Planlæg din rejse
Udforsk Grønlands aktiviteter og destinationer, find svar på de mest almindelige rejserelaterede spørgsmål eller kontakt en rejseekspert. Du kan også se de oftest stillede spørgsmål.
Udforsk Grønlands aktiviteter og destinationer, find svar på de mest almindelige rejserelaterede spørgsmål eller kontakt en rejseekspert. Du kan også se de oftest stillede spørgsmål.
De grønlandske hoteller er en del af den fælleseuropæiske ordning, Hotelstars Union, som betyder at hotellerne klassificeres efter fælles europæiske standarder. Se hvilke hoteller er klassificerede på hotelstars.gl. Du kan læse mere om kriterierne på hotelstars.eu.
Hvorfor ikke kombinere din rejse til Grønland med en af vores musik-, sports- eller kulturarrangementer? Brug vores begivenhedskalender til at følge med i hvad der sker af events i Grønland.
Kommercielle flyruter via Danmark og Island er den eneste måde for rejsende at nå til Grønland på, medmindre du ankommer med et krydstogtskib.
Det grønlandske flyselskab Air Greenland flyver hele året fra København til Kangerlussuaq i Vestgrønland og til Narsarsuaq i Sydgrønland i sommerperioden.I vinterperioden beflyves Kangerlussuaq fire gange ugentligt og i sommerperioden op til ti gange ugentligt. Flyvetiden til begge destinationer er bare 4,5 timer.
Videre transport til byerne på Grønlands vestkyst kan foregå med fly eller helikopter, og der er hyppige forbindelser, der sikrer at man normalt når frem til slutdestinationen samme dag. Kontakt dit rejsebureau eller Air Greenland for nærmere informationer.
Air Greenland beflyver ruten mellem den internationale lufthavn i Keflavik og Nuuk hele året og mellem Keflavik og Ilulissat fra marts til oktober.
Desuden flyver det islandske flyselskab Icelandair (Air Iceland Connect og Icelandair forenede sig som Icelandair i marts 2021) fra Reykjavik året rundt til Kulusuk og Nerlerit Inaat på Grønlands østkyst. I vinterperioden to gange ugentligt og i sommerperioden beflyves Kulusuk dagligt. Dette er en meget benyttet rejsevej til Østgrønland. Nuuk beflyves to gange ugentligt hele året.
I sommerperioden flyver Icelandair også til Narsarsuaq og Ilulissat flere gange ugentligt, og Nuuk op mod tre gange ugentligt og til Kangerlussuaq. Om vinteren flyver Icelandair også til Nuuk og Ilulissat. Flyvetiden til Kulusuk og Narsarsuaq er to-tre timer fra Reykjavik. Kontakt dit rejsebureau eller Icelandair for nærmere information.
Der er ingen færgeforbindelser mellem Grønland og Island, Danmark eller Canada. Men flere og flere krydstogtrederier vælger at lægge ruten omkring Grønland, hvor man enten kan starte rejsen fra Island eller gå ombord i eksempelvis Kangerlussuaq. Nogle rederier sejler også fra USA og Canada eller et land i Europa. Læs mere om krydstogter til Grønland.
Grønland er et uvejsomt land og på nær mellem enkelte bygder og fåreholdersteder i Sydgrønland, så er der ingen veje mellem byer og bygder noget sted. Dette betyder, at passagergodkendte både, helikoptere og fly binder landet sammen i et netværk af søveje og luftruter, der betjenes af både små og store operatører.
Grønlands nationale flyselskab Air Greenland servicerer alle byer og en række af bygderne med indenrigsflyvninger og helikopterforbindelser året rundt, mens Arctic Umiaq Lines færge sejler fra Qaqortoq i Sydgrønland til Sisimiut på Polarcirklen fra april til starten af januar, og ruten forlænges til Ilulissat i Diskobugten fra sidst i april til jul.
Disko Line sejler rutebåde mellem byerne og bygderne i Diskobugten, Sydgrønland, Vestgrønland og hovedstaden. Nuuk Water Taxi og Maniitsoq Tour Boat forbinder Maniitsoq med hovedstaden Nuuk – begge selskaber sejler sæsonmæssigt. I Sydgrønland forbinder Blue Ice Explorer en række byer og bygder med hinanden, mens et antal mindre passagerbåde fra 4 til 12 personer kan chartres over hele landet.
I Grønland er der ikke veje mellem byerne, så al transport foregår enten med fly eller skib. Det arktiske klima, der til tider kan være ekstremt, stiller store krav til sikkerhed under transporten.
Og de krav opfylder de grønlandske transportselskaber til fulde. Over kortere afstande kan du benytte p-godkendte både eller skibe til sejlads mellem byer og bygder og på udflugter.
Air Greenland, Grønlands flyselskab, varetager en stor del af passagertransporten i Grønland med sine to-motorers Dash-8 200 fly og forskellige typer helikoptere. Helikopterne betjener især byerne i Sydgrønland, og byerne i Nord– og Østgrønland samt de små bygder.
En anden almindelig måde at rejse på i Grønland er med skib. Passagerskibet, Sarfaq Ittuk fra Arctic Umiaq Line sejler i perioden april til december i rutefart mellem Qaqortoq i Sydgrønland og Ilulissat i Nordgrønland. Det er i sommersæsonen en god idé at bestille sine billetter i god tid.
Kontakt det lokale turistkontor for nærmere information om sejlture til bygderne.
Rederiet, Disko Line, opererer i hele Diskobugten, i Midtgrønland samt i Sydgrønland med flere mindre skibe.
Billetbestilling kan foretages via adressen www.diskoline.gl
Også i Sydgrønland sejler Blue Ice Explorer rutefart med sine fire forskellige både, de sejler mellem byerne Narsarsuaq, Narsaq og Qaqortoq i sommersæsonen. Billetbestilling kan ske www.blueice.gl
Husk altid kun at benytte passagergodkendte både/skibe både for din egen sikkerheds skyld, men også for derved at overholde loven.
Sommeren er midnatssolens rige, og det er en fantastisk årstid til at opleve Grønland både til lands og til vands. Hvaler svømmer langs kysterne, isbjerge brækker af kælvende gletchere, blomster og planter vokser med forrygende fart, vandreruter åbner baglandet op, og passagerbåde forbinder de mange småsamfund langs kysten. Klimaet om sommeren er generelt mildt, og vejret i Grønland er oftest stabilt og godt i lange perioder.
Når den først frost sætter ind, og sneen begynder at falde, skifter Grønlands grundtone, og landet pakkes ind i et hvidt tæppe, der varer godt et halvt år.
Vinter er årstiden for hundeslædekørsel, nordlys, skiture og stjernekiggeri. Fjorde og bugter fryser til og åbner flere og flere vinterveje jo længere nordpå i landet du rejser, mens hverdagslivets rytmer tilpasses Polarnatten, der topper ved juletid.
Sommer eller vinter, nord eller syd. Outdoor eller krydstogt, hotel eller telt. Der er mange ting at tage stilling til inden en ferie i Grønland. Her får du en række oplysninger, som forhåbentlig giver dig svar på nogle af dine spørgsmål. Hvad enten du rejser på egen hånd eller er med i en grupperejse, kan du gøre brug af oplysningerne, som forhåbentlig gør det lettere at planlægge en super ferie til Grønland. Vejret er ingen herre over, men tager du dine forholdsregler, vil du opleve, at også vejrets omskiftelighed kan være en ekstra charme ved et besøg i Grønland.