Grønland er fjerntliggende og isoleret, og rejsende, der kommer til vores helt specielle destination, er prisgivet vores arktiske vejrlig og det mægtige landskab. Det betyder, at selvom der er meget at vinde, så kan Grønland være en dyr og tidskrævende rejsedestination.
Men fortvivl ikke! Vi ved, hvordan man bedst klarer disse udfordringer. Her er vores bedste råd til, hvordan man sparer både tid og penge, når man rejser til og rundt i Grønland.
SPAR PENGE: Før du tager afsted
#1 Rejs i skulder- og lavsæson
Sommer i Grønland (juni til september) er højsæson, så overnatning og oplevelser vil sandsynligvis være dyrere eller fuldt bookede i denne periode. Hvis du derimod rejser i skulder- eller lavsæson (efterår, forår og vinter/oktober til maj), så vil du oftere kunne bestille den billigere overnatningsmulighed eller få et bedre tilbud på diverse aktiviteter.
#2 Book på forhånd
Når det er muligt, så book overnatning og aktiviteter på forhånd både for at få de bedste priser og for at være sikker på, at du har det bedste udvalg af muligheder at vælge ud fra. I tvivl om, hvordan du kommer i gang med planlægningen? Tjek vores guide, der er lavet særligt til førstegangsbesøgende i Grønland.
#3 Se nærmere på detaljerne
At rejse i Grønland er anderledes end at rejse i mange andre dele af verden, og der er detaljer, du skal overveje, som du måske ikke plejer at skænke en tanke. Et eksempel er din brug af telefon. At bruge mobildata fra en international mobiltelefon i Grønland er meget dyrt, og det kan wi-fi også være. Så hvis det er meget vigtigt for dig at være online, bør du overveje at købe et lokalt SIM-kort. De kan købes i de større byer i Tele-Post-butikkerne.
#4 Hold øje med gode tilbud på fly
Air Greenland har et løbende tilbud i form af de såkaldte Takuss-billetter. Takuss-billetter sælges til en fast, lav pris. De kan bookes som returbilletter fra København til Grønland, eller som returbilletter til indenrigsfly i Grønland. Turen skal vare mindst 7 dage, og billetterne skal købes i god tid i forvejen for at være sikker på, at der stadig er nogle tilbage.
#5 Pak med omtanke
Flyselskaber i Grønland holder strengt på, at man overholder de tilladte 20 kg bagage – så hvis du har mere med, så skal du til lommerne. Prøv i stedet at pakke lidt og medbring kun det allervigtigste. Hvis du er virkelig god til at pakke, kan du udnytte, at man kan medbringe 8 kg håndbagage og slippe for at tjekke bagage ind!
TIP
Når du bestiller på Air Greenlands hjemmeside, så vælg muligheden ”Takuss” øverst i bookingportalen, så du kun får vist Takuss-billetter i dine søgeresultater.
SPAR PENGE: Sådan kommer du omkring
#1 Tag med båd
Når du rejser indenrigs i Grønland, er det billigere at tage med båd end fly eller helikopter. Kystfærgen Sarfaq Ittuk sejler hele vejen fra Qaqortoq i syd til Ilulissat i nord med stop i alle de større byer og bygder på vejen. Det tager naturligvis en del længere tid end at flyve mellem destinationerne, men tid er noget, du må gå på kompromis med, hvis du vil spare penge på indenrigstransport.
Der er også regionale færgeoperatører, som erstatter helikopter på lokale ture: Tjek Disko Line og Blue Ice Explorer. Hvis du ikke kan finde den rute, du gerne vil have, så forhør dig hos den lokale bådoperatør, om de kan chartre en båd for dig til din ønskede destination.
#2 Bo lokalt
Mange overnatningssteder tilbyder også lejligheder, hvor du selv står for forplejning og kan lave dine egne måltider for at spare penge. Du kan også finde nogle muligheder på AirBnB i de større byer i Grønland, og også i nogle af bygderne. Og så er der også nogle værter på Couchsurfing, som gratis åbner deres hjem for imødekommende rejsende.
#3 Køb lokalt
Hvis du er på udkig efter souvenirs, så gå ind i de små, knapt så turistede værksteder, hvor du kan tale direkte med kunstnerne. Det er normalt billigere at købe direkte fra kunstneren, og de er altid venlige og imødekommende, selvom deres engelsk måske ikke er så godt. Du kommer måske forbi nogle lokale kunstnere, der sælger deres ting på gaden eller på markeder, og de er (som hovedregel!) ikke snydere, så der kan du som regel spare nogle penge.
#4 Få nye venner
Den gyldne regel, og det gælder egentlig alle steder, er, at det handler om, hvem du kender. Men det er ganske nemt at blive venner med folk i Grønland – det er helt normalt at indlede en samtale med en fremmed på gaden, så kom i gang med at snakke med folk og se hvilke muligheder, det fører til!
#5 Spis ikke grøntsager!
Årsagen til, at mad generelt er ret dyrt i Grønland er, at næsten alt skal importeres fra Europa – der er ikke mange steder her, hvor vi kan dyrke frugt og grøntsager. Så den billigste måde at spise på er at vælge lokale produkter – det vil primært være fisk, skaldyr og lokalt kød såsom rensdyr, moskusokse, sæl og hval. Du kan finde disse ting i supermarkederne.
TIP
I de fleste byer er der også et kødmarked, hvor de lokale jægere og fangere sælger deres fangst direkte til kunderne – kig forbi der og få et godt tilbud og en kulturel oplevelse på en og samme tid!
SPAR PENGE: Hvad skal man lave
#1 Gå frit omkring
Grønland er et af de få steder i verden, hvor al jord er offentligt ejet. Det betyder, at du frit kan gå alle steder eller campere, hvor du vil (selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser – sæt venligst ikke dit telt op i folks haver). En af de bedste måder at spare penge på er derfor at vandre, tage sit telt med og campere i vildmarken. Tjek vores Ultimative guide til at vandre i Grønland for at få den nødvendige viden om at vandre i Grønland.
#2 Lav gratis ting!
Der er gratis ting, man kan tage sig til, over hele Grønland. Mange af vores museer er gratis, det er gratis at lege i sneen, at kigge efter hvaler (fra kysten) koster ingenting, det samme gælder for midnatssolen, nordlys, den friskeste og mest opfriskende luft på jorden er gratis, og det reneste og klareste drikkevand er gratis! Alle disse oplevelser, som du får en gang i livet, er alle helt gratis!
Og hvis det ikke er nok for dig, så tjek vores eventkalender, så du kan planlægge din tur omkring de mange gratis arrangementer, der finder sted i Grønland året rundt.
#3 Vær din egen guide
Der er mange aktiviteter i Grønland, som ikke kræver en guide, hvis du har de rette værktøjer og information. Et godt eksempel er Nuuk Art Walk – en guide, som man gratis kan finde på kunstmuseet eller i receptionen på Hotel Hans Egede, og så kan man bruge eftermiddagen på at udforske byen som sin egen guide og opleve den gennem kunstens briller. Se de bedste udsigtspunkter i Nuuk og Ilulissat med hjælp fra tidligere rejsende. Mange vandreture kan gennemføres uden guide, hvis du blot har nogen erfaring med at vandre og downloader Greenland GPS app, som har markerede ruter, du kan downloade og følge offline. Men hvis du ikke har erfaring med at vandre, ikke har det rette nødudstyr eller er usikker på dine evner til at navigere i landskabet, så tag en guide med dig. Grønlands enorme vidder er en stor vildmark, og du har brug for både udstyr og erfaring for at kunne tage hånd om dig selv i en nødsituation.
SPAR TID: Før din afrejse
#1 Planlæg, planlæg, planlæg
Grønland er den type destination, hvor du kan planlægge din tur på vejen, men hvis du vælger denne mulighed, så kommer du til at bruge noget tid på at vente undervejs. At rejse rundt i Grønland er logistisk set lidt udfordrende, så du kan ikke forvente, at din ønskede rute er tilgængelig lige, når du ønsker det. For at få mest muligt ud af din tid i Grønland, så undersøg og planlæg indenrigsdelen af din tur og udflugter på forhånd, så du er sikker på, at det hele passer sammen på den mest tidseffektive måde. Men husk…
#2 Undgå en alt for tætpakket rejseplan
Selvom du planlægger på forhånd, så vil der sandsynligvis være noget, der ændrer sig undervejs. I Grønland er det elementerne, der bestemmer, så hvis vejrguderne beslutter, at du flyver eller sejler senere end planlagt, så er der intet, du kan gøre ved det. Så lad være med at lave din rejseplan så tætpakket, at der er mange skift per dag. Overvej i stedet at indlægge buffer-dage på dine transfer-destinationer.
#3 Vælg en pakketur eller planlæg din tur med et rejsebureau
En enkel måde at spare tid på er at lade nogle andre ordne planlægningen for dig. Book en pakkerejse eller lad en erfaren rejseagent gøre arbejdet for dig, så du er sikker på at få mest muligt ud af din tur.
#4 Vælg den sæson, der er den rigtige for dig
- Sommer: Endeløse dage. Over den arktiske cirkel går solen aldrig ned i sommerperioden, hvilket betyder, at du har 24-timers dagslys og dermed meget mere tid til at være ude omkring. De mange timer med svagt lys gør denne sæson ideel for fotografer.
- Forår: o sæsoner i en enkelt tur. I Grønlands forårstid (april-maj) kan man faktisk opleve to forskellige årstider på samme tid i forskellige dele af Grønland. Der er altså ingen grund til at tage to særskilte rejser henholdsvis om sommeren og om vinteren – begynd i stedet nordpå, hvor vintervejrliget strækker sig over længere tid, og begiv dig så ned sydpå, hvor sneen allerede er forsvundet, og sommeren banker på!
- Vinter: En af verdens længste. Vi er stolte af at have en af verdens længste vintre. Vores gader er snefyldte nogle gange op mod ni måneder om året. Det giver jer, der søger sneen, meget mere tid til at nyde alle de vinteraktiviteter, som Grønland byder på.
#5 Pak efter komfort
Grønland er en barsk destination, hvilket er fedt, fordi den føles virkelig autentisk og fyldt med eventyr. Men det kræver også, at du skal være velforberedt, også selvom du ikke planlægger en specielt aktiv ferie. Selv hvis du bare går rundt i bygder og byer, så kan vejene være grove og ujævne. Det er meget vigtigt, at du pakker efter, at det skal være behageligt; godt fodtøj, som du har gået til, og tøj til alle typer vejr. Hvis du nemt og behageligt kan bevæge dig rundt, så har du mere tid til aktiviteter fremfor at bruge tiden på at indkøbe ekstra udstyr, du slet ikke var klar over, at du havde brug for.
SPAR TID: Sådan kommer du omkring
#1 Luft frem for vand
Det er naturligvis meget hurtigere at flyve omkring end at sejle, så hvis du har råd til det, så vælg at flyve og nå på den måde flere destinationer på en enkelt tur.
Hvis du ikke har særlig lang tid på en given destination, så er et andet rigtig godt råd at tage på flightseeing eller på en helikoptertur, så du kan opleve så meget som muligt af det omkringliggende landskab på så kort tid som muligt.
#2 Hjul fremfor gåben
Der er lokale busser i Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Kangerlussuaq. De kører mere eller mindre der, hvor der er vej, eftersom byerne er ganske små. Det er også en sparetaktik – gå ombord, betalt kontant til chaufføren og få en billig busrundtur i byen. I nogle byer kan du også leje en bil eller en cykel som en hurtig måde til at se byen på.
#3 Gå på grønlandsk tid!
Grønlændere er kendt for deres afslappede forhold til tid, ofte vælger de at dømme tingene ud fra ændringer i vejret, eller hvad naturen finder passende. Prøv derfor at justere din tidsopfattelse, så du bedre kan flyde med strømmen i forhold til, hvad der er muligt, og du vil hurtigt opdage, at det er den bedste vej til at få mest muligt ud af den tid, du har til rådighed.
Vi kan ikke love dig den billigste ferie, du nogensinde har haft, og du skal bruge mere end en weekend her, men vi garanterer dig, at en rejse til Grønland ikke alene vil være din tid, men også dine penge værd. Denne specielle destination vil blive hos dig meget længere, end du tror…