»Verdens ende« er et temmelig forældet og overbrugt udtryk. Det er blevet brugt om så mange steder rundt om i verden, hvor land møder hav, eller hvor der ikke er nogen beboelse i nærheden. Faktisk er det smukke ved vores klode, at den er rund, og at der ikke er nogen ende på den.
Ikke desto mindre føler jeg intet andet end ærefrygt, og jeg får en fornemmelse af at rejse til verdens ende, når jeg stirrer ud gennem vinduet på Air Greenlands fly, der flyver fra Upernavik til Qaanaaq. Det er halvanden times ren luftpoesi.
»Det er halvanden times ren luftpoesi.«
Mens jeg flyver langs vestkysten mod nogle af verdens nordligste bosættelser, kan jeg virkelig sætte pris på geografiens betydning og livets pragt: Gletsjere, der skærer sig vej gennem det smalle bjergbælte mellem indlandsisen og havet. Forrevne bjerge, dybe fjorde, gigantiske isbjerge…
Det hele strækker sig uendeligt foran mine øjne. Selvom lyden af flyets motorer fylder mine ører, er stilheden fra landskabet næsten håndgribelig, og den gennemstrømmer mig og beroliger min sjæl.
Efter at have fløjet i halvanden time over den mest majestætiske natur, jeg nogensinde har set, rammer en anden følelse mig: fraværet af bebyggelser. Efterhånden som jeg bevæger mig nordpå, og havet bliver mere og mere indkapslet af is, virker det mere og mere logisk, at verden under mig er livløs.
Men denne kolde og tavse himmel er fyldt med liv. Det er ikke kun hvaler, sæler, hvalrosser og isbjørne, der lever her. Det gør mennesker også. Jo længere nordpå jeg kommer, hvor alt bliver mere og mere frosset fast, desto sværere bliver det at tro, at der er mennesker i nærheden.
Men der bor faktisk mennesker her, og det har de gjort i evigheder: indbyggerne ved verdens ende. Uanset hvor udslidt det udtryk måtte lyde, er det det eneste, der fylder mine tanker, da vi lander i Qaanaaq, midt blandt farverige huse og stærke, modstandsdygtige mennesker.
Hvis der er ét sted, der fortjener at blive kaldt »verdens ende«, så er det her. Tusinder af kilometer væk fra andre bebyggelser, helt oppe i det nordligste hjørne af kloden, omgivet af og nedsænket i naturens skønhed og rigdom.
Grunden til, at jeg kom hertil, var ikke kun for at opleve den fantastiske natur, men også for at møde de mennesker, der lever her som en del af den. Thule er et af de sidste steder i Arktis, hvor folk stadig bruger traditionelle metoder og skikke; andre steder er disse forsvundet for altid.
Hundeslæden er stadig det vigtigste transportmiddel. Folk lever stadig af jagt. Det er nogle af de sidste mennesker på jorden, der jager narhvaler fra kajakker.
Jeg tager med en af dem, Naimanngitsoq Christiansen, på en flerdages tur ud til iskanten. Vi klatrer op på hundeslæden og begiver os ud i vildmarken. Han styrer dygtigt sit hundespand mellem kæmpe isbjerge, der er fastlåst i havisen.
På vej mod iskanten møder vi ringsæler og skægfisk, og endda spor efter isbjørne. Stilheden er overvældende. Den er næsten håndgribelig. Den fylder mit sind og hjerte fuldstændigt, mens vi glider roligt mod iskanten.
Mod verdens kant.
Mod verdens ende.
Få mere inspiration:
Author
