden af de frodige fjorde omkring nutidens Narsarsuaq, Igaliku og Qassiarsuk slog de sig ned og etablerede et driftigt landbrugssamfund med mange omkringliggende gårdbrug.

Mælk, ost og skyr var hovedingredienserne i bøndernes diæt, og da folk ikke med det samme kunne spise de medbragte tamdyr, fordi bestanden endnu var for lille, så udviklede man også evnen til at fange sæler, og de dygtigste af jægerne gik på jagt i fjeldet efter blandt andet rensdyr og småvildt.

Omkring år 1200 var kulturen på sit højeste. Der har måske boet op til 2.500 mennesker i Grønland på dette tidspunkt, og der var en livlig samhandel med Europa, som efterspurgte luksusvarer i form af bl.a. hvalrostand, som nordboerne rejste langt op ad Grønlands vestkyst for at skaffe.

Men klimaændringer og begyndelsen af Den Lille Istid fik allerede i starten af 1300-tallet befolkningerne til at konsolidere sig i Sydgrønland, hvor landbrug endnu var muligt på trods af kolde somre og længere vintre. Nogle af de bedst bevarede gårdruiner ligger i fjordsystemet nær hovedstaden Nuuk på vestkysten, og de vidner om fraflytning, der tyder på klimapåvirkninger og trange kår i en periode, hvor gårdene i Sydgrønland samtidig blev færre og større.