Qaanaaq: Vinter kontra sommer

Grønlandske slædehunde adskiller sig fra de hunde, som du og jeg kender. De opdrættes ikke som kæledyr og lever derfor altid uden for huset, selv når det stormer. Selvom hundene normalt er lænket, når de ikke er i arbejde, bør du ikke nærme dig dem, medmindre ejeren giver tilladelse til det. Slædehundehvalpe går frit uden lænker.

Da hundeslædekuskeren begyndte at samle hundene for at gøre slæden klar, så hundene lige så spændte ud som mig. Det virkede, som om de havde ventet på dette øjeblik i en evighed. Det eneste, de manglede, var musherens kommando om, hvilken retning de skulle løbe i. Mens musheren spændte hundene for slæden, måtte hans kone få hundene til at falde til ro ved hjælp af pisken.

Pisken ramte aldrig hundene, men blev kun brugt til at kontrollere dem. Og endelig var vi klar til at tage afsted!

Med udsigt over byen Qaanaaq ligger der en spektakulær bjergkæde. Først troede jeg, at disse bjerge lå ret tæt på byen, men jeg indså hurtigt, at i dette flade og uendelige landskab ligger tingene langt længere væk, end de ser ud til med det blotte øje. Jeg havde ikke regnet med, at det ville tage 8 timer at nå frem til hytten, der lå ved foden af et af bjergene.

Dagen efter skulle vi egentlig have fortsat vores tur med hundeslæden ud til iskanten, hvor havet begynder igen; men på grund af et uventet vejrskifte måtte vi blive i lyet hele dagen og vente på det rette tidspunkt til at komme af sted igen. Midt i den voldsomme snestorm blev slædehundene udenfor. Det var ikke første gang på denne tur, at jeg fik fornemmelsen af, at disse dyr virkelig er vilde.

I løbet af sommeren besøgte jeg Qaanaaq igen. Denne gang var havisen foran byen smeltet. Nu var det tid til at rejse med båd og kajak i stedet for med slæde.

En af de aktiviteter, jeg havde planlagt under mit sommerophold i Qaanaaq, var at deltage i en lokal narhvaljagt. Det kan virke chokerende for turister at høre, at lokalbefolkningen i Grønland jager dyr som narhvaler. Men i et område som Qaanaaq, der ligger i det høje Arktis, er der meget få muligheder for at skaffe mad. Der kan ikke dyrkes noget, og de husdyr, vi normalt spiser, kan ikke overleve der.

Desuden kan de lokale ikke regne med at få leveret mad med båd eller helikopter – der kommer kun et fragtskib to gange om året, og vejret gør det ofte umuligt at nå frem til byen med fly i flere dage ad gangen.

Disse faktorer betyder, at lokalsamfundene i isolerede bosættelser som Qaanaaq faktisk er afhængige af at jage lokale dyr for at overleve. Jagtpraksis er dog reguleret, og der er indført strenge kvoter for narhvaljagt i Grønland, hvilket sikrer, at narhvalbestanden opretholdes trods den lokale jagt.

At købe kød lokalt er også mere bæredygtigt og langt bedre for miljøet, da det betyder, at der skal importeres mindre kød fra udlandet – en praksis, der medfører store CO₂-udledninger.

Jagt i Grønland er i høj grad en åndelig praksis, og jægerne tror på, at Moder Natur altid har det sidste ord, når det gælder, om en jagt bliver en succes eller ej. De tror på, at kun de dyr, der er parate til at give deres liv for menneskenes velbefindende, bliver nedlagt.

Jægerne i Qaanaaq har bevaret deres traditionelle jagtmetoder, hvor de bruger traditionelle kajakker og harpuner. Desværre er antallet af jægere, der kan anvende disse traditionelle jagtmetoder, faldende.

En af vores guider, Aleqatsiaq, der er i midten af 30’erne, omtalte de lokale jægere i 50’erne og 60’erne som »den sidste generation af ægte jægere i Qaanaaq«.

Jægerne lastede deres kajakker ombord på båden og fangede snart nogle sortlommer, en sort-hvid fugl, der på grønlandsk kaldes »appa«. Vi tilberedte den friskfangede appa på båden. Appaen blev plukket og kogt i en gryde med grønlandsk is sammen med ris og pasta. Appa-suppen smagte fantastisk. Jeg husker ofte den smag tydeligt og bliver mindet om, at uanset hvad man spiser i naturen, så er smagen uforglemmelig, hvis det er friskfanget.

Som ved alle former for jagt kræver det lidt hjælp fra Moder Natur at få succes med narhvaljagt. Når man begiver sig ud på narhvaljagt, skal man være opmærksom på selv sin vejrtrækning. Narhvaler er meget følsomme dyr – de har en skarp lugtesans og kan endda opfange skyggen af jægerens kajak.

Efter 27 timer på båden var det stadig ikke lykkedes os at fange en narhval. På et tidspunkt var jægerne tæt nok på til at harpunere en narhval, men det gik ikke helt efter planen, og narhvalen nåede at slippe væk. Jeg husker stadig tydeligt de unikke lyde, narhvalen lavede. Det lykkedes os ikke at fange en narhval denne gang. Men mens jeg lå roligt og drev på det stille hav, var jeg meget glad for at have haft mulighed for at se levende narhvaler – en oplevelse, som meget få mennesker får i løbet af deres liv.

Jeg er ikke en særlig aktiv person og går ikke regelmæssigt på vandreture eller klatrer. Men jeg elsker at gå ture og nyde udsigten fra udsigtspunkter. I Qaanaaq ligger der en lille bakke bag byen, hvorfra man har udsigt over hele byen, inklusive havet, der strækker sig hundreder af kilometer ud i det fjerne. Hver morgen var udsigten fra mit overnatningssted surrealistisk smuk.
Men fra bakken bag byen, hvor jeg kiggede ud over det frosne hav i det fjerne, mens det 24-timers sollys brændte over hovedet, følte jeg mig virkelig velsignet.